TudeMarianne

Jeg har aldrig prøvet det før. Jeg havde tænkt, at det måske en dag ville ske, men jeg havde aldrig tænkt, at min reaktion ville blive, som den blev...
Når man bor som vi gør, i udkanten, på et landbrug, er det helt naturligt at der indimellem sker ting, man ikke synes er særligt sjove. F.eks. dør der hver eneste dag dyr. Nogen dage er det "kun" i stalden og man ser det ikke, andre gange er det mus eller fugle, der dør for øjnene af en, når katten har fangst.
For en uge siden måtte jeg så til dyrlægen, fordi Bondemanden (uden skyld overhovedet) kørte over katten, da han ville parkere bilen i garagen. Den havde alle chancer - men hoppede ned, lige som han trillede bilen ind af porten. Og dagen efter måtte jeg til dyrlæge, for at få den aflivet. Det blir aldrig rutine, men det er en del af livet. Døden.

I går skete så det, jeg har frygtet i mange år.
Jeg kom kørende i bilen på vej hjem, og ud foran mig springer et rådyr. Jeg VED, fordi sådan er det bare, at et rådyr aldrig kommer alene, så jeg var nærmest i hold, da rådyr nummer to vælger at følge efter sin mor... og klap-bang - den braser lige ind i døren i førersiden på Rav´en... Hold nu kæft... et chok jeg fik, stod på bremsen og fik fundet katastrofeblinket, famlede efter telefonen, og kom hurtigt ud af bilen, for at tilse det dyr, jeg var sikker på lå bag bilen og vred sig i smerte.
Tusindvis af tanker fløj gennem mit hoved, bla. ærgrede det mig et kort sekund, at jeg ikke havde ordentligt fodtøj på, og derefter, at jeg ikke havde en kniv, og så, satans osse at det ikke blev Bondemanden der kørte med efterskolebarnet, men mig, og så stod jeg bag bilen og kunne se ... ingenting.
Dyret var væk. Og mens jeg ringede hjem for at finde råd og gode ord, begyndte jeg at græde...
Helt tosset meget græd jeg, bondemanden forstod kun halvddelen af min ordstrøm, og da der kom en bil bag mig, holdte ind, og kom ud for at høre om alt var vel, tudede jeg, det bedste jeg har lært, nemlig i vilden sky, med snot og tårer i en pæn blanding, og heldigvis var det en lokal jæger, som hurtigt konstaterede, at jeg roligt kunne køre hjem, for der sad 9 hvide hår på døren, der var en lille bule, og hans bedste overbevisning var, at dyret ikke havde taget skade, og alt sådan noget med sweisshunde og hva-har-vi, det kunne jeg roligt lade være at tænke på, for der var intet blod og uden blod intet spor, og rådyret var garanteret over alle bjerge nu, 3 minutter efter den var løbet ind i siden på bilen, så vær du kun rolig, kør du ligeså stille hjem, der sker ikke noget mere...
Og så fik jeg vist sagt tak. Tror jeg. Fordi han var stoppet.
Og så kørte jeg hjem. Ligeså stille.
Og så tudede jeg.
Og da jeg kom hjem stod en bekymret bondemand i døren, han var sikker på, at jeg havde totaltskadet bilen, så alle airbags var eksploderet - men der var ingeting at se, kun i hovedet på mig. Og da han lagde armene om mig, stortudede jeg igen. Og Ældstebarnet kom til, og hun trøstede, ligesom sin far, og jeg tudede og tudede og  det ville ingen ende tage.
Først da jeg fik kaffekoppen i hånden og skulle trække vejret for at drikke, fik jeg hold i det.
I dag har jeg mange gange tænkt på det skøre teenage-rådyr, som helt sikkert er ved at blive sparket hjemmefra af sin mor, og hun løber fra ham hele tiden, og han forfølger hende stædigt, vedholdende, hvor hun går og står. Jeg fik sat en stopper for hans videre forfølgelse. Noget så eftertrykkeligt.
Han har fået kontant bevis for, at hans mor ikke gider ham mere.
Hun stikker af fra ham. Øm i bagdelen er han sikkert, men hun venter ikke på ham. Nu skal han klare sig selv. Jeg håber, han har lært, at biler ikke "gir sig". Jeg håber, han ender som en lækker steg på grillen en skønne dag, skudt af en jæger, i stedet for at ende som et af de utallige rådyr, der køres ned i trafikken...
Og bulen? Den kan rettes ud. Og tudeMarianne? Hun tænker, hun var glad for at vide, at et rådyr sjældent kommer alene. Der er altid mindst to!!! Husk det. Og desuden er rådyrene helt rundtossede lige nu, ikke kun pga sommertid, men fordi de store lam fra sidste år, smides ud "hjemmefra", inden råen igen skal føde...