mandag den 27. juni 2011
Sommer
Så skete det længe ventede gennembrud for varmen som solens søster. Det har blæst og blæst og blæst, og jeg har indimellem tænkt, at det aldrig blev ordentligt sommer. Det blev det i går. Og i dag, og i morgen, siger Bondemanden, er det vist slut igen. Men jeg NYDER i fulde drag at hænge vasketøj på snoren og tage det tørt ind igen efter et par timer - jeg nyder at huset er koldere end udenfor, og så nyder jeg, at vi endelig, efter snart 25 års samliv, endelig har fået en grill. Grillen har indtil i lørdags været en rist over et bål på stranden, eller måske en gammel olietønde med samme rist over. Det har fungeret fint, men som andre sikkert har oplevet, så kommer man aldrig rigtigt til at grille, når kullene skal startes flere timer før, grillen skal anvendes - det kommer aldrig til at ske i vores familie. Derfor indkøbtes der så en gasgrill. Og det virker. Det virker faktisk i løbet af tre minutter, og jeg må sige, i sandhed - jeg nyder at grille over gas. Væk er tidligere tiders lette hån til folk, som sværgede til gasgrill, men som altså ikke formåede at overbevise mig før i lørdags. Nu tænder vi den hver aften. Og skulle sommeren svigte, mht vejret, så må jeg sige, grillmaden kan tilberedes hele året, og det vil den blive! Hurra for sommeren, og hurra for gasgrillen!!!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar