De fire studerende på oplevelsesøkonomi fra Århus Universitet har som en del af deres eksamensprojekt lavet "Lyden af Selde" og der var urpremiere i går på Skivevej 13.
Der var fem stationer med lyd. En i en urtepotteskjuler, en i et skab, en i en kasse med gammelt porcelæn, en i en køkkenskuffe og den sidste i en toiletpapirsholder på badeværelset. Lydene var mangfoldige - optaget i Selde, med dagligdagslyde, af borgerne selv, og nogle af sekvenserne var de studerendes lydoptagelser fra interview med forskellige borgere i byen. Meget varierede. Bus, biler, musik, børnelatter, bib-lyde fra kassen i Brugsen, vindens og fjordens susen, optaget og klippet sammen til en mosaik.
Og så stod eller sad man der, med høretelefoner på hovedet og kunne genkende flere af stemmerne, mens gæsterne til eventen defilerede forbi. Det er en egen verden, at stå der, optaget af noget, og samtidigt være en del af noget, som ikke rigtigt kan defineres, forklares. Skønt, men også vemodigt - huset bliver revet ned i dag. Skivevej 13, der har bragt folk sammen, men også bragt sind i kog, ad. DR´s Lukketid for Landsbyerne.
Når man havde været igennem huset, var der frit valg mellem gravøl eller champagne. Begræder du husets endeligt, eller, glædes du over, at noget nyt kommer til at ske?
Jeg fik cola.
De fire studerende fra Århus byder velkommen og fortæller om dagens program
Der skrives i gæstebogen, og nydes et glas øl eller champagne og snakken går
En cirkusdirektør, en Bondemand, en Lokalarkivar og Kongen (tager du billeder nu??)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar