fredag den 28. december 2007

Mors Fenja

Dejlige Fenja som i eftermiddag skal tage mig med på ridelaugets årlige juletur.... Her fotograferet i foråret med udsigt til vandhøjen. Gad vide om hun kan passe sadlen, eller om vi skal have fundet en gjord på 1½ meter, for at nå rundt om hende? Vi har ikke redet siden oktober måned. I starten af oktober... Vi bliver ømme.

torsdag den 27. december 2007

Riv og rusk

I dag har det slet ikke været dag. Det er stadig råmørkt og klamt derude, og jeg har tændt stearinlys i køkkenet. Om 1½ time skal rugbrødene ud af ovnen, og vi skal til julegilde. Med rugbrød og 5 små pakker til den årlige og obligatoriske pakkeleg, under armen.
Der er noget dejligt trygt over julegilder. De kommer hvert år, på den samme dag, på det samme klokkeslet, med de samme mennesker.
Jeg overvejer at gå en tur til fjorden inden.
I riv og rusk og regnvejr.

onsdag den 26. december 2007

2. juledag

og vi vånder os og gylper lidt indimellem... Festen varede til langt over midnat i to dage, og nu er her stille. Alle gæsterne er kørt hjem, og julefreden sænker sig endelig!
Jeg har stadig ikke fået skrevet julekort, og håber, at jeg glemmer manglen inden Nytår. Kan man prøve at glemme noget så kraftigt at det lykkes? Tiden vil vise om det er muligt...