Autorkontoen

Engang for meget lang tid siden, dengang det endnu ikke havde været vinter, mørkt eller rigtigt koldt, skrev jeg en ansøgning, sådan som jeg plejer...
Når jeg skriver plejer, så er det fordi, jeg gennem en årrække, ca 2-3 gange om året, har sendt ansøgninger afsted til diverse fonde og styrelser, i det spinkle og fromme håb, at der på et eller andet tidspunkt var nogen, der mente, at jeg kunne komme i betragtning til et arbejdslegat.
Og så skete det: i går kom der et brev fra Forfatterforeningen, som jeg ikke engang åbnede med det samme, men lod ligge til liiige inden jeg skulle ud af døren, for at holde foredrag. Jeg tror endda kun, jeg åbnede brevet, fordi jeg skulle ha tiden til at gå, mens Bondemanden snakkede i telefon, så jeg kunne sige pænt farvel til ham, inden jeg kørte. Så jeg åbnede brevet, læste og læste og læste igen:
"Det er med stor fornøjelse... bla bla bla... 9340,44 kr... bla bla...."
Jeg ved ikke om smil kan måles i tallerkner. Med det smil der bredte sig på mit ansigt, må have været på størrelse med en pastatallerken, for Bondemanden fik travlt med at snakke færdig, fik lagt røret på for straks at spørge: "HVAD????"
"Ja, penge" - fik han som svar, mens jeg viftede ham om næsen med brevet, og jeg tror, vi har været ude i smil i fadstørrelse, da jeg kørte sydpå, mod Videbæk, for at holde dagens foredrag.
9000 kr har jeg fået i arbejdslegat. Nu ved jeg godt, at 9000 kroner ikke rækker ret langt. Men det er alligevel en uges løn, eller to, og jeg kan skrive mange ord og sætninger på to uger! Nu skal jeg bare ha fundet ud af, HVAD jeg skal skrive, og hvordan...
Jeg siger tak for støtten, til autorkontoen. Jeg siger tak for vedholdenheden, til mig selv.
Arbejde belønnes sommetider.