Huset er gået til ro. Det er den tid på døgnet, jeg elsker allermest. Eller nej, rettelse: det var den tid på døgnet, jeg elskede allermest, da ungerne var små. Når de sov, og jeg havde ro til at tænke tanker, der ikke omhandlede vasketøj, gymnastikposer, madpakker, lektier eller "kørehviletidsbestemmelser" for de kommende dage...
Nu om stunder klarer de mest sig selv, og de styrer med rå mine sengetider, madpakker, lektier... kun vasketøjet kniber det lidt med. Her råbes der indimellem højt, når stakken på bryggersbordet er så høj, at den dækker for skriften på tavlen, dvs. ½ til 1 meter...
Godnat, sagde de, og forsvandt ind på teenageværelserne. Godnat, min skat!
Og så er her så stille. Jeg har tid til at tænke.
I aften tænker jeg så det knager, for jeg har fået et tilbud, jeg har svært ved at tro på, kan realiseres. Og alligevel tumler tankerne og ideerne rundt i kraniet på mig. Godnathistorier... hm...
Kan jeg skrive sådan nogen?
Kan jeg skrive godnatstillehistorier?
Jeg larmer jo... Normalt larmer jeg helt vildt meget.
Men der er en