onsdag den 21. maj 2014

Anmeldelser på papir

Jeg taster hidsigt og i blinde flere gange dagligt "Bondeanger anmeldelse" i googlefeltet - tænk nu, hvis der er kommet noget, noget jeg ikke har opdaget, eller er opmærksom på... et pænt ord, en rosende omtale... Det er jo det, jeg gerne vil have! Jeg vil så gerne, og jeg er næsten ved at sige, jeg H I G E R efter at få positive tilbagemeldinger på den bog, der nu her lige for lidt siden, flød ud af mine hænder og ud på gaden, ud blandt læserne, ud blandt dem, der i virkeligheden definerer, om jeg er en succes eller ej...
For selvom jeg ved, at det er godt nok, og selvom jeg ved, at der sidder en redaktør og en forlægger i den anden ende, og har sagt god for bogen - så betyder det alligevel uendelig meget, at bogen får anmeldelser af andre end den nærmeste kreds. Det betyder altså noget. Også selvom man forsøger at overbevise sig selv om, at det ikke betyder så meget... Det gør det bare. Man får anerkendelse. Man bliver fremhævet. Og hvem er ikke en sucker for love?

Jeg er. Det indrømmer jeg. Jeg vil så gerne gøre tingene godt. Og jeg vil så gerne at mine bøger bliver godt modtaget. Det er derfor, jeg skriver dem. For at de skal have et liv, og gøre en forskel. At jeg gør en forskel. Det er noget helt almenmenneskeligt. Det ved jeg godt. Man kan analysere på det og komme med lange gode forklaringer på, hvorfor netop jeg har det sådan - og det burde jeg måske gøre... - men det rokker ikke ved den kendsgerning, at jeg bliver usigeligt glad, når mine ting lykkes!

Jeg har fået en flot flot anmeldelse i Skive Folkeblad, to dage inden udgivelsen.
Jeg har fået fire stjerner i Nordjyske på dagen.
Og i går kom der en meget fin omtale over to spalter i Jyllandspostens tillæg om bøger - og tre stjerner - lidt malurt var der til sidst, men jeg undskylder anmelderen med, at han er mand... (han forstår det jo ikke - eller også har han ret???)

Jeg kan ikke være andet end tiptop-tilfreds. Det er jeg. Det ER jeg.
Og derfor prøver jeg ihærdigt at skrive endnu bedre i den næste roman, jeg gør mig umage, jeg omformulerer, skærer ind til benet, pudser sproget.

Der er ikke noget lagt på nettet, man kan Google endnu.
Øv. Men det findes på papir. Jeg har alle aviserne.
Og jeg er glad.

søndag den 18. maj 2014

I 1524 holdt Ove Vincentsen "nathold" for kongen

og samme år er han nævnt "til Kjeldgård".
"Nathold" - betyder egentligt bare, at han skulle beværte Kongen og kongens følge natten over. Det tog altid en drejning til den dyre ende, når Kongen kom forbi... Derfor var ikke alle Adelsmænd lykkelige over Kongens besøg. Jeg tror faktisk slet ikke, at Hr Ove har været glad. Han hed nemlig Hr Ove Kage - fordi han var så nærig - og han førte nøje regnskab med, hvad det kostede ham at have nathold for Kongen...

Ålborghus, 1524, nathold for Frederik den 1.:

36 tønder øl
1 okse
15 lam
12 sider flæsk
4 saltede fårekroppe
24 gæs
24 høns
2 fedesvin
½ tønde smørr ½ tønde eddike
1½ tønde mjød
80 liter vin (½ amme)
½ tønde hvedebrød
½ tønde Lüneburg salt
2 laks
3 snese ål ( 1 snes = 20 stk) og "mængder af byg og havre"

TAK for mad, siger jeg bare... og dertil er ikke indregnet hvad man brugte af urter for at give smag, eller honning og fremmede krydderier. Og nu vil jeg gå ned og tillave aftensmaden til min lille familie... 1 kg oksefars af bedste slags, 200 gram bacon, fire gulerødder, to bundter forårsløg, 3 røde pebre, 4 store tomater og ca 500 gram spagetti, tillige med 1 salathoved, 1 agurk, ½ bakke cherrytomater, og lidt revent ost til at smage til med...