I går fik jeg plyndret vores juletræ. I dag kommer det ud. Tågen ligger tæt over Salling, og vi venter. Venter på den ventede storm, med vindpust af orkanstyrke, som meterologerne har sat os i vente. Vente.
10 kommentarer:
Anonym
sagde ...
Kommer der storm? Hos jer? Over det hele? Hvornår? Jeg er vild med storm.
Vestjylland kan vente storm med vindstød af orkanstyrke! Joh, joh! Det kommer i aften, sir de. Og jeg, der skulle ha haft mit juletræ klippet i småstykker og dækket roserne til - dét må jeg opgive... ellers lander juletræet på Himmerland inden i morgen tidlig!
Fandens osse. Jeg elsker storme i V-jylland. Tage der ryger af, ænder, der bliver blæst ud af kurs, min far der sidder og bander over alle de stormskader han skal ud at reparere. Oversvømmelser. Hyg jer med det. Hvis vi er heldig knalder der et stillads sammen i Valby. Hvem ved.
Det er ligesom med snestorme - det er også godt! Man sættes i en tilstand af sitrende forventning og spænding af angst på en og samme gang. Jeg elsker ikke storme, men der er en vis frydefuld ærbødighed forbundet med naturens kræfter, som ikke er at sige skiii´ te!
Novemberstormen 1981. Jeg var 11 år gammel og ville selv cykle hjem fra en legekammerat for at mærke det. Underlig unge. MIn far blev forskrækket og kørte rundt i bilen for at finde mig, kan jeg huske. Set i bakspejlet var det dumt at cykle rundt i orkan. Ja. Ville ikek gøre det i dag, nej. Men jeg løb også altid ud i tordenvejr, når alle de andre løb ind. Jeg har det fra min mor :)
Det var en stor and, den storm - vi mærkede den knapt, selvom vi gjorde, hvad vi kunne for at holde os vågne, og først tog en taxi hjem fra Cirkusfabrikken kl. 02.30., og burde ha mærket alle kræfterne ruske i os. Det ruskede kun lidt. Alt for lidt. Alt for lidt til en storm!
Det var nærmest badevejr, og fuglene kvidrede. De januarstorme vi havde i vores tid, Mjø, tog i det mindste lidt i håret. Jeg går ud fra, at vandstanden i fjorden ikke engang steg. Kom igen, dmi, kom igen.
Faktisk kan jeg godt huske den storm i 1981! Se, dét var en ordentlig storm - Vi var lige flyttet til Ribe, og jeg var i erhvervspraktik i en børnehave, og jeg blev sendt hjem pga stormen, og alle skulle gå hjem til sig selv, og jeg gik der i gaderne og tænkte, at de sgu var åndsvage i hovederne, bare fordi det blæste lidt.... Men da så tagstenene begyndte at drysse om ørerne på mig, blev jeg alligevel lidt frygtsom, og gik ned til min fars arbejde. Så kørte vi hjem sammen, og sad og ventede på min mor og min bror. Og det var så dét.
Min mor var avisillustrator dengang og så 1981-stormen som en anledning til at tage nogle gode skitser (som mor så datter), så hun kørte rundt og tog skitser af diger der brød sammen, tage, der fløj af, havne, der var under vand. Den legekammerat jeg var hos var landmandsdatter og taget fløj af stalden, grisene løb ud. Gang i den. Åh, disse minder.
10 kommentarer:
Kommer der storm? Hos jer? Over det hele? Hvornår? Jeg er vild med storm.
Vestjylland kan vente storm med vindstød af orkanstyrke! Joh, joh! Det kommer i aften, sir de. Og jeg, der skulle ha haft mit juletræ klippet i småstykker og dækket roserne til - dét må jeg opgive... ellers lander juletræet på Himmerland inden i morgen tidlig!
Fandens osse. Jeg elsker storme i V-jylland. Tage der ryger af, ænder, der bliver blæst ud af kurs, min far der sidder og bander over alle de stormskader han skal ud at reparere. Oversvømmelser. Hyg jer med det. Hvis vi er heldig knalder der et stillads sammen i Valby. Hvem ved.
Det er ligesom med snestorme - det er også godt! Man sættes i en tilstand af sitrende forventning og spænding af angst på en og samme gang. Jeg elsker ikke storme, men der er en vis frydefuld ærbødighed forbundet med naturens kræfter, som ikke er at sige skiii´ te!
Novemberstormen 1981. Jeg var 11 år gammel og ville selv cykle hjem fra en legekammerat for at mærke det. Underlig unge. MIn far blev forskrækket og kørte rundt i bilen for at finde mig, kan jeg huske. Set i bakspejlet var det dumt at cykle rundt i orkan. Ja. Ville ikek gøre det i dag, nej. Men jeg løb også altid ud i tordenvejr, når alle de andre løb ind. Jeg har det fra min mor :)
Storm i Nordvestjylland. Stille pjask i Kbh. Det kan man kalde et delt land, eller også er jeres storm en stor and.
Det var en stor and, den storm - vi mærkede den knapt, selvom vi gjorde, hvad vi kunne for at holde os vågne, og først tog en taxi hjem fra Cirkusfabrikken kl. 02.30., og burde ha mærket alle kræfterne ruske i os. Det ruskede kun lidt. Alt for lidt. Alt for lidt til en storm!
Det var nærmest badevejr, og fuglene kvidrede. De januarstorme vi havde i vores tid, Mjø, tog i det mindste lidt i håret. Jeg går ud fra, at vandstanden i fjorden ikke engang steg. Kom igen, dmi, kom igen.
Faktisk kan jeg godt huske den storm i 1981! Se, dét var en ordentlig storm - Vi var lige flyttet til Ribe, og jeg var i erhvervspraktik i en børnehave, og jeg blev sendt hjem pga stormen, og alle skulle gå hjem til sig selv, og jeg gik der i gaderne og tænkte, at de sgu var åndsvage i hovederne, bare fordi det blæste lidt.... Men da så tagstenene begyndte at drysse om ørerne på mig, blev jeg alligevel lidt frygtsom, og gik ned til min fars arbejde. Så kørte vi hjem sammen, og sad og ventede på min mor og min bror. Og det var så dét.
Min mor var avisillustrator dengang og så 1981-stormen som en anledning til at tage nogle gode skitser (som mor så datter), så hun kørte rundt og tog skitser af diger der brød sammen, tage, der fløj af, havne, der var under vand. Den legekammerat jeg var hos var landmandsdatter og taget fløj af stalden, grisene løb ud. Gang i den. Åh, disse minder.
Send en kommentar