Nogen siger, at en forfatter bruger sine omgivelser med hud og hår. Æder dem.
Det er rigtigt.
Men de kan så sandelig også gøre det modsatte...
Det er det, jeg i gang med i øjeblikket.
Jeg arbejder indenad og koncentrerer min energi dér.
Jeg æder ingen, men suger saften fra de andres liv, ned i mit fiktive...
Undskyld.
Men det nytter jo ikke noget at sige undskyld på forhånd, gør det?
Jeg kan mærke, at det blir værre...
Så.
Undskyld.
4 kommentarer:
Man hiver altid udefra og koncentrerer det og koger suppe på det rørt godt op i alt sit eget, (meget af sit eget), og sin nabo og noget man har set i fjernsynet eller læst i en anden bog, og så giver man det et andet navn og sender det ud i verden, som fiktion.
Altså bortset fra, at der opstår de her nye hybridformer, hvor det er en del af appealen at det går voldsomt ud over nogen. Men det er jo ikke det, du har gang i, hvis jeg kender dig ret :)
Pøj pøj med sprogkogeriet.
Energilagrene bliver vel bedst fyldt op i samvær med andre, tror jeg. De gamle kirkefædre kunne sidde alene i årevis (er vi blevet fortalt) og nogle af dem alligevel skrive noget som endda læses endnu mange hundrede år efter.
Men skal det være nutidigt og værd at læse for andre, er det godt nok at suge ud af omgivelserne, så bliv du bare ved med det Marianne. Det du skriver er vedkommende og noget af det endda oplevet også af vi der bor i din nærhed.
Vent med undskyldningen til du måske, forhåbentligt ikke, får brug for den.
Hilsen Bjarne i (endnu)Floutrup.
NB: Richard Winther, maleren som engang kom meget på Da Winti, har i øvrigt skrevet en bog om hans opfattelse af de gamle kirkeliges liv. Den hedder, noget i retning af "Jeronimus Damekreds". Er du interesseret i at læse den, kan du låne den af mig.
Kære Dorthe og Bjarne!
Det er helt sikkert sådan, der er - at man "koger, steger og braser" sit sprog og sine personer, udfra dem og det, man kender - lige nu bruger jeg
megen energi på at vride en god historie ud af en reel oplevelse - den er godkendt af hovedpersonen, men både hun og jeg vil vide, hvad der ligger bag - og ganske få andre vil kunne se det i bakspejlet..
Min undskyldning går nok ligeså meget på de "unge mennesker", hvis billeder til evig tid vil sidde fast på siderne i en bog... Og som de vil kunne tage frem om 27 år og vise til deres egne børn, og sige "Se, det er mor. da mor var lille"
Jeronimus´ Damekreds... hehe.. lyder interessant - den vil jeg gerne låne!
He he - alt forladt. :)
Send en kommentar