Den sidste dag - og i hele julemåneden har jeg haft det programsat hver eneste dag.
Et Julebrev, en takketale, en status på året der gik, nu hedder det Nytårsbrev, Nytårshilsen - og jeg er stadig ikke kommet i gang.
Og jeg er ikke kommet nærmere.
For selvfølgelig er det hyggeligt at få breve fra nær og fjern, med gode ønsker og glædelig Jul, og selvfølgelig er det vigtigt at holde forbindelse til sine kære, sin familie, sine venner og veninder, som man måske ikke liiige ser i det daglige, og som fortjener at vide, at man faktisk tænker på dem, indimellem, og de skal vide, at man holder af dem, selvom man måske ikke får ringet, sms´et, opdateret på facebook, eller snapchattet eller uploaded på instagram...
Jeg tænker, at de fleste af dem, vi ikke ser til hverdag, alligevel følger med i vores liv, og det skyldes mit ihærdige og tilbagevendende og iboende ønske om at ytre mig. Tidligt og sent. Om alt og intet.
Og nogen gange kan jeg så få det sådan... URRRGH... nu gider de vel ikke læse med mere, nu er de færdige med dét, for der er sgu intet nyt under solen, og så hold dog kæft...
Problemet er, at jeg elsker at skrive. Jeg elsker det så tilpas meget, at jeg tvivler på egne evner, og tvivlen kommer så alle Jer, der skulle ha haft en hilsen, et Julebrev, en årskavalkade, til gode. I får ikke noget Nytårsbrev. I får kun dette.
På denne blog.
Og ja, det går godt, og nej, det går ikke godt.
Jeg kunne fortælle vældigt morsomme historier om zoologien på gården, vise billeder af de store unger, med huer, overalls, gummirøjsere, stiletter - og jeg kunne fortælle om årets ene udgivelse, om spinathøsten, ø-ferierne og om det planlagte for 2014.
Jeg kunne beskrive de herlige timer vi har haft, de sjove og vittige venners fester - og så overskygges mine forsøg trods alt af dette: Bedstefar er syg.
Hele tiden er der dilemmaer vi skal tage stilling til, fejl vi burde rette, i det mindste lære af, og hele tiden forholder vi os til liv og død. Det trænger sig på, og jeg småtuder, mens jeg skriver, at det nok, måske og sandsynligvis, var det sidste hele år, vi havde med ham.
Vi har lært kræftens kræfter at kende. Måske er det alderen, der rykker tættere på, og Døden der planlægger, hvor han skal høste i 2014, og har sendt os et varsel - men ikke desto mindre er bevidstheden om, at det er sådan det er, uhåndgribelig.
Og det er derfor jeg ikke kan skrive en årsberetning, et julebrev, en nytårshilsen.
Jeg kan ikke få det til at lyde godt.
Sådan er det.
Der er en skidt-afdeling også. Og i år har dén trukket i en del af mig.
Den del, der plejer at skrive sjove og updatede Julebreve/Nytårshilsner.
Så..
Godt Nytår - med sunde, raske børn, forældre, ægtefæller, venner og veninder - dét ønsker jeg for alle! Tak for 2013 - det har været et interessant og lærerigt bekendtskab!
