Jeg er stadig helt høj over gårsdagens oplevelse på Òsk.
Kl 17.30. red vi ud af ridehallen hos Gitte Roemer, efter en halv times intensiv undervisning. Jeg vurderede, allerede da jeg red hjemmefra ved 16-tiden, at vi nok ikke skulle ride langs vejen hjem, men tage den alternative rute, ind over Bondemandens marker, trods raps, nysået frøgræs og bløde agre. Så undgik vi bilerne på vejen, og ja, jeg ved sgu ikke liiige, hvad jeg tænkte... (Pia havde ellers tilbudt, at hun gerne ville hente mig og Òsk i traileren, jeg skulle bare ringe.)
Ude af ridehallen fortrød jeg mit forehavende. Jeg drev let på Òsk, og hun skridtede usikkert frem, og jeg må indrømme, jeg kunne ikke selv se nogetsomhelst. Det var bælgravende mørkt, det småregnede og var diset i det lys, vi kunne se fra vinduerne i husene. Snart kom vi så helt ud, hvor der burde ha været stjernelyst, og jeg besluttede, delvist fordi der kom en bil, incl. hestetrailer, imod os fra slugten/ vejen, at nej, vi skulle ikke dén vej, men ned og op over markerne... De første hundrede meter havde jeg mulighed for at orientere mig, fordi naboernes vinduer lyste. Lidt længere fremme blev alt sort. Som i heeelt SORT! Og da vi forlod grusvejen, kunne jeg intet se. Intet.
Det kunne Òsk. Og hesten, min fine dejlige 4-års hoppe, som absolut ikke har oplevet meget endnu, endsige været meget på tur med "mor", alene, tog sagen i egen hånd, og travede frem i raskt tempo, af den vej, som jeg ikke kunne se, overhovedet. Jeg fornemmede, at det var den rigtige vej, og fik da også drejet af - støttet hesten, når hun besluttede at dreje, hedder det vist... - og pludselig var vi sikkert igennem Floutrup, over vådområdet ved det hvide sommerhus, over rapsen og på vej hen over marken i direkte linie mod hjem. Jeg småsnakkede hele vejen. Roste min fine hest, og støttede hende så godt jeg kunne med ben og tøjle, men jeg havde ingen, som i INGEN, pejling på, om hun gik 100 meter forkert til hverken den ene eller den anden side. Det gjorde hun ikke. Direkte i lige linie hen over frøgræsmarken, ned forbi vandhøjen, skråt ned mod skoven, og vupti, 15 minutter senere stod hun hjemme i gårdspladsen, klar til afsadling. Jeg havde stort set bare siddet der.
Og mine tanker fløj til Island, hvor man allerede for 1000 år siden vidste, at en islænder til hver en tid kan få sin ejer hjem i god behold, uanset hvad. Der fortælles i Sagaerne om folk, der er fragtet tværs over Island på deres heste, som har kendt vejen, uanset om himmel og jord har stået i et, i snefog, eller i mørke. Jeg må indrømme at min færd var ufarlig sammelignet med Sagaernes. Men jeg har gjort en opdagelse, som jeg hele dagen har funderet over.
Og jeg har tjekket min "nattefærd" i mørket. I eftermiddags tog jeg turen retur, til fods, bare for at konstatere, at Òsk har kendt den direkte vej hjem, og at hun har travet i totalt jævnt tempo - et skridts længde mellem hvert hovslag, så godt som uden slinger i valsen.
Kan en hest se i mørke, spurgte jeg google - og ja, meget bedre end mennesker, og det er klart, at overgangen fra lys til mørke kræver lidt omstilling, men heste ser noget bedre, end vi gør! Og så har de en tydelig kompasagtig indretning i hovedet, som får dem til at søge direkte hjem. Jeg er imponeret. Over Òsk, over heste i det hele taget - og stolt af, at jeg faktisk turde lade hende gøre det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar