Det spørgsmål stiller vi mange gange.
Jamen, hvad SYNES du?
HVAD synes du?
Hvad synes DU?
Og - HVAD SYNES DU?
Det er ikke altid nemt at vide, hvad vi og hinanden egentligt mener, når vi er rykket ud af vores almindelige dagligdag og skal forholde os til nye måder, andre systemer, end dem vi er vant til.
For nogen er det en befrielse, at man kan rykkes ud af det trivielle, for andre skræmmende.
Og derfor er vi nødt til at spørge.
For tiden spørger vi Bedstefar. Hvad har du lyst til? Hvordan vil du gerne have det? Kunne du tænke dig... dit eller dat?
I erkendelsen af, at vi må indrette en ny verdensorden, for hinanden og for ham, som ikke har så voldsom lang tid i vores verden længere, sygdomsramt som han er.
Det er umådelig svært for ham. Det er ualmindeligt svært for os som er på sidelinjen.
Og det synes indimellem urimeligt at vi, i det hele taget, er nødt til at tage stilling. Men det er vi. Vi skal finde ud af det. Og ingen kan læse tankerne i den andens hoved, selvom vi tror, vi kan, af vanens magt, fordi vi har kendt hinanden hele livet.
Så vi spørger: hvad synes du?
Og vi spørger både mange gange, meget dumt, og alt for tit. Men sådan må det være.
Vi kan ikke vide, hvad hinanden tænker.
Og måske er verden slet ikke, som vi tror, måske er den forandret, fordi noget er stødt til, vanen brudt og nye former opstået. Erkendelsen er måske endda den sværeste. At noget er forandret, selvom vi ikke ønskede det sådan. Selvom vi desperat forsøger at holde fast i vanen, traditionen, det vi plejer.
Så hvad synes du?
