Weis´s Stue

Jeg tror nok, jeg hægtede mig godt og grundigt på Niels. Han havde spurgt, eller også havde jeg selv, det husker jeg ikke særlig tydeligt, men jeg kan stadig huske fornemmelsen i maven, den særlige murren og anspændthed, der kommer af at skulle søge sit første rigtige job.

Babysitning havde jeg gjort noget i, og tjent en skilling i ny og næ, men der havde aldrig været noget rigtigt, noget stabilt, noget fast hver ugedag, noget, jeg kunne sige var "mit arbejde".

Nu skulle jeg så tale med chefen på værtshuset/spisestedet, hvor Niels havde været i laaang tid, og det var vel også ham, der havde sagt god for mig, sagt til chefen, at jeg gerne ville.

Så kom vi ind på kontoret. Niels var med, og vi gav hånd. Jeg var ved at dø. Det er nok den tydeligste, og bedst beskrivende fornemmelse. Simpelthen ved at dø. Af skam og af frygt, af spænding og af afmagt, af klodsethed og forløsning - forløsning, for der skete jo ingenting. Ingen verdens ting gik galt. Han sagde jo, at han glædede sig til at se mig på arbejdet, og at han håbede Niels ville lære mig godt op, og at de andre kunne hjælpe mig, hvis der var noget jeg var i tvivl om, og at jeg endelig skulle spørge, og at jeg ville få løn via dataløn, og dét hver den første, hvis jeg afleverede mit kontonummer sammen med mit frikort første gang jeg kom på arbejde.Vagtplanen skulle vi, opvaskere, selv lave, udfylde og hænge op i køkkenet.

Jeg var helt fortumlet, da vi kom ned i restaurationen igen. Niels grinede vel bare højt og lagde en arm om mig, sådan som nu kun Niels gjorde, og så var det det. Det var ikke spor svært. Det var nemt. Det var ligetil. Ingen fare. Jeg kan stadig huske, hvordan det summede i hele kroppen, da jeg gik ud, ud på gaden og var blevet ansat som opvasker på Weis´s Stue i Ribe.
Sådan fik jeg mit første rigtige job. Jeg havde det i tre år.
Jeg lærte rigtigt meget om køkkener og køkkenpersonale, om servering og rengøring på de tre år.
Forleden tvang jeg min søn til at ringe til Fur, for at søge sommerferiejob. Jeg havde ondt af ham, ondt i maven på hans vegne. Men han klarede det. Han overlevede. Nu venter han på at blive indkaldt til samtale. Hans "måske chef" vil nemlig gerne se, hvem han ansætter - ligesom min gamle chef ville se mig. Det er smadder grænseoverskridende. Men det er godt nok. Let nok.
Bagefter.