torsdag den 21. november 2013

Seldes Kunst

I aftes var jeg til møde i min landsby. Vi startede med fællesspisning, og derefter gik det over i et møde,  hvor en kunstner og masterklassen af kunstnere fra Århus Kunstakademi, tilknyttet projekt Kunst i Selde, hver især præsenterede deres forslag til kunst og events i kommende periode.
Marianne Jørgensen, min navnesøster, som er landartkunstner, havde et forslag med til en podehave, som hun vil placere på den gamle mølletomt, og hun viste os billeder af flere af sine tidligere projekter, samt selvfølgelig model og skitser over podehaven, hvad hun forestiller sig, og hvordan. Det bliver et opsigtsvækkende mønster efter indiansk tradition, med urter, buske og træer, der skal podes! Æbletræ med podninger af forskellige sorter af æbler på det samme træ, blomme, kirsebær og pære ligesådan. Det er byens have, og man skal hjælpe hinanden med podning, beskæring, ukrudtslugning og høst af afgrøder. Den spiselige podehave! Selve indretningen skal ske i form af en hoftehøj mur som skal bygges op og "limes" sammen til et murværk i tre niveauer, i et mønster der tager udgangspunkt i et indiansk broderi. Afgrænsningerne, mønstret, skal bygges i mursten, med en særlig hårdtbrændt "Selde-sten" i tegl, som Marianne Jørgensen er ved at undersøge mulighederne for at få lavet.
Ud over Mariannes projekt, var der flere andre, knapt så store og knapt så omfattende kunstværker, og en event i forbindelse med Valborgsdag i foråret. Flere af kunstværkerne bliver "blandet med byen" og omfatter bla. blomsterbroderi, analemma-geocatch-uendelighedstegn, malede hegnspæle i retning/linie mod fjorden, for at få os til at se den vej, og så realiseres "puden" på "lægegrunden" i foråret, dog uden lyd, og Leo filmer fortsat de mærkelige danskere og deres ufattelige kultur...
Og så fik vi, Selde, foræret en gave:
Astrid Gjesings værk: "Jorden bærer dit aftryk"
Et værk, som har rejst rundt i Danmark gennem flere år, og som nu foræres til os, fordi vi gør, hvad vi gør - og selvfølgelig fordi kunstneren synes, hendes værk vil kunne gøre noget for Selde.
Det er da helt vildt!!
NU er øvelsen så, at få flyttet rundt på de allerede afsatte midler, så kunstprojektet ikke dør efter de første to semestre. Jeg håber inderligt, at det vil lykkes. Alternativt må vi udskrive kommunalvalg igen i januar, så vi kan få valgt nogle nye politikere, der kan afsætte nye midler, og ansætte nye embedsmænd - embedsmænd, som kan SE. Og som kan SE kunsten, som det, den er: KUNST. Til glæde og gavn, ikke kun for vores lille flække, men også for Skive Kommune som helhed!

Ingen kommentarer: