lørdag den 11. december 2010

Juletanker - 11. december

Puuha... det snerper til nu. Pebernødderne er fordelt i 3 julekagedåser, der er af selvste efterskoledrengebarnet trillet 1,5 kg havregrynskulger i kokos og mormor tog sig af vaniliekransene.
Der er osse blevet handlet i dag. Ældstebarnet tog sin mor under armen og gik i butikker i eftermiddags og fik ordnet ikke mindre end 4 julegaver. Så er de da væk - ordnet, og fylder ikke længere på den to-do-liste, jeg har fabrikeret på en lille gul post-it-seddel, inden vi drog afsted.


Undervejs i alle forberedelserne underholder vi os med det seneste medlem af familien: Lille fine firfarvede Miss Cooper som intensiverer angrebene på Sørøver Sally - "så leg dog med mig"!!



fredag den 10. december 2010

Juletanker - 10. december

SÅ - er der 14 dage til Juleaften.
Det er fredag og alle unger har været hjemme og vende, for kun at tage afsted igen. Èn er til skøjtedisko på Skøjtebanen i Skive, og derfra videre til fest i Jebjerg, en anden er taget med veninderne i biffen for at se KLOVN, hjemvender derfra enten i Mors Taxi eller i en af kammesjukkernes fars bil, den tredie har læsset vasketøj fra 14 dages efterskoleophold af i bryggerset, og er på vej til Fur.
Så sidder vi to gamle og holder hinanden i hånden i sofaen, alt imens vi smågriner og fortæller røverhistorier, om dengang det var os, der tog afsted, ud i verden, ud i samfundet fredag aften, for at passe vores sociale liv... God røv og god weekend...

torsdag den 9. december 2010

Juletanker - 9. december

Jeg skal op og se til min hest.
Min fineste hest, som har været i træning i ca 7 uger, og i dag skal bedømmes af en anden træner end Marian. Een, som tidligere har fået kåret hopper og hingste, og som vil give sit besyv med, inden vi beslutter, om Lóa skal trænes videre og sendes til kåring i maj 2011. Det er en halvdyr affære, dén med heste i træning, men jeg har lovet, at det kan være min julegave for i år, såfremt der blir sagt "go" i dag.
Jeg tager lige mit kamera med. Så kommer der et Lóa-billede hér, lidt senere...


onsdag den 8. december 2010

Juletanker - 8. december

I dag skal vi slagte gris.
Dvs. grisen er længe slagtet, men den skal hentes hjem fra Slagteren i Sevel, og så skal den ud af kasserne. Og pakkes om, skæres ud, fordeles i mundrette poser og flyttes i fryseren. Der skal også koges suppe og laves julemedister.
Julemedisteren er et kapitel for sig. Vi har lavet Julemedister i mange år, min mor, far og jeg. Men den er aldrig bleven heeelt, som vi gerne vil have den. Den har altid været lidt fedtforskrækket, så nu har vi besluttet at prøve med en opskrift! Jow jow - så skulle der vel være håb?
I øvrigt har jeg fået årets første julegave! En smuk kogebog, skrevet og researchet af Bettina Buhl, som er museumsinspektør på Gl. Estrup, Landbrugsmuseet, hvor jeg indimellem har været på "de skrå brædder" i forskellig anledning. Bettina har skrevet bogen som hedder
"Danskernes mad gennem 15.000 år" og den kan varmt anbefales!

mandag den 6. december 2010

Juletanker - 6. december

Jeg er "kommet til" at sige ja, til noget, jeg næsten har fortrudt igen. Det involverer mere og flere end hele familien, og en hel del arbejde. Og det skal sættes i værk nu, hvis ikke det skal falde til jorden med et stort hult brag, der kan høres viden om.
Så i dag har jeg købt hyacinter, juleroser og et lillebittelille juletræ, som skal stå i krogen i køkkenet...
I morgen skal jeg gøre rent. Mere rent. Og så skal nisserne findes frem.
Her i huset er der nemlig ingen, der synes nisser er djævlens værk... snarere tvætimod.
Jeg har en rigtig-rigtig gammel nisse siddende bag en låge i mit skab - han kommer frem i lyset i december måned, og han har været min, siden den dag, jeg fyldte 4 år, og gik i børnehave i Stilling. Jeg kan huske, som var det i går, hvordan alle de andre børn på stuen fik nisser med hjem, og jeg skulle vente og have den sidste i rækken, fordi jeg havde fødselsdag dér, ind under jul, og så havde de "vældige pædagoger" sørget kækt for, at jeg skulle have min nisse på min fødselsdag. Dét var slemt. Jeg troede aldrig det blev min tur. Men det blev det. Og i år har vi haft hinanden i 40 år...
Hmmm...
Rengøring og nisser. I morgen.