Dagen efter...

Det kan godt være, at man så småt kan se foråret... men mærke det kan man gonnok ikke endnu. Jeg har tilbragt en times tid i hestefolden, for at forsøge mig med at lægge grime på hingsteplagen, som skal på græs i naboens "drengefold"... Jeg har ikke haft succes endnu. Og jeg får det heller ikke senere i dag, når jeg går ud til ham igen. Han har luret at der skal ske noget, der involverer ham, og han er ikke til sinds at samarbejde. Endnu.
Men det skal nok komme, jeg har lagt grime på samtlige føl i vores indhegning, + et par af de andres... måske ikke liiige på det tidspunkt, hvor bondemanden har syntes at det skulle være, men så på et andet, og mere passende tidspunkt i forhold til alder og villighed...
Hvorom alting er: Det er så inderligt pishamrendekoldt, at jeg gennem min fleece, min hue og min oilskinsjakke har frosset så inderligt, at jeg stadig, 1½ time senere, mest af alt har lyst til at krybe under dynen og drikke varm kakao resten af dagen...
Men nej. Jeg skal derud igen. Han skal vænnes til grime, til mig og til snore der flyver rundt omkring ham, over og under, rører ved ham, hviler på ham, og til sidst får han grimen på, uden problemer.
Jeg skal bare huske, at jeg skal i en flyverdragt, inden jeg går derud igen.... Bondemanden har en rød og blå een , jeg godt kan låne, og uldsokker, og uldhue, og uldluffer er påbudt, tillige med skiundertøjet!

Kyndelmisse

Jeg begynder så småt at kunne se foråret. Der er krokus-blade-spidser på vej op i rosenbedet mod vest, og flere vintergækkespirer har lindet jordskorpen. Lyset er vendt tilbage. Og om små tre uger synger Lærken. Så blir hun 18 år, bilist og bragende selvstændig.
Det er forunderligt som netop Kyndelmisse og fødselsdage, mærkedage i det hele taget, betyder noget for os. Jeg er ikke god til at huske - jeg har udviklet en hjernestrategi, der går ud på at tænke fremad, og ikke dvæle alt for længe ved det, som allerede er overstået. Jeg kan ikke huske hvilke vintre der har været strenge, kan ikke huske vejret på børnenes fødselsdage, kan ikke huske festen, eller hvem der fik hvad i gave. Tilgengæld er jeg god til at huske det mest ubrugelige af alt: Tal. Telefonnumre. Postnumre. Fødselsdage. Ting som man ret beset bare kan skrive op, og derfor ikke behøver at gå rundt og huske på.
Men jeg kan godt huske, hvor jeg skal kigge efter forårstegnene - og i disse dage kigger jeg rundt om hushjørnerne... Om tre uger er det forår! Så fylder Lærke år....

Mors Taxi

Kører jævnligt. Kører ofte. Kører hele tiden. Kører tidligt. Kører sent. Kører igen. Kører frem. Kører tilbage. Og igen.
Nu kører Mors Taxi. I dag har jeg været ved vejen, retur, i Skive via Roslev retur, i Roslev retur - og lur mig, om ikke jeg skal til byen og retur, inden det blir i morgen...
I morgen kører Mors Taxi igen. Til Roslev retur, til byen, til Roslev - retur, og indimellem tænker jeg, at det blir en lise, når Lærke får sit kort. Så stopper Mors Taxi hver anden kørsel.
Se, dét blir dejligt!