Juletræet med sin pynt

og en helt skønherlig juleaften med alle niecerne, bedsteforældrene, moster, tanter, fætter og teenagere er nu forlængst forbi. I dag har jeg sendt hele familien hjem hvor de kom fra, og har nusset omkring med vasketøj, film og en kogebog.
Nu mangler jeg at vaske juledugeNE, og så kan det roligt blive Nytår. Jeg skal nok være i form!

Julegæst

I dag har jeg været julegæst på P4 midtvest. Jeg skulle medbringe en gave, indpakket, og ja, jeg havde selvfølgelig en bog med. Fællesspisning. Ikke fordi vi skulle snakke om dén, men fordi jeg gerne giver bøger i julegaver, og fordi vi i min familie har en tradition med at læse historier for hinanden i Julen. Siden min barndom har min far hvert år til julefrokosten 1. Juledag, læst en bestemt historie højt. Lille Jubbers Jul af Finn Gerdes. Jeg ved ikke, hvornår den er skrevet, men jeg skyder på engang i 50´erne. Den er ikke speciel morsom, men det blir den, når det er gentagelsens fryd og fars fraseringer, der ligesom "bærer historien" igennem. Jeg elsker at høre den! Og nu, hvor det er mig der styrer slagets gang til diverse julefrokoster, ynder jeg at læse enten Lille Jubber eller en anden historie op som underholdning i pauserne mellem retterne.
Anyway - julegæsten (undertegnede) og Peter Stefansen på DRP4 midtvest snakkede i små tretten minutter om det her med traditionerne, glæden og forventningen til, hvad der skal ske i julen. Og jeg må ærligt sige, at jeg var glad for dét, jeg fik sagt. Det kan godt være svært at være direkte i radioen. Men vi nåede hele vejen omkring, og jeg synes julens budskab, eller det, julen er for mig, nemlig familien der er samlet, fællesskabet og omsorgen for hinanden, blev godt afrundet.
I morgen skal vi hente efterskolebørnene hjem på Juleferie. Der er også traditioner på efterskolerne. Vi skal se opvisning på Bjærgsnæs, synge og spise æbleskiver, og på Salling er der Luciaoptog, sang og juletale. Dét glæder jeg mig til.

Opgaverne

vælter ind.
Først var det ældstebarnets Dansk-Historieopgave - en omfattende analyse og redegørelse for motiver og temaer i filmen Seven, sat overfor Brian P. Ørnbøls digtsamling SYV. Det trak tænder ud. Ikke på mig, men barnet havde sine kvaler, men lykkedes i skønhed og fik ... 7. Ikke dårligt, taget i betragtning, at det var første større opgave, og kravene ikke var helt klart formulerede - vi vidste simplethen ikke, hvad der forventedes...
Aldrig var dén opgave løst, førend drengebarnet skulle have hjælp til sin OSO ( 10. klasses obligatorisk selvvalgt opgave). Denne del stod Bondemanden dog for, da drengen havde valgt at skrive om landbrug. Meget apropos. Karaktergivning og bedømmelse forventes inden længe.
Nuvel. Alt godt. Men ikke længe.
Pt skrives, rettes og redigeres der i endnu en ældstebarnsopgave - 2.g.´s studieretningsopgave - til aflevering i morgen fredag, inden kl. 12.00. - den ligger udskrevet foran mig.
"Mor, gider du rette?"
Og ja, det gider jeg. Selvfølgelig gider jeg og selvfølgelig gør jeg det, inden barnet står op i morgen tidlig. Så kan hun blive færdig i god ro og orden, og jeg selv kan sove med god samvittighed -
Barnet har siddet hele dagen - så skulle jeg vel nok kunne sidde den halve nat?
"In-yer-face" dramaturgi. Kom ikke hér!

Lucia

I dag er det Luciadag - og jeg har overvejet om jeg, i stil med sidste år, skal bage Lusseklatter.
I stedet tror jeg, jeg går i gang med at forberede årets julefrokost. Det er på fredag, og i morgen skal der slagtes, så jeg har sådan set nok at se til. Desuden er der ingen børn hjemme. Så der er ingen til at spise luseklatterne, hvis de alligevel kom til at indgå i dagens bageprogram.

NemID

Nemt, let, smart - mange synes dét!
Det gør jeg ikke. Og derfor måtte jeg have min store datter, som indtil videre er den eneste i husholdningen med netop NemID, til at hjælpe mig, da jeg (for tredie gang) havde modtaget en kode (hemlignemlig) med posten fra Ballerup.
Nå. Godt så, frem med cpr og kode - tast og hvad sker der?? INTET. Joh, joh, jeg er PÅ men aldrig alligevel - kan hverken komme frem eller tilbage, og så er det jeg opgiver. Siger F... meget højt, og havde jeg turdet, smidt pc´en ud af vinduet. Ikke at jeg har noget at bruge det, dér NemID til - men bare så jeg kunne få feriepenge udbetalt, få et blåt sygesikringskort, få adgang til min SKAT mm.
Nå, jeg må forsøge mig igen. Måske ringer jeg ligefrem til KUNDESERVICE i morgen, for at komme i gang... Det skulle jo være så nemt, let og smart!

Yngste teenager

Jeg behøver vist ikke sige ret meget mere? Hun blev 15 i sidste uge, brunøjebarnet, alias Fimpe!
Nu glæder vi os bare til det blir Jul!

Reklame

På følgende adresse
www.hostmum.blogspot.com
kan man læse om mine oplevelser med udviklingsstudenten, som snart er på vej videre i systemet. Det glæder han sig vist til. Det er ingen hemmelighed, at det gør jeg også... God fornøjelse!

Litterært Folkekøkken på Hald

I aftes var jeg hovedpersonen til Litterært Folkekøkken på Hald Hovedgård. Det var første gang, jeg var med til litterært folkekøkken, men ikke sidste!
Konceptet er, at den forfatter som er på, skal lave maden sammen med Gitte Kogekone, og så skal der læses op og fortælles imellem de tre retter mad.
Gitte og jeg havde i fællesskab bestemt menuen:
Champignonsuppe med hjemmebagt Hald-brød
Oksesspidsbryst med flødekartofler, rodfrugter m birkes, grøn salat/rødbede i balsamico
ÆbleKrumleKage med kanel og rosiner, flødeskum og kaffe

Bondemanden havde lovet at skrælle kartoflerne, rodfrugterne og æblerne. Det gjorde han, alt imens jeg lavede suppe, Gitte bagte brød og lavede fadene med kartofler og rodfrugter, og ellers hyggede vi os med kaffe på kanden og snak hele eftermiddagen.
Klokken 18 startede det officielle program:
Centerleder på Hald Peter QR bød velkommen til de 44 tilmeldte gæster og sagde noget sjovt om mig og min madlavning (suppe) på Hald - og så fik jeg ordet. Dvs. retten til at læse. Selvfølgelig læste jeg Fællesspisning. Ikke det hele, men små bidder, appetitvækkere, inden suppen blev serveret.
Mellem suppe og hovedret endnu et par udpluk fra noveller, fulgt op af baggrundshistorie og arbejdsmetoder, og så spiste vi igen, inden jeg fik ordet igen mellem hovedretten og desserten, og så var det pludseligt ovre! Tre timer går hurtigt! Helt vildt hurtigt! Jeg synes, det var rigtig hyggeligt - og det er derfor, jeg siger, at det ikke er sidste gang jeg skal til Litterært Folkekøkken på Hald.
Gæsterne roste både mad og forfatter, og flere fik opskriften på suppen med hjem!
Der er noget med mig og supper på Hald!
Opskriften er i øvrigt min mors - en gammel sag fra 70´erne! Jeg tror, den blev serveret  en Nytårsaften, første gang jeg fik den. Men det er en helt anden historie...

Nedtælling

Der er mange sager at glæde sig til.
Først og fremmest glæder jeg mig til Jul - hele familien kommer her og holder Juleaften - og i år er alle tilbage - ingen væk på udvekslingsophold, eller stavnsbundne pga cykelstyrt - det blir SÅ dejligt at se og være sammen med dem, man holder mest af i hele verden!
Så glæder jeg mig også temmelig meget til at Bondemanden og jeg drager på sommerferie. Dét er om 18 dage, og det er tiltrængt!
Ydermere glæder jeg mig til at sende udviklingsstudenten videre i hans færd gennem udvekslingsåret - han skal skifte familie ( helt planlagt og efter bogen) den 25. nov. - om præcist 11 dage!
Og sidst men ikke mindst glæder jeg mig til at se min yngste datter blive 15 år! Jeg kan huske SÅ tydeligt, den dag jeg selv blev 15 år. Jeg vil ikke skrive, hvad jeg tænkte, men når Fimpen om tre år siger, at nu flytter hun hjemmefra og at jeg ikke kan stoppe hende, lover jeg, at jeg tænker de samme tanker....

Hacket

Jeg er blevet lukket ned, og åbnet igen!
Min hjemmeside er blevet hacket. Umådeligt frækt, synes jeg!!
Det var en meget underlig fornemmelse - og min pc-mand-updater var lige så forvirret som jeg, og havde kontakt til domæneudbyderen, som mente det måtte være vores problem, og ikke deres. Jeg har ingen anelse om, hvad der er sket, hvorfor eller hvordan det giver sig udtryk.
Pt pusler både pc-mand og jeg med tanken om at lave en ny hjemmeside. En hjemmeside, som jeg selv kan finde ud af at installere opdateringer på. Det kniber det nemlig lidt med på den nuværende, og derfor ligner den sig selv uge for uge, år efter år. Okay, lidt nye billeder af nye bøger kommer på med jævne mellemrum, men det var skønt, hvis jeg selv kunne lave links, henvisninger og ændre på teksterne, uden at komme til at slette, og ikke kunne ændre tilbage igen!
Det er nemlig før passeret. Til stor irritation og besvær. Nu må vi se. Måske lykkes det, trods dårlig karma, at få tingene til at fungere - så folk kan se hvad jeg laver!

2012

Ja, jeg har endelig fået indkøbt mig en 2012 kalender.
Det blir et godt år, og det starter førend vi aner. Der er nu under to måneder, bare til info!
Og jeg er ikke begyndt at købe julegaver endnu.
Men 2012 kalenderen var altså et must, både fordi det er rart at kunne skrive fødselsdage ind i god tid, men også fordi jeg allerede i lang tid har haft forespørgsler om foredrag i 2012. Og det er en god ting, at kunne sige til eller fra på givne datoer.
I min nye kalender har Bondemanden booked sig ind på ca 3 (tre) ugers ferie. Det er en voldsom forbedring i forhold til i år, hvor vi sammenlagt kommer op på en uges helt-fri, og to-dage+en-hel-weekend-fri i London.
Jeg glæder mig til ferien i december. Det er første gang i mit liv, at jeg er væk i julemåneden. Det er aldrig passeret før. Men mine børn har selvfølgelig heller aldrig været så store, som de er nu, så muligheden har heller ikke været til stede før, kan man hævde.
Men altså: i 2012 skal jeg planlægge og gerne bestille (og betale for) tre ugers ferie alene med Bondemanden. Det blir spændende, hvad vi kan blive enige om?
Forleden kom jeg af vanvare til at læse et horoskop, der hævdede, at netop vore stjernetegn matchede helt perfekt, og at vi begge er "eventyrlystne, rejseglade" mennesker. Det perfekte match! Intet mindre. Gad vide om Bondemanden er enig i dét, når han finder ud af, at han skal tre uger til Island og ride på heste?

