Jeg har, siden jeg som ganske ung au-pair boede i London, elsket Valentines Day!
Det kan godt være, at man med sin fornuft kan se det latterlige i, at købe for millioner af kroner blomster, chokolade, smykker, parfume og hva-har-vi, bare fordi "nogle amerikanske forretningsmænd" har fået en god idé.
Jeg synes, det er romantisk (og sådan er jeg ellers ikke), og helt igennem fantastisk at få at vide, at man er elsket! Især kunne jeg, som ganske ung, godt lide tanken om, at man måske fik chokolade eller blomster af en hemmelig beundrer, som man så kunne gå og varme sig ved tanken om eksisterede, uden man anede (eller måske anede man) hvem var...
Så mødte jeg Bondemanden. Og så var det sgu slut med den slags pengeoptrækkeri. Hva ligner det... "Jeg elsker dig da hele året, og ikke kun Valentines dag", sådan noget lignende sagde han det første år, og så indså jeg, at jeg nok heller ikke fik blomster til Mors Dag, Bryllupsdag eller andre hysterisk opreklamerede mærkedage...
Det er nu alligevel ikke nok, til at få mig til ikke at længes...
Jeg har besluttet, at jeg har lov til at håbe, og dét er lysegrønt, håbet, og nu har jeg oplevet skuffelsen, det lille stik i hjertet, så mange gange, at jeg er immun. Eller næsten.
For når han så kigger på mig, med de der grønne øjne, spørgende, og siger "ej, bliver du skuffet?" med fløjlsblød stemme, sådan trøstende, somom han fortryder, at han ikke bare har købt den skide buket... ja, så gør jeg mig hård, og siger, at jeg godt ved, jeg aldrig kommer til at opleve en Valentines Day efter engelske forskrifter, og at jeg faktisk også er helt ligeglad....
Det er jeg så ikke.
Håbet er lysegrønt!
