Overskriften lød: "Et stort roman-nedslag i et stykke dansk hverdag"
Det var helt uventet og jeg, ja, jeg fældede da lige en glædeståre. Det er nok den bedste og mest positive tilbagemelding jeg nogensinde har fået på noget af det, jeg har lavet. I hvert fald, så kommer det til at betyde rigtig meget. Især for mit selvværd.
I anmeldelsen (offentliggjort i Bogkassen i Vejleamts Folkeblad, samt Horsens og Fredericia Folkeblad) skriver Arne Mariager:
"Det er som om anmelderne i København ikke kan se, at det liv, Marianne Jørgensen skildrer, ikke handler om at opfede slagtesvin eller køre med mejetærskere. Det handler om langt mere end det. Det handler om at leve sammen med andre mennesker. Om at have børn. Om at have venner. Om at være en del af en familie, og få den til at fungere."
Uha, som blev jeg glad. Jeg er ikke bare en stemme fra UdkantsDanmark. Og selvom jeg gerne vil være en stemme fra UdkantsDanmark, så passer det mig nu meget godt, at få slået fast, at jeg ikke "bare" er det, men også en helt masse andet. Og at jeg skriver dansk. Uden fremmedord.
Og det er nemlig det, jeg gør. Efter bedste evne.
Jeg forsøger at formidle tanker, stemninger, liv, levet liv, så nuanceret som muligt, uden at det bliver for svært, for utilgængeligt. Livet behøver ikke være så kompliceret. For det er det ikke.
Men det er sommetider grumt. Og ikke for tøsedrenge.
Tak, Arne Mariager!
