er ikke lykken.
Især ikke, når alle ens mailkontakter gennem de sidste mange år, er fuldstændigt forsvundet. Som i FULDSTÆNDIGT. Og man manuelt skal gennemgå samtlige 2805 mails og slette eller gemme kontakten, hvis man er interesseret i at gemme afsenderens data.
Jeg var ved at skrive ugens klumme til Landbrugsavisen, da den gamle begyndte at gøre knuder. Først var den laaaaangsom i opstarten, så var den forsinket, når jeg skrev, og da jeg havde skrevet 423 ord i et worddokument - blev skærmen sort. Døde.
Det gjorde jeg også... jeg døde i hvert fald lidt af skræk og ubehag, og var lige ved at kyle noget tungt ud gennem vinduet... Heldigvis besluttede pc´en sig for at genopstå. Efter 5 minutter uden livstegn, hvor jeg sad ved siden af og bare gloede, med åben mund og vantro malet i ansigtet. Så gemte jeg omgående, hvad jeg havde skrevet, og sendte det til Bondemanden.
Jeg kunne underligt nok skrive færdig i god ro og orden, det var som om den vidste, den skulle opføre sig pænt for at undgå noget grimt...
Bondemanden har åbenbart lært af erfaringen, så han foreslog prompte, at der blev skaffet en ny pc mettevons. Mettevons. Det betød, at jeg allerede ved middagstid i dag kunne skrive nye kodeord ind i officepakken, så den søde pc-praktikant kunne makke færdig, og pakke mit nye legetøj ned i sin nye kasse, og jeg kunne få den med hjem... Ahhhh...
Jeg elsker når fagfolk ordner ting for mig. Og så hader jeg, når det hele så f...... driller mig, når jeg er kommet hjem. Alle kontakter væk. Alle koder slettede. ALT hvad der gjorde tilværelsen nem og tankeløs er forsvundet med et pust...
Men den nye pc har noget de kalder SSD, den har HD+ og Dolby, 8 GM, den er STOR og har et matsort cover. Vi skal liiiige lære hinanden at kende...
tirsdag den 24. november 2015
mandag den 2. november 2015
Novemberskæg
Det er varmt endnu, derude, i tågerne. Næsten 10 grader døgnet rundt, usædvanligt for november, som det også var for anden halvdel af oktober. Hér nyder vi november. Vi nyder også, og varmer os ved, at Bondemandens look-a-like er kommet hjem fra Montana. Med fuldskæg. NU er det jo også Movember, og ansigtsbehåringer er tilladte, for alle, der har muligheden, så mon ikke han lader skægget stå, den unge mand, min lille dreng, mors baby...
Sådan en stille aften, kan jeg godt undre mig over, at tiden er gået så hurtigt. At han allerede er mere mandfolkeagtig at se på, end Bondemanden nogensinde har været. Og så slog det mig - jeg har faktisk aldrig set min elskede med fuldskæg! Heller ikke engang med overskæg?!
Og vi har trods alt kendt hinanden og levet sammen i mere end 29 år... Det er alligevel godt gået. Uden skæg!
Jeg har lovet, at jeg ikke behøver SE det. Bondemanden er vældigt tilpas med at være sådan en, der barberer sig. Og han påstår, at hans skæg er ligeså rødt, som drengebarnets - "og det har du jo set nu"...
Det er alligevel skægt!
Sådan en stille aften, kan jeg godt undre mig over, at tiden er gået så hurtigt. At han allerede er mere mandfolkeagtig at se på, end Bondemanden nogensinde har været. Og så slog det mig - jeg har faktisk aldrig set min elskede med fuldskæg! Heller ikke engang med overskæg?!
Og vi har trods alt kendt hinanden og levet sammen i mere end 29 år... Det er alligevel godt gået. Uden skæg!
Jeg har lovet, at jeg ikke behøver SE det. Bondemanden er vældigt tilpas med at være sådan en, der barberer sig. Og han påstår, at hans skæg er ligeså rødt, som drengebarnets - "og det har du jo set nu"...
Det er alligevel skægt!
onsdag den 21. oktober 2015
Batmobil og dieselkaos
Foredragssæsonen kører i højeste gear og jeg har travlt med at koordinere min tid og mine køreture.
I aftes var jeg i Føvling. I aften skal jeg til Grindsted. Og i morgen er det Skærbæk.
Man er godt og vel brugt, efter sådan en omgang, en aften med to timers foredrag, kaffe og snak og køretur, men det gør ikke noget.
Hver gang jeg er ude, kommer der fremmede og fortæller, at de med stor glæde og fornøjelse har læst mine klummer i Landsbladet/Landbrugsavisen gennem mange år, og nu vil de så lige "se giraffen". Og HØRE, plejer jeg så at tilføje. For det får de nemlig - de får giraffen at HØRE!
Det levende ord. Fortællingerne. De sjove episoder. De tankevækkende. Og dem der gør, at jeg stadig er her. Og hvorfor det til stadighed er en udfordring...
OG - nu kan jeg så fortælle historien om, hvorfor jeg ikke er en fuldblodsbondekone, men kun "tilført" og stadig lidt naiv... selv efter 29 år på posten.
I går dummede jeg mig big time!
Det er sådan, at vi kører diesel. I to biler. Diesel. Hvor svært er dét? Overhovedet ikke svært!!
Og dog. Det lykkedes mig at hælde 40 liter oktan 95 blyfri på min lille dame-audi i går eftermiddags. Og da jeg nåede 12 km længere frem på min vej mod foredragsstedet, begyndte den at opføre sig forrædderrisk, hoppede lidt og pruttede sært...
Jeg vurderede, at der var noget galt. Noget var helt galt med mors "batmobil", og jeg fik svinget ind hos velmenende forældre, ringet til både bondemand for råd og mekanikerværksted for hjælp ...
Gæt, om Bondemanden var sur? Gæt, om mekanikeren grinede? Gæt, om jeg ærgrede mig?
Jeg lånte min fars vogn! Jeg nåede Føvling i god ro og orden, til aftalt tid.
Mekanikeren hentede senere batmobilen, tømte den for benzin, rensede ud og VUPTI, var den kørende på diesel igen! Jeg kyssede begge Brødrene Futterup, da jeg hentede min lille bil i formiddag. Sikke en service. Afhentning af bil, tømning af tank, rensning og filterskift, PLUS besked sendt til min telefon, at alt var godt og at bilen var kørende "uden stor skade" sket, inden jeg nåede til Føvling.
Det er sgisme godt klaret.
Bondemanden skuler endnu. Jeg tror aldrig, jeg nogensinde laver samme fejl igen....
PS Audien hedder Batmobilen, fordi den, hvis den får buler, retter sig selv ud igen, sådan vupti, over night ... det har vi nemlig også prøvet... fantastisk vogn... diesel vogn.... (ka-du-sige-diesel?)
I aftes var jeg i Føvling. I aften skal jeg til Grindsted. Og i morgen er det Skærbæk.
Man er godt og vel brugt, efter sådan en omgang, en aften med to timers foredrag, kaffe og snak og køretur, men det gør ikke noget.
Hver gang jeg er ude, kommer der fremmede og fortæller, at de med stor glæde og fornøjelse har læst mine klummer i Landsbladet/Landbrugsavisen gennem mange år, og nu vil de så lige "se giraffen". Og HØRE, plejer jeg så at tilføje. For det får de nemlig - de får giraffen at HØRE!
Det levende ord. Fortællingerne. De sjove episoder. De tankevækkende. Og dem der gør, at jeg stadig er her. Og hvorfor det til stadighed er en udfordring...
OG - nu kan jeg så fortælle historien om, hvorfor jeg ikke er en fuldblodsbondekone, men kun "tilført" og stadig lidt naiv... selv efter 29 år på posten.
I går dummede jeg mig big time!
Det er sådan, at vi kører diesel. I to biler. Diesel. Hvor svært er dét? Overhovedet ikke svært!!
Og dog. Det lykkedes mig at hælde 40 liter oktan 95 blyfri på min lille dame-audi i går eftermiddags. Og da jeg nåede 12 km længere frem på min vej mod foredragsstedet, begyndte den at opføre sig forrædderrisk, hoppede lidt og pruttede sært...
Jeg vurderede, at der var noget galt. Noget var helt galt med mors "batmobil", og jeg fik svinget ind hos velmenende forældre, ringet til både bondemand for råd og mekanikerværksted for hjælp ...
Gæt, om Bondemanden var sur? Gæt, om mekanikeren grinede? Gæt, om jeg ærgrede mig?
Jeg lånte min fars vogn! Jeg nåede Føvling i god ro og orden, til aftalt tid.
Mekanikeren hentede senere batmobilen, tømte den for benzin, rensede ud og VUPTI, var den kørende på diesel igen! Jeg kyssede begge Brødrene Futterup, da jeg hentede min lille bil i formiddag. Sikke en service. Afhentning af bil, tømning af tank, rensning og filterskift, PLUS besked sendt til min telefon, at alt var godt og at bilen var kørende "uden stor skade" sket, inden jeg nåede til Føvling.
Det er sgisme godt klaret.
Bondemanden skuler endnu. Jeg tror aldrig, jeg nogensinde laver samme fejl igen....
PS Audien hedder Batmobilen, fordi den, hvis den får buler, retter sig selv ud igen, sådan vupti, over night ... det har vi nemlig også prøvet... fantastisk vogn... diesel vogn.... (ka-du-sige-diesel?)
mandag den 19. oktober 2015
Endnu mere om De Tavse
Det er dejligt at starte sin hverdagsmorgen op med at læse følgende skudsmål på sit forlags Facebookside:
"Velskrevet. Fascinerende personskildringer. Omfattende research.
Det er blot et udpluk af de rosende ord, som Lolland-Falsters Folketidende skriver om Marianne Jørgensens roman DE TAVSE VIDNER.
"Vi er på herregården, der ejes af en af rigets mægtigste mænd, Ove Vincentsen Lynge Dyre, og bestyres af en fru Anne Friis, der er flyttet ind med kok og datter, og vi er hos fæstebønderne og hos romanens egentlige hovedpersoner, hjorddrengen Rasmus, hans søster Maren, der voldtages, og stammeren Asger, der tager sig af den voldtagne og er med, da gårdens stude reddes og drives ned gennem Jylland.
Det er blot et udpluk af de rosende ord, som Lolland-Falsters Folketidende skriver om Marianne Jørgensens roman DE TAVSE VIDNER.
"Vi er på herregården, der ejes af en af rigets mægtigste mænd, Ove Vincentsen Lynge Dyre, og bestyres af en fru Anne Friis, der er flyttet ind med kok og datter, og vi er hos fæstebønderne og hos romanens egentlige hovedpersoner, hjorddrengen Rasmus, hans søster Maren, der voldtages, og stammeren Asger, der tager sig af den voldtagne og er med, da gårdens stude reddes og drives ned gennem Jylland.
Alle disse synsvinkler binder Marianne Jørgensen sammen til et bredt kludetæppe af en roman, der ikke alene er velskrevet, men også rummer indsigt både i menneskelivet og den romanaktuelle politiske situation samt i de barske vilkår for høj og lav i en svær tid.
Der er sus i de fortællemæssige skørter, og læseren oplever en næsten feberhed og smittende fortælleglæde.
Og så har forfatteren gjort sit hjemmearbejde med hensyn til en omfattende research.
Marianne Jørgensen når helt ned i detaljerne i skildringen af det daglige arbejde ude og inde, og personskildringerne er så fascinerende, at romanen umiddelbart kalder på en fortsættelse."
Jamen, så bliver en mandag da ikke meget bedre, vel?
Jeg kan slet ikke holde ud at juble sådan indvendigt uden at få det formidlet, så derfor kommer der også lige et skudsmål fra Litteratursiden.dk hvis du klikker her...
Jeg er glad. Mega-glad!
Især elsker jeg, at jeg har gjort mit "hjemmearbejde" - det er sgu da fedt at få at vide, at man har gjort sig umage, når man nu rent faktisk gjorde sig den ulejlighed!!! Hæ!
Der er sus i de fortællemæssige skørter, og læseren oplever en næsten feberhed og smittende fortælleglæde.
Og så har forfatteren gjort sit hjemmearbejde med hensyn til en omfattende research.
Marianne Jørgensen når helt ned i detaljerne i skildringen af det daglige arbejde ude og inde, og personskildringerne er så fascinerende, at romanen umiddelbart kalder på en fortsættelse."
Jamen, så bliver en mandag da ikke meget bedre, vel?
Jeg kan slet ikke holde ud at juble sådan indvendigt uden at få det formidlet, så derfor kommer der også lige et skudsmål fra Litteratursiden.dk hvis du klikker her...
Jeg er glad. Mega-glad!
Især elsker jeg, at jeg har gjort mit "hjemmearbejde" - det er sgu da fedt at få at vide, at man har gjort sig umage, når man nu rent faktisk gjorde sig den ulejlighed!!! Hæ!
onsdag den 7. oktober 2015
Frankfurt og bøgerne
Jeg har egentlig aldrig været i Frankfurt. Når jeg siger Frankfurt, så viser der sig nogle billeder på indersiden af min hjerne, af firsporede motorveje, autostrassen ned gennem Tyskland, for at komme på sommerferie i Alsace, før jeg blev konfirmeret, og måske lidt efter...
NU rejser De Tavse Vidner helt alene af sted til Frankfurt. Uden mig.
Der er en stor international bogmesse i Frankfurt, og forlaget har valgt at tage De Tavse med, for at se, om nogen udenlandske forlag vil være interesserede i at oversætte og dermed sælge De Tavse - en historisk roman fra reformationen i Danmark ... Mittelalter und so - jaja, nu ser vi, det kunne jo være fantastisk spændende!!
Helt VILDT fantastisk spændende, hvis nogen ville oversætte De Tavse til enten tysk eller engelsk... så er markedet for bogen ligesom betragteligt større, end de 5,6 millioner i Danmark...
Lige nu tænker jeg bare, at det kunne være fedt!
Og så tænker jeg ikke mere.
Joh, jeg tænker Ken Follett, gør jeg - men ikke ret længe... Så tænker jeg Havets Katedral - og så skammer jeg mig.
- og omvendt, så tænker jeg, at hvis de kan, så kan jeg også!
Sådan lidt Pippi-agtigt! Og så tænker jeg på Astrid Lindgren, og så tænker jeg, at Frankfurt er langt væk, men jeg kører i en lille Audi, og den vil jo være på hjemmebane, hvis nu... det var... ja...
NU rejser De Tavse Vidner helt alene af sted til Frankfurt. Uden mig.
