Klassisk tuderi

Jeg har aldrig været rigtig god til klassisk musik. Måske skyldes det min opdragelse. Eller mangel på samme. Jeg kan ikke læse noder, og jeg aner intet om musik i det hele taget. Jeg kan godt lide musik. Jeg hører altid radio, når jeg sidder i bilen, men det er typisk P3, med moderne musik, og hurtige skift, og det lugter meget lidt af fordybelse.
I går var jeg så udsat for klassisk musik - kammermusik - direkte up front, "live", 2 meter fra hvor jeg sad. 5 musikere og en operasanger.
Hold nu fest!
Det var simpelthen fantastisk. Rørende på en måde, som jeg ikke har ord til at beskrive. Jeg ved ikke liiige, hvad det var der skete. Men jeg sad i fuld offentlighed og stortudede af... ja, rørelse! Ikke fordi jeg blev ked af det, eller fordi jeg syntes, det var helt forfærdeligt! Det var bare - rørende!
Jeg ved stadig ikke, hvorfor det var så overvældende en oplevelse. Men jeg har på fornemmelsen, at jeg er nødt til at tage mig sammen, og så småt begynde at interessere mig for musikken, den klassiske. Jeg ved ikke hvorfor og hvordan - det kan jeg helt sikkert få hjælp til - men jeg må have fundet ud af, hvad det er der sker indeni mig, når jeg "udsættes" for klassisk musik. Og om der er forskel på mig og alle andre mennesker, eller om jeg er et helt normalt klasssisk tudetilfælde...