Læsestof

Autorkontoens legat har afstedkommet en del læseaktivitet på det sidste ...
Først skulle jeg liiige tjekke, hvad det egentligt var, jeg havde søgt penge til. Dernæst blev min dårlige samvittighed vakt, og så måtte jeg jo i gang: I gang med at læse i de bøger, som knytter sig til den tid, som jeg har pralet med, jeg ville skrive om, da ansøgningen til autorkontoen skulle indsendes. Vi er tilbage i 1500 - tallet. Vi er tilbage der, hvor Skipper Klement, eller Clement, sejler fra Ålborg til Salling, lander med sine skibe på Nordkysten, overnatter på Kjeldgård, inden han drager videre mod vest, ind igennem Fursund, mod Sallings største borg, Spøttrup, og nedbrænder dennes avlsbygninger...
Det er mig der opdager skibene, der kommer sejlende fra Livø Bredning, det er mig der gir besked hos min søster i køkkenet på Kjeldgård, det er mig der løber langs fjorden, for at drive studene hjem, det er mig der ligger i hjørnet af loftsrummet, med øret klinet tæt til det lille gulghul, for at følge med i Skipperens planer. Det er min søster der serverer grød og øl for mændene, det er min søster der slåes for at overleve, og det er mig, der pibende og hylende må fortælle herremanden, at hans kokkepige er væk, at studene er i sikkerhed i præstegården, og at jeg har i sinde at slutte mig til oprørerne...

Autorkontoen

Engang for meget lang tid siden, dengang det endnu ikke havde været vinter, mørkt eller rigtigt koldt, skrev jeg en ansøgning, sådan som jeg plejer...
Når jeg skriver plejer, så er det fordi, jeg gennem en årrække, ca 2-3 gange om året, har sendt ansøgninger afsted til diverse fonde og styrelser, i det spinkle og fromme håb, at der på et eller andet tidspunkt var nogen, der mente, at jeg kunne komme i betragtning til et arbejdslegat.
Og så skete det: i går kom der et brev fra Forfatterforeningen, som jeg ikke engang åbnede med det samme, men lod ligge til liiige inden jeg skulle ud af døren, for at holde foredrag. Jeg tror endda kun, jeg åbnede brevet, fordi jeg skulle ha tiden til at gå, mens Bondemanden snakkede i telefon, så jeg kunne sige pænt farvel til ham, inden jeg kørte. Så jeg åbnede brevet, læste og læste og læste igen:
"Det er med stor fornøjelse... bla bla bla... 9340,44 kr... bla bla...."
Jeg ved ikke om smil kan måles i tallerkner. Med det smil der bredte sig på mit ansigt, må have været på størrelse med en pastatallerken, for Bondemanden fik travlt med at snakke færdig, fik lagt røret på for straks at spørge: "HVAD????"
"Ja, penge" - fik han som svar, mens jeg viftede ham om næsen med brevet, og jeg tror, vi har været ude i smil i fadstørrelse, da jeg kørte sydpå, mod Videbæk, for at holde dagens foredrag.
9000 kr har jeg fået i arbejdslegat. Nu ved jeg godt, at 9000 kroner ikke rækker ret langt. Men det er alligevel en uges løn, eller to, og jeg kan skrive mange ord og sætninger på to uger! Nu skal jeg bare ha fundet ud af, HVAD jeg skal skrive, og hvordan...
Jeg siger tak for støtten, til autorkontoen. Jeg siger tak for vedholdenheden, til mig selv.
Arbejde belønnes sommetider.

Vestenblæsten

(foto: Dorthe Nors)

I dag har været en fantastisk smuk dag. Sol fra morgenstunden, sol til aften.
Jeg har besøgt en kollega, som har lånt et sommerhus ved Nr. Vorupør. Vi gik tur. Ved havet.
I retning mod nord, mod Klitmøller. I noget der lignede 2 timer travede vi frem og tilbage fra Nr. Vorupør. Jeg havde Sally med. Til sidst blev hun social, og kunne godt gå ved siden af mig, uden at skulle kaldes på plads hele tiden. Selv en ivrig labrador kan traves træt....
Jeg var mør, da vi kom hjem. På den gode, gennemblæste vestenvindsagtige måde, som man kun blir ved Vesterhavet.
Jeg har meget røde kinder, sand mellem tæerne og salt i håret.
Desuden snakker man så livgivende godt, mens man går. Om alt. Alt mellem himmel og hav. Alvorligt og sjovt, skørt og passioneret.
Det er godt med blæst.