"Glæden ved Æresporte"

sådan lyder overskriften på en anmeldelse Fællesspisning har fået i Kristeligt Dagblad den 31. oktober 2011, 1½ måned efter udgivelsen. Ikke at jeg overhovedet vil klage over tidspunktet, det var et rigtig rigtigt godt tidspunkt - faktisk - lige nu, hvor den værste følsomhed har lagt sig, og hvor bogen er så "godt i vaj" at jeg ikke går i panik og får mavekneb over at skulle sidde med en eventuel kritisk holdning til noget, som jeg stort set selv er voldsomt tilfreds med. I går kunne jeg kun læse de første seks linier på KD´s netavis. Hvis jeg ville mere, skulle jeg købe adgang - hvilket jeg så forsøgte mig med, men måtte opgive, da de ikke ville acceptere min mails adresse, tsk tsk! Nu til morgen havde Hovedlands redaktionssekretær så sørget for, at jeg fik hele artiklen/anmeldelsen via infomedia og lige ind i mailboxen. Dejligt. Dejligt.
Og indholdet?
Det får mig til at småtude - af glæde og stolthed.
Følgende er citeret direkte fra Claus Grymers anmeldelse:
"Hun er en god og skarp iagttager - med sans for den udtryksfulde, konkrete detalje"
"Marianne Jørgensen kan slå sig løs i det muntert anekdotiske, men også demonstrere tyst indlevelse. Længe vil den stilhed huskes, der indtræffer i slutningen af Konfirmationen"
"Hun kan både smile ad sine karakterer og være solidarisk med dem"
Jeg er ydmygt taknemmelig.
Så der er sådan set kun billedet, der ledsager, jeg kan udsætte noget på. Det er af mig. Ved fjorden, med heste i baggrunden - i 2006 eller 2007. Det er altså længe siden....

Ord i Nord

I går var jeg i Skørping til arrangementet Ord i Nord, hvor Limfjordens Litteratur Samvirke, alias Jyllands Forfattere, skulle optræde i caféen hver time fra kl 11. Hver forfatter skulle præsentere og læse højt fra nyeste eller udvalgte værker.
Jeg læste op fra Fællesspisning - fællesspisning og flyttedag - og jeg bliver SÅ glad, når folk bagefter siger til mig, at jeg er god til at læse højt, og at de synes, mine noveller er gode.
Her er et billede af oplæsning. Dog ikke fra Kulturstationen i Skørping lørdag eftermiddag, men fra Skive Boglade onsdag aften.

Skive Boglade

I aften optræder jeg sammen med Rud Kjems i Skive Boglade. Rud Kjems har skrevet en bog om Stone Henge, UK - og jeg har skrevet Fællesspisning, om fællesspisning, blandt andet, ... i Limfjordslandet, eller et hvilket som helst andet sted. Bare et sted, hvor der er mennesker i en landsby, mennesker der samles og har fællesspisning i sognegården, i hallen, i forsamlingshuset.
I aftes var jeg i Bjerringbro. Gudenåhuset. En dejlig oplevelse, med 100 mennesker og jeg fik for anden gang i min foredragskarriere en buket blomster til slut. Det er ikke normalt.
Jeg læste faktisk en bid af titelnovellen højt. Indledningen - og de morede sig, de vidste godt, hvor de var henne - jeg kunne høre det på måden de fnisede, og bagefter sagde nogle af dem det direkte. "Vi kan se det for os"... mere fnis...."hvor er det rammende"... fnis igen...."var der sovs nok?"... stor latter!
Jeg glæder mig til Bogladen - og til at høre om Stone Henge, som jeg faktisk har set og betrådt i virkeligheden.

I dag har jeg skældt ud

på min udviklingsstudent. Også sådan, at han synes, jeg er træls. (Hvis han ellers kan huske, hvad det ord betyder... tsk tsk) Jeg véd ikke, om det bare er mig, eller om det generelt er sådan med teenagere: Han har INTET foretaget sig i over et døgn, og da vi ved aftensmaden i går snakkede om, hvad han skal i dag, er der kun én ting, han skal: Melde sig til, på Rotarys hjemmeside, til mandagens møde.
Og man tror jo, det er løgn! Men ikke desto mindre har drengen glemt det!! Ja, man tror jo ikke sine egne øjne, eller ører for den sags skyld, men det testosteronramte udviklingsbarn har øjensynligt glemt at melde sig til - så nu kommer han ikke med til det eneste, han ellers SKAL møde til, nemlig mandagsmøderne i Rotary. ( "Why did you not sign in yesterday, as we talked about at dinner?" - "I just forgot...")
Så var det, jeg mistede tålmodigheden, og bad ham forklare mig, hvad hans plan for de næste syv måneder er. Han har siddet på sin lille popo i sin seng med sin laptop på skødet i ca 3 måneder nu. Skyped og facebooked og spillet og downloaded film. Hvad har han tænkt sig resten af sit udvekslingsår?
Det spurgte jeg ham om.
Og svaret?
Det venter jeg på endnu!

Genre

Jeg kom tilfældigvis til at åbne et dokument, som jeg havde lagt til side for meget lang tid siden. Det viste sig at indeholde nogle lyriske tekster, nogle digte, eller hva-det-var, ihvertfald noget andet, end det jeg plejer at skrive. Det er faktisk interessant. Ja, når noget man har glemt, man har skrevet, kommer frem i lyset og gir mening, uden at man aner, hvor det kom fra! Jeg har indtil nu bevæget mig i den genre, der hedder noveller med held, og også min debutroman Bondefanget lå pænt indenfor genren. Men hvad med de hersens "digte" - hvad er de , og hvad skal jeg med dem?
Man kunne fristes til at lade "meningersmod" komme til orde, og simpelthen sende dem ind til et forlag. Bare for at tjekke, om "de´ er nå´ed"...
Eller man kunne teste dem på sine venner, de uanende, om det giver mening, retning, modstand eller andre reaktioner...
Og hvem er det, hvem er det som vægter, som vejer, som godkender, forkaster, forherliger, fordømmer - hvem er det der bestemmer, om teksten er god, eller det modsatte? Hvem bestemmer om genren er "overholdt", overtrådt, forvirret, blandet, og hvor kan man få stillet sin tørst?

Hvor svært ka det være?

Sagde Bondemanden...
Ikke ret svært, frem med kortet, tast og vupti!! så har man bestilt en rejse, sin sommerferie. I december.
Og med store selvkørende madlavende vaskende og rengøringsvenlige teenageunger, er der jo intet at betænke sig på, vel?
Vi holder fest i en uge! Det gør de nok også...

Udsalg, Jul og fortvivlelse

Jeg har sat mig for, at jeg skal have afsat nogle bøger. Fællesspisning sælger godt, det kniber lidt mere med børnebøgerne, og siden forlaget Turbine holder efterårsferie, må sagen jo tilfalde mig.
Det drejer sig om "Hiv ind, Jesper". Jeg forstår simpelthen ikke, at den ikke kan sælges via forlaget?! Men, måske hænger det sammen med, at forlaget ikke gør ret meget, (for ikke at sige ingenting), for at sælge den. Jeg har selv finansieret udgivelsen, og de har deres på det tørre.
Så jeg har udtænkt en plan, som jeg håber hjælper mig med at slippe for gebyrer (det er fuldstændigt med forlag som med banker - masser af gebyrer for ting, man ikke aner hvad er):
Jeg skal og kan sælge den bog selv! Og når jeg i morgen drager på turné rundt i omegnen, så er det for at sælge bogen om Jesper, der fisker - og måske tager jeg "Py får føl" med i tasken. Den trænger også til at komme væk fra NBC´s hylde-gebyrer, forlagets messe-titelgebyrer, og hvad har vi ellers!

Så kære læser, kollega, veninde og ven
Kender du nogen som har børn i målgruppen 4 -10 år, eller, er du ejer af en butik, hvor målgruppens forældre handler ind... så sig til: Jeg kommer gerne og viser bøger frem, og priserne er overordentligt rimelige!
Og husk - det er snart Jul, og bøger er altid gode gaver!!

Femogtyve kæresteår

og så fik jeg en buket. Den ser sådan her ud, og er ca 70 cm høj:

Efterår

Man kan vist efterhånden godt erkende, at det er slut med høje temperaturer, og prognosen for efterårsferien er da også rimelig efterårsagtig: Sol, regn, og lave temperaturer, helt ned til frysepunktet."Hvorfor tager vi ikke bare en charterrejse til Spanien, eller Grækenland? Der er varme og vi trænger altså virkeligt til lidt ferie".
Så begynder vi to gamle samstemmende at rømme os, klar til at forsvare os med, at vi én gang har forsøgt os med charterferie i efterårsferien, og det var ingen succes, så det behøver vi ikke gentage!
"Vi er simpelthen den eneste familie, der aldrig kommer på ferie, nogensinde - det er altså pissetræls".
Og så er det vi lige så godt kan opgive. For det er jo rigtigt nok. De har fuldstændigt ret, teenagerne. Vi er den eneste familie i verden, der aldrig kommer på ferie, charterferie i efterårsferien, men så kommer vi så meget andet!
Hvad det "andet" bliver i år... det skal jeg vist til at begynde at tænke over.
Jeg må lave et ugeprogram. 
Et "Teenager-luk-munden-og-parrér-ordre" - ugeprogram.
Og hvis de brokker sig, hvad de helt sikkert gør, så må de selv finde på noget andet, noget der kan erstatte det oprindelige, udfylde hullet i skemaet...
Jeg tror, jeg vil sætte en tur til Klitmøller og Hanstholm på skemaet. Klitmøller for at gå tur og se på surfere - Hanstholm for at komme på museum! Det passer vist med en dagstur?

Familie Journalen

har i denne uge, 40, Fællesspisning som månedens bog. Og en dobbeltsidet artikel incl. billeder af Fruen på Kjeldgård i diverse positurer. Jeg er ikke fuldt ud tilfreds med de billeder - men som Bondemanden lakonisk kommenterede: "Jamen, sådan ser du da ud?"
Og man kan sådan i sin stille sjæl tænke, at Fam. Journalen er for gamle damer, mormødre og slige ældre tanter, men min veninde mener, at Fam. Journalen kommer med alderen: Læsebriller, ondt i ryggen, børn på universiteter, gymnasier, efterskoler. Ja, nu har jeg endnu til gode at se mine på universitetet, men veninden har ikke mindre end TO på en højere læreanstalt, og jeg kunne vel reelt ha haft det samme, hvis de ellers var kommet lidt før ud i verden.
Ak, ja, og regeringen består nu af lutter unge folk - i forhold til mig og min alder - den yngste er 26 år gammel, SF´er og skatteminister!
Måske skulle man tage konsekvensen?
Anskaffe sig et par briller, indse at ryggen er træt, og stoppe med sine drømme om, at man er evigt ung...
Nå, anyway. Jeg kæmper en kamp i motionscenteret 2-3 gange i ugen - for dog at genoprette lidt af den hen-over-sommeren tabte form og figur. Lidt ung har man vel lov at være?

En novice

kommer til kort, når hun ikke vil høre efter i timerne, endsige lade sig belære af bedrevidende...
Men Kenn er en sand ven, en it-nørd vist, som i dag har linket til de anmeldelser, jeg har nævnt i de op til mange indlæg på bloggen den seneste tid...
Nu er spørgsmålet så, om novicen lader sig overtale til et kursus i at lave link - næste gang lejligheden byder sig...
Tak til dig Kenn -- og hils!!

Mennesker langs fjorden

lyder overskriften i Land & Livs anmeldelse af Fællesspisning.
Citat:
"Der findes perler i nogle af de muslinger og østers, som hentes op fra Limfjorden. En hel stribe af små fine perler er, hvad Marianne Jørgensen, landmandskone fra Salling, lægger frem i sin nye novellesamling Fællesspisning. Den har fjorden og den nordjyske natur som baggrund for en række troværdige menneskeportrætter. MJ´s fortællinger kommer helt ind under huden på både unge og gamle, kvinder og mænd, der ikke bruger mange ord, men til gengæld handler med stærke følelser. Her er både ærlighed, kærlighed, godhed og vrede. Det er tankevækkende og rørende historier, overvejende med en melankolsk undertone, men også fortalt med humor og pointe, Sproget er veloplagt og ligetil og spænder ikke ben for læsningen. Her er masser af stilfærdig dramatik. Tilsammen giver fortællingerne en overbevisende skildring af livet på landet og de værdier, der tæller."
Jeg kan ikke linke til siden/omtalen - den findes ikke på nettet. Men det gør heller ikke noget. Den findes, derude, i virkeligheden i henved 100.000 eksemplarer!! Tak, Land & Liv!

