onsdag den 7. september 2016

Tings tilstandståbelighed

Maleren er i gang med vinduerne. De har trængt de seneste to år, og jeg har slebet i et par timer i går, og skal til det igen i dag. Jeg har det egentligt godt med den slags fysisk, konkret arbejde, måske fordi meget af mit arbejdsliv normalt foregår inde i mit hoved. Eller slet ikke.
Mens jeg står der med sandpapir og får malingssplinter ind under pegefingerneglen, kan jeg godt ønske, at nogle andre kom og tog over, at nogle andre skulle slibe de gamle faldefærdige vinduer, så jeg kunne sidde på min pind, ved fjorden, glo ud i luften og skrive videre på min roman.
På den anden side, så er det befriende at kunne sige:"SÅ langt er jeg kommet i dag, dét her, det var hvad jeg gjorde i dag, jeg har udført et stykke arbejde!"
Det er tåbeligt svært at se, hvad jeg egentligt har lavet det sidste halve år, for skrevet har jeg ikke. (Bondemanden nikker, mens han læser den her sætning)

Men jeg har fyldt på. Fyldt på energibankens videnskonto, og læst mig tilbage til middelalderen, læst på 1600-tallets politiske udvikling, heksebrændinger osv. Jeg skal ikke bruge det der 1600-tal til noget, men det er meget rart at vide ting.
Og... Jeg har fyldt op den evigt dårlige samvittighed over IKKE at få skrevet noget.
Men jeg har også modtaget flere gode meldinger fra folk, der har været glade for at læse de Tavse Vidner, som savner en to´er, som vil vide, hvordan det nu går med Rasmus, Maren og Asger, Niels Kaas og hans amme, samt de øvrige personer i De Tavse... Det lægger ligesom et pres på mine skuldre...
Om lidt er vinduerne færdige, og jeg kan trække stikket ud af virkeligheden.
Men først skal der udføres et stykke konkret slibearbejde...