Hold. Nu. Fest.
Jeg piner og plager mig selv med løbetider skrevet ind i kalenderen. Men det løb, 10 km, tidligere nævnt, rykker tættere og tættere på.
Jeg holder stand og kommer afsted - i dag var nu ingen nydelse - 3/4 dele af turen var i side- og/eller modvind - først da vi kom helt i land, kunne jeg ånde frit. Og det tog så et par minutter, inden jeg fik vejret igen. Jeg har besluttet, at jeg løber 5 komma et eller andet to-tre gange i ugen, og så putter jeg en længere tur ind sidst i næste uge. Jeg er nødt til at have prøvet at løbe langt, inden jeg skal.
Jeg ved med mig selv, at jeg godt kan.
Det er mere det med selvmedlidenheden. Jeg får så usigeligt ondt af mig selv, og har alverdens undskyldninger, den ene dårligere end den anden, og kan på et nanosekund overbevise mig selv om, at "dét her behøver du jo ikke, vel..." eller "gå nu bare et par hundrede meter, der er ingen, der ser det" og "du blir ikke et bedre menneske af at løbe hele vejen" og slige stupide sætninger...
Hmm.
På den anden side er jeg for stolt til at indrømme, at jeg er i en elendig form, og, at jeg burde dyrke mere regelmæssig motion, og, at jeg sikkert er smadret både fysisk og mentalt efter den 24. marts.
Jeg vil. Jeg kan. Jeg dør ikke.
Og så gider vi ikke snakke mere om dét! Slut!
Nu gør vi det bare!
.....
.....
.....
Hmmm.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar