onsdag den 28. januar 2009

Billeder

Der er kommet op til flere ret gode kommentarer til min lille luftning af, at nogen måske har et billedproblem...
Både min ven i Kbh, Kloge Kenn, og min veninde i Selde, Sjove Sisse, har lagt de mest fantastiske idéer på kommentar-linket under titlen "Klumpen".
Jeg synes bare, jeg lader den stå dér - og så må vi jo se, hvornår de billeder bliver interessante nok...
ps: der ligger også link til diverse redskaber man kan anvende, hvis man vil lave digitale albums... anyone???

tirsdag den 27. januar 2009

Klumpen

er en fisk.
Den bor i Monterey i Californien, USA. I et kæmpe stort bassin.
Den kom frem helt af sig selv, som et slideshow fra mine albums på pc´ens startside.
Jeg burde gennemgå alle billederne fra den tur i 2007 - få dem ordnet og lavet i papir version, og senere sat i album.
Jeg ved, min mor har billeder fra min barndom, der stadig ikke er i album.
Jeg har planer om at få mine børns barndomsbilleder i albums inden de fylder 20...
Men det føles lidt ligesom KLUMPEN på billedet. Den er stor og uhåndterlig. Næsten umulig.

mandag den 26. januar 2009

Mini-Hald

Jeg har lavet mit helt eget lille Hald herhjemme.
Tårnværelset er inddraget som kontor, der er hverken internet eller telefon, ingen kan i princippet råbe mig op, så ... jeg er fanget i min celle, og slipper først ud, når bogen er ved vejs ende.
Indimellem er jeg dog andre steder - så røgter jeg min blog, facebook´er og taler længe i telefon.
Men i morgen går jeg atter i tårnet.
Og så skriver jeg videre.
I Haldsk ro og fred.