Der er en stor international bogmesse i Frankfurt, og forlaget har valgt at tage De Tavse med, for at se, om nogen udenlandske forlag vil være interesserede i at oversætte og dermed sælge De Tavse - en historisk roman fra reformationen i Danmark ... Mittelalter und so - jaja, nu ser vi, det kunne jo være fantastisk spændende!!
Helt VILDT fantastisk spændende, hvis nogen ville oversætte De Tavse til enten tysk eller engelsk... så er markedet for bogen ligesom betragteligt større, end de 5,6 millioner i Danmark...
Lige nu tænker jeg bare, at det kunne være fedt!
Og så tænker jeg ikke mere.
Joh, jeg tænker Ken Follett, gør jeg - men ikke ret længe... Så tænker jeg Havets Katedral - og så skammer jeg mig.
- og omvendt, så tænker jeg, at hvis de kan, så kan jeg også!
Sådan lidt Pippi-agtigt! Og så tænker jeg på Astrid Lindgren, og så tænker jeg, at Frankfurt er langt væk, men jeg kører i en lille Audi, og den vil jo være på hjemmebane, hvis nu... det var... ja...
torsdag den 24. september 2015
Lektørudtalelsen
Der er en særlig forløsning og afspænding forbundet med at få en lektørudtalelse.
Man er, som forfatter, voldsomt spændt på, hvad de professionelle siger til ens værk. Og lektørudtalelsen er professionel. Det er en bibliotekar, som læser og skriver en kort, beskrivende "materialevurdering". I uge 39 er der udsendt 111 materialevurderinger på danske biblioteker.
De Tavse Vidner er en af dem.
Lektørudtalelsen danner grundlag for indkøb af bøger til de enkelte biblioteker. Og derfor er det af største vigtighed, at ens lektørudtalelse er god... Det er den. Og jeg er glad. Hvis bibliotekerne køber bogen, er forlaget sikret et vist salg. Jeg ved ikke, hvor mange bøger bibliotekerne køber af en enkelt titel, sådan sammenlagt, men det er langt over hundrede. Så er de da solgt! Som vi siger, her i huset...
Jeg drømmer om at sælge rigtig mange bøger.. Som i rigtigt mange! Over de 1500 som er standard i første oplag på mit forlag. Jeg drømmer om at sælge ... måske ligefrem... 5000 bøger! Eller endnu flere... Det kunne være vildt!
Og jeg er godt klar over, at jeg skal i gang med at skrive nogle flere bøger, og gode bøger, hvis jeg nogensinde skal blive rig af det her...
Heldigvis er det ikke derfor, jeg skriver. Jeg skriver, fordi det er sjovt, og fordi jeg elsker processen.
Det har lektøren heldigvis fanget: "Romanen bærer præg af omfattende research og fortælleglæde"! Ja, tak! Det er sådan, det er!
Man er, som forfatter, voldsomt spændt på, hvad de professionelle siger til ens værk. Og lektørudtalelsen er professionel. Det er en bibliotekar, som læser og skriver en kort, beskrivende "materialevurdering". I uge 39 er der udsendt 111 materialevurderinger på danske biblioteker.
De Tavse Vidner er en af dem.
Lektørudtalelsen danner grundlag for indkøb af bøger til de enkelte biblioteker. Og derfor er det af største vigtighed, at ens lektørudtalelse er god... Det er den. Og jeg er glad. Hvis bibliotekerne køber bogen, er forlaget sikret et vist salg. Jeg ved ikke, hvor mange bøger bibliotekerne køber af en enkelt titel, sådan sammenlagt, men det er langt over hundrede. Så er de da solgt! Som vi siger, her i huset...
Jeg drømmer om at sælge rigtig mange bøger.. Som i rigtigt mange! Over de 1500 som er standard i første oplag på mit forlag. Jeg drømmer om at sælge ... måske ligefrem... 5000 bøger! Eller endnu flere... Det kunne være vildt!
Og jeg er godt klar over, at jeg skal i gang med at skrive nogle flere bøger, og gode bøger, hvis jeg nogensinde skal blive rig af det her...
Heldigvis er det ikke derfor, jeg skriver. Jeg skriver, fordi det er sjovt, og fordi jeg elsker processen.
Det har lektøren heldigvis fanget: "Romanen bærer præg af omfattende research og fortælleglæde"! Ja, tak! Det er sådan, det er!
onsdag den 23. september 2015
Tågen
ligger lavt i landskabet i dag.
Det er jævndøgn.
Om lidt er det oktober og efteråret bliver for alvor en realitet.
Jeg har travlt i disse dage. Ikke med noget særligt. Bare travlt. Inde i hovedet er det vist mest.
Fysisk bevæger jeg mig ikke ret meget. Jeg sidder foran min pc og laver overspringshandlinger - tjekker aviser, facebook, spiller wordfeud på telefonen, ordner vasketøj.
Men hele tiden er der en historie, der rumsterer. Indimellem googler jeg et ord eller et sted. En tanke skal følges til dørs og videre, afgøres, afsluttes. Jeg skriver ikke et ord. Ikke et eneste ord har jeg skrevet, udover wordfeud og facebook, en klumme og en novelle i korrekturlæsning. Men mit hoved er fyldt.. Skriveflowet kommer. Jeg ved det. Det er bare ikke lige nu.
Jeg glæder mig til jeg kan få hul igennem. Til mine personer træder ud og bliver fysiske. Konkrete.
Ud af tågen.
Det er jævndøgn.
Om lidt er det oktober og efteråret bliver for alvor en realitet.
Jeg har travlt i disse dage. Ikke med noget særligt. Bare travlt. Inde i hovedet er det vist mest.
Fysisk bevæger jeg mig ikke ret meget. Jeg sidder foran min pc og laver overspringshandlinger - tjekker aviser, facebook, spiller wordfeud på telefonen, ordner vasketøj.
Men hele tiden er der en historie, der rumsterer. Indimellem googler jeg et ord eller et sted. En tanke skal følges til dørs og videre, afgøres, afsluttes. Jeg skriver ikke et ord. Ikke et eneste ord har jeg skrevet, udover wordfeud og facebook, en klumme og en novelle i korrekturlæsning. Men mit hoved er fyldt.. Skriveflowet kommer. Jeg ved det. Det er bare ikke lige nu.
Jeg glæder mig til jeg kan få hul igennem. Til mine personer træder ud og bliver fysiske. Konkrete.
Ud af tågen.
torsdag den 17. september 2015
Bogudgivelsesblues
Ja, i morgen er det allerede en HEL uge siden De Tavse vidner kom ud i offentligheden. Jeg har stadig kun set en anmeldelse, Flensborg Avis, og selvom den var god, 4 stjerner, så har jeg noget til gode, synes jeg... Jeg ved ikke, hvorfor jeg synes dét, men det synes jeg...
Måske hænger det sammen med, at jeg hungrer efter at få at vide, at jeg har gjort det godt nok. Efter 3-4 års arbejde, on-of, synes jeg, at jeg fortjener, at nogen anmelder. Heldigvis er der rigtig mange, der allerede har tygget sig igennem bogen, og som har været utroligt søde til at melde tilbage. Læsernes dom.
Jeg har faktisk også fået midtvejsmeldinger: "Nu er jeg på side 130", "Indtil videre synes jeg godt om det, jeg læser", "Hvad sker der med Maren?"
Det sidste har jeg så ikke svaret på... jeg har i stedet spurgt: "Er drengene nået til Ribe?" eller "Hvor er Siri?" bare sådan... for at kunne holde en dialog...uden at afsløre for meget.
Men altså. Jeg venter. Og venter. Og det er til at blive skør af. Men lige pludselig sker der nok noget. Og så HAR det bare at være godt. Ellers græder jeg...
Jeg har givet mig selv et par nye løbesko. For dog at gøre noget.... De er satme grimme!!!
Men de er gode - jeg svæver - og sko-løbemanden tog sig god tid, så de passer perfekt! De gamle er allerede sendt i affaldsspanden.
Måske hænger det sammen med, at jeg hungrer efter at få at vide, at jeg har gjort det godt nok. Efter 3-4 års arbejde, on-of, synes jeg, at jeg fortjener, at nogen anmelder. Heldigvis er der rigtig mange, der allerede har tygget sig igennem bogen, og som har været utroligt søde til at melde tilbage. Læsernes dom.
Jeg har faktisk også fået midtvejsmeldinger: "Nu er jeg på side 130", "Indtil videre synes jeg godt om det, jeg læser", "Hvad sker der med Maren?"
Det sidste har jeg så ikke svaret på... jeg har i stedet spurgt: "Er drengene nået til Ribe?" eller "Hvor er Siri?" bare sådan... for at kunne holde en dialog...uden at afsløre for meget.
Men altså. Jeg venter. Og venter. Og det er til at blive skør af. Men lige pludselig sker der nok noget. Og så HAR det bare at være godt. Ellers græder jeg...
Jeg har givet mig selv et par nye løbesko. For dog at gøre noget.... De er satme grimme!!!
onsdag den 9. september 2015
Ord i kølvandet
"vil lige sige noget om denne bog, som jeg ikke officielt anmelder, da forfatteren og jeg har 'optrådt' sammen...men jeg anbefaler "De tavse vidner" til alle! Marianne Jørgensen har til dato ikke skrevet noget bedre. Bogen er spændende og nærmest overjordisk rig på detaljer. Den er fremragende, viser fin social forståelse - og Kjeldgaard står i al sin pragt lysende klar. En sammenligning med Maria Hellebergs historiske romaner ligger lige for. Jeg venter spændt på en to'er." citat journalist Merete Just, Skive Folkeblad
Jeg samler på fine ord og gode ord, og smukke ord og meningsfulde ord, og ærlige ord, og kærlige ord og ord, som knytter sig til den kommende-lige-om-lidt-udgivelse har særlig årvågenhed i disse dage... og så den seneste kommentar, som indløb nu i eftermiddag:
"Jeg er i gang med bogen, gik i gang i weekenden - jeg øver mig i ikke at høre din stemme, når jeg læser! Det blir' spændende med de "rigtige" anmeldere - pøj pøj" citat Sisse, veninde, lærer og ikke ret ivrig romanlæser...
"Marianne Jørgensen beviser med 'De Tavse Vidner' at det kan lade sig gøre
at genskabe et 500 år gammelt univers og få det til at stå lyslevende for
læserens indre blik - med alt hvad dertil hører af tællelys, varmt øl og kolde
tæer i halmtræskoene.
Det er en spændende historie, Marianne Jørgensen fra Selde har skrevet, og
når man har vendt sidste side sidder man og spekulerer på, hvordan det mon skal
gå med smedens søn, der er blevet voksen og mangler en kone. Godt, der kommer et
bind til om Rasmus og Maren og alle de andre fra det lille lokalsamfund ved
Limfjordens bredning. Dem slipper vi ikke før de er godt i vej!" citat journalist Anette Vestergaard, freelancer, forfatter mm.Jeg samler på fine ord og gode ord, og smukke ord og meningsfulde ord, og ærlige ord, og kærlige ord og ord, som knytter sig til den kommende-lige-om-lidt-udgivelse har særlig årvågenhed i disse dage... og så den seneste kommentar, som indløb nu i eftermiddag:
"Jeg er i gang med bogen, gik i gang i weekenden - jeg øver mig i ikke at høre din stemme, når jeg læser! Det blir' spændende med de "rigtige" anmeldere - pøj pøj" citat Sisse, veninde, lærer og ikke ret ivrig romanlæser...
Jeg tænker på, om de "rigtige" anmeldere i virkeligheden er de vigtigste, eller om de aller aller mest betydningsfulde ikke (blandt andre) er dem her, skrevet af "førlæsere"?
Jeg tror det!
Så, tusind tak, mine rigtige anmeldere, mine rigtige læsere, som har rigtige meninger, og rigtige tanker... Jeg er ydmyg og taknemmelig.
(Og kan vi så få den bog ud i verden, og ud af verden???????)
mandag den 7. september 2015
Sen-Middelaldergæstebud for De Tavse Vidner
Jeg er ved at forberede et lille "taffel", et gæstebud, der ikke ligner dét, Nådigfruen og Kokken havde forberedt til Bondehæren, i oktober 1534, da den gik i land ved Kjeldgårds strand - for taflet er ikke et egentligt måltid, det er snarere en slags smagsprøve på, hvad man spiste, sådan dagligdagsagtigt, og lidt til fest - dér i slutningen af middelalderen, begyndelsen af renæssancen...
Jeg vil servere vegger, kauringsbrød, godt øl og gammel ost! Jordbærtærter og frugttærter er kendt langt tilbage i 1400-tallet, jordbær har man plukket til alle tider nemlig, og forsødet tilværelsen med... Jeg er også ved at forsøge mig med lutendranch! Krydret vin - som åbenbart er særlig fin, hvis den serveres kold!
Det var heldigt! Så kan den forberedes og sættes på køl. Og vejret er med mig, Maren, Asger og Rasmus - De Tavse Vidner udkommer på en solskinsdag i september, hvis vejrudsigten holder!
Jeg vil servere vegger, kauringsbrød, godt øl og gammel ost! Jordbærtærter og frugttærter er kendt langt tilbage i 1400-tallet, jordbær har man plukket til alle tider nemlig, og forsødet tilværelsen med... Jeg er også ved at forsøge mig med lutendranch! Krydret vin - som åbenbart er særlig fin, hvis den serveres kold!
Det var heldigt! Så kan den forberedes og sættes på køl. Og vejret er med mig, Maren, Asger og Rasmus - De Tavse Vidner udkommer på en solskinsdag i september, hvis vejrudsigten holder!
tirsdag den 1. september 2015
Salat
Der er visse indlysende fordele ved at det sidste barn er flyttet hjemmefra:
1) man kan spise salat til både middags- og aftensmad
2) man skal ikke skrælle kartofler, man kan spise salat
3) man skal ikke koge pasta, man kan spise salat
4) man skal ikke koge ris, man kan spise salat
Der er visse indlysende ulemper ved at det sidste barn er flyttet hjemmefra:
1) man får salat til både middags- og aftensmad
2) ingen gider skrælle kartofler, man tar bare noget salat
3) ingen gider koge pasta, man tar bare noget salat
4) ingen gider koge ris, man tar bare noget salat
1) man kan spise salat til både middags- og aftensmad
2) man skal ikke skrælle kartofler, man kan spise salat
3) man skal ikke koge pasta, man kan spise salat
4) man skal ikke koge ris, man kan spise salat
Der er visse indlysende ulemper ved at det sidste barn er flyttet hjemmefra:
1) man får salat til både middags- og aftensmad
2) ingen gider skrælle kartofler, man tar bare noget salat
3) ingen gider koge pasta, man tar bare noget salat
4) ingen gider koge ris, man tar bare noget salat
mandag den 24. august 2015
"De Tavse Vidner" coming up
Ja, den fylder rigtigt meget, den her marketingsafdeling!