Infomedia

er et medie, der informerer andre medier og forlag om, hvem der har skrevet hvor og hvad.
Jeg fik en mail med info fra infomedia om Fællesspisning... Udover de fire ud af fem i Flensborg Avis, har jeg været anmeldt på Lolland Falster. Her er man ikke ovenud begejstret. Jeg får tre ud af seks - det er i og for sig meget godt, sådan mediumagtigt, men hvorfor man ikke kan lide mine historiers slutninger, forstår jeg ikke helt. Måske er det i virkeligheden forskellen på vestjysk og lollandsk kultur, der her spiller ind.
Døm selv:
"Her lyser Marianne Jørgensens fortælleglæde i fuldt flor, ligesom personskildringerne er overbevisende.
Men selv om novellerne som udgangspunkt er realistiske, har flere af dem et anekdotisk præg, og i nogle tilfælde er det, som om forfatteren har problemer med at få dem afsluttet. Adskillige af novellerne tynder ud i stedet for at stige eller slutte overraskende. Historien om landmanden, der med ængstelse venter sin kone hjem under en voldsom snestorm, er skrevet som en enerverende thriller, der på grund af slutningen falder sammen og fuser ud.
Og en historie som den om ægteparret, der kommer til byen for at reparere beboernes symaskiner, er glimrende - helt til den tynde utilfredsstillende slutning."
Det er da godt, at de ikke er håbløse, men kun håbløse i slutningen...

Flensborg

I Flensborg læser de mange bøger. Jeg ved det, for jeg har engang holdt et foredrag på biblioteket dernede. Anmelderen på Flensborg Avis har læst Fællesspisning. Han hedder Henrik og han har givet mig fire ud af fem mulige bøger...

"Vi befinder os langt fra storbylivets hektiske og smarte verden i Marianne Jørgensens seksten noveller i samlingen »Fællesspisning«, men måske netop derfor så meget tættere på de mest fundamentale ting i tilværelsen."
... og lidt længere nede i anmeldelsen:
"Det er ikke mindst den indbyggede optimisme og den mundrette fortællestemme, der gør »Fællesspisning« til et dejligt bekendtskab."

Jeg er dybt taknemmelig. Tak for det - Henrik Tjalve, Flensborg Avis!

Han kalder dem "Himmerlandshistorier"

Anmelderen, som har tildelt Fællesspisning fire stjerner og mig æren og tårerne af glæde, kalder novellerne for Himmerlandshistorier.
Det er de så ikke, altså - relateret til Himmerland - kun een af dem kan betegnes som stedfæstet dér, nemlig den om søsyge og travetur fra Ålborg Havn mod Løgstør... Alle de øvrige historier er skrevet udfra et nærmiljø på Nordspidsen af Salling, eller også er de ikke. Måske er de faktisk alle sammen Himmerlandshistorier.
Måske er de alle sammen skrevet med rod i en helt anden sammenhæng, end den umiddelbare.
Det giver unægteligt mit eget lokalsamfund noget af en nedtur... og sætter dem ud på sidelinien, til fordel for noget andet, noget mere...
"Samlingens 16 fortællinger er en blanding af det realistiske, præcist tids- og stedsbundne... (Himmerland)... langs fjorden og så det næsten fantastiske, grænsende til det sagnagtige, der sætter personerne ind i almenmenneskelige og moralske relationer".
Tak - Nordjyske.dk/kultur/himmerlandshistorier
Tak - Jens Henneberg

Ombord på Naja af Sundsøre

Fredag eftermiddag - ca kl 14, havde Naja just passseret Færker Odde, da jeg modtog en sms fra et ukendt nummer. Vi havde sejlet kapssejlads fra indsejlingen til Nyk.Mors Havn, lagt Julie af Fur bag os, og foretaget et kryds bag om Den Store Bjørn og havde dommerbåden og dermed målet i sigte. I sms´en stod ganske få ord: "Fire stjerner i Nordjyske". Jeg havde ikke skænket bogen en tanke - men det kom jeg til! Sms´en var fra en ridekammerat, bosat i Ålborg, som jeg ikke havde drømt om, kunne finde på at sms´e mig mht bøger og anmeldelser. Mens jeg ringede til Bondemanden for at fortælle om det fantastiske, gled Naja over målstregen og pludselig fremdrog med-gast Pia en flaske champagne og en kasse med kransekager fra kabyssen! Bobler serveret i rigtige glas, med solen højt på en skyfri himmel, udsigt til egne marker og egne heste i engen, med fire stjerner i bagagen og lutter smil og tillykker ombord, mens jeg sejlede mit livs første træskibssejlads...Tak, fantastisk mange tak, til Gerner for sms, Pia for betænksomhed, Bent fordi jeg måtte være med, og Charlie for smil og glimt i øjet - en helt igennem livsbekræftende oplevelse, jeg kan leve længe på!

Limfjorden Rundt

I morgen støder jeg til - jeg er ved at pakke: ragsokker, regnbukser, røjsere...

Planlagte events og Fællesspisning

Når bogen udkommer på fredag sidder jeg på Bents smukke træskib et sted mellem Nykøbing Mors og Fur - Limfjorden Rundt - den årlige træskibssejlads rundt i Limfjorden.
Engang i løbet af efteråret, nærmere bestemt den 26. oktober, skal jeg fortælle og læse op fra Fællesspisning i Skive Boglade. I oktober er jeg også med i Ord i Nord, www.ordinord.dk og i november har jeg fået lov til at komme i det litterære folkekøkken på Hald Hovedgård www.haldhovedgaard.dk - og så er der de dér anmeldelser, som jeg frygter og glæder mig til kommer... ventetiden er lang og udmattende - jeg forsøger at ruste mig så godt jeg kan. En god veninde sagde i weekenden til mig: "det er med kritik som med pølser - nogengange må man bare æde dem, selvom man egentlig ikke bryder sig om dem"... dén tar jeg med i overlommen på mine vandtætte sejlerbukser, når Fællesspisning på fredag søsættes...

Vintermad

Efter næsten at være drukket i regn og pytter, efter næsten at være blæst væk i dagens løb - har jeg besluttet mig for, at  kål & gulerødder er en del af aftensmaden. Og ingefær. Jeg elsker ingefær.
Og for at maden ikke skal være helt ved siden af vejret, har jeg besluttet mig for at lave en simregryde med rådyrkød i morgen. Vintermad. Simremad. Slowfood.

Høstens endeligt!

Jeg håber, det blir i dag at det sidste våde kinakål bliver bjærget og kommer ind på plantørreriet. Vi trænger til høstfred. Vi trænger til ikke at være afhængige af vejret, ikke at hænge i dmi´s vejr på nettet hver andet øjeblik, vi trænger til fred.
Nu er jeg jo så dreven, at jeg godt ved, at det ikke kommer til at ske lige med det samme. Der er både halmen (...) og såningen tilbage. Men det der med at pløje og så, det har aldrig været noget voldsomt problem, når først høsten er i hus. Der falder sådan en ro over bonden, når han har høstet op, og dén ro forstyrres ikke af et par uger med såmaskine og plov. Der skal stadig leveres madpakker og serviceres, bevarres, men det er ikke i samme opskruede sindstilstand, og meget meget lettere at kapere for en følsom sjæl som mig...
Høstmaskinen brøler derude nu.
Så er vi forhåbentligt færdige om 8 timer!
Tak. Tak søde dmi, og hvem der ellers kan tænkes at være involveret.

Videre, videre

Nu er det to døgn siden, jeg første gang stod med Fællesspisning i min hånd. Jeg har siddet en del med den, og sågar haft den med i min taske, så jeg kunne vise den frem, når jeg kom omkring i landskabet... (hvor dum har man lov at være?) Det har helt sikkert givet anledning til hævede bryn forskellige steder, men jeg er ligeglad. Jeg er nemlig godt og grundigt stolt af, at det endnu en gang er lykkedes mig at gøre en bog færdig. Det er faktisk voksenbog nummer fire på 5 år. Dertil skal lægges fem børnebøger.
NU er jeg imidlertid kommet til et sted, hvor jeg ikke er helt sikker på, at jeg kommer til at gå den rigtige vej. "Bondefanget" er udsolgt fra forlaget (jeg købte selv de sidste 50 stk) - og jeg er faktisk begyndt at skrive på fortsættelsen.
Desuden har jeg i flere måneder læst i gamle bøger og søgt oplysninger, der kan klæde mig på, så jeg kan komme i gang med historien om Rasmus Hjorddreng på Kjeldgård anno 1534. Mit forlag siger, at jeg skal skrive historien om Skipper Clement og Rasmus. Det har været undervejs længe og jeg har hørt forlaget sige det samme i årevis. Omvendt - så har jeg ikke nær så meget arbejde ud af at skrive fortsættelsen til Bondefanget, den skal sådan set bare skrives ned, redigeres, rettes og udgives...

I går afleverede jeg elektronisk en ansøgning til Statens Kunstfond. Jeg fik, fordi de ber om det, lavet en synopsis og en tidsplan for Mørkets Skipper, arbejdstitlen, og jeg har forbløffende meget lyst til at leve, som de gjorde i slutningen af middelalderen, bare for at prøve. I weekenden er der flere markeder, rundt omkring, og jeg tror, jeg skal til Spøttrup Borg og opleve levendegørelsen dér. Desuden er der Hestenes dag på Skive Trav, hvor en hel del islændere kommer og viser deres fortræffeligheder - dét kunne også være historisk interessant! I uge 37 har jeg fået lov at komme med Bent ud at sejle i træskib, til Træskibssejladsen Limfjorden Rundt 2011. Jeg skal suge til mig af dufte, vand og lyde på en gammel træskude, så jeg véd, hvad man i 1500-tallet kunne udsættes for på fjorden.
Jeg researcher til Mørkets Skipper på mange fronter - men hvad skal jeg gøre? Hvad skal jeg give mig i kast med? Hvad skal jeg satse på? Nutid eller datid? Og hvem skal jeg spørge - hvem kan rådgive mig?

Den håndgribelige virkelighed

I går var jeg ovenud glad, fordi jeg håbede at bogen, barnet, ville ankomme med posten i dag.
Nu er det blevet i dag, og jeg sidder foran skærmen med barnet, bogen i hånden. Sådan rigtigt. Jeg kan ikke finde nogen fejl i den, hverken stave, dele eller kommafejl. Det er svært livsbekræftende med sådan en fysisk, håndgribelig velduftende bog mellem fingrene.
Og så synes jeg det er lidt morsomt, at grafikeren har valgt at bruge det gamle billede, i stedet for det nye, proffe, jeg fik taget inden Bondefanget skulle udkomme. Det gamle billede - som ældstebarnet har taget, tilbage i juli 2006 - da den første novellesamling skulle ud i verden. Billedet med hestefenden, kornmarken, fjorden og tordenhimlen i baggrunden. Men det er der nu nok en højere mening med. Forfatteren er godt tilfreds. Både med valg af billede, med teksten indeni, og også den udenpå.

YES! YES! YES!

Min forlægger har lige ringet....
Jeg får et eksemplar af Fællesspisning med posten i morgen...
Og så sender forlaget ud til anmeldere i denne uge....
Og så udkommer den officielt den 22. eller 23. september....
Er jeg glad???....
JA!!!! FOR FANDEN HVOR ER JEG GLAD!!!!
Wiiiiii.....

