torsdag den 31. marts 2011

DR og Landbruget

Jeg har afsendt et brev til Ulrik Haagerup, Nyhedschef på DR1.

Ikke for at rose, men for at revse. Jeg kan ikke finde ud af, om DR er i gang med egenhændigt at nedlægge Dansk Landbrug eller om de synes, de gør befolkningen en tjeneste, når de gang på gang hagler landbruget igennem, uden at oplyse om baggrunden for at gøre det.


Ja, jeg blev så vred, da jeg i denne uge så journalisten med pænt hår fortælle, at dansk landbrug slår 3400 mennesker ihjel hvert år, fordi landbruget udleder ammoniak. Der var ikke rigtig nogen ordentlig kemisk forklaring, eller spørgen ind til noget, bare en konstatering af, at landbruget slår ihjel...


Baggrunden er, at DMU (Danmark Miljø Undersøgelser) har offentligjort en ny rapport, som tager udgangpunkt i partikelforurening i DK og resten af Europa. Her oplyses det, at landbruget med ammoniakudledningerne er en del af den samlede forurening, over 40 %, og at det kommer som en overraskelse for seniorforskeren Jørgen Brandt at landbruget ikke kun skader naturen, men også mennesker. (Hvorfor er jeg overhovedet ikke overrasket?)


Miljøministeren har kaldt DMU til møde, for at få undersøgt, om undersøgelsen og rapporten, "bør give os andledning til at ændre vores prioriteringer"...


Bare vent - inden der er gået en uge, er der lovgivet omkring ammoniak-udledningen - nye filtre, nye kontrolapparater, nye embedsmænd sat til at holde øje med, at landbruget overholder loven! Man kan blive noget så træt, en ganske almindelig forårsdag i 2011....

mandag den 28. marts 2011

Plov og traktor

De havde beregnet, at det ville tage ca 36-37 timer at bliver færdige på den mark, der fik kørt gylle fredag-lørdag. Der har næsten konstant været to traktorer med to vendeplove i gang derude, og nu lugter her ikke mere. Bondemanden er i fuld sving med at pløje forageren - og selvom jeg ikke er så vild med brune marker, så varsler det forår, sommer og sol, når det er på denne tid af året! Om få dage er de i gang med at så, og så går det stærkt! Jeg vil huske at sidde en halv time i solen, når den er her. Jeg vil huske at lytte til flagspætte og lærker, til solsorte og musvitter. Jeg vil huske at nyde synet af hestene der græsser, af mågerne der kredser om ploven. Og i år er der hættemåger. Mange. Det er længe siden, vi har set noget til dem!