I dag har jeg færdiggjort den invitation til bogudgivelsesrecpetionsevent, som jeg har planlagt at ville holde, når bogen kommer helt ud på gaden, ud i virkeligheden, selvom den er dét, allerede.
I fredags modtog udvalgte anmeldere på forskellige aviser, dagblade, ugeblade, bogblogs og radio/tv et eksemplar af De Tavse Vidner. Den første journalist har meldt tilbage, at hun var glad for den. Hun var blevet solskoldet, imens hun læste, men det gjorde ikke noget. Bogen havde hun nydt! Se, det var da en slags anbefaling!! At lade sig solskolde, fordi man er så optaget af at læse, at man glemmer, man sidder i solen, og glemmer at tage tøj/solbeskyttelse på... Hun må dog vist ha haft solbriller på, tænker jeg... man kan ikke læse i solen uden...
Jeg har sendt invitationen til henved 100 mennesker. Jeg tænker, at jeg i de følgende dage, vil sætte mig til at finde endnu flere, at sende invitationen til. Det bliver en god fest, tror jeg. Det bliver en bog-fest, ligesom jeg vil have det. Tror jeg.
Om et par dage vil jeg så begynde at overveje, om jeg skal bestille maden "udefra", eller om jeg skal gå i køkkenet, og begynde at bage... Det er jeg næsten forpligtiget til. Gammelt brød. I hvert fald efter gammel opskrift, gammelt brød! Og Øl. Der skal serveres øl. God stærk øl, fuldstændigt, som de ville ha brygget det til særlige lejligheder på Kjeldgård, dér i 1534. Måske skal marketingafdelingen finde et par kostumer frem... hmmm... der er mange gode ideer, marketingsafdelingen skal have udtænkt, omtænkt, indtænkt inden dagen oprinder...
Men det bliver SÅÅÅÅÅÅÅ fedt. At få Maren og Rasmus og Asger sendt af sted... wiiiii....
I dag har jeg færdiggjort den invitation til bogudgivelsesrecpetionsevent, som jeg har planlagt at ville holde, når bogen kommer helt ud på gaden, ud i virkeligheden, selvom den er dét, allerede.
I fredags modtog udvalgte anmeldere på forskellige aviser, dagblade, ugeblade, bogblogs og radio/tv et eksemplar af De Tavse Vidner. Den første journalist har meldt tilbage, at hun var glad for den. Hun var blevet solskoldet, imens hun læste, men det gjorde ikke noget. Bogen havde hun nydt! Se, det var da en slags anbefaling!! At lade sig solskolde, fordi man er så optaget af at læse, at man glemmer, man sidder i solen, og glemmer at tage tøj/solbeskyttelse på... Hun må dog vist ha haft solbriller på, tænker jeg... man kan ikke læse i solen uden...
Jeg har sendt invitationen til henved 100 mennesker. Jeg tænker, at jeg i de følgende dage, vil sætte mig til at finde endnu flere, at sende invitationen til. Det bliver en god fest, tror jeg. Det bliver en bog-fest, ligesom jeg vil have det. Tror jeg.
Om et par dage vil jeg så begynde at overveje, om jeg skal bestille maden "udefra", eller om jeg skal gå i køkkenet, og begynde at bage... Det er jeg næsten forpligtiget til. Gammelt brød. I hvert fald efter gammel opskrift, gammelt brød! Og Øl. Der skal serveres øl. God stærk øl, fuldstændigt, som de ville ha brygget det til særlige lejligheder på Kjeldgård, dér i 1534. Måske skal marketingafdelingen finde et par kostumer frem... hmmm... der er mange gode ideer, marketingsafdelingen skal have udtænkt, omtænkt, indtænkt inden dagen oprinder...
Men det bliver SÅÅÅÅÅÅÅ fedt. At få Maren og Rasmus og Asger sendt af sted... wiiiii....
tirsdag den 11. august 2015
Definér "MARKETING"
Ja. Jeg har sikkert skrevet om sådan noget her tidligere i mit blogger-liv. Det er bare sådan, at min hukommelse er en si. Og jeg har ikke gået på Handelsskole eller Handelshøjskole, kun højskole, og det er noget ganske andet.
Jeg tænker...
Der skal sælges en bog.
Den skal ud i 10.000 eksemplarer.
Den skal læses.
Den skal ses.
Den skal sælges i yderligere 10.000 eksemplarer.
Okay, godt så, Fru Jørgensen, så kan det rimeligvis godt være, at du skal til at studere lidt.. Men hvad er det, jeg skal studere?
Hvad virker?
Virker det med små tekstprøver på facebook?
Virker det med små tekstprøver på bloggen?
Virker det med billeder af bogen hver gang jeg har mulighed for det?
Virker det med sjove Selfies af bogen??
Virker det at holde et stort releaseparty?
Virker det at invitere hele sit netværk?
Virker det at invitere journalister til private intereviews, ala stjerneskuespillerenes, på et fancy hotel?
Virker det at have en plan?
Virker det ikke at have en plan?
Virker det at komme i tv? (hvordan kommer man i tv?)
Virker det at vide, hvad man vil?
Vil man noget?
Hmm... definér marketing, lav en søgning. Der står en masse om markedsføring... om facebook,
twitter, linkdin, og om at profilere sig på de sociale medier, og meget mere... kan man lære...
Men de skriver ikke, hvad det der, "meget mere" er, og heller ikke hvordan man GØR. Måske burde jeg tage et kursus... det er nok bare for sent...
Jeg tænker...
Der skal sælges en bog.
Den skal ud i 10.000 eksemplarer.
Den skal læses.
Den skal ses.
Den skal sælges i yderligere 10.000 eksemplarer.
Okay, godt så, Fru Jørgensen, så kan det rimeligvis godt være, at du skal til at studere lidt.. Men hvad er det, jeg skal studere?
Hvad virker?
Virker det med små tekstprøver på facebook?
Virker det med små tekstprøver på bloggen?
Virker det med billeder af bogen hver gang jeg har mulighed for det?
Virker det med sjove Selfies af bogen??
Virker det at holde et stort releaseparty?
Virker det at invitere hele sit netværk?
Virker det at invitere journalister til private intereviews, ala stjerneskuespillerenes, på et fancy hotel?
Virker det at have en plan?
Virker det ikke at have en plan?
Virker det at komme i tv? (hvordan kommer man i tv?)
Virker det at vide, hvad man vil?
Vil man noget?
Hmm... definér marketing, lav en søgning. Der står en masse om markedsføring... om facebook,
twitter, linkdin, og om at profilere sig på de sociale medier, og meget mere... kan man lære...
Men de skriver ikke, hvad det der, "meget mere" er, og heller ikke hvordan man GØR. Måske burde jeg tage et kursus... det er nok bare for sent...
tirsdag den 4. august 2015
Hald-heldig
Det har man lov at være! Hald-heldig!
Fik skrevet en ansøgning på et afbud - og fik ja! Du må gerne komme i uge 32.
Og jeg sidder nu på værelse 14, med min pc, min Love-te, mine fedtede læsebriller og mine fantasier.
Jeg er gået i gang med at skrive mere middelalderroman.
De tavse Vidner udkommer om knapt to måneder, men hvad er det lige jeg skal lave indtil da? Jeg skal følge mine hovedpersoner videre i deres liv. Andet er utænkeligt.
Maren og Asger, der er bosiddende i en købmandsgård i Aalborg, Rasmus, der er smed og single i Selde, Niels Kaas, der har mistet sin elskede tjenestepige Siri, og nu bliver sendt til København for at studere. Siden kommer han endnu videre, til Wittenberg, og endnu længere fremme i tiden, ender han med at blive rigskansler og en af Danmarks Mægtigste Mænd. Jow jow.
Hvordan jeg lige får dén historie bundet sammen med Maren og Asgers... det er det jeg sidder på Hald og er i gang med at udtænke. Det tager tid. Og det kræver ro. Som i, at når jeg er hjemme er der uro. Høst-uro. Høsterisk Bondemand.
Men jeg var Hald-heldig. Og her sidder jeg. En hel lang uge på Hald!
YES!
Fik skrevet en ansøgning på et afbud - og fik ja! Du må gerne komme i uge 32.
Og jeg sidder nu på værelse 14, med min pc, min Love-te, mine fedtede læsebriller og mine fantasier.
Jeg er gået i gang med at skrive mere middelalderroman.
De tavse Vidner udkommer om knapt to måneder, men hvad er det lige jeg skal lave indtil da? Jeg skal følge mine hovedpersoner videre i deres liv. Andet er utænkeligt.
Maren og Asger, der er bosiddende i en købmandsgård i Aalborg, Rasmus, der er smed og single i Selde, Niels Kaas, der har mistet sin elskede tjenestepige Siri, og nu bliver sendt til København for at studere. Siden kommer han endnu videre, til Wittenberg, og endnu længere fremme i tiden, ender han med at blive rigskansler og en af Danmarks Mægtigste Mænd. Jow jow.
Hvordan jeg lige får dén historie bundet sammen med Maren og Asgers... det er det jeg sidder på Hald og er i gang med at udtænke. Det tager tid. Og det kræver ro. Som i, at når jeg er hjemme er der uro. Høst-uro. Høsterisk Bondemand.
Men jeg var Hald-heldig. Og her sidder jeg. En hel lang uge på Hald!
YES!
torsdag den 23. juli 2015
Skrivebordssedler
Jeg har sådan "semi-orden" på mit skrivebord.
Det er ikke helt vildt rodet, der ligger en tre-fire stakke i 2-3 mm´s højde, som jeg har nogenlunde tjek på, hvad indeholder...
Så ligger der en bog, (med madopskrifter, gudbedredet), en læbepomade, noget håndcreme, to par briller og x-antal kuglepenne, der virker mere eller mindre hensigtsmæssigt. Lommeregneren i oversize har ikke virket i 3/4 år, men hvad pokker gør man ved sådant et apparat?
Papirkurven, nej, vel?!
Og så er der sedlerne. Alle de små notater, alle de løse ender, alle påmindelserne, alle password´s, alle telefonnumrene og alle opgørelserne... f.eks. står der på en hvid kvart A4-side følgende:
Hiv ind Jesper - 633 stk minus llll
Py får Føl - 628 stk minus llll
Sine og Òsk - 455 minus llll
og jeg tænker, gad vide, hvornår dén opgørelse er fra???
Så ligger der en aftale, også på hvidt A4-papir, om en foredrag, som der vil blive ringet tilbage om. Det står der - "ringer tilbage", og da jeg ikke ved bedre, så må jeg gå ud fra, at der bliver ringet...??
Heldigvis er datoen først i februar 2016, så der er tid at løbe på endnu, men alligevel... ??!!
Jeg har lige fundet et digt?!!! Som er skrevet til en kræftramt veninde, engang i begyndelsen af 2014.
Og så ligger der, godt nok på små gule post-itsedler, men helt tydeligt ... et forsøg på at strukturere mit liv.
Jeg kan godt huske det. Det var på en ferie med Bondemanden, at vi har diskuteret, hvorvidt det har kunnet lade sig gøre at sætte sig et mål, når man er så heldig at være forfatter og ikke lønmodtager. Om det kan lykkes for ham, min elskede, at gøre mig det begribeligt, at det kræver lidt struktur i det ustrukturerede, hvis man har ambitioner i retning af succes med sin gerning....
Derfor står der sådan her på den første:
En bog skrives færdig
HALD
forlag / forlægger
bloggen
>> nyt bogprojekt
og på næste seddel, også en falmet gul post-it:
upcomming: bog +bog +bog
future: bøger
malkeko: foredrag og Seldeco
no go: husmoder
og på den sidste gule, i samme "serie", samme bundt står følgende, let drabelige notat:
kunsten/bloggen
Landsbyen
bogprojekt
aflivningsmetoder
boltpistol / riffel
fiberstang / kniv
Jeg kan se, og godt huske, hvad det handler om. Den første kan jeg roligt smide væk.
Jeg har gjort en bog færdig, jeg har været på Hald, forlaget osv., bloggen og nyt bogprojekt er sat i værk. Upcomming mangler jeg en enkelt bog, future er vi ved, malkekoen tygger drøv og Seldeco bruger jeg trofast som mindfullness, og ikke mindst som en del af min deltagelse i det sociale liv i byen.
Så står der no go: Husmoder... Det er lidt værre... Jeg er så sent som i formiddag blevet mindet om, hvor meget tid kan gå med en støvsuger og en klud og en kost, hvis man ikke passer på. Jeg har gjort nødtørftigt rent i huset, og brugt tre timer på det. Jeg kunne reelt bruge tre timer - dagligt! Men det må jeg ikke. Det er ikke produktivt. Nej. Det er no go...
Kunsten og bloggen og landsbyen hænger sammen. Jeg husker det godt. Sedlerne må være fra december 2014 - og det bogprojekt som er nævnt, er dét Marianne Jørgensen (Ikke mig, men den anden Marianne) skal lave, samle sammen til, nemlig den dokumentation for Skulpturlandsby Selde 2015, som jeg har lovet at bidrage til. Jeg HAR bidraget. Jeg har skrevet min novelle. Så den seddel kan også makuleres.
Og aflivningsmetoderne - de er beregnet til et blogindlæg jeg endnu ikke har fået skrevet, som jeg skal skrive en dag, og som skal handle om myndighedernes realitetssans eller mangel på samme, i forbindelse med aflivning af søer i en svineproduktion... Og se dét er en helt anden snak, som ikke behøver mere omtale her i dag - det kommer jeg til.
Hvad jeg lige gør ved telefonnumre og passwords til diverse... det finder jeg ud af. Nu synes jeg allerede, jeg er nået langt...
Det er ikke helt vildt rodet, der ligger en tre-fire stakke i 2-3 mm´s højde, som jeg har nogenlunde tjek på, hvad indeholder...
Så ligger der en bog, (med madopskrifter, gudbedredet), en læbepomade, noget håndcreme, to par briller og x-antal kuglepenne, der virker mere eller mindre hensigtsmæssigt. Lommeregneren i oversize har ikke virket i 3/4 år, men hvad pokker gør man ved sådant et apparat?
Papirkurven, nej, vel?!
Og så er der sedlerne. Alle de små notater, alle de løse ender, alle påmindelserne, alle password´s, alle telefonnumrene og alle opgørelserne... f.eks. står der på en hvid kvart A4-side følgende:
Hiv ind Jesper - 633 stk minus llll
Py får Føl - 628 stk minus llll
Sine og Òsk - 455 minus llll
og jeg tænker, gad vide, hvornår dén opgørelse er fra???
