I weekenden tog vi to teenagere med på togt - Det var ikke nogen udpræget succes! Sure og sovende sad de på bagsæderne i Mondeoen og lod os, gamle, snakke og fortælle, om løst og fast, om historien og vandet og kysten og fyrtårne og stormfloder - og de var kolde! Fuldstændigt! Ikke et eneste interesseret spørgsmål fra hverken Danmark eller Brasilien...
Det var måske sådan, dengang jeg selv var på Mandø første gang.... Jeg kan næsten godt huske det... Turen over havets bund, Vadehavet, hvor sjovt er dét lige??? Og Stormflodssøjlerne - og hva´ så??
Det mest interessante var, dengang, at jeg faktisk oplevede stormen i november 1981, og at jeg gik i gaderne med tegltagene raslende om ørerne på mig, og at jeg faktisk dengang ikke anede, hvor katastrofeagtigt dét reelt var! Det ved jeg nu.
Og det fascinerer mig, at det ikke er længere siden, end at jeg har været med til det, at havet udgjorde en trussel. For dyr og for mennesker.
Men det kan en teenager ikke forstå. Fat det dog!
2 kommentarer:
Jeg var ude at cykle i 81-stormen. Vanvittigt, men jeg var nede at lege hos en, hvor taget fløj af stalden og alle grisene løb rundt ude på gårspladsen og så ville jeg hjem, og så tog jeg min cykel. Mødte min far i pickuppen efter en kilometers penge. Jeg græd, kan jeg huske. Den der vind var ved gud ikke for elleveårige piger på cykel. Godt du ikke fik tagsten i hovedet. Det tænker jeg i øvrigt, hver aften når jeg går i seng her midt i livet: "Nåmen, du fik da i det mindste ikke en tagsten i hovedet i dag". I morgen måske? Og I skulle have sat de der to teenagere af på en rasteplads og selv kørt videre.
hahahaaa... det overvejede vi så osse, MINDST én gang - at sætte dem af!
Du var på cykel, dér i 81, og jeg var i praktik i en børnehave, men blev sendt hjem, fordi alt lukkede ned, og folk skulle blive indendøre... Så gik jeg der i gaderne, ned til min far i Puggårdsgade, og så kørte vi sammen hjem. Resten af dagen lyttede vi til radioen, og undrede os...
Send en kommentar