En slags redning

I aften har vi været til møde om vores lokale Dagli´Brugs. Skal eller skal bestyrelsen ikke arbejde videre med et selskab, en fond eller en forening, der med borgernes hjælp sørger for, at vi fremover kan drive dagligvarebutik i byen? Selvfølgelig skal de det. Vi har ikke råd til, at de/vi lader være. Og det får de mandat til. De skal nu danne sig et overblik over, hvor mange penge der evt. kan komme i kassen ved en indsamling, en garantistillelse, blandt byens borgere, medlemmerne af Brugsen. Der er blevet talt om renteudgifter, indsamlingsbeløb, lånemuligheder oma., så man var helt rundtosset i sit hoved. Jeg véd bare, at uden dagligvarebutik, så blir det endog meget svært, for ikke at sige umuligt, at fastholde den positive udvikling i byen og området - det vil blive ulige svært at tiltrække nye borgere, nye handlende, nye skoleelever, hvis ikke der er en butik. Så nu håber jeg, at vi kan finde ud af i fællesskab, at "klinge i kassen" og samle en halv million ind...
Så vi kan overleve som samfund.
Det lyder vildt sådan en mandag aften - at skulle tage stilling til - men ikke desto mindre, er det sådan det er.
Jeg pønser på at skrive et brev til Coop. De tager, set i min optik, stille og roligt livet af alle små-Brugser i hele landdistiktsDanmark. Omsætningerne står ikke mål med hvad det koster at være en del af "klubben". Og Coop er en andelstanke-klub. VAR en andelstanke-forening. Jeg synes ikke rigtig, det afspejler sig i den måde, de agerer på i forhold til de små Brugser. Men det kommer der nok meget mere om senere.
Lige nu vil jeg tage mine rugbrød ud af ovnen, og glæde mig over, at jeg også i morgen kan hente mælk, mel, kartofler, agurker, pålæg, apotekervarer, tjekke min lottokupon og gå på posthuset i min lokale Brugs.