Så ligger der en aftale, også på hvidt A4-papir, om en foredrag, som der vil blive ringet tilbage om. Det står der - "ringer tilbage", og da jeg ikke ved bedre, så må jeg gå ud fra, at der bliver ringet...??
Heldigvis er datoen først i februar 2016, så der er tid at løbe på endnu, men alligevel... ??!!
Jeg har lige fundet et digt?!!! Som er skrevet til en kræftramt veninde, engang i begyndelsen af 2014.
Og så ligger der, godt nok på små gule post-itsedler, men helt tydeligt ... et forsøg på at strukturere mit liv.
Jeg kan godt huske det. Det var på en ferie med Bondemanden, at vi har diskuteret, hvorvidt det har kunnet lade sig gøre at sætte sig et mål, når man er så heldig at være forfatter og ikke lønmodtager. Om det kan lykkes for ham, min elskede, at gøre mig det begribeligt, at det kræver lidt struktur i det ustrukturerede, hvis man har ambitioner i retning af succes med sin gerning....
Derfor står der sådan her på den første:
En bog skrives færdig
HALD
forlag / forlægger
bloggen
>> nyt bogprojekt
og på næste seddel, også en falmet gul post-it:
upcomming: bog +bog +bog
future: bøger
malkeko: foredrag og Seldeco
no go: husmoder
og på den sidste gule, i samme "serie", samme bundt står følgende, let drabelige notat:
kunsten/bloggen
Landsbyen
bogprojekt
aflivningsmetoder
boltpistol / riffel
fiberstang / kniv
Jeg kan se, og godt huske, hvad det handler om. Den første kan jeg roligt smide væk.
Jeg har gjort en bog færdig, jeg har været på Hald, forlaget osv., bloggen og nyt bogprojekt er sat i værk. Upcomming mangler jeg en enkelt bog, future er vi ved, malkekoen tygger drøv og Seldeco bruger jeg trofast som mindfullness, og ikke mindst som en del af min deltagelse i det sociale liv i byen.
Så står der no go: Husmoder... Det er lidt værre... Jeg er så sent som i formiddag blevet mindet om, hvor meget tid kan gå med en støvsuger og en klud og en kost, hvis man ikke passer på. Jeg har gjort nødtørftigt rent i huset, og brugt tre timer på det. Jeg kunne reelt bruge tre timer - dagligt! Men det må jeg ikke. Det er ikke produktivt. Nej. Det er no go...
Kunsten og bloggen og landsbyen hænger sammen. Jeg husker det godt. Sedlerne må være fra december 2014 - og det bogprojekt som er nævnt, er dét Marianne Jørgensen (Ikke mig, men den anden Marianne) skal lave, samle sammen til, nemlig den dokumentation for Skulpturlandsby Selde 2015, som jeg har lovet at bidrage til. Jeg HAR bidraget. Jeg har skrevet min novelle. Så den seddel kan også makuleres.
Og aflivningsmetoderne - de er beregnet til et blogindlæg jeg endnu ikke har fået skrevet, som jeg skal skrive en dag, og som skal handle om myndighedernes realitetssans eller mangel på samme, i forbindelse med aflivning af søer i en svineproduktion... Og se dét er en helt anden snak, som ikke behøver mere omtale her i dag - det kommer jeg til.
Hvad jeg lige gør ved telefonnumre og passwords til diverse... det finder jeg ud af. Nu synes jeg allerede, jeg er nået langt...
fredag den 17. juli 2015
Ferie og så videre.. og SÅ videre... eller ... OG så VIDERE
"Ferie ferie ferie... syng en glad melodi.. tralalallalallaaaa..." sangen rumsterer i mit hoved hver gang jeg kigger rundt i huset... Vi har været på fællesferie og kom hjem for en lille uge siden, pigerne og os, (Bondemanden og jeg), og nu er Ældstebarnet er rejst til USA, hvor hun skal besøge sin amerikanske familie for første gang i fem år - drengebarnet er også i USA - pt på rundtur i CA og øvrige interessante steder med sin kæreste... ham ser vi først til november, når han kommer hjem fra sit halve år i landbrugspraktik i Montana... Og nu, det sidste nye, ikke mindst: Yngstebarnet har endelig langt om længe fået sig en lejlighed i Århus C, og fraflytter matriklen her pr 1.8., for at studiestarte til september....
Jeg får ferie! Hæhæhæ... den 1.8. kan jeg for alvor slappe af og sige, ferie ferie ferie.... ferie-resten-af-mit-liv..... tralalalalala...syng en glad melodiiii, tra lala... lalalalalaaaaa....
For så enkelt er det vel??
Er det ikke?
Vi har talt om at gå i parterapi. Ja, sådan, bare for at se, hvad der kunne ske... Om vi i virkeligheden ikke passer sammen, og om vi i virkeligheden bør finde på noget andet at lave... et nyt kapitel starter, sådan siger man, om dét, der sker for os, lige nu, om lidt, når evighedsferien starter... når alle ungerne har forladt reden, og ikke kommer hjem igen, med mindre de holder ... ferie...
Bondemanden er i gang med sit PPL - private pilot licens. Om lidt høster han, og så går der et par måneder, før jeg ser ham igen. I hvert fald inden han SER mig. Thøhø.
Jeg får ferie. Mentalt. Og fysisk. Ingen krav om tøjvask, rengøring, kørsel, lektiehjælp, affodring tre gange om dagen, tøjvask, nærvær, affodring ... Et helt nyt liv.
Jeg tænker på, om jeg mon kan finde ud af det - og derfor overvejer jeg seriøst, det dér parterapi. Måske kun for mig, for Bondemanden har ikke tid, før til vinter....
Måske skal jeg bare sætte mig og skrive. Helt for mig selv. Med helt nye muligheder for ikke at blive afbrudt.
Ja, jeg vil holde ferie. Og jeg vil skrive.
Jeg får ferie! Hæhæhæ... den 1.8. kan jeg for alvor slappe af og sige, ferie ferie ferie.... ferie-resten-af-mit-liv..... tralalalalala...syng en glad melodiiii, tra lala... lalalalalaaaaa....
For så enkelt er det vel??
Er det ikke?
Vi har talt om at gå i parterapi. Ja, sådan, bare for at se, hvad der kunne ske... Om vi i virkeligheden ikke passer sammen, og om vi i virkeligheden bør finde på noget andet at lave... et nyt kapitel starter, sådan siger man, om dét, der sker for os, lige nu, om lidt, når evighedsferien starter... når alle ungerne har forladt reden, og ikke kommer hjem igen, med mindre de holder ... ferie...
Bondemanden er i gang med sit PPL - private pilot licens. Om lidt høster han, og så går der et par måneder, før jeg ser ham igen. I hvert fald inden han SER mig. Thøhø.
Jeg får ferie. Mentalt. Og fysisk. Ingen krav om tøjvask, rengøring, kørsel, lektiehjælp, affodring tre gange om dagen, tøjvask, nærvær, affodring ... Et helt nyt liv.
Jeg tænker på, om jeg mon kan finde ud af det - og derfor overvejer jeg seriøst, det dér parterapi. Måske kun for mig, for Bondemanden har ikke tid, før til vinter....
Måske skal jeg bare sætte mig og skrive. Helt for mig selv. Med helt nye muligheder for ikke at blive afbrudt.
Ja, jeg vil holde ferie. Og jeg vil skrive.
onsdag den 24. juni 2015
Punktum!!
Yngstebarnet har fået en hue. Den er med kongeblåt bånd og en flag-allé, som fortæller, at hun har gået tre år på den internationale linje, og nu har erhvervet sig en HHX-studenterhue. I dag er de på studenterkørsel. Dvs. at der sidder 32 elever på ladet af en lastbil, og bliver kørt fra hjem til hjem, for at visitte de stolte forældre. Forældrene står klar med mad og drikke. Og de gør, som der forventes af dem, de smukke unge studenter: de æder og drikker. Som vilde dyr. De er vittige, sjove, højtråbende, støjende, syngende, dansende og hele tiden med en øl eller en breezer eller endog en hel flaske små sure eller shots i hånden.
De drikker sig i hegnet. Synes, de har fortjent at feste igennem. Og det har de også. De har overstået en eksamensrække på 4 skriftlige og 2 mundtlige eksaminer i løbet af 4 uger. Dét er værd at fejre.
Og jeg lyder som en sur gammel mand, når jeg hævder, at der absolut ingen grund, what so ever, er til at kaste spiritus i halsen hele tiden. Drik nu noget vand. I skal holde i to dage!
Jeg glæder mig til de kommer hér. Det gør de til aller-allersidst. I morgen aften klokken 20. Hvis tidsplanen holder. Hvis de holder...
De drikker sig i hegnet. Synes, de har fortjent at feste igennem. Og det har de også. De har overstået en eksamensrække på 4 skriftlige og 2 mundtlige eksaminer i løbet af 4 uger. Dét er værd at fejre.
Og jeg lyder som en sur gammel mand, når jeg hævder, at der absolut ingen grund, what so ever, er til at kaste spiritus i halsen hele tiden. Drik nu noget vand. I skal holde i to dage!
Jeg glæder mig til de kommer hér. Det gør de til aller-allersidst. I morgen aften klokken 20. Hvis tidsplanen holder. Hvis de holder...
søndag den 7. juni 2015
Vacuum
"glasklokke, limbo, tomrum" - ifølge Center for leksikografi´s DanskOrdbogen
Det er her, jeg befinder mig. Med et færdigredigeret, gennemskrevet, gennem-peditesserettet og klar til opsætning-romanmanusafleverings afsluttet projekt bag mig... Tomrum. Men fuld af indtryk og udtryk og forvirrede tanker om, hvad der mon følger, og et udefineret håb om det bedste for bogen. Når den når så langt. At den bliver en bog. Sådan en fysisk håndgribelig bog.
Jeg er på en gang glad og lettet, men også spændt og forvirret. For hvad nu?
Mit fysiske opland har en plan for de næste fire-fem uger, der er mange gøremål med studenteraspiranter i huset, og det har jeg forestillet mig, at vi går ind i med hud og hår. "Vi" værende mig og mit forvirrede hoved.
Og jeg har lavet en to-do-liste. Det er sådan set bare at gå i gang.
Og dog dvæler jeg foran min skærm, med lyst og mod, med angst og provokerende mange gode ideer til, hvordan jeg forlader mit limbo, min glasklokke. Burde jeg... Nej. Og dog. Nej. JOh, det kunne jo være... eller njah... tjah... vi får se...
Det er her, jeg befinder mig. Med et færdigredigeret, gennemskrevet, gennem-peditesserettet og klar til opsætning-romanmanusafleverings afsluttet projekt bag mig... Tomrum. Men fuld af indtryk og udtryk og forvirrede tanker om, hvad der mon følger, og et udefineret håb om det bedste for bogen. Når den når så langt. At den bliver en bog. Sådan en fysisk håndgribelig bog.
Jeg er på en gang glad og lettet, men også spændt og forvirret. For hvad nu?
Mit fysiske opland har en plan for de næste fire-fem uger, der er mange gøremål med studenteraspiranter i huset, og det har jeg forestillet mig, at vi går ind i med hud og hår. "Vi" værende mig og mit forvirrede hoved.
Og jeg har lavet en to-do-liste. Det er sådan set bare at gå i gang.
Og dog dvæler jeg foran min skærm, med lyst og mod, med angst og provokerende mange gode ideer til, hvordan jeg forlader mit limbo, min glasklokke. Burde jeg... Nej. Og dog. Nej. JOh, det kunne jo være... eller njah... tjah... vi får se...
onsdag den 27. maj 2015
Forside og bagside
I aftes fandt jeg i mit spamfilter en mail fra forlaget. Det var den mail, der indeholdte forsiden til De Tavse Vidner som et vedhæft. Hvorfor den var smuttet i spamfilteret ved jeg ikke, og hvorfor jeg netop i aftes valgte at gennemse uønskede mails, inden jeg slettede dem permanent... vides ikke. Det må være skæbnen. Eller noget...
Men skæbnen ville altså, at forsiden er blevet helt som jeg kunne tænke mig den! Med antydninger af kalkmalerier, og et drikkelag/en fest i en stregtegning, der antyder, at det kan blive både mere skummelt, men måske også er lidt venligt alligevel. Sådan har jeg det med den forside. At den afspejler, hvad bogen indeholder... noget du ikke kan være helt sikker på, du har forstået rigtigt... Og det er måske fordi mine hovedpersoner er så unge, som de er, at de ikke ser farligheden, og når de gør, så er de nødt til at danse med...
Overfortolkning? Sikkert! Men det er sgu da meget godt ramt, ikke!?
Men skæbnen ville altså, at forsiden er blevet helt som jeg kunne tænke mig den! Med antydninger af kalkmalerier, og et drikkelag/en fest i en stregtegning, der antyder, at det kan blive både mere skummelt, men måske også er lidt venligt alligevel. Sådan har jeg det med den forside. At den afspejler, hvad bogen indeholder... noget du ikke kan være helt sikker på, du har forstået rigtigt... Og det er måske fordi mine hovedpersoner er så unge, som de er, at de ikke ser farligheden, og når de gør, så er de nødt til at danse med...
Overfortolkning? Sikkert! Men det er sgu da meget godt ramt, ikke!?
Og bagsiden.. den kommer meget-meget senere, og der er frygteligt længe til udgivelsesdatoen oprinder, men det tar jeg med. Nu er forsiden og selve indholdet på plads, så må resten komme...
tirsdag den 19. maj 2015
Retningsrettelsesrimeligheder
Jeg er i gang med at rette min roman. Det er et langsommeligt arbejde. I går var jeg over 50 sider i manus. I dag agter jeg at tage ligeså mange.
Det er et arbejde, jeg faktisk ikke gider.
Det er deprimerende at have haft følelsen af "færdig" - for så ikke at være det alligevel...
Redaktøren er sød. Og hun kan læse. Det er vigtigt. At jeg har fornemmelsen af, at hun godt ved, hvad jeg vil, og hvordan. Det er bare det, at hun gør mit bedste. Det, jeg ikke selv er kommet i gang med, inden jeg sendte manus til forlaget og sagde FÆRDIG!
Mit indre siger til mig, at jeg ER færdig, og derfor er det uendelig svært at motivere sig til "ikke helt endnu, min skat" og sidde og gennemlæse, i petitesser, hvert eneste ord, hver eneste sætning, hvert eneste afsnit, hvert eneste kapitel...
Det "sjove" begynder for alvor, når nogen eller noget skal skrives ud, og man har brugt tid på at skrive den eller det ind, for så at skal skrive den/det ud igen. Det er mere langsommeligt end godt er. Og så er det, jeg er ude i, at der må være urimeligheder, der ikke har berettigelse... og ordet retningsrettelsesrimelighed falder mig ind ...
Forslaget til forsiden er også kommet. Det er spændende!! Meget spændende. Om redaktør og grafiker og forlægger og forfatter kan blive enige om, og synes om, det samme forslag...
Jeg håber, der kommer et endeligt udkast en af dagene!
Det er et arbejde, jeg faktisk ikke gider.
Det er deprimerende at have haft følelsen af "færdig" - for så ikke at være det alligevel...
Redaktøren er sød. Og hun kan læse. Det er vigtigt. At jeg har fornemmelsen af, at hun godt ved, hvad jeg vil, og hvordan. Det er bare det, at hun gør mit bedste. Det, jeg ikke selv er kommet i gang med, inden jeg sendte manus til forlaget og sagde FÆRDIG!
Mit indre siger til mig, at jeg ER færdig, og derfor er det uendelig svært at motivere sig til "ikke helt endnu, min skat" og sidde og gennemlæse, i petitesser, hvert eneste ord, hver eneste sætning, hvert eneste afsnit, hvert eneste kapitel...
Det "sjove" begynder for alvor, når nogen eller noget skal skrives ud, og man har brugt tid på at skrive den eller det ind, for så at skal skrive den/det ud igen. Det er mere langsommeligt end godt er. Og så er det, jeg er ude i, at der må være urimeligheder, der ikke har berettigelse... og ordet retningsrettelsesrimelighed falder mig ind ...
Forslaget til forsiden er også kommet. Det er spændende!! Meget spændende. Om redaktør og grafiker og forlægger og forfatter kan blive enige om, og synes om, det samme forslag...
Jeg håber, der kommer et endeligt udkast en af dagene!
mandag den 27. april 2015
Et torsdagsmareridt - og om at hulke højt.
Det kan godt være, man kan få lidt lommesmerter og have lyst til at græde, når man har været i tandlægestolen, og tandlægen beslutter at 1) røntgenfotografere, fordi ens plastikfyldning er knækket lidt af i det ene hjørne, og efterfølgende 2) fjerner hele fyldningen og 3) erstatter den med ny plastik...
Det kan også godt være, at man er en smule mut og indesluttet, og har en enkelt tåre i øjenkrogen, når man er kørt fra den ene ende af landet til den anden, for at aflevere en solgt hest.... En hest, som man næsten har set blive født, og som man har redet sikkert og trofast på og med i næsten seks år...
Men det er sikkert og vist, at man hyler himmelhøjt og ukontrollerbart, når man i skumringstimen, ude på heden mellem Aulum og Haderup, påkører et rådyr og ikke aner, hvad man skal stille op med sig selv og det (formodede) døde dyr.
Jeg vidste det ikke. Og jeg tror aldrig, jeg har skreget så ustyrligt højt, i desperation over noget så banalt, nogensinde tidligere...
Den sprang over vejen, men da jeg kørte med trailer, kørte jeg ikke en streg over 70 km/t, da jeg så den komme, og jeg var med garanti nede i en fart omkring 60 km/t, for alle ved, at kommer der et dyr, kommer der flere!
Det gjorde der også. Jeg nåede at se dyrets makker komme ude i venstre side af synsfeltet, og så skete det!! Det dyr, der havde passeret vejen, kom retur! Der var hegn på den side af grøften, som den flygtede ud i. Ikke bare hegn, som i en enkelt tråd, men et hegn med 4 tråde, og rådyret blev kastet tilbage i grøften, hvorfra det så kæmpede sig op igen, for at ville løbe retur.
B A N G!!!! Bang-bang - bang! Sagde det. Jeg ramte det med højre baghjul, jeg mærkede bumpet, og kort tid efter sagde det bump-bump, da trailerens højreside passerede dét, jeg siden skulle erfare, var et rålam fra sidste år.
Jeg fik hold i bil og trailer. Jeg fandt katastofeblinket, fik det aktiveret. (Det sidder for resten ulogisk i en Rav4). Jeg kom ud af bilen. Jeg løb, med armen oppe foran ansigtet, tilbage mod ulykkesstedet, for at tilse. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle tilse. Jeg var i kvartpanik over, at jeg ikke havde noget at slå ihjel med, og jeg hulkede. Jeg græd så højt, at jeg blev ganske forskrækket for, om jeg nogensinde fik hold i det igen. Jeg vidste, med min logiske sans, at jeg godt kunne spare mig, dyret ville ikke blive mindre kørt over af at jeg græd/skreg/hylede, men mine følelser var helt i vildrede. Jeg hylede højt!! Og inderligt.
Så nåede jeg dyret. En med vidtåbne lille fin brunøjet rå. Stendød. Varm. Og jeg trak i de fire ben, for at få den fra vejkanten ud i grøften. Alt imens jeg brølede, som var det mig, der var blevet ramt.
Så kom der en bil. Den holdt ind. Og ud sprang en mand i grøn jakke og grøn kasket. Han lagde begge sine arme om mig og sagde: "Rolig nu, bette pige, den er død" med stærk midtvestjysk accent. Han holdt fast om mig, der bare hylede videre og rystede som espeløv. Så vendte han sig om mod sin makker, der havde fået bilen parkeret mod kørselsretningen foran os, med katastofeblinket tændt og sagde: "Hår då en knyw, Leif?"
Det havde Leif. Og i løbet af nulkommafem var råen slagtet. Eller brækket. Det lyder pænere.
Da han nåede til indvoldene, bad han mig kigge væk. Jeg var efterhånden så fattet, at jeg var holdt helt op med at hulke, og nøjedes med at ryste lidt på hånden, når jeg førte den op til ansigtet, for at tørre mine tårer væk.
"Jeg har to jægere derhjemme, det er mig, der ordner fuglevildtet, jeg er vant til det, det gør ikke noget" - fik jeg sagt, og følte mig helt ovenpå igen, da jeg havde sagt det...
"Nå, men det er bare, hvis der nu er kid i maven på hende..." svarede ham, der hed Leif.
Så vrælede jeg igen. Ikke så voldsomt som før, men det var jo skrækkeligt at tænke sig... Et lille kid i moders liv... Wrææææææ...
Heldigvis var hun tom, råen, så jægersmændene skønnede, at det måtte være en rå fra sidste år.
Og så begyndte de at interessere sig for min bil!
Bil?? Ja, er der sket noet med din bil? Min bil? Jeg var helt uforstående, men de fulgte mig tilbage til mit trailersæt og besigtigede højresiden af både bil og trailer. Ikke en skramme. Der sad lidt rå-pels ved trinbrættet før baghjulet, og lidt pels på trailerens afskærmning før buggihjulene - ingen buler, ingenting.
"Da hår du vårn heldig", mente de.
Så stak jeg dem min hånd og sagde, tak for hjælpen. Det var ikke noget at takke for. De ville tage dyret med. Tak, tak og tusind tak...
Og det var jeg. Taknemmelig!! Og det ER jeg.
Hvis nogen, der læser dette, kender en Leif, der færdes ude mellem Aulum og Karup/Haderup, sammen med en anden ca 50-60-årig jægertype med briller - så sig dem lige tak igen!
Det var godt, de stoppede.
Og jeg har fra nu af altid en lommekniv i bilen, tillige med en flaske vand, og en klud, så man kan vaske sine hænder, når man har brækket et rådyr... og en affaldssæk til at ligge bag i bilen, så ikke der flyder blod ud i bagagerummet....
Og ja, så hulkede jeg igen, da jeg skulle genfortælle min oplevelse til Bondemanden.
Men sådan er det jo. Med torsdagsmareridt.
Analysen lyder her, fire dage senere, at det er sundt at reagere. Jeg trængte måske ligefrem til at hyle, og det var forskrækkelsen, der fik mig til det. Det er, som det skal være.
Og jeg tænker, at de to helte i grønne jakker kan fortælle en god historie om hende, hestedamen, der vrælede så højt, at de ku høre det inde i Aulum, ja måske endda helt i Holstebro, bare fordi hun havde ramt et rådyr...
Det kan også godt være, at man er en smule mut og indesluttet, og har en enkelt tåre i øjenkrogen, når man er kørt fra den ene ende af landet til den anden, for at aflevere en solgt hest.... En hest, som man næsten har set blive født, og som man har redet sikkert og trofast på og med i næsten seks år...
Men det er sikkert og vist, at man hyler himmelhøjt og ukontrollerbart, når man i skumringstimen, ude på heden mellem Aulum og Haderup, påkører et rådyr og ikke aner, hvad man skal stille op med sig selv og det (formodede) døde dyr.
Jeg vidste det ikke. Og jeg tror aldrig, jeg har skreget så ustyrligt højt, i desperation over noget så banalt, nogensinde tidligere...
Den sprang over vejen, men da jeg kørte med trailer, kørte jeg ikke en streg over 70 km/t, da jeg så den komme, og jeg var med garanti nede i en fart omkring 60 km/t, for alle ved, at kommer der et dyr, kommer der flere!
Det gjorde der også. Jeg nåede at se dyrets makker komme ude i venstre side af synsfeltet, og så skete det!! Det dyr, der havde passeret vejen, kom retur! Der var hegn på den side af grøften, som den flygtede ud i. Ikke bare hegn, som i en enkelt tråd, men et hegn med 4 tråde, og rådyret blev kastet tilbage i grøften, hvorfra det så kæmpede sig op igen, for at ville løbe retur.
B A N G!!!! Bang-bang - bang! Sagde det. Jeg ramte det med højre baghjul, jeg mærkede bumpet, og kort tid efter sagde det bump-bump, da trailerens højreside passerede dét, jeg siden skulle erfare, var et rålam fra sidste år.
Jeg fik hold i bil og trailer. Jeg fandt katastofeblinket, fik det aktiveret. (Det sidder for resten ulogisk i en Rav4). Jeg kom ud af bilen. Jeg løb, med armen oppe foran ansigtet, tilbage mod ulykkesstedet, for at tilse. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle tilse. Jeg var i kvartpanik over, at jeg ikke havde noget at slå ihjel med, og jeg hulkede. Jeg græd så højt, at jeg blev ganske forskrækket for, om jeg nogensinde fik hold i det igen. Jeg vidste, med min logiske sans, at jeg godt kunne spare mig, dyret ville ikke blive mindre kørt over af at jeg græd/skreg/hylede, men mine følelser var helt i vildrede. Jeg hylede højt!! Og inderligt.
Så nåede jeg dyret. En med vidtåbne lille fin brunøjet rå. Stendød. Varm. Og jeg trak i de fire ben, for at få den fra vejkanten ud i grøften. Alt imens jeg brølede, som var det mig, der var blevet ramt.
Så kom der en bil. Den holdt ind. Og ud sprang en mand i grøn jakke og grøn kasket. Han lagde begge sine arme om mig og sagde: "Rolig nu, bette pige, den er død" med stærk midtvestjysk accent. Han holdt fast om mig, der bare hylede videre og rystede som espeløv. Så vendte han sig om mod sin makker, der havde fået bilen parkeret mod kørselsretningen foran os, med katastofeblinket tændt og sagde: "Hår då en knyw, Leif?"
Det havde Leif. Og i løbet af nulkommafem var råen slagtet. Eller brækket. Det lyder pænere.
Da han nåede til indvoldene, bad han mig kigge væk. Jeg var efterhånden så fattet, at jeg var holdt helt op med at hulke, og nøjedes med at ryste lidt på hånden, når jeg førte den op til ansigtet, for at tørre mine tårer væk.
"Jeg har to jægere derhjemme, det er mig, der ordner fuglevildtet, jeg er vant til det, det gør ikke noget" - fik jeg sagt, og følte mig helt ovenpå igen, da jeg havde sagt det...
"Nå, men det er bare, hvis der nu er kid i maven på hende..." svarede ham, der hed Leif.
Så vrælede jeg igen. Ikke så voldsomt som før, men det var jo skrækkeligt at tænke sig... Et lille kid i moders liv... Wrææææææ...
Heldigvis var hun tom, råen, så jægersmændene skønnede, at det måtte være en rå fra sidste år.
Og så begyndte de at interessere sig for min bil!
Bil?? Ja, er der sket noet med din bil? Min bil? Jeg var helt uforstående, men de fulgte mig tilbage til mit trailersæt og besigtigede højresiden af både bil og trailer. Ikke en skramme. Der sad lidt rå-pels ved trinbrættet før baghjulet, og lidt pels på trailerens afskærmning før buggihjulene - ingen buler, ingenting.
"Da hår du vårn heldig", mente de.
Så stak jeg dem min hånd og sagde, tak for hjælpen. Det var ikke noget at takke for. De ville tage dyret med. Tak, tak og tusind tak...
Og det var jeg. Taknemmelig!! Og det ER jeg.
Hvis nogen, der læser dette, kender en Leif, der færdes ude mellem Aulum og Karup/Haderup, sammen med en anden ca 50-60-årig jægertype med briller - så sig dem lige tak igen!
Det var godt, de stoppede.
Og jeg har fra nu af altid en lommekniv i bilen, tillige med en flaske vand, og en klud, så man kan vaske sine hænder, når man har brækket et rådyr... og en affaldssæk til at ligge bag i bilen, så ikke der flyder blod ud i bagagerummet....
Og ja, så hulkede jeg igen, da jeg skulle genfortælle min oplevelse til Bondemanden.
Men sådan er det jo. Med torsdagsmareridt.
Analysen lyder her, fire dage senere, at det er sundt at reagere. Jeg trængte måske ligefrem til at hyle, og det var forskrækkelsen, der fik mig til det. Det er, som det skal være.
Og jeg tænker, at de to helte i grønne jakker kan fortælle en god historie om hende, hestedamen, der vrælede så højt, at de ku høre det inde i Aulum, ja måske endda helt i Holstebro, bare fordi hun havde ramt et rådyr...
torsdag den 16. april 2015
Hestehandlerskens papirpudseri
Det er ikke altid man kan forudse alting. Jeg kan da slet ikke!
Efter at have haft heste til salg i laaaaang tid, mere eller mindre synligt, lagde jeg hér efter Jul, fire af mine ti ismuler til salg på en islænderhestesælgerside på nettet.
Det gav absolut ikke en eneste henvendelse de første 37 dage. Så var der en, der ringede på den hest, jeg mindst af alt forventede ville blive solgt. (Jeg har jo prøvet det før, dét her med at lægge heste til salg, og intet sker...) Men unghesten, den fine hoppe på tre år, fik besøg af en ligeså ung pige fra det østjyske. Hun var på jagt efter en kommende stævne-ovalbane-hest.
Jeg har ikke hørt fra hende endnu. Jeg tænker, at Tölta, der viser tölt og alt muligt på marken, ikke var det hun søgte efter alligevel... Pyt, pyt.
Så fik jeg besked fra hjemmesiden, at mine annoncer ville blive slettede, hvis ikke jeg genstartede.
Jeg nåede så ikke at få dem alle genstartet, der kommer altid noget i vejen, men på Bondemandens fødselsdag fik jeg så lagt nye annoncer ud/genstartet de gamle - og så skete det mærkelige!!!
Inden der var gået tre dage, havde jeg haft ti henvendelser ang. de tre heste!!!!! Og i dag sidder jeg så med papirnussepudseriet til op over begge ører...
Den gamle vallak er blevet solgt!
Det er faktisk helt trist. Men også dejligt, at det endelig og forunderligt nok er lykkedes, at sælge en hest.
Men papirerne.. du altforbarmende! Der er Sundhedserklæringen, Købsaftalen, handelsundersøgelsen (kræver dyrlægebesøg!) og ejerskifteerklæringen... hold nu fest! Og hver af disse, fylder mindst 3-4 sider, og skal udfyldes og underskrives og attesteres og hvad har vi, så man bliver helt i tvivl om egne evner. Har jeg nu husket det hele? Er papirerne udfyldt korrekt? Hvad aftalte vi, og nej, det blev ikke skrevet ned, så husker vi det samme, køber og jeg...
Nu har jeg udfyldt sundhedserklæringen, bestilt dyrlægen, og kontaktet køber. Vi aftalte, at jeg skulle sørge for beslagsmed, så ham har jeg også bestilt. Hold nu fest.
Det er ikke "bare lige" at sælge en hest.
Heller ikke rent hjertemæssigt.
Jeg kan allerede mærke, at jeg har lidt ondt dér.
Efter at have haft heste til salg i laaaaang tid, mere eller mindre synligt, lagde jeg hér efter Jul, fire af mine ti ismuler til salg på en islænderhestesælgerside på nettet.
Det gav absolut ikke en eneste henvendelse de første 37 dage. Så var der en, der ringede på den hest, jeg mindst af alt forventede ville blive solgt. (Jeg har jo prøvet det før, dét her med at lægge heste til salg, og intet sker...) Men unghesten, den fine hoppe på tre år, fik besøg af en ligeså ung pige fra det østjyske. Hun var på jagt efter en kommende stævne-ovalbane-hest.
Jeg har ikke hørt fra hende endnu. Jeg tænker, at Tölta, der viser tölt og alt muligt på marken, ikke var det hun søgte efter alligevel... Pyt, pyt.
Så fik jeg besked fra hjemmesiden, at mine annoncer ville blive slettede, hvis ikke jeg genstartede.
Jeg nåede så ikke at få dem alle genstartet, der kommer altid noget i vejen, men på Bondemandens fødselsdag fik jeg så lagt nye annoncer ud/genstartet de gamle - og så skete det mærkelige!!!
Inden der var gået tre dage, havde jeg haft ti henvendelser ang. de tre heste!!!!! Og i dag sidder jeg så med papirnussepudseriet til op over begge ører...
Den gamle vallak er blevet solgt!
Det er faktisk helt trist. Men også dejligt, at det endelig og forunderligt nok er lykkedes, at sælge en hest.
Men papirerne.. du altforbarmende! Der er Sundhedserklæringen, Købsaftalen, handelsundersøgelsen (kræver dyrlægebesøg!) og ejerskifteerklæringen... hold nu fest! Og hver af disse, fylder mindst 3-4 sider, og skal udfyldes og underskrives og attesteres og hvad har vi, så man bliver helt i tvivl om egne evner. Har jeg nu husket det hele? Er papirerne udfyldt korrekt? Hvad aftalte vi, og nej, det blev ikke skrevet ned, så husker vi det samme, køber og jeg...
Nu har jeg udfyldt sundhedserklæringen, bestilt dyrlægen, og kontaktet køber. Vi aftalte, at jeg skulle sørge for beslagsmed, så ham har jeg også bestilt. Hold nu fest.
Det er ikke "bare lige" at sælge en hest.
Heller ikke rent hjertemæssigt.
Jeg kan allerede mærke, at jeg har lidt ondt dér.
tirsdag den 14. april 2015
Definér lykke!
At være glad, opstemt, veltilpas, afbalanceret.
Dét var Bondemanden på sin fødselsdag. Klokken 0650 sad han foran havregrynene og åbnede sine fødselsdagsgaver: nye sko og ordet Bondemanden fra Middelboes Ordbutik. Han var vældigt tilpas. Smilede og grinede, åd sine gryn, delte de sidste skefulde med Sørøver Sally, som traditionen foreskriver - og væk var han! UD, ud, ud...
Klokken 9 var han igen for bordenden, men ikke med samme smil om læberne, som før syv.
Resten af dagen var han ude. Vi så ham ikke. Hverken til frokost eller eftermiddagskaffe, eller aftensmadstid, eller aftenskaffe.
Det var aftalt, at det var sådan, det blev. Ingen måltider, ingen gæster. Ingen sure miner. Ingen forgæves venten.
Vi andre tog til børnefødselsdag, fordi vi var inviterede, spiste kage og drak chokolade, fik fødselsdagsmiddag.
Og Bondemanden kørte med traktoren foran såsættet, der nu har sået de første 11 ha spinat i et perfekt såbed.
Han var lykkelig. Glad. Opstemt. Veltilpas og afbalanceret, da han ved midnatstid kom ind og gik i bad, og direkte i seng.
Definér lykke?
Svaret er: Bondemand efter veloverstået såning af spinat!
Og vi andre? Vi prøvede at glemme, at det var noget, han havde valgt selv, og vi prøvede at glemme, at vi ikke skulle have dårlig samvittighed over, at der hverken blev fejret det ene eller det andet, eller at vi tog i byen, eller at der kom gæster, som ikke fik kage eller chokolade, men kun en kop glat kaffe, og det var dét!
Definér lykke...
Dét var Bondemanden på sin fødselsdag. Klokken 0650 sad han foran havregrynene og åbnede sine fødselsdagsgaver: nye sko og ordet Bondemanden fra Middelboes Ordbutik. Han var vældigt tilpas. Smilede og grinede, åd sine gryn, delte de sidste skefulde med Sørøver Sally, som traditionen foreskriver - og væk var han! UD, ud, ud...
Klokken 9 var han igen for bordenden, men ikke med samme smil om læberne, som før syv.
Resten af dagen var han ude. Vi så ham ikke. Hverken til frokost eller eftermiddagskaffe, eller aftensmadstid, eller aftenskaffe.
Det var aftalt, at det var sådan, det blev. Ingen måltider, ingen gæster. Ingen sure miner. Ingen forgæves venten.
Vi andre tog til børnefødselsdag, fordi vi var inviterede, spiste kage og drak chokolade, fik fødselsdagsmiddag.
Og Bondemanden kørte med traktoren foran såsættet, der nu har sået de første 11 ha spinat i et perfekt såbed.
Han var lykkelig. Glad. Opstemt. Veltilpas og afbalanceret, da han ved midnatstid kom ind og gik i bad, og direkte i seng.
Definér lykke?
Svaret er: Bondemand efter veloverstået såning af spinat!
Og vi andre? Vi prøvede at glemme, at det var noget, han havde valgt selv, og vi prøvede at glemme, at vi ikke skulle have dårlig samvittighed over, at der hverken blev fejret det ene eller det andet, eller at vi tog i byen, eller at der kom gæster, som ikke fik kage eller chokolade, men kun en kop glat kaffe, og det var dét!
Definér lykke...
mandag den 6. april 2015
PåskePip
Det har været en dejlig, dejlig Påskeuge her hos os. Allerede inden Palmesøndag var den første gæst rykket ind på ugleværelset, og søndag-mandag-tirsdag og onsdag var der fødselsdagsfejringer og diverse. Sønnike blev 20, bl.a., og der var fejringer både ude og hjemme i flere omgange, og så var der yderligere to fødselsdage i familien, vi var tvunget til at fejre...
Så blev det torsdag, helligdag, og elefantværelset fik sin indvåner - og de næste dage gik med gåture, løbeture, frokoster, rødvinsmiddage og dejlige lange aftener med folk omkring bordet. Påskedag sluttede det. Alle gæster drog hjemover, og så var der dømt stilhed. Helt alene sad jeg i min sofa til langt ud på natten, og så film og mælede ikke et ord i mange mange timer.
Det er skønt at være vært, men også helt fint at blive ladt alene igen.
Jeg så "Den skallede Frisør" og "Braveheart" til langt ud på natten. Bondemanden, som er ved at gå til i iver efter at komme i marken har vi kun set sporadisk. Typisk i forbindelse med måltider. Det meste af tiden har han været ude, ligesom den nu 20-årige er sat i sving med diverse oprydnings- og planlægnings- og drænings-projekter. De ligner hinanden, de to, i blå overalls og Oliverboots ude, ragsokker og lange underhylere inde.
Der har dog været et lille skår i Påskebegejstringen. En brækket/forskubbet knogle i en lillefinger gør livet svært for Fimpen. Hun har hele underarmen i gips, og frygter at de ringer fra lægekonferencen tirsdag og indkalder hende til tjek og røntgen igen... Jeg, personligt, skal ikke hverken skose eller ynke hende. Meget kan ske i nattelivet når man er under indflydelse af alkoholiske drikke, bare spørg mig!! Og en lillefinger i gips er nådigt sluppet! Det kunne ha´ været meget værre!
NU afventer vi hverdagen, og jeg har planlagt at Skriverskjulet bliver mit tilholdssted i kommende uge.
På fredag skal jeg til Aalborg og være med, som forfatter, og skal interviewes og fortælle om De Tavse Vidner, på Ordkraft på Nordkraft.
Så blev det torsdag, helligdag, og elefantværelset fik sin indvåner - og de næste dage gik med gåture, løbeture, frokoster, rødvinsmiddage og dejlige lange aftener med folk omkring bordet. Påskedag sluttede det. Alle gæster drog hjemover, og så var der dømt stilhed. Helt alene sad jeg i min sofa til langt ud på natten, og så film og mælede ikke et ord i mange mange timer.
Det er skønt at være vært, men også helt fint at blive ladt alene igen.
Jeg så "Den skallede Frisør" og "Braveheart" til langt ud på natten. Bondemanden, som er ved at gå til i iver efter at komme i marken har vi kun set sporadisk. Typisk i forbindelse med måltider. Det meste af tiden har han været ude, ligesom den nu 20-årige er sat i sving med diverse oprydnings- og planlægnings- og drænings-projekter. De ligner hinanden, de to, i blå overalls og Oliverboots ude, ragsokker og lange underhylere inde.
Der har dog været et lille skår i Påskebegejstringen. En brækket/forskubbet knogle i en lillefinger gør livet svært for Fimpen. Hun har hele underarmen i gips, og frygter at de ringer fra lægekonferencen tirsdag og indkalder hende til tjek og røntgen igen... Jeg, personligt, skal ikke hverken skose eller ynke hende. Meget kan ske i nattelivet når man er under indflydelse af alkoholiske drikke, bare spørg mig!! Og en lillefinger i gips er nådigt sluppet! Det kunne ha´ været meget værre!
NU afventer vi hverdagen, og jeg har planlagt at Skriverskjulet bliver mit tilholdssted i kommende uge.
På fredag skal jeg til Aalborg og være med, som forfatter, og skal interviewes og fortælle om De Tavse Vidner, på Ordkraft på Nordkraft.
torsdag den 19. marts 2015
Oprør fra Udkanten
Ja, det hedder den bog, jeg lige har fået i mine hænder via forlags-Susanne, og jeg kan se, sådan ved en hurtig skimning, at jeg er nødt til at læse den fra ende til anden.
Alligevel er jeg allerede en smule irriteret. Det er sgu ikke en titel, man gider beskæftige sig med. "Oprør", det er sådan set meget godt - men "Udkanten"??
Det er der altså ikke meget sex i, og jeg tvivler på, om bogen når det brede publikum, den ret beset bør!? Mulighedernes land 2.0. lyder underteksten. Det klinger bedre i et ordmenneskes ører.
Det er yderst vigtigt, dét bogen handler om, og af vital betydning for den del af Danmarks befolkning jeg tilhører. Og i øvrigt også for alle I andre!
Så nu vil jeg gå i gang med at læse. Jeg tvivler på, at jeg bliver fundamentalt klogere, men jeg håber det. Jeg håber inderligt, at nogen har sagt noget klogt og visionært, der kan matche de tanker, jeg har delt og luftet de sidste 10 år. Som kan vises frem og tages med, når bymennesker og politikere måske igen glider af på argumenterne om, at der er langt skønnere ude på landet, end i byerne.
Tit spørger vi hinanden - hvad LAVER de egentlig inde i byerne?? Og det slår mig, at det kan jeg simpelthen ikke komme i tanke om, selvom jeg tilbragte de første tyve år af mit liv, med at bo i et parcelhus og være bymenneske. Nuvel, de fleste har et arbejde at passe, og et hus og en have, men mange har ikke dét, og jeg undrer mig over, hvad de får tiden til at gå med, og hvor de opholder sig, byfolkene... Sidder de i deres lænestole? Ser de TV? Går de på kurser og til foredrag? Tager de nye uddannelser? Forfiner de deres teknikker i træningscentrene eller på mountainbikeruten? Læser de bøger??
Jeg håber en del af dem læser bøger! Og jeg vil opfordre til, at man i næste uge går i boghandlen eller på nettet og får bestilt
Oprør fra Udkanten. Mulighedernes land 2.0.
Jeg er i gang...
Alligevel er jeg allerede en smule irriteret. Det er sgu ikke en titel, man gider beskæftige sig med. "Oprør", det er sådan set meget godt - men "Udkanten"??
Det er der altså ikke meget sex i, og jeg tvivler på, om bogen når det brede publikum, den ret beset bør!? Mulighedernes land 2.0. lyder underteksten. Det klinger bedre i et ordmenneskes ører.
Det er yderst vigtigt, dét bogen handler om, og af vital betydning for den del af Danmarks befolkning jeg tilhører. Og i øvrigt også for alle I andre!
Så nu vil jeg gå i gang med at læse. Jeg tvivler på, at jeg bliver fundamentalt klogere, men jeg håber det. Jeg håber inderligt, at nogen har sagt noget klogt og visionært, der kan matche de tanker, jeg har delt og luftet de sidste 10 år. Som kan vises frem og tages med, når bymennesker og politikere måske igen glider af på argumenterne om, at der er langt skønnere ude på landet, end i byerne.
Tit spørger vi hinanden - hvad LAVER de egentlig inde i byerne?? Og det slår mig, at det kan jeg simpelthen ikke komme i tanke om, selvom jeg tilbragte de første tyve år af mit liv, med at bo i et parcelhus og være bymenneske. Nuvel, de fleste har et arbejde at passe, og et hus og en have, men mange har ikke dét, og jeg undrer mig over, hvad de får tiden til at gå med, og hvor de opholder sig, byfolkene... Sidder de i deres lænestole? Ser de TV? Går de på kurser og til foredrag? Tager de nye uddannelser? Forfiner de deres teknikker i træningscentrene eller på mountainbikeruten? Læser de bøger??
Jeg håber en del af dem læser bøger! Og jeg vil opfordre til, at man i næste uge går i boghandlen eller på nettet og får bestilt
Oprør fra Udkanten. Mulighedernes land 2.0.
Jeg er i gang...
mandag den 16. marts 2015
Influenzaramt og træningsstoppet
"Influenza er en virussygdom, som giver ømhed i muskler og led, hovedpine og feber mellem 38 og 40 grader. Den varer normalt tre til fem dage, men man kan godt være træt efterfølgende. Influenza er særlig udbredt i vinterhalvåret." citat/copypaste netdoktoren.dk
Ja, tak!
Det har vi efterhånden forstået... efter at have haft influenzaen i henved 6 dage, og efterfølgende træt til marven i nu, op mod hele 4 dage efter...
Jeg ved godt, jeg piver. Og jeg ved også godt, at der er ca. en halv million andre syge i Danmark lige nu - jeg synes bare ikke, det er særligt sjovt længere... Lige da man blev syg, var det sådan set bare ok. Ja, jeg tænkte faktisk, at det sgu da var helt rart, at man kunne få lov at ligge i sin seng og sove, og se tv hele dagen, eller læse i bøger og blade og sådan. Det varede bare ikke ret længe, hverken det der med at se tv hele dagen, eller læse i bøgerne, for jeg var så udmattet, at jeg ikke orkede.. Og jeg blev ret hurtigt træt af at sove... Man får ondt af at ligge, og man bliver endnu mere øm i kroppen, end man er i forvejen... det kan evt være et alderstegn, men det anerkender vi ikke...
Jeg har meldt mig til at løbe Pinen og Plagen-løbet den 29. marts, og nu har jeg ikke kunnet træne siden forrige lørdag, fordi jeg stadig er træt som et ondt år, og helt udmattet, når vi når sidst på eftermiddagen.
Heldigvis skal jeg ikke løbe et halvmaraton, sådan som min yngste, Fimpebarnet, har sat sig for, men kun 6 kilometer, i sympati og for at gøre noget, et eller andet i sundhedens tegn. Men det er i et ret kuperet terræn, i forhold til det jeg normalt løber i herhjemme...
Man kan jo vælge at gå.
Det gælder jo ikke hverken liv eller død, om jeg gennemfører.
Det hele sidder mellem ørerne.
Bare ikke det med trætheden.
Det sidder fysisk. Desværre.
Og jeg havde ellers en aftale med endomondo om at løbe 14 km om ugen. Det nåede jeg ikke i sidste uge, og når det heller ikke i denne. Hvis jeg kommer på 5, er jeg glad.
Og det bliver først i morgen. Tidligst. At jeg kommer ud i løbesko...
Øv.
Ja, tak!
Det har vi efterhånden forstået... efter at have haft influenzaen i henved 6 dage, og efterfølgende træt til marven i nu, op mod hele 4 dage efter...
Jeg ved godt, jeg piver. Og jeg ved også godt, at der er ca. en halv million andre syge i Danmark lige nu - jeg synes bare ikke, det er særligt sjovt længere... Lige da man blev syg, var det sådan set bare ok. Ja, jeg tænkte faktisk, at det sgu da var helt rart, at man kunne få lov at ligge i sin seng og sove, og se tv hele dagen, eller læse i bøger og blade og sådan. Det varede bare ikke ret længe, hverken det der med at se tv hele dagen, eller læse i bøgerne, for jeg var så udmattet, at jeg ikke orkede.. Og jeg blev ret hurtigt træt af at sove... Man får ondt af at ligge, og man bliver endnu mere øm i kroppen, end man er i forvejen... det kan evt være et alderstegn, men det anerkender vi ikke...
Jeg har meldt mig til at løbe Pinen og Plagen-løbet den 29. marts, og nu har jeg ikke kunnet træne siden forrige lørdag, fordi jeg stadig er træt som et ondt år, og helt udmattet, når vi når sidst på eftermiddagen.
Heldigvis skal jeg ikke løbe et halvmaraton, sådan som min yngste, Fimpebarnet, har sat sig for, men kun 6 kilometer, i sympati og for at gøre noget, et eller andet i sundhedens tegn. Men det er i et ret kuperet terræn, i forhold til det jeg normalt løber i herhjemme...
Man kan jo vælge at gå.
Det gælder jo ikke hverken liv eller død, om jeg gennemfører.
Det hele sidder mellem ørerne.
Bare ikke det med trætheden.
Det sidder fysisk. Desværre.
Og jeg havde ellers en aftale med endomondo om at løbe 14 km om ugen. Det nåede jeg ikke i sidste uge, og når det heller ikke i denne. Hvis jeg kommer på 5, er jeg glad.
Og det bliver først i morgen. Tidligst. At jeg kommer ud i løbesko...
Øv.
fredag den 27. februar 2015
Forældrekontingent!!
I den forgangne uge var jeg, fordi jeg sidder i bestyrelsen for vores lokale hal, til et fællesmøde for alle hallerne i Skive Kommune. Det blev bl.a. drøftet, hvad man kan gøre for at få flere til at deltage aktivt i foreningsarbejdet, og få de voksne til alle de aktive børn, til at gå ind i fællesskaberne omkring det, at drive en idrætsforening... Ja., man kan diskutere, hvorfor halbestyrelser og halinspektører diskuterer sådan noget, men foreningerne er jo grundlaget for hallerne, og hvis ikke der er foreninger, har hallerne ingen kunder.. så.. ja, der blev snakket!
Jeg har selv lidt af samme forskrækkelse for foreningsarbejde, som den man ofte hører om forældre er ramt af i dag... Omvendt, så har jeg altid deltaget, og jeg har ikke fortrudt et sekund. Det er vigtigt, at vi som voksne går foran, viser de unge, at man er nødt til at lade sig hverve til f.eks. at træne et gymnastikhold, eller sidde i en bestyrelse, hvis der skal være Liv i Grødemarken og i VandkantsDanmark i fremtiden! Foreningerne danner grundlag for mange aktiviteter, fordi der er nogen der går forrest, og sådan skal det gerne blive ved med at være.
I Haderslev har man indført "voksenkontingent"! Det går ud på, at forældrene får lov til at vælge mellem enten at arbejde 10 timer for idrætsforeningen, eller betale 400 kr i forældrekontingent. Der er rigtig mange, som synes, at de ti timer er til at overskue, og det vil de gerne give foreningen, hvis det betyder, foreningen overlever, og ungerne fortsat kan gå til fodbold, gymnastik eller håndbold. Der er også nogen, der vælger at betale sig fra det.
Det er fint. Man frygtede, at forældrene ville stejle og hive ungerne ud af foreningen, men det skete mærkværdigvis ikke. Tværtimod oplevede man det modsatte! At forældrene syntes, det var dejligt at få en helt konkret opgave i klubben, som varede måske ti timer fordelt på et par dage, og samtidigt kunne man mærke, at det styrkede fællesskabet og ånden i klubben. De, der valgte at betale sig fra det, bidrog jo så også! Nemlig med konkret økonomisk bistand, så nogle af opgaverne andre forældre skulle bruge tid på, kunne finansieres! Ren win-win! Jeg overvejer at foreslå min lokale klub, at de indfører forældre-kontingent! Det kunne være spændende at se, om sønderjyder adskiller sig væsentligt fra sallingbønder, når det kommer til det lokale idrætsliv... Det tror jeg ikke. Men lad os nu se! Først vil jeg opfordre til, at man deltager i de generalforsamlinger, der her i foråret skal afholdes i de fleste idrætsforeninger landet over. Mød op, vis interesse for fællesskabet, og støt din egne interesser samtidigt! Dit hus bliver alt andet lige meget mere værd, hvis der er en by og et aktivt liv omkring det, hvis du engang vil sælge...
Og så er det tilmed sjovt!
Og man får indflydelse.
Og kvalitetstid med ungerne.
Og lyst til selv at dyrke motion.
Og måske endda ligefrem andel i fremtiden!
Hæ!
Jeg har selv lidt af samme forskrækkelse for foreningsarbejde, som den man ofte hører om forældre er ramt af i dag... Omvendt, så har jeg altid deltaget, og jeg har ikke fortrudt et sekund. Det er vigtigt, at vi som voksne går foran, viser de unge, at man er nødt til at lade sig hverve til f.eks. at træne et gymnastikhold, eller sidde i en bestyrelse, hvis der skal være Liv i Grødemarken og i VandkantsDanmark i fremtiden! Foreningerne danner grundlag for mange aktiviteter, fordi der er nogen der går forrest, og sådan skal det gerne blive ved med at være.
I Haderslev har man indført "voksenkontingent"! Det går ud på, at forældrene får lov til at vælge mellem enten at arbejde 10 timer for idrætsforeningen, eller betale 400 kr i forældrekontingent. Der er rigtig mange, som synes, at de ti timer er til at overskue, og det vil de gerne give foreningen, hvis det betyder, foreningen overlever, og ungerne fortsat kan gå til fodbold, gymnastik eller håndbold. Der er også nogen, der vælger at betale sig fra det.
Det er fint. Man frygtede, at forældrene ville stejle og hive ungerne ud af foreningen, men det skete mærkværdigvis ikke. Tværtimod oplevede man det modsatte! At forældrene syntes, det var dejligt at få en helt konkret opgave i klubben, som varede måske ti timer fordelt på et par dage, og samtidigt kunne man mærke, at det styrkede fællesskabet og ånden i klubben. De, der valgte at betale sig fra det, bidrog jo så også! Nemlig med konkret økonomisk bistand, så nogle af opgaverne andre forældre skulle bruge tid på, kunne finansieres! Ren win-win! Jeg overvejer at foreslå min lokale klub, at de indfører forældre-kontingent! Det kunne være spændende at se, om sønderjyder adskiller sig væsentligt fra sallingbønder, når det kommer til det lokale idrætsliv... Det tror jeg ikke. Men lad os nu se! Først vil jeg opfordre til, at man deltager i de generalforsamlinger, der her i foråret skal afholdes i de fleste idrætsforeninger landet over. Mød op, vis interesse for fællesskabet, og støt din egne interesser samtidigt! Dit hus bliver alt andet lige meget mere værd, hvis der er en by og et aktivt liv omkring det, hvis du engang vil sælge...
Og så er det tilmed sjovt!
Og man får indflydelse.
Og kvalitetstid med ungerne.
Og lyst til selv at dyrke motion.
Og måske endda ligefrem andel i fremtiden!
Hæ!
søndag den 22. februar 2015
Flyvende Bondemand
I fredags gik han til eksamen, Bondemanden, og af en eller anden grund, jeg ikke helt har fattet endnu, er han i gang med at skabe sig en ny hobby, der absolut ikke tiltaler mig! Men indrømmet, selvom jeg er uenig, er jeg fuld af beundring og seriøs respekt... Det er PPL, det drejer sig om.
Privat Pilot License.
Det starter i det små, med et to-personers UL-fly, dernæst kommer radio-eksamen, og opgradering til Cesna-flytypen, og i princippet kommer han til at kunne flyve en DC3´er. Påstår han. Hmmm.
Jeg forstår det slet-slet ikke. Jeg er absolut en kylling, og hverken dykning eller faldskærmsudspring, eller flyvning.... har nogensinde sagt mig noget som helst. Jeg går lidt i panik, faktisk. Og da jeg blev tilbudt, at jeg kunne få et tre-timers kursus og lære at nødlande UL-flyet, (hvis det var fordi jeg var bange for at falde ned) var jeg ved at give mig til at tude! Jeg skal sgu ikke lære noget med noget fly. NO WAY!
Men det er fint nok. Han må flyve, hvorhen han vil. Og det er fint nok med mig, at han bruger en masse tid og energi på at lære at hænge oppe i luften med et par vinger. Men jeg er ikke fascineret på samme måde, jeg er nærmest skrækslagen, og jeg skal IKKE med.
Og selvom jeg har det sådan, kan jeg da godt synes, at han er dygtig, når han består sine fire eksaminer i fredags med "luft under vingerne" og næsten fejlfrit! Godt gået.
Men du går selv, kammerat, jeg bliver her!
Det kommer vi nok til at snakke en hel del om... Bondemanden forstår mig ikke. Og det kommer han nok heller ikke til. Og det er fint med mig. Vi har tid. Vi kan snakke herfra og ind i evigheden.... Bare han lover, at han ikke falder ned.
Hvis han gør det, bliver jeg sur.
Meget sur.
Privat Pilot License.
Det starter i det små, med et to-personers UL-fly, dernæst kommer radio-eksamen, og opgradering til Cesna-flytypen, og i princippet kommer han til at kunne flyve en DC3´er. Påstår han. Hmmm.
Jeg forstår det slet-slet ikke. Jeg er absolut en kylling, og hverken dykning eller faldskærmsudspring, eller flyvning.... har nogensinde sagt mig noget som helst. Jeg går lidt i panik, faktisk. Og da jeg blev tilbudt, at jeg kunne få et tre-timers kursus og lære at nødlande UL-flyet, (hvis det var fordi jeg var bange for at falde ned) var jeg ved at give mig til at tude! Jeg skal sgu ikke lære noget med noget fly. NO WAY!
Men det er fint nok. Han må flyve, hvorhen han vil. Og det er fint nok med mig, at han bruger en masse tid og energi på at lære at hænge oppe i luften med et par vinger. Men jeg er ikke fascineret på samme måde, jeg er nærmest skrækslagen, og jeg skal IKKE med.
Og selvom jeg har det sådan, kan jeg da godt synes, at han er dygtig, når han består sine fire eksaminer i fredags med "luft under vingerne" og næsten fejlfrit! Godt gået.
Men du går selv, kammerat, jeg bliver her!
Det kommer vi nok til at snakke en hel del om... Bondemanden forstår mig ikke. Og det kommer han nok heller ikke til. Og det er fint med mig. Vi har tid. Vi kan snakke herfra og ind i evigheden.... Bare han lover, at han ikke falder ned.
Hvis han gør det, bliver jeg sur.
Meget sur.
mandag den 16. februar 2015
Når man når det man når
Der er en del aktivitet på alle andre fronter end bloggen.
