havde forberedt spørgsmål til forfatteren - i stil med tyve spørgsmål til proffessoren - og det er ikke kedelige spørgsmål, sådan nogle 9-10 årige stiller:
"Hvordan er det at være forfatter?"
"Hvordan får du ideer til, hvad du vil skrive?"
"Har du skrevet lige mange bøger til drenge og piger?"
"Hvad er det bedste ved at bo på landet?"
"Hvordan fandt du på navnene til personerne?"
- og endnu flere, mindst lisså gode spørgsmål, måtte jeg svare på nu i formiddag, da jeg fik lejlighed til at komme i skole igen.
Jeg elsker at være i skole. Det er det bedste! De er så søde, og spørger så fantastisk, sjovt, og jeg måtte svare, at sådan nogle som dem, er med til at give mig ideer til nye bøger, og ideer til navnene på personerne... Christian, Rasmus, Jacob, Mathias, Viktor, Lærke, Clara, Josefine, Laura og Signe hedder de i 2. klasse nuomstunder.... da jeg gik i 2. klasse, hed vi Mette, Charlotte, Karin, Jeanette, Susanne og Marianne og drengene hed Claus, Michael, Søren, Ole og Niels...
Navnene afspejler en tid. Men ungernes nysgerrighed og interesse for "faget", sproget og historierne er universal og tidsubestemt. Jeg er sikker på, at den gode historie holder hele vejen. Og jeg håber, at mine bøger om 30 -40 år stadig kan læses med fryd og interesse af nye børn med andre, nye, gamle navne... gad vide, hvad de hedder om 30 år, dem i anden klasse??
Gerda, Sonja, Ingrid, Elly, Bente ... Knud, Arne, Leif, Viggo eller Egon??
2 kommentarer:
Dejligt at læse om 2. klasses spørgelyst og interesse. Man kan sommetider have det indtryk, at børn kun er optaget af dem selv og det der drejer rundt om deres lille akse.
Børn interesserer sig ofte for meget mere, end det vi lige tror, de gør - mangfoldigheden skal blot præsenteres, så bliver de klar over, at verden ikke kun er deres egen!
Send en kommentar