Løbetid

Hold. Nu. Fest.
Jeg piner og plager mig selv med løbetider skrevet ind i kalenderen. Men det løb, 10 km, tidligere nævnt, rykker tættere og tættere på.
Jeg holder stand og kommer afsted - i dag var nu ingen nydelse - 3/4 dele af turen var i side- og/eller modvind - først da vi kom helt i land, kunne jeg ånde frit. Og det tog så et par minutter, inden jeg fik vejret igen. Jeg har besluttet, at jeg løber 5 komma et eller andet to-tre gange i ugen, og så putter jeg en længere tur ind sidst i næste uge. Jeg er nødt til at have prøvet at løbe langt, inden jeg skal.
Jeg ved med mig selv, at jeg godt kan.
Det er mere det med selvmedlidenheden. Jeg får så usigeligt ondt af mig selv, og har alverdens undskyldninger, den ene dårligere end den anden, og kan på et nanosekund overbevise mig selv om, at "dét her behøver du jo ikke, vel..." eller "gå nu bare et par hundrede meter, der er ingen, der ser det" og "du blir ikke et bedre menneske af at løbe hele vejen" og slige stupide sætninger...
Hmm.
På den anden side er jeg for stolt til at indrømme, at jeg er i en elendig form, og, at jeg burde dyrke mere regelmæssig motion, og, at jeg sikkert er smadret både fysisk og mentalt efter den 24. marts.
Jeg vil. Jeg kan. Jeg dør ikke.
Og så gider vi ikke snakke mere om dét! Slut!
Nu gør vi det bare!
.....
.....
.....
Hmmm.

I dag er en god dag

Jeg er "kommet til" at melde mig til et løb. Ja, sådan et motionsløb. På 10 km. Nu har jeg aldrig før løbet 10 km, og jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde kommer til det igen - men jeg "kom til" at melde mig, efter at pigerne inde i vores helt lokale løbe-facebookgruppe spurgte ud i plenum, om der da virkelig ikke var flere, der ville med til Mors og løbe Pinen og Plagen-løb.... (Meget sigende navn forøvrigt). Hmmm. Jeg har 19 dage tilbage at komme i form i. Jeg har været afsted 3 gange i sidste uge. Men kun på en kort 3 km-rute. Men tre gange. Tirsdag var jeg i motionscenter, onsdag, fredag og søndag løb jeg. De der 3 km...
I dag skal jeg ud på den lange rute - vi kalder den "Selde rundt" - og dem i Selde kalder den "Kjeldgård rundt". Hvis man snyder og stikker ind over grusvejen i Floutrup - er der 5 km. Hvis man tager den helt op (og der ER tale om helt op!) - så er den 5,95 km dvs. 6 km. Puuuha.
Jeg tegner altid ind på ruteplanneren for at sikre mig, at jeg ikke har glemt det helt nøjagtige antal kilometer. Sådan fra gang til gang. Der uddregnes kalorieforbrug og højdeforskelle, tidsforbrug og kondital.
Heldigvis har jeg læst et sted, at det er bedre at være let overvægtig og i god form, end det er at være tynd og i dårlig form... Så jeg fortsætter med at spise ost, knækbrød, hjemmebagt brød, dyrlægens natmad, drikke mælk og lave almindelig aftensmad. Salat er der ikke meget ved, når man er sulten som en bjørn.
Om jeg kan løbe de 5 km i dag, uden stop... vil tiden vise. Jeg har en hare med mig. Hun hedder Hanne, og hun er sej. Vores tempo er næsten ens, blot er hun på vej mod et halvmaraton, så hun løber 40 km om ugen. Det kommer jeg nok aldrig til. Men de 10 km - om 19 dage - dem VIL jeg gennemføre...

Og når jeg så engang blir rigtig kåd, så må jeg gerne få et par nye løbesko! Har jeg lovet mig...

Klassisk tuderi

Jeg har aldrig været rigtig god til klassisk musik. Måske skyldes det min opdragelse. Eller mangel på samme. Jeg kan ikke læse noder, og jeg aner intet om musik i det hele taget. Jeg kan godt lide musik. Jeg hører altid radio, når jeg sidder i bilen, men det er typisk P3, med moderne musik, og hurtige skift, og det lugter meget lidt af fordybelse.
I går var jeg så udsat for klassisk musik - kammermusik - direkte up front, "live", 2 meter fra hvor jeg sad. 5 musikere og en operasanger.
Hold nu fest!
Det var simpelthen fantastisk. Rørende på en måde, som jeg ikke har ord til at beskrive. Jeg ved ikke liiige, hvad det var der skete. Men jeg sad i fuld offentlighed og stortudede af... ja, rørelse! Ikke fordi jeg blev ked af det, eller fordi jeg syntes, det var helt forfærdeligt! Det var bare - rørende!
Jeg ved stadig ikke, hvorfor det var så overvældende en oplevelse. Men jeg har på fornemmelsen, at jeg er nødt til at tage mig sammen, og så småt begynde at interessere mig for musikken, den klassiske. Jeg ved ikke hvorfor og hvordan - det kan jeg helt sikkert få hjælp til - men jeg må have fundet ud af, hvad det er der sker indeni mig, når jeg "udsættes" for klassisk musik. Og om der er forskel på mig og alle andre mennesker, eller om jeg er et helt normalt klasssisk tudetilfælde...