Først og fremmest er jeg blevet færdig med det manuskript, som jeg har arbejdet på gennem et par år nu. "De tavse vidner" er udprintet og på vej til forlægger. Det er en helt speciel fornemmelse, når sådan et manus skrives ud, og man synes, at NU er det klar til vurdering. Ikke at jeg har noget at bekymre mig for. Jeg har jo fået bogen antaget, forlaget vil gerne udgive. Det vidste jeg allerede sidste år, men jeg var ikke færdig, blev der sagt. Jeg skulle skrive den færdig! Ikke noget med at planlægge to bøger - historiske bøger kommer i et bind, et, tykt, bind! Sådan.
Der har også været gang i bookningen af mig, som foredragsholder - jeg skal både fortælle om at være læsende, i forb. med Danmark Læser på Viborg Bibliotek den 1. marts, og så skal jeg fortælle om "den lille nye", den kommende, den netop udprintede og næsten-færdige historiske roman på Ordkraft på Nordkraft i Aalborg den 10. april...
Derimellem har jeg kun et par almindelige foredrag, men mon ikke manus kommer retur fra redaktøren, med rettelser, jeg skal tage stilling til, tilføjelser, der skal gøres, ting, der skal skrives om, og hva-har-vi... Jeg håber "De tavse vidner" kan komme ud på den anden side af sommerferien, og hvad jeg så skal lave indtil da, rent skrivemæssigt, det vil tiden vise... Jeg har et par tanker.
OG så er der sket det utrolige, at nogen har nomineret mig til Landdistriktsprisen 2015. Jeg er fuldstændig overvældet! Det er den regionale pris, foreløbigt, men alligevel!! Årets Ildsjæl. Jeg har ikke hørt noget om hvorfor, endnu, eller hvad begrundelsen er, men jeg har en idé om, at det kan skyldes, at jeg har så svært ved at holde min mund... Måske var jeg på torsdag den 19. februar "bare" en de nominerede. Hvis jeg vinder, ved jeg ikke liiiige hvad jeg gør... du kan læse her hvad det hele er for noget!
Først og fremmest er jeg blevet færdig med det manuskript, som jeg har arbejdet på gennem et par år nu. "De tavse vidner" er udprintet og på vej til forlægger. Det er en helt speciel fornemmelse, når sådan et manus skrives ud, og man synes, at NU er det klar til vurdering. Ikke at jeg har noget at bekymre mig for. Jeg har jo fået bogen antaget, forlaget vil gerne udgive. Det vidste jeg allerede sidste år, men jeg var ikke færdig, blev der sagt. Jeg skulle skrive den færdig! Ikke noget med at planlægge to bøger - historiske bøger kommer i et bind, et, tykt, bind! Sådan.
Der har også været gang i bookningen af mig, som foredragsholder - jeg skal både fortælle om at være læsende, i forb. med Danmark Læser på Viborg Bibliotek den 1. marts, og så skal jeg fortælle om "den lille nye", den kommende, den netop udprintede og næsten-færdige historiske roman på Ordkraft på Nordkraft i Aalborg den 10. april...
Derimellem har jeg kun et par almindelige foredrag, men mon ikke manus kommer retur fra redaktøren, med rettelser, jeg skal tage stilling til, tilføjelser, der skal gøres, ting, der skal skrives om, og hva-har-vi... Jeg håber "De tavse vidner" kan komme ud på den anden side af sommerferien, og hvad jeg så skal lave indtil da, rent skrivemæssigt, det vil tiden vise... Jeg har et par tanker.
OG så er der sket det utrolige, at nogen har nomineret mig til Landdistriktsprisen 2015. Jeg er fuldstændig overvældet! Det er den regionale pris, foreløbigt, men alligevel!! Årets Ildsjæl. Jeg har ikke hørt noget om hvorfor, endnu, eller hvad begrundelsen er, men jeg har en idé om, at det kan skyldes, at jeg har så svært ved at holde min mund... Måske var jeg på torsdag den 19. februar "bare" en de nominerede. Hvis jeg vinder, ved jeg ikke liiiige hvad jeg gør... du kan læse her hvad det hele er for noget!
fredag den 6. februar 2015
Forfatterens inspirerede køkken
Vi har været igennem LCHF-perioden, med skyhøjt kolesteroltal til følge, men har taget blomkålspizzaen til os, den er nem og lækker, og fyldet varierer man jo selv.. Vi har også været igennem en asiatisk periode, og den-sorte-gryde perioden, mormormad og nul-fedt-perioden...
Jeg vender altid tilbage til de bøger, jeg vil kalde klassikere, når jeg gennemser/roder mit skab med kogebøger. Elizabeth Davids "Fransk Landkøkken", Camilla Plums "Et ordentlig Brød" og så er der salatmostrene Sonja og Tina, med "Suveræne Salater" og "brillante buffeter" og hvad de ellers hedder...
Skulle jeg reklamere for en virkelig fin og gennemarbejdet, morsom og anvendelig kogebog må det absolut blive "Forfatternes Køkken" af Gitte Rannes, Hald Hovedgårds kogekone og Centerlederens ægteviede hustru. Det er min personlige favorit blandt den anseelige mængde kogebøger, jeg har investeret i ad åre...
I dag falder jeg over hummus. Det er ikke noget jeg plejer at lave, men tilfældigvis har jeg en pose kikærter stående, der trænger til at blive brugt. Så hummus bliver det. Måske først i morgen, men det bliver.
Og så bager jeg nok også noget brød, og steger en kylling, en mellemøstligt inspireret middag for to!
Alternativt finder jeg et par skiver flæsk i fryseren og vupti, så lugter det lidt af Bondegård alligevel.
torsdag den 29. januar 2015
Pernittengryn
- er et middelalderudtryk. Det betyder en, der er så nærig, at han tæller grynene enkeltvis, for ikke at blive snydt! Pernittengryn er også et 2015-udtryk. Og det er det, jeg er. Jeg er Per-nitten-gryn. Jeg sidder og tæller, trækker fra og lægger til, sletter og retter og bliver hidsig på mig selv ( ja, der er jo kun mig!) over de bommerter, de gentagelser, de manglende r´er og s´er og n´er jeg finder i gennemlæsningen af mit manus... Foruden kommaerne... både dem, der er for meget og dem, der mangler...
"De Tavse vidner" er printet ud for første gang i hel og fuldstændig form. Nej. Det er faktisk ikke rigtig. Men det er første gang jeg selv sidder med del II i udprintet form. Det er ret oldschool og analogt, dét jeg har gang i. Med pen og små gule lapper tilretter jeg mine egne ord, så de bliver bedre, mere fyldestgørende, mere forklarende, mere beskrivende, end de allerede er. Nogle steder har jeg skrevet noget, jeg allerede har læst. Andre steder er det tiden, der ikke passer sammen.
Det er lige før, jeg er nødt til at have en fysisk kalender liggende ved siden af mig for at kunne skrive ind, hvem der gør hvad, på hvilke dage, og hvornår og hvorfor. Det er et enormt langstrakt overblik man skal have, og det er faktisk ikke helt så nemt, som jeg havde håbet.
Fordel: jeg kender mine personer, deres personligheder, jeg holder af dem og desuden ... det er min tekst.
Ulempe: det gør kommende læsere ikke, så det skal være læseværdigt, det jeg skriver, mine personer skal være troværdige, og man skal kunne forstå dem for at holde af dem, og med dem.
Nu skal det ikke lyde, som om jeg er træt af mit job som forfatter. Selvom det er trættende. Jeg er vildt glad for, at det er mine ord og min historie, at det er lykkedes at komme så langt, som jeg er nu. Der er bare det ved det, at jeg har svært ved at være Pernittengryn ret længe af gange. Det er ikke min rolle i livet, så jeg har det lidt hårdt. Overspringshandlingerne står i kø for at forstyrre mig. Men det er fint nok. Det er jo min tekst. Det er ingen andens. Kun min. Jeg kan gøre med den, hvad der passer mig. Hæ!
Endnu.
"De Tavse vidner" er printet ud for første gang i hel og fuldstændig form. Nej. Det er faktisk ikke rigtig. Men det er første gang jeg selv sidder med del II i udprintet form. Det er ret oldschool og analogt, dét jeg har gang i. Med pen og små gule lapper tilretter jeg mine egne ord, så de bliver bedre, mere fyldestgørende, mere forklarende, mere beskrivende, end de allerede er. Nogle steder har jeg skrevet noget, jeg allerede har læst. Andre steder er det tiden, der ikke passer sammen.
Det er lige før, jeg er nødt til at have en fysisk kalender liggende ved siden af mig for at kunne skrive ind, hvem der gør hvad, på hvilke dage, og hvornår og hvorfor. Det er et enormt langstrakt overblik man skal have, og det er faktisk ikke helt så nemt, som jeg havde håbet.
Fordel: jeg kender mine personer, deres personligheder, jeg holder af dem og desuden ... det er min tekst.
Ulempe: det gør kommende læsere ikke, så det skal være læseværdigt, det jeg skriver, mine personer skal være troværdige, og man skal kunne forstå dem for at holde af dem, og med dem.
Nu skal det ikke lyde, som om jeg er træt af mit job som forfatter. Selvom det er trættende. Jeg er vildt glad for, at det er mine ord og min historie, at det er lykkedes at komme så langt, som jeg er nu. Der er bare det ved det, at jeg har svært ved at være Pernittengryn ret længe af gange. Det er ikke min rolle i livet, så jeg har det lidt hårdt. Overspringshandlingerne står i kø for at forstyrre mig. Men det er fint nok. Det er jo min tekst. Det er ingen andens. Kun min. Jeg kan gøre med den, hvad der passer mig. Hæ!
Endnu.
mandag den 19. januar 2015
Brilleabe med hængepatter
Der er også andre steder, det begynder at knibe med bemeldte vare. F.eks. er det påkrævet, at frisøren besøges hver 6. uge, eller endnu tiere, for at skjule hvad nogen ved, andre fortrænger, nemlig at håret får et umiskendeligt gråligt skær, efterhånden som man nærmer sig "halvgående". Halv-halvfems er passeret, og det var faktisk dér, det begyndte for alvor...
Der er også noget med depoterne. De begynder at søge længere og længere ned mod basis, og nogen forsvinder helt! Teenagedøtre hviner "Squat, mor, squat!!", og jeg står sådan lidt og tænker, at det gider jeg sgu ikke. Det er første gang i mit liv, jeg ikke behøver bekymre mig om min røvs størrelse, men jeg har da bemærket, at den bliver let indfalden... Til gengæld sætter hvert eneste stykke kage, jeg så meget som tænker på at indtage, sig på min mave... Og for at det ikke skal være nok, så er tyngdekraften (med dags varsel) begyndt at gøre krav på min barm... Se, dét er træls! For, for at modvirke, skal man ikke kun i fitnissecenteret tre gange i ugen, man skal også have bh´er med ekstra støtte, og man må efterhånden sande, at dagen hvor man står med "to teposer med en femmer i hver" rykker nærmere og nærmere ...
Samtidigt er det med en vis stolthed, at jeg kigger mig selv i spejlet. Tænk engang. Tre-fire graviditeter, og ikke et eneste strækmærke. Otteogfyrre år, og stadig i stand til at lave "planken" i 1½ minut, løbe 4-5 km uden stop (om end i luntetempo), sidde i timevis i en sofa uden at falde i søvn, og stadig en nogenlunde habil hestehvisker og rytter.
Hm. Det går tilbage. Til hængebug og hængepatter, fald røv, blomkålslår, bingo-vinger og kalkunpludder under hagen. Jeg gør, hvad jeg kan for at imødegå tendenserne. Men på den anden side - der er sgu ingen, der slipper uden men. Levet liv giver buler og ar, slap hud og blindhed i varierende grad. Til gengæld VED man alt! Og det er slet ikke så ringe endda!
fredag den 2. januar 2015
Noget om Nytåret
Traditionen tro - har jeg nytårsdagsbadet i fjorden. Og nej, jeg er absolut ikke nogen vinterbader og nej, det er ikke noget jeg normalt ville gøre, men Nytårsdag gør jeg det. I år var det ikke engang rigtig koldt. Bare vådt. Meget vådt!
Og så er tiden inde til at gøre op med sig selv, hvordan det nye år skal forme sig - Nytårsforsætterne er talrige, men ikke sådan "rigtigt" alvorlige.
Sidste år lagde jeg cigaretterne permanent på hylden og efter det, er der sgu ikke rigtig noget, der tæller... som min gode veninde siger, det er sværere at holde op med at ryge, end det er at tabe sig... Hmmm.
På min to-do-liste står en række punkter, som jeg end ikke vil tænke på at offentliggøre - det handler mere om mine personlige relationer, end det handler om at tabe sig, motionere, løbe maraton, slå en verdensrekord og lign. utopier... Jeg tænker, de kommer til at blive realiserede alle sammen. Ikke kun i indeværende år. Og se, det er en helt andet snak! Nemlig en snak om, hvordan man behandler hinanden og hvem man gerne vil være. Hvordan man ændrer sig med alderen, og hvordan ting får et andet perspektiv, jo flere erfaringer man gør sig... Jeg synes, det er nemt at være midt i livet. Der er mange ting, der er blevet nemmere, og andre ting sværere. Kunsten er for mig at se, at finde ud af, hvem man selv er, dybest set, og hvem og hvad man gerne vil være.
Godt Nytår - til alle Jer, der læser med, og til alle Jer, der ikke gør!
Og så er tiden inde til at gøre op med sig selv, hvordan det nye år skal forme sig - Nytårsforsætterne er talrige, men ikke sådan "rigtigt" alvorlige.
Sidste år lagde jeg cigaretterne permanent på hylden og efter det, er der sgu ikke rigtig noget, der tæller... som min gode veninde siger, det er sværere at holde op med at ryge, end det er at tabe sig... Hmmm.
På min to-do-liste står en række punkter, som jeg end ikke vil tænke på at offentliggøre - det handler mere om mine personlige relationer, end det handler om at tabe sig, motionere, løbe maraton, slå en verdensrekord og lign. utopier... Jeg tænker, de kommer til at blive realiserede alle sammen. Ikke kun i indeværende år. Og se, det er en helt andet snak! Nemlig en snak om, hvordan man behandler hinanden og hvem man gerne vil være. Hvordan man ændrer sig med alderen, og hvordan ting får et andet perspektiv, jo flere erfaringer man gør sig... Jeg synes, det er nemt at være midt i livet. Der er mange ting, der er blevet nemmere, og andre ting sværere. Kunsten er for mig at se, at finde ud af, hvem man selv er, dybest set, og hvem og hvad man gerne vil være.
Godt Nytår - til alle Jer, der læser med, og til alle Jer, der ikke gør!
Abonner på:
Opslag (Atom)