Marketingsafdelingen

siger, at jeg skal i gang med at promovere min kommende bog. Det er ikke den mest naturlige beskæftigelse for mig, men jeg er så småt begyndt at tilrettelægge et par tiltag, som efter den 1. oktober og "frigivelsen" kan formidle og fremme bogsalget.
Den 29. oktober skal jeg, sammen med en hel del andre forfattere (Lise Andersen, Pia Grandjean Odderskov, Inge Pedersen bl.a.) læse op og fortælle om Fællesspisning på Kulturstationen i Skørping.
Hmm, Skørping. Der er smålangt til Skørping. Jeg overvejer en overnatning.
Jeg overvejer også at kontakte GoMorgenDanmark.
Jeg overvejer så meget.

Mit forlag,  Hovedland, har allerede været i gang: her er hvad der står på deres hjemmeside, under bøger på vej, om mit kommende "barn":

Fællesspisning

I et lettilgængeligt og mundret og sprudlende sprog, på én gang jævnt og raffineret beretter Marianne Jørgensen i 17 korte noveller om alt fra guldbryllup og konfirmation til heste-hviskere og symaskiner. Fortællingerne er små tableauer fra det virkelige liv. Fra det land, som stadig er der. Og for Marianne Jørgensens vedkommende ligger landet i Salling.

Udsigten

fra mit vindue er ligeså trist som vejrudsigten: vådt og vådt. Præcist midt i billedet kan man ane noget gult. Det er det Store Gule Monster, kørt i garage, utålmodigt ventende. Ligesom vi andre.

Høsten

Ja, det vil være løgn hvis jeg sagde, at høsten er slut og alt er idel lykke og idyl. I skrivende stund tegner der sig et billede af en høst 2011, som har budt på mange vejmæssige udfordringer, men så sandelig også høstmaskinehavareringer. Jeg tror, sammenlagt maskinen har budt på overraskelser omtrendt i 2-3 dage. To gange har de måttet skifte et punkteret frontdæk. (Det er altså stort sådan et dæk!!) En gang har de brændt turboen af ( det tog en halv dag alene at skaffe stumperne) og to-tre gange har de holdt stille pga remme der skulle skiftes eller ting, (en jernstang på 1 m, glemt under reperation), der uforvarende var krøbet igennem halmsnitterens knive og vredet med hele systemet...
Nu håber jeg ikke, der kommer flere overraskelser. Lad os nu få høstet det sidste hvede, klatterne med havre, så vi kan få gang i specialafgrøderne. Spinat og kinakål. Endnu ikke tjenlig til høst. Men spændende, alt for spændende at gå at vente på, når vejrudsigten fortsætter med at love regn og tordenbyger, der falder uforudsigeligt i spredt fægtning.
Jeg kan helt længes efter at skulle stå en halv dag i køkkenet og bage høstvaflerne...

Plus point

Jeg kan ikke helt bestemme mig for, om jeg virkelig mangler det fad og den køkkenkniv, jeg lige har reserveret på coops website. Jeg havde underligt nok, pludselig fået råd til at købe både det ene og det andet for mine pluspoint.Pluspoint. Jeg troede, det var noget man fik i flinkeskolen. Men der gives også pluspoint i Brugsen, når man dagligt, eller næsten dagligt, tømmer sin bankkonto direkte over i coops pengemaskine. For det fad og den kniv, jeg nu har bestilt ( til levering i din butik) har jeg garanteret betalt noget så rigeligt for!!
Omvendt, så er det et markedsføringstræk, der vil noget: Global-knive og musselmalede fade uden at betale en krone for det! Det er smart. Rigtigt smart.
Og jeg synes egentlig, nu jeg tænker over det, at jeg har stærkt brug for netop dét tærtefad og den grønsagskokkekniv...
Gad vide om jeg skal vente i ugevis, eller bare til på mandag??

Dagens sætning

"Jeg vil kun bekræfte, at han i affekt urinerede på gulvet"

Fransk skuespiller tisser på flygulvet, da han ikke må gå på toilettet før flyet er i luften. Sætningen er flyselskabets talsmands. Jeg morer mig kosteligt!

med lånte briller...

Oplæsning Under Lindene lørdag den 13. august kl ca 11.
(Foto: Birgit Knudsen)
(Brille: Pia Grandjean)
(Tekst: Marianne Jørgensen)

Store Bogdag på Hald

Lørdag den 13. august er der St. Bogdag på Hald Hovedgård. www.storebogdag.dk
I år skal jeg sidde i sofahjørnet med Anita Lillevang og Lene Rikke Bresson og snakke ud fra emnet:
"At skrive på landet"!
I min verden betyder det, at man fysisk befinder sig PÅ landet, men også at man skriver på landet, dvs. bruger landet som afsæt for sine historier.
Jeg skal have min roman Bondefanget med. Det er skrevet på landet, på landet. Og det nye barn, Fællesspisning, som ikke er udkommet endnu, men som er med i min taske, er i dén grad skrevet på landet. Den er også skrevet på Hald.

Fødselsdag

I dag ville min farfar ha kunnet fejre sin fødselsdag. Det samme ville hans storebror og hans lillesøster. De var født i hhv. 1910, 1911 og 1912 - altså ja, den 1. august, alle tre! Jens, Søren og Anna. Siden fødte min Oldemor yderligere 8 børn, men jeg har ikke styr på deres fødselsdage, heller ikke deres navne. Hanne og Stinne kan jeg huske, og så ham, de kaldte for Smidt. Han hed vist Christian, ligesom dén bror, de mistede som ganske lille, og man kunne jo ikke have to brødre, der hed det samme, så Christian, nummer to, kom til at hedde Smidt. Jeg synes, det er stor humor.
Og i dag ærgrer det mig, at jeg ikke hørte bedre efter, når vi var til fødselsdagsselskab. Det var vi nemlig hvert eneste år den 1. august. Så kom alle farfars søskende på visit, der blev serveret købeboller med tykt, tykt tandsmør, min farmor havde lavet æblekager og lagkager med flødeskum, og min lillebror og jeg fik en skilling af farfars bror Jens, som var den ældste. Jeg tror, det har været en femmer, vi fik - men dengang var det svimlende mange penge, som man kunne købe is for. Eller spare op. Jeg tror nok, jeg sparede op. Men jeg kan ikke rigtigt huske det. Jeg kan heller ikke rigtigt huske alle historierne, de fortalte, farfars søskende, men min far påstår, at det var en yderst humoristisk flok, og at de drillede hinanden uafladeligt. Det gad jeg godt, jeg kunne huske.
Min farfar døde som 91-årig.

Originalen

Poul Anker Bech, Trækfuglene, 2009

Det originale billede, som Fællesspisning har lånt sit udtryk fra - mennesker ved vand - er et af Poul Anker Bech sidste. Jeg synes det er helt vildt godt - svævende, flydende og alligevel jordnært. Og det passer mig vældigt, at jeg selv kan tillægge menneskene, hvad jeg nu ønsker at tillægge dem. De er så udflydende i deres konturer, at jeg ikke fastholdes at et bestemt udtryk, men kan gøre med dem, lige hvad jeg vil.
Og om 2 måneder, sidder jeg forhåbentligt med den endelig forside, af den endelige bog i min hånd.

Ekvipering

Der er mange ting, man nødvendigvis må ha opdateret på, når man skal flytte hjemmefra. Line er så småt ved at gøre klar til udflytningen, og indflytningen på efterskolen. Hun skal møde mellem 13 og 15 den 7. august, og dét er lige om lidt! Vi har netop i dag modtaget de røde gummistøvler, i en papkasse, helt fra England. Om et par dage, måske allerede i morgen, kommer der en kasse mere - forhåbentligt med den nyligt bestilte computer... Og cykelhjelm, lommeregner, løbesko, løbetøj, strømper, hårnåle, shampoo, håndklæder - 7 stk., klipklappere, leggings, t-shirts, regntøj og andre småting er næsten ved at være på plads! Hun er allerede flyttet op på loftet, har rømmet sit værelse på teenage-gangen, for at gøre plads til udvekslingsstudenten Eddie, som formentligt, planlagt, kommer til os dagen før Line flytter på efterskole. Ugen efter skal vi aflevere Jeppe på Bjergsnæs, men han har jo været afsted een gang, og er derfor fuldt ekviperet til en omgang efterskoleliv. I hans tilfælde handler det højst om strømper og underbukser.
Det kan der i og for sig også være lidt ballade med - især fordi han passer underbukser med sin far, med Mathias´far og med Mikkel.
Der er huller i et par stykker af Mathias´s fars BjørnBorg´er, og Mathias´s mor siger, at "dém mangler de ikke!" (dem med hullerne). Man er nødt til at have mindst 12-15 par underbukser med på efterskole, og især når man ikke kommer hjem til mors vaskemaskine hver weekend. Så næste tur til købstaden, må blive med Jeppe, og kun for at se på underbukser, og måske er vi nødt til at købe et par stykker, uden huller, til Mathias´s far!

Løn som fortjent

får man som regel...
I aftes cyklede vi, sammen med Brdr. Storm og deres forældre - turen fra Selde, via Thorum & Grættrup, til Sundsøre Havn, hvor vi spiste en is, for derefter at cykle hjem "den hurtigste" vej, nemlig direkte til Junget og så til Selde af Fjordvej. Jeg lod cyklen stå i Lindum, fordi vi havde en bil holdende, og nu til morgen løb/joggede jeg de præcist 4,1 km ud for at hjembringe cyklen.
Altså, jeg har både løbet og cyklet 4,1 km i dag.
Lønnen må være, at jeg skal zappe mig igennem dagen, regnvejsdagen.

Midtjyske Medier

Har bragt 2. del af novellen "De blå brødre" i flere aviser i fredags. Jeg har ikke selv set det, men er blevet gjort opmærksom på, at det ikke kun var i Randers Amtsavis og Århus Stifttidende, de optrådte (vi optrådte), men også i Viborg og Ringkøbing - midtjyske aviser, selvsagt - og det er lidt mærkeligt at sidde nord for Hinnerup Å, og ikke vide hvad og hvor ting foregår, før bagefter.Men som jeg også tidligere har skrevet - så glæder det mig meget, at jeg (med hjælp fra Hovedland) har fundet vej til en gruppe, et publikum, som jeg ikke umiddelbart selv kender, og som ikke nødvendigvis kender mig!
Det bliver så spændende om de nye læsere/potentielle bogkøbere springer ud og investerer i Fællesspisning, når den udkommer, eller om de synes de fik nok udkant i brødrene...

Forsiden

Cirka sådan her kommer min bog til at se ud. Det er en Poul Anker Bech på forsiden, og det er Hovedlands grafiker Svetlana, der har sørget for resten. Jeg glæder mig mere og mere, og med den sidste halvdel af "De blå brødre" i Århus og Randers i morgen - så kan det efterhånden kun gå for langsomt med udgivelsen.

Men jeg har prøvet det før, og ved, jeg skal væbne mig med tålmodighed. Det tager tid, når bøger skal redigeres, gennemskrives, korrekturlæses, sættes op, printes og alt muligt andet. Men jeg glæder mig... 

Kaos og katastrofe

Jeg havde arbejdet længe. Ville bare lige lukke ned, for at gå i køkkenet. Bæstet spør: Vil du gemme dokumentet? Jeg svarer: ja! Lukker og griber mig selv i, ganske kort tid efter, at tænke, at det her, det kan man da vist egentligt ikke, fru Jørgensen.
Og nej. Det kan man ikke.
K A T A S T R O F E
Alle, og jeg mener ALLE mine rettelser gennem 2 uger, og i særdeleshed gennem de sidste tre døgn, indskrevet med blåt, oveni redaktørens røde... er væk. Væk. Væk. Væk. Jeg har glemt at "gemme som", glemt at man ikke kan skrive ind i et dokument, taget direkte ud af mailen, og derefter gemme det, man har lavet. Jeg slog hårdt i bordet.(Ved siden af computeren) Jeg råbte højt.
Det hjalp ikke. Heller ikke min kyndige yndlings søn kunne finde det tabte arbejde, og jeg var tæt, meget tæt, på at græde. Sådan rigtigt.
Så nu har jeg været gennem manus igen igen. "Igen igen" får et helt andet og noget mere besværligt indhold, når det drejer sig om 17 (sytten) noveller, der skal genlæses, genrettes, gendannes. For anden gang.
Fordelen er, at jeg nu har tænkt over, hvad det er jeg har rettet, og hvorfor jeg har skrevet som jeg har, hele TO gange, og derfor er mere eller mindre sikker på, at arbejdet er gjort ordentligt...
Jeg skal over det hele igen. Igen igen igen. Men ikke før i morgen. Når de er lidt væk, historierne, og kaos ikke længere pulserer i mit blod.
Jeg tror aldrig, jeg glemmer at gemme som mere.

Jeg - en føljeton!

Jeg har uanende været i både Århus Stifttidende og Randers Amtsavis i dag.
Med den nye novelle "De blå Brødre", som ikke er rettet og redigeret helt færdig endnu. Det véd de godt, på Midtjyske Medier, sagde min forlægger.Det er ham, der har lavet aftalen. Som en slags reklame og en mulighed for at komme rundt i mange hjem, i et område, som måske ikke lige er mine "kerneområder". Det er fint nok. Jeg er glad for det. Jeg har det bare underligt med at være trykt et sted, jeg ikke selv har adgang til! Jeg opdagede via to veninder i hhv Randers og Århus, at "De blå Brødre" var i aviserne i dag - og at det kun var halvdelen af historien, der er trykt nu. Resten, anden halvdel, kommer i bladene på næste fredag.
Hahaha - så har jeg prøvet dét med! At være en føljeton!

Manuskriptet

er kommet tilbage fra redaktøren. Jeg har et tydeligt og måske en anelse pinligt problem med nogen og nogle - jeg bytter om, eller rettere, jeg bruger konsekvent nogen, når der, åbenbart, skal stå nogle. Derudover er der liiige et par timers arbejde med at få rettet de ting, redaktøren er faldet over. Jeg skal også omskrive en enkelt novelle. Og rette pointen ind i en anden. Jeg er lidt ambivalent med at rette i mit manuskript. Det er jo færdigt!! Omvendt, så vil jeg gerne, at det bliver så godt som muligt, og jeg véd jo et eller andet sted udemærket, at jeg ikke er verdensmester i at skrive. Jeg øver mig. Jeg øver mig dagligt, og redaktøren kan hjælpe mig til at blive bedre, til at flytte fokus, til at formulere mig skarpere.
Men det blir det ikke nemmere af.

Ridetur på Fur med Hrimfaxa

Sikke en dejlig dag!

Sommer

Så skete det længe ventede gennembrud for varmen som solens søster. Det har blæst og blæst og blæst, og jeg har indimellem tænkt, at det aldrig blev ordentligt sommer. Det blev det i går. Og i dag, og i morgen, siger Bondemanden, er det vist slut igen. Men jeg NYDER i fulde drag at hænge vasketøj på snoren og tage det tørt ind igen efter et par timer - jeg nyder at huset er koldere end udenfor, og så nyder jeg, at vi endelig, efter snart 25 års samliv, endelig har fået en grill. Grillen har indtil i lørdags været en rist over et bål på stranden, eller måske en gammel olietønde med samme rist over. Det har fungeret fint, men som andre sikkert har oplevet, så kommer man aldrig rigtigt til at grille, når kullene skal startes flere timer før, grillen skal anvendes - det kommer aldrig til at ske i vores familie. Derfor indkøbtes der så en gasgrill. Og det virker. Det virker faktisk i løbet af tre minutter, og jeg må sige, i sandhed - jeg nyder at grille over gas. Væk er tidligere tiders lette hån til folk, som sværgede til gasgrill, men som altså ikke formåede at overbevise mig før i lørdags. Nu tænder vi den hver aften. Og skulle sommeren svigte, mht vejret, så må jeg sige, grillmaden kan tilberedes hele året, og det vil den blive! Hurra for sommeren, og hurra for gasgrillen!!!

London

Sommerferien i år gik til London. Bondemanden og jeg - helt alene, på besøg hos norske venner, bosat her. Vi har gjort en masse rejser rundt i byen - med overground og underground, med bus, på gå-ben og ikke mindst på CYKEL!
Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle komme til at cykle rundt i London. Ideén er i sig selv vild, men jeg lover, at virkeligheden er værre! Hold da op en trafik! 25 km frem og tilbage langs Themsen, i kvarterer, man aldrig ville ha besøgt, hvis ikke der havde været en shortcut netop dén vej! Man ser også en mængde andre ting, når man cykler, end når man kører i bus eller bil.
Og så er der Wimbledon! Caroline W skal spille i dag. I morges før otte, testede man højtaleranlægget på banerne, og vi lå i vores senge, oppe under loftet og smågrinede for os selv. Tænk, vi er lige ved siden af, og folkevandringen fra Underground stationen er enorm!
I dag skal vi cykle bydelen Wimbledon og omegn tynd. Med cykelhjelm. Pga Wimbledon-turneringen er det næsten umuligt at køre i bil, busserne er propfulde, og på gå-ben kommer vi ikke hurtigt eller langt nok rundt. Vi har bestilt kaffe kl. 11 (lokal tid) hos norske Sølvi, som bor i nabolaget. Det er SÅ hyggeligt at være i London!!

En sær skabning

Vi var målløse, da vi så denne skabning på vores vej gennem det tidligere DDR: En rød John Deere!!!
Verden er af lave!

Når katten er ude...

danser musene på bordet = maler musene væggene i huset...Siden sidste vinter har vægge og paneler været klar til en omgang maling. Nu er Bondemanden rejst på sin årlige 12-mandsforeningsstudierejse, og her males på livet løs. Sidst han var væk, malede jeg i stuen, tidligere har det været badeværelse, soveværelse og en enkelt gang vinduer. Måske er det derfor, han ikke kan huske, at han nogensinde har set mig male???
Det lyder altid: "Jeg har malet hver eneste panel, hver eneste dør og hver eneste væg i det her hus", og om min indsats lyder det: "Du har aldrig malet andet end et par billeder til væggen"... Hvilket IKKE stemmer overens med virkeligheden. Denne gang har jeg godt nok håndværkere til arbejdet - efter sidste års renovering af terrassen, og isætning af nye vinuder og døre, var der lige lidt mere spartel- og maler-arbejde, end jeg havde mod til at komme i gang med alene. Pt. ser det ud som om det hele er færdigt inden i morgen aften. Skøøøønt....
Så er huset sommerklart til feriegæster og terrassenydning - for første gang nogensinde i dén ende!
Billeder følger...

En besynderlig oplevelse

Jeg har fået en underlig mail. En god ven har bedt mig lade være med at sende flere breve, mails, sms´s eller på anden måde opretholde kontakten. Det er meget mystisk - jeg sidder tilbage med en fornemmelse i maven af, at jeg et eller andet sted har gjort noget galt, siden jeg fortjener at få sådan en besked. Jeg tænker, at jeg er vraget, kasseret, fundet for let, og jeg ved stadig ikke, hvad jeg har gjort galt. Bondemanden ryster på hovedet og siger til mig, at det ikke er mig, der er skør, eller mig, der er ved at blive det. Nogen gange er mennesker bare ikke, hvad man troede, de var.
Det er ubehagelig og utryg fornemmelse. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om noget af det, jeg gennem vores venskab har fortalt af personlige ting, nu vil blive brugt imod mig.
Eller om det bare er et forsøg på at luge ud blandt vennerne. Det kunne jeg måske forstå, hvis mediet havde været facebook. Dérinde skal man rydde lidt op engang imellem. Men en ven, som man har været ven med i det virkelige liv... Dét er virkelig mærkeligt.
Måske er der en forklaring. En forklaring som jeg synes, vedkommende skylder mig - en forklaring som jeg nok aldrig får.
Pyt. Hvis vennen kan undvære mig, kan jeg også godt undvære vennen.
Sådan må det være.
Alligevel er jeg lidt tom indeni. Og forbløffelsen sidder i mig endnu.

Rock-Nalle

I går var vi til Muslingedag på Fur. Der var jubilæum, så musikken var ekstra meget værd at rejse efter: Tørfisk og Rock-Nalle. Og Sørensens Rideskole indimellem. Mest imponerende var Rock-Nalle.
Jeg kan huske tilbage i 1980-81, hvor vi dansede til "Åh, min Amanda, åh, min Amanda" nede i ungdomsskolens diskotek, i kælderen under fysiklokalet. Anette og jeg stødte sammen, og vi slog vist begge to et lille stykke af hver vores fortand. Det forhindrede os ikke i at danse videre...
Jeg dansede ikke i går. Jeg frøs. Noget så nederdrægtigt. Også selvom Bondemanden omsorgsfuldt købte for 25 kr "hunde-og katte-tæppe" til mig, så jeg kunne få varmen.
Men det var god musik. Selskabet varieret, fordi folk kom til og gik i en lind strøm.
Musik i den kaliber er ikke gratis. Men vi gjorde hvad vi kunne. Vi drak øl. Mange øl.
Jeg håber, de kan få økonomien til at hænge sammen derovre på Fur.
Og vi Sallingbønder takker for oplevelsen!

Gennemlæst, gennemrettet, omformuleret

Hver og en af de noveller, som kommer i den nye bog, er nu redigeret igennem utallige gange.Selvsagt er det sådan, at man læser sig blind på sin egen skrift, og derfor glæder jeg mig efterhånden meget til, at en anden får dem i hånd, og under behandling, så eventuelle brølere, gentagelser, indspiste formuleringer og kommateringsfejl bliver rettet.
Fællesspisning - fortællinger langs fjorden.
Jeg er glad for titlen. Undertitlen.
Jeg er også glad for indholdet.
De har været så længe undervejs, historierne. Nogle har ligget i mappe i omkring et år eller længere, andre er helt nye. Fælles for dem er, at de alle tager udgangspunkt i den verden, som omgiver mit daglige liv: Landet, landsbyen, fjorden, folkene.
Og jeg har det lidt lissom Lars von Trier udtrykte det, i Cannes, om filmen "Melancholia": Måske er det noget lort.
Det håber jeg ikke. Jeg tror det ikke.
Anmeldere og anmeldelser... men først til oktober!

Aftaler

Jeg har lavet aftaler med min forlægger.Som verden ser ud lige nu, skal jeg aflevere manus i næste uge, hen over sommeren læser redaktør og forlægger, jeg retter og skriver, og 1. oktober 2011 skulle Fællesspisning - fortællinger langs fjorden gerne være klar til udgivelse. Hovedland arbejder i øjeblikket på at finde forside-materiale, og vi har talt om Kirsten Klein fra Mors.
Sjovt, at min forlægger siger netop Kirsten Klein, da vi taler om, at der gerne må være noget fjord og noget vand og noget ødemark på forsiden af bogen. Jeg er meget, meget betaget af Kirsten Kleins billeder, og jeg blev helt varm indeni, da han foreslog, at Kirsten Klein var en mulighed.
Jeg glæder mig til at se udkast, forslag og tage beslutning om, hvad der vil gøre sig godt som førstehåndsindtryk.
Uha, det er spændende - og lige nu læser jeg videre.
Retter. Omformulerer. Forenkler.

Fortællinger langs fjorden

Så sker der noget... med bloggen, nye tegn, andre muligheder og ny skrift, helt automatisk, uden at jeg har gjort noget.Mine noveller er langt - de hedder Fællesspisning. Hovedland har "købt" både titel og undertitel og vil så småt begynde at lave en forside klar.
Jeg tænker, at jeg får lidt småtravlt de næste ti dage.
Men det gør ikke noget.
Det er som det skal være.

Novellerne i mit hoved

kommer mere og mere til at ligne en samling. En novellesamling. En ny novellesamling.

Jeg har endnu siddende et sted i hjernen, hvad Hovedlands forlægger sagde til mig for ca. 5½ år siden, dengang Landsby var på trapperne, og jeg gerne ville have hans respons på det, jeg allerede havde skrevet færdigt.

Han sagde: Jeg vil først se dem, når du er færdig.

Og jeg spurgte: Hvornår er jeg færdig?

Han svarede: Det er du, når du har 250.000 anslag.

Jeg sagde: #gisp#

Nu kan jeg så fortælle, og fortælle alverden, at jeg netop har samlet alle novellerne, dem som er færdige, i et nyt dokument, og lavet optællingen - bare for sjov.

Der er 227.855 anslag.

Jeg er snart færdig. Måske bliver jeg endda færdig, inden jeg har deadline...

Færdig bliver man aldrig. Der er stadig små steder, jeg gerne ville rette lidt til, hvis jeg havde muligheden, tiden til det. I Landsby.

Jeg tror, det er sådan altid. Man kan blive ved med at rette. På et tidspunkt må man trække en streg. Have en deadline. For sig selv. Og for andre.

Det behøver ikke være den samme.

Fisk i tønde

Indimellem undrer jeg mig virkeligt over, så lidt der skal til for at more min familie. Og jeg konstaterer, at der heller ikke skal meget til at more andre familier... Familien Jensen og Bondemanden står hér og kigger ned i en plastiktønde på tuisnd liter, for at se de fire (4) fisk, der netop er hældt ned i de 500 liter vand, som de mente var nødvendige, for at flytte fangsten...

De stakkels fisk skulle flyttes fra een fiskedam til den næste. Og det er Jesper der er fiskemester, flankeret af Bondemand, far, mor og bror. Vi laver en ny bog - Jespers put and maybe-take - for der er gonnok lang vej endnu. Der går mange aftener med at tømme andres damme for fisk, inden han kan starte for sig selv...

Men det er vældigt sjovt, mens det står på, det må selv fiskeallergikeren indrømme

76,50

var der i flaskepant på de unge menneskers efterladenskaber... skoene på billedet var kun halvdelen af fodtøjet, der i weekendens løbhar været igennem og bespist i mit køkken...

Nyanlagt græsplæne

er ingen hindring... her ses et køretøj gøre sig klar til aflæsning af beton til terasseprojektet kl 0801 torsdag morgen den 5. maj 2011....

Terapi - hesteterapi

Jeg har været i terapi - alle mine bekymringer, alt andet end mine heste har været så langt væk, at jeg helt har glemt, hvad det var, jeg i går og ellers, bekymrer mig om....

Tre stykker skulle have sko på forhovene, så vi fortsat kan ride ture langs stranden, uden at blive slidt helt af, og de tre andre, de tre yngste, fik efterfølgende en tur med striglen. Alle tre står bom-stille, (uden at være bundet til bom), når jeg strigler dem, og alle tre kan de løfte både forben og bagben, så jeg kan se og klappe lidt på deres hove, inden jeg sætter foden ned igen. De er noget så dyyygtiiiie.

Og jeg ved ikke, hvem der har mest ud af tiden, der bare går, mens i spandevis af uld og hestehår flyver om ørerne på os derude i fenden...

- men jeg dufter fælt af hest (siger døtrene) og jeg støver (ses i solen) og ulden fra yngstehesten kildrer mig endnu i næsen, og jeg må pruste på tastaturet for at fordrive de hestehårene som drysser fra både mit hoved og mine ærmer, selvom jeg har rystet mig...

Alligevel er jeg tindrende glad og har ikke andet end ro i kroppen. Nu mangler jeg bare en ridetur.

Det må blive i morgen.

Skrivende igen

For alvor.

Sådan er det hos mig i disse dage. Jeg har nogle noveller. Ja. Mange. Nogle nye nogle gamle nogle gode nogle dårlige - der liiige skal rettes til, skrives om, slettes og redigeres, før de kan blive sendt videre i systemet.

Efterhånden tegner der sig et billede, af en række personer, hændelser og skæbner, der dækker og rækker bredt. Og alligvel velkendt. For os som bor i "Vandkants-Danmark".

Jeg arbejder, skriver.

Indimellem vasketøj og madlavning, brød og andet bageri, taxikørsel og foredrag.

Påskeferie - tjek!

Ja, Påsken plejer at være småkold, våd og blæsende - men denne, netop overståede, har slået sommeren i gang på alle fronter. Fjord, frokost, fest, hest, have, - alt det vi godt kan li´ har fået en "tur". Og nu venter hverdagen, som jeg elsker. Og sommeren er jo i gang, så det kan kun gå godt! Sikke et vejr!

Påske

Familien samles. Efterskolebarnet hentes hjem i eftermiddag og faster Fifi har været her i 3 dage.

Vejret er total-nydelse, og i haven går vi hårdt til værks.

280 bøgeplanter og et utal af vintergækker blev sat i går, tillige med 20 egetræer, der skal give læ til kommende generationer. Vi er ude i, at de pt er ca 70 - 90 cm høje - nu er de sat i dét område, der blev ryddet i vinter, vest for voldgravene. Om 100 år er de sikkert store og fine.

Terrassens bøgehæk får vi dog snart glæde af. Om lidt springer de ud, de nyplantede, og så går der højst et par år eller fem, inden vi har en tæt, trimmet hæk på en meteres højde.

Med udsigt.

Og udsigten nyder vi hver eneste dag.

Til sommer kommer vi til at sidde på den nye terrasse med et glas køligt vin, mens duften fra grillen spreder sig.

God Påske!

Udu...

der er noget galt på bloggen - den vil ikke udgive hvad jeg skriver - nu forsøger jeg for tredie gang. Jeg har ellers en masse at berette - om ferien, PÅSKEferien, om bondemandens marker, der er tilsåede og klar til sommeren, om haven, der tager form, om hækkene og vintergækkene, og kastanierne, der bristede forleden - om fjorden der er iskold men lokkende - om ungerne og faster Fifi, der er kommet på besøg - om novellerne jeg slider med, og croquis-tegningen som jeg har underholdt mig med - og den model, jeg gerne vil have, men som nægter at stille op!

Ha! Nu forsøger jeg så igen - gad vide, hvad den fejler, bloggen?

Der er noget galt med bloggens evne til at ville udgives... jeg kan ikke få det til at virke, og derfor har jeg ikke lagt noget som helst ind i en hel uge nu. Det er lang tid, ikke at lægge noget ud, når man er mig.

Og når man er mig, går man rundt og har lidt småondt i ryggen for tiden. Min massagedame siger, jeg bekymrer mig, og det er derfor jeg bliver stiv som et bræt, og kun med møje og smerte kan vride i rygsøjlen, og min egen fornemmelse siger mig, at hun sgu nok har ret. Jeg GIDER ikke, at det er sådan det er. Men det er nok sådan. At det er det er.

Jeg har flere ting, jeg gerne vil arbejde med, men ingen af dem bliver gjort færdige, hvis jeg ikke sætter mig ned og GØR det. Det er det, der bekymrer mig. Og så bekymrer det mig, at Bondemanden har så let ved at gennemskue, hvad der nager. Så sæt dig dog, siger han. Ja, og det gør jeg så ikke - for jeg har jo ondt i ryggen, og må ikke sidde stille ret længe af gangen...

Alberte!

Det var en dejlig dag i går.

Jeg fik min Bondemand med på min udflugt, til Ordkraft, Skråens Lounge på Nordkraft kl 14.00 til 14.30. interviewet af Bibliotikar Ove Hesselbjerg fra Ålborg Bibliotekerne, og det var han god til! Forinden havde jeg hørt min barndoms tv-veninde, og min børns barndoms-"figur", Luna, blive interviewet, nemlig forfatteren Alberte Vinding.

Hun gjorde nu ikke megen væsen af sig - mere end et helt hoved mindre i højden end mig - en lille bitte men sødmefyldt kvinde, som sagde nogle ting, som jeg havde klart brug for, at Bondemanden hørte komme ud af en anden mund end min: "Overspringhandlinger er vigtige!!!

Nogen gange er man nede i noget i sin underbevidsthed, og så er man nødt til lige at rende ned og sætte en kogevask over, for at kunne komme videre"... Tak, Alberte!

Det er lige sådan, det er. Man har brug for at være "dawli´" og gøre andet, end at sidde i sin hule og skrive på noget - man har brug for, at der er en anden verden at agere i.

Ikke bare er Alberte sød, hun er også klog!

Jeg skal ud og finde hendes voksenroman om Rita og skilsmisse, om veninder og verden og livet.

Og så skal jeg videre i teksten... dette var en overspringshandling!

ORD-KRAFT på NORDKRAFT

Jeg er ved at forberede mig til udflugten til Nordkraft på lørdag.

Jeg skal i noget de kalder Skråens Lounge, kl 14.00., sammen med Bondefanget og en bibliotikar fra Ålborg Bibliotekerne, som skal interviewe mig.

Jeg tror, det blir anderledes. Anderledes end at holde foredrag i hvert fald.

Jeg tager en novelle med i tasken. Bare for en-sikkerheds-skyld. Hvis ikke der er nok at snakke om. En halv time er lang tid, hvis ikke der er noget at sige.

Planen er, at jeg tager til Ålborg fra morgenen af. Jeg vil gerne se, hvad de andre forfattere skal optræde med, snakke om, fortælle og tale om.

Der er også lyrik, billeder, værksteder, mad og masser af gang i kulturen på alle fronter.

www.ord-kraft.dk

Oh, skræk, tandlægeskræk

Oh, skræk - ikke pga smerterne i tandsættet, men pga lommesmerterne efterfølgende. I dag slap jeg med plastik på den tand, jeg havde knækket en fjerdedel af forleden og små tusinde kroner. Men "næste gang hedder det en krone" sagde hun, tandlægedamen, som reparerede mig og tanden. En krone. Det er ikke prisen, vi taler om her - for dén ville være omkring 5500 kroner, oplyste hun mig om, da jeg lå på ryggen, med åbent gab, bedøvet i halvdelen af hovedet og med begyndende tårelækage pga fantomsmerter, eller var de indbildske? Historien ender med, at jeg har mistet følingen med halvdelen af mit ansigt, og munden, har tværet mascara ud i hele ansigtet og ser frem til en udgift på godt 5000 kroner, skulle plastikken løsne sig, eller springe af ved en fejltagelse, som f.eks. i et rundstykke søndag morgen... Oh, skræk... Min begejstring kan lige på et meget lille sted. (Gad vide, om tandlæger reparerer deres families tænder gratis? I så fald, vil jeg opfordre til, at mine døtre gifter sig med en tandlæge, i hvertfald at en af dem gør!)

DR og Landbruget

Jeg har afsendt et brev til Ulrik Haagerup, Nyhedschef på DR1.

Ikke for at rose, men for at revse. Jeg kan ikke finde ud af, om DR er i gang med egenhændigt at nedlægge Dansk Landbrug eller om de synes, de gør befolkningen en tjeneste, når de gang på gang hagler landbruget igennem, uden at oplyse om baggrunden for at gøre det.

Ja, jeg blev så vred, da jeg i denne uge så journalisten med pænt hår fortælle, at dansk landbrug slår 3400 mennesker ihjel hvert år, fordi landbruget udleder ammoniak. Der var ikke rigtig nogen ordentlig kemisk forklaring, eller spørgen ind til noget, bare en konstatering af, at landbruget slår ihjel...

Baggrunden er, at DMU (Danmark Miljø Undersøgelser) har offentligjort en ny rapport, som tager udgangpunkt i partikelforurening i DK og resten af Europa. Her oplyses det, at landbruget med ammoniakudledningerne er en del af den samlede forurening, over 40 %, og at det kommer som en overraskelse for seniorforskeren Jørgen Brandt at landbruget ikke kun skader naturen, men også mennesker. (Hvorfor er jeg overhovedet ikke overrasket?)

Miljøministeren har kaldt DMU til møde, for at få undersøgt, om undersøgelsen og rapporten, "bør give os andledning til at ændre vores prioriteringer"...

Bare vent - inden der er gået en uge, er der lovgivet omkring ammoniak-udledningen - nye filtre, nye kontrolapparater, nye embedsmænd sat til at holde øje med, at landbruget overholder loven! Man kan blive noget så træt, en ganske almindelig forårsdag i 2011....

Plov og traktor

De havde beregnet, at det ville tage ca 36-37 timer at bliver færdige på den mark, der fik kørt gylle fredag-lørdag. Der har næsten konstant været to traktorer med to vendeplove i gang derude, og nu lugter her ikke mere. Bondemanden er i fuld sving med at pløje forageren - og selvom jeg ikke er så vild med brune marker, så varsler det forår, sommer og sol, når det er på denne tid af året! Om få dage er de i gang med at så, og så går det stærkt! Jeg vil huske at sidde en halv time i solen, når den er her. Jeg vil huske at lytte til flagspætte og lærker, til solsorte og musvitter. Jeg vil huske at nyde synet af hestene der græsser, af mågerne der kredser om ploven. Og i år er der hættemåger. Mange. Det er længe siden, vi har set noget til dem!

Grønne fingre

I går var jeg med min yngste på osetur i Købstaden. Vi har hver især vores yndlingsbutikker, og min er helt klart Hollys Dollroom... ( se mere hér: http://www.hollysdollroom.com/)
Foruden den sædvanlige, sorte, løsthængende sag, i uld, selvsagt, faldt jeg for den grønne neglelak, som jeg faktisk har kigget på de sidste par måneder, hver gang jeg har været derinde.
I går var der så meget forår i luften, at jeg var nødt til at lave en investering. Så i dag har jeg grønne fingre. Og jeg overvejer at vande mine potteplanter på loftet, som helt sikkert trænger voldsomt! Sådan kan man blive så inspireret!

Foredrag & litteratur

I dag er det næstsidste foredragsaften på denne side af sommeren 2011. Jeg har to aftaler i april, og en i maj, men i aften er det den næstsidste rigtige foredragsaften. Dér, hvor jeg fortæller om at være en Bypige, der pludselig blir til en Bondekone.
I april er det bøger, det handler om. Den 9. april skal jeg til Ålborg, Nordkraft, i forbindelse med litteratur-eventen Ordkraft på Nordkraft, som man kan læse om på www.ord-kraft.dk. Og den 12. april er jeg inviteret på Skive Bibliotek for at fortælle om Bondekonen, der blev forfatter.
Og hvad skal jeg så få resten af tiden til at gå med - altså al den gode tid jeg får, når jeg ikke skal afsted en aften eller to i hver uge...
Jeg har sådan set allerede booked mig ind for resten af foråret.
Jeg har en deadline.
Det handler om noveller. Om mine nye noveller, som jeg har skrevet på over et års tid eller mere, gode historier om livet i udkanten, om livet på landet, og menneskenes relationer.
Jeg glæder mig til at få god god tid til at gøre dem skarpe, afrunde og afslutte dén proces.
Samtidigt med at jeg søger og higer i de gamle bøger, for at finde stof til den 1500-tals roman, jeg har planlagt i mit hoved.... Livet er herligt!!!

Kattens...

Den sidst ankomne i familien er åbenbart utilfreds med vandingsforholdene - og så må man jo ty til egne metoder.... Vi havde håbet, det ikke lykkedes...

Sådan en solskinssøndag

burde der være flere af...
Startede dagen med at sadle op og ride tur i 1½ time - så var der slabaras, chokolade og Kusmi-te med gode venner, og derefter gik turen til håndboldhallen, hvor det lykkedes yngstebarnet at hive en 6-måls sejr hjem. Hahaha.... så kunne de lære det.
Jeg nåede igennem et par sider med 1500-tals historik og adelsfamilier med tilknytning til Kjeldgård, inden der stod brøddej, aftensmad og afskibning af sønnen i skemaet.
Slutteligt kom manden i mit liv hjem fra sin weekend, som han havde tilbragt i familiens skød med fødselsdagsfest - på Bornholm.
Og nej, jeg var ikke med. Jeg skulle ha været med. Men opgav ævret, inden det kom så vidt. Heldigvis er det ikke kedeligt at få sin opvakte mand hjem - han er fuld af gode historier og dem kan man aldrig få for mange af. Jeg suger til mig, lytter og skriver bag øret.
Ligesom jeg læser og skriver på lapper, om den periode i Danmarkshistorien, som jeg er ved at researche om. Der er SÅ mange detaljer der ikke findes noget om, umiddelbart, men som når man søger ned i historiebøgerne, åbenbares og danner mening og sammenhæng for det indre blik. Jeg glæder mig hver dag over nye oplysninger, nye lapper med idéer - og jeg former i hovedet et plot, der tager bedre og bedre form jo længere og jo flere post-it-lapper der sidder på mit skrivebord.

Kørekort

Nu lysner det. Mors Taxi kan hermed få aflastning i form af Lærkes Afløserservice.
Kørekort erhvervet i går. Afprøvet og testet i nat. Både søster med kæreste og bror med kæreste + venner hentet og afleveret på diverse adresser. Nøjh, jeg synes det er befriende! Men jeg lurer på, hvor længe Afløserservicen holder sin tjans...

Den Store Pedicure-dag

Vi har truet til det længe, men ikke altid er vi helt enige om tider og tidspunkt, endsige behov, Dennis og jeg. Nogen gange kommer han efter første telefonopkald, andre gange går der laaang tid, før han reagerer, men i dag kom han kun 40 minutter senere, end han lovede mig pr telefon i går...
Jeg har altid lidt mas med de pedicure-aftaler. Vi havde aftalt fem, måske seks, klienter, og det lykkedes faktisk at gennemføre seks! Den næstyngste skulle prøve pedicure for første gang i sit liv, og vi var ikke helt enige om, hvorvidt muddersoppebadet var vigtigere end selve pedicuren. Til sidst, efter et par opløftede diskusioner, gik hun så pænt med op til klinikken. Og kun to-tre gange måtte hun op og forsøgs-vise sig - det foregik mestendels i god ro og orden. Dyyyyggtiiii, sagde vi mange gange... Og de andre vidste hvad der forestod, så ingen pjat dér.
NU har jeg tilbage at lære yngstemand i flokken, at det er ok at 1) få grime på 2) gå med grime og snor 3) komme ud af fenden 4) stå stille og stå bundet og ikke mindst 5) få pedicure UDEN sidespring og opløftede forben...
Jeg skal i gang snarest, hvis missionen skal lykkes inden næste Store Pedicuredag!

Læsestof

Autorkontoens legat har afstedkommet en del læseaktivitet på det sidste ...
Først skulle jeg liiige tjekke, hvad det egentligt var, jeg havde søgt penge til. Dernæst blev min dårlige samvittighed vakt, og så måtte jeg jo i gang: I gang med at læse i de bøger, som knytter sig til den tid, som jeg har pralet med, jeg ville skrive om, da ansøgningen til autorkontoen skulle indsendes. Vi er tilbage i 1500 - tallet. Vi er tilbage der, hvor Skipper Klement, eller Clement, sejler fra Ålborg til Salling, lander med sine skibe på Nordkysten, overnatter på Kjeldgård, inden han drager videre mod vest, ind igennem Fursund, mod Sallings største borg, Spøttrup, og nedbrænder dennes avlsbygninger...
Det er mig der opdager skibene, der kommer sejlende fra Livø Bredning, det er mig der gir besked hos min søster i køkkenet på Kjeldgård, det er mig der løber langs fjorden, for at drive studene hjem, det er mig der ligger i hjørnet af loftsrummet, med øret klinet tæt til det lille gulghul, for at følge med i Skipperens planer. Det er min søster der serverer grød og øl for mændene, det er min søster der slåes for at overleve, og det er mig, der pibende og hylende må fortælle herremanden, at hans kokkepige er væk, at studene er i sikkerhed i præstegården, og at jeg har i sinde at slutte mig til oprørerne...

Autorkontoen

Engang for meget lang tid siden, dengang det endnu ikke havde været vinter, mørkt eller rigtigt koldt, skrev jeg en ansøgning, sådan som jeg plejer...
Når jeg skriver plejer, så er det fordi, jeg gennem en årrække, ca 2-3 gange om året, har sendt ansøgninger afsted til diverse fonde og styrelser, i det spinkle og fromme håb, at der på et eller andet tidspunkt var nogen, der mente, at jeg kunne komme i betragtning til et arbejdslegat.
Og så skete det: i går kom der et brev fra Forfatterforeningen, som jeg ikke engang åbnede med det samme, men lod ligge til liiige inden jeg skulle ud af døren, for at holde foredrag. Jeg tror endda kun, jeg åbnede brevet, fordi jeg skulle ha tiden til at gå, mens Bondemanden snakkede i telefon, så jeg kunne sige pænt farvel til ham, inden jeg kørte. Så jeg åbnede brevet, læste og læste og læste igen:
"Det er med stor fornøjelse... bla bla bla... 9340,44 kr... bla bla...."
Jeg ved ikke om smil kan måles i tallerkner. Med det smil der bredte sig på mit ansigt, må have været på størrelse med en pastatallerken, for Bondemanden fik travlt med at snakke færdig, fik lagt røret på for straks at spørge: "HVAD????"
"Ja, penge" - fik han som svar, mens jeg viftede ham om næsen med brevet, og jeg tror, vi har været ude i smil i fadstørrelse, da jeg kørte sydpå, mod Videbæk, for at holde dagens foredrag.
9000 kr har jeg fået i arbejdslegat. Nu ved jeg godt, at 9000 kroner ikke rækker ret langt. Men det er alligevel en uges løn, eller to, og jeg kan skrive mange ord og sætninger på to uger! Nu skal jeg bare ha fundet ud af, HVAD jeg skal skrive, og hvordan...
Jeg siger tak for støtten, til autorkontoen. Jeg siger tak for vedholdenheden, til mig selv.
Arbejde belønnes sommetider.

Vestenblæsten

(foto: Dorthe Nors)

I dag har været en fantastisk smuk dag. Sol fra morgenstunden, sol til aften.
Jeg har besøgt en kollega, som har lånt et sommerhus ved Nr. Vorupør. Vi gik tur. Ved havet.
I retning mod nord, mod Klitmøller. I noget der lignede 2 timer travede vi frem og tilbage fra Nr. Vorupør. Jeg havde Sally med. Til sidst blev hun social, og kunne godt gå ved siden af mig, uden at skulle kaldes på plads hele tiden. Selv en ivrig labrador kan traves træt....
Jeg var mør, da vi kom hjem. På den gode, gennemblæste vestenvindsagtige måde, som man kun blir ved Vesterhavet.
Jeg har meget røde kinder, sand mellem tæerne og salt i håret.
Desuden snakker man så livgivende godt, mens man går. Om alt. Alt mellem himmel og hav. Alvorligt og sjovt, skørt og passioneret.
Det er godt med blæst.

Hvalpe-pusher

He!

Jeg blev gjort bekendt med, at mit forsøg på at sælge (andre folks) hundehvalpe på nettet har et navn. Jeg er blevet Hvalpepusher! Det lyder måske ikke så voldsomt flaterende, men ikke desto mindre er jeg glad for titlen, for jeg elsker hvalpe. Jeg elsker hunde i det hele taget - også selvom nogen er kønnere end andre, og selvom nogen hunde i mine øjne ret beset ikke burde eksistere som race.

Men at få prædikatet hvalpepusher hænger vel godt nok sammen med, at de hvalpe som jeg forsøgte at afsætte, er sådan nogen man i Kongens København ville finde ude på Christiania - nemlig labradorblandingshvalpe, uden papirer.

De hvalpe det handler om hér, er Sallys søsters første kuld: kvart formel 1, to-tre dele labrador og en lille smule Kleiner Münsterländer. De er fuldstændigt bedårende! Nogle er helt sorte, andre har 14 hvide hår på brystet, en har spættede "tæer", en anden spættet bryst og en lille snip på halespidsen, som bevidner Kleiner Münsterländeren... Selvsagt kan man ikke få bedre blanding, hvis man søger en familiehund, der måske skal kunne bruges på jagt!

Pt er de chipmærkede, vaccinerede og ormekursbehandlede og koster ca 2000 kr pr stk.

Der er kun fem tilbage - så skynd dig!!

Manglende teknik....

Nu i formiddag har jeg været skrivende.
Ja, det hænder, selvom Bondemanden oftest ikke tror, det passer.
Jeg har skrevet og skrevet, og nu skal jeg til at printe. Noveller er nemmest at læse for andre, hvis de er printet ud først... Det er min erfaring. Det med at sende som noget vedhæftet, og bede folk om at læse igennem - det duer ikke. Der skal ligge et konkret stykke papir foran folk, så læser de.
Og nu, da jeg har været inde i en stime af ord, trænger jeg til at høre andres ord om, hvad jeg har skrevet. Ikke med rød pen, men selve oplevelsen.
Og hvad sker der så???
Min pc er kan ikke finde printeren. Hvad sker der lige for dét???
Jeg har ellers været inde og rode inde bag ved, og der er en grøn tjek-fluevinge, sådan som der ska være... men der sker ikke en skid. Ikke engang en lille en.
Så nu sender jeg videre. Videre til Bondemanden, til udprint fra hans mail - og så må Bondemandens søn kigge på sin mors pc når han kommer hjem på fredag.
Jeg HADER når tingene ikke fungerer.
Det skyldes alt sammen manglende teknik, det ved jeg - men hold OP, hvor er det irriterende!!!

Weis´s Stue

Jeg tror nok, jeg hægtede mig godt og grundigt på Niels. Han havde spurgt, eller også havde jeg selv, det husker jeg ikke særlig tydeligt, men jeg kan stadig huske fornemmelsen i maven, den særlige murren og anspændthed, der kommer af at skulle søge sit første rigtige job.

Babysitning havde jeg gjort noget i, og tjent en skilling i ny og næ, men der havde aldrig været noget rigtigt, noget stabilt, noget fast hver ugedag, noget, jeg kunne sige var "mit arbejde".

Nu skulle jeg så tale med chefen på værtshuset/spisestedet, hvor Niels havde været i laaang tid, og det var vel også ham, der havde sagt god for mig, sagt til chefen, at jeg gerne ville.

Så kom vi ind på kontoret. Niels var med, og vi gav hånd. Jeg var ved at dø. Det er nok den tydeligste, og bedst beskrivende fornemmelse. Simpelthen ved at dø. Af skam og af frygt, af spænding og af afmagt, af klodsethed og forløsning - forløsning, for der skete jo ingenting. Ingen verdens ting gik galt. Han sagde jo, at han glædede sig til at se mig på arbejdet, og at han håbede Niels ville lære mig godt op, og at de andre kunne hjælpe mig, hvis der var noget jeg var i tvivl om, og at jeg endelig skulle spørge, og at jeg ville få løn via dataløn, og dét hver den første, hvis jeg afleverede mit kontonummer sammen med mit frikort første gang jeg kom på arbejde.Vagtplanen skulle vi, opvaskere, selv lave, udfylde og hænge op i køkkenet.

Jeg var helt fortumlet, da vi kom ned i restaurationen igen. Niels grinede vel bare højt og lagde en arm om mig, sådan som nu kun Niels gjorde, og så var det det. Det var ikke spor svært. Det var nemt. Det var ligetil. Ingen fare. Jeg kan stadig huske, hvordan det summede i hele kroppen, da jeg gik ud, ud på gaden og var blevet ansat som opvasker på Weis´s Stue i Ribe.
Sådan fik jeg mit første rigtige job. Jeg havde det i tre år.
Jeg lærte rigtigt meget om køkkener og køkkenpersonale, om servering og rengøring på de tre år.
Forleden tvang jeg min søn til at ringe til Fur, for at søge sommerferiejob. Jeg havde ondt af ham, ondt i maven på hans vegne. Men han klarede det. Han overlevede. Nu venter han på at blive indkaldt til samtale. Hans "måske chef" vil nemlig gerne se, hvem han ansætter - ligesom min gamle chef ville se mig. Det er smadder grænseoverskridende. Men det er godt nok. Let nok.
Bagefter.

Festabe 18 år

Vores ældste barn blev i fredags atten år gammel. Det havde hun ventet på længe, og planlagt i detaljer, som vi ikke var nøje sat ind i, førend lige et par dage inden.... I stedet for 5-6 gæster fredag på selve dagen, endte vi med at være 20 til spisning, og lørdag aften var der yderligere 14 unge i spisestuen til faldera...
Hele weekenden har således stået på vennebesøg, fest, mad, bygang, overnattende fremmede osv. Her mandag formiddag, har jeg indløst for 72 kr i flaskepant (samtlige 50 dåser var tyske, uden pant, desværre) og jeg undrer mig stadig over, at de unge mennesker har råd til at købe alt det sprut, de tilsyneladende sætter til livs, sådan en weekend...
Det er ihvertfald sikkert, at min pung for fremtiden er lukket fuldstændigt i, hvad angår spiritus... Og godt var det vist, at de selv havde deres flasker med, ellers var jeg blevet helt til grin, når jeg havde foreslået 2-3 øl pr person...
For fremtiden får de ikke deres spiritusforbrug finansieret herfra. Vil de drikke, må de selv tjene pengene... Jeg synes gonnok der var mange flasker...

Sult

Sult er en litterær debutroman udgivet i 1890 af norske Knut Hamsun. Bogen er filmatiseret i 1966 af Henning Carlsen og en af de film, jeg har ønsket at gense i lang tid. Jeg kan se skuespilleren Per Oscarsson for mig - lang, ranglet med udhulede kinder, og snavset, tjavset hår under en fedtet hat. De store sko og klistrede bukseben på vej ned af trappen til pastelåneren...
Hamsun fik forøvrigt Nobelprisen i 1920.
Sult er ligeledes et emne for en mexikansk teenager, der har lovet sig selv, at hun vil med til engelske Prins William og Kate Middletons bryllup. Hun sultestrejker foran den engelske ambassade i Mexico City, for at opnå at komme med til brylluppet i april. Det britiske kongehus har afvist hendes krav.
Hvis jeg skulle med til det bryllup den 29. april ville jeg også være nødt til at sultestrejke ... ikke for at komme med, men for at komme i kjolen!!!
Det kan godt være, at jeg vil overveje at se en god film i stedet for brylluppet... mens jeg undrer mig over, hvor fanatisk man har lov at være, for at opnå det, man gerne vil...

Vinter og ferie

Vinter-ferie.
Vinterferie.
I år var den booked og bestilt allerede før Jul, og vi havde glædet os i samfulde flere måneder til at komme til Braunlage i Harzen og stå på ski. Snesikkerheden skulle være på højde med Norge, sydligste del, og så var det kun en fordel, ikke at skulle med færge.
Desværre var der sne. Men for lidt til skisport. Heldigvis var hotellet beliggende 500 m fra centrum af Braunlage, der var shoppingmuligheder, både supermarkeder, tøjbutikker, skiudstyr og diverse specialiteter udi turist-ting. Tillige med spisesteder af forskellig art og kvalitet.

Der var også "3. internationale Nackt Rodeln"- konkurrence. Jeg sir ingenting... men vi stod da på sidelinien til kælkebakken lørdag eftermiddag, sammen med ca 15000 tyskere iblandet lidt turister, og hoppede op og ned til høj musik, mens radiostationen RTL 89.0 (udtales hurtigt på tysk!) trak tiden ud og de stakkels konkurrenter blev malede op med numre og reklamer direkte på deres nøgne hud. Bagefter skulle de posere foran den samlede verdenspresse. Og så kælkede de ... nøgne, næsten... Imponerende skuespil. Men de siger, at tyskere eeeelsker at være nøgne i offentlighed. Og jeg må da indrømme, at hvis man synes man havde en chance, .....så stillede jeg sgu også op.... 1. præmien var 10.000 euro, og de må ha trængt meget til de penge, for de frøs gonnok med anstand!!!

Hvem der vandt, vides ikke. Vi gik frysende hjem efter 1½ time på sidelinien. Men en af deltagerne blev samme aften fløjet direkte til LA, USA, for at komme til Lady Gaga-koncert!

2. klasse

havde forberedt spørgsmål til forfatteren - i stil med tyve spørgsmål til proffessoren - og det er ikke kedelige spørgsmål, sådan nogle 9-10 årige stiller:
"Hvordan er det at være forfatter?"
"Hvordan får du ideer til, hvad du vil skrive?"
"Har du skrevet lige mange bøger til drenge og piger?"
"Hvad er det bedste ved at bo på landet?"

"Hvordan fandt du på navnene til personerne?"
- og endnu flere, mindst lisså gode spørgsmål, måtte jeg svare på nu i formiddag, da jeg fik lejlighed til at komme i skole igen.
Jeg elsker at være i skole. Det er det bedste! De er så søde, og spørger så fantastisk, sjovt, og jeg måtte svare, at sådan nogle som dem, er med til at give mig ideer til nye bøger, og ideer til navnene på personerne... Christian, Rasmus, Jacob, Mathias, Viktor, Lærke, Clara, Josefine, Laura og Signe hedder de i 2. klasse nuomstunder.... da jeg gik i 2. klasse, hed vi Mette, Charlotte, Karin, Jeanette, Susanne og Marianne og drengene hed Claus, Michael, Søren, Ole og Niels...
Navnene afspejler en tid. Men ungernes nysgerrighed og interesse for "faget", sproget og historierne er universal og tidsubestemt. Jeg er sikker på, at den gode historie holder hele vejen. Og jeg håber, at mine bøger om 30 -40 år stadig kan læses med fryd og interesse af nye børn med andre, nye, gamle navne... gad vide, hvad de hedder om 30 år, dem i anden klasse??
Gerda, Sonja, Ingrid, Elly, Bente ... Knud, Arne, Leif, Viggo eller Egon??

Landboforeningen

holdt et møde i dag. Om vandrammeplanen som er i høring indtil 6. april i år.
Jeg var med til mødet, fordi Bondemanden mente, jeg havde godt af at høre om de mere eller mindre manglende argumenter der bliver "brugt som grundlag for lovgivningen i dette land" - han har længe været frustreret. Og frustreret var resten af forsamlingen også, både før og efter at Videncentret for Landbrug, Kommunens Miljøchef og landboforeningens agronomer havde forsøgt at forklare og fortælle om de rammeplaner, som nu måske blir implementerede i dansk lovgivning, dikteret af EU tilbage i år 2000, men først reelt behandlede af embedsmænd i ministerierne nu, lige inden deadline.
Der var en sær stemning af afmagt og vrede, rettet mod et embedsmandsvælde, som det ikke er muligt at konkretisere, fordi ingen politikere for alvor tør, eller gider, gå ind i debatten.
Nu sidder jeg tilbage med en dårlig smag i munden, en smag af lede over, at ingen tilsyneladende tager mit bagland, mit erhverv alvorligt, endsige gider lytte eller prøve at sætte sig ind i, hvad rammerne for vandplanen indebærer.
Vi blir skældt ud, vi blir hakket på, får at vide, at vi sviner og lugter - ja, men samtidigt er det os, der producerer fødevarerne, det er os, der eksporterer for 40 mia netto hvert år... Jeg synes nogengange, det er beskæmmende, så lidt man politisk interesserer sig for, om landbrugets vilkår er rimelige, saglige og faglige eller ej. Jeg har endnu ikke hørt nogen sige, at landbruget skal støttes og roses for deres indsats for hverken fødevareeksport eller miljø.
Positiv og innovativ - sådan ser jeg langt de fleste bønder - de er modige, de er stolte, de er dygtige - men hvad er takken? Endnu et direktiv, en rammeplan, som blir fyldt ud, uden at man reelt har set på de saglige argumenter!
Jeg græmmes....