Tid til eksamen

Jeg går i spænding, som om det var mig selv, der skulle op i mdt. dansk, skr. matematik, mdt. tysk, samfundsfag og engelsk. Alle teenagebørn har afsluttende eksamener i disse dage, og jeg er urolig.
Kunne jeg have støttet bedre, instisteret, fastholdt, terpet anderledes? Kunne og kan min indflydelse i det hele taget gøre enten til eller fra, når de sidder ved det grønne bord, og skal vise hvad de har lært, eller det modsatte?
Jeg glædes over sejre, glædes over gode karakterer, selvom jeg véd, at når det går godt, så er det ikke min fortjeneste, men deres egen. Jeg får ondt i hjertet, når de frustrerede ringer hjem efter endt dåd, og meddeler dårligt "udbytte", forventede flop - fordi de måske godt og udmærket selv er klar over, hvordan det vil gå, og at de ikke får mere med hjem, end de fortjener.
Bondemanden er mere kølig. Han synes at vide besked med ting, jeg ikke forstår, og har en klippefast tro på, ikke kun sig selv, men også sine teenageres formåen. Han véd, at går det skidt, så rejser de sig igen, går det godt, så soler de sig en stund, men lader det ikke stige til hovedet...
Manglende tro på egne evner, tvivl, er mere grundlæggende hos deres mor. Jeg husker mine egne afsluttende prøver som rædselsfulde, selv dem, hvor jeg vidste, at jeg havde arbejdet grundigt, og fortjente et pænt tal i rygsækken.
Jeg lovede mig selv, da jeg blev færdig som lærer, at jeg ALDRIG nogen sinde mere, ville gå op til en eksamen. Det har holdt stik. I hvert fald med direkte eksaminer. De inddirekte kæmper jeg stadig med.
Og sådan må det nok være. En mor har aldrig fri. Aldrig.