Den anden dag i marts, er i dag, og det er vandkoldt. Råt. Den første dag bød på sne. Nu tør det.
Jeg sidder i mit skriverskjul. Maner middelalderen frem mellem de nøgne stammer i haven. Forestiller mig, hvordan det har været. Isende. Prikkerne på huden, de sprækkede knoer. Vandet, der skal hives op i en spand, bæres ind. Ilden, der skal fodres, for at give varme nok til barnet i vuggen. Alternativt må man krybe under sengeskindene. Have ungen helt ind på sin egen krop. Varme.
Barnet, der er pakket ind i uldtøj, fra inderst til yderst. Lidt for klejnt, til at ville leve, og lidt for livligt, til at ville dø. Brystet, der er tomt for mælk, og ungen, der skriger, skriger, skriger.
Barske realiteter, når man har det lunt og godt, og man kan kigge på fotografier af sine egne, velnærede, der aldrig har frosset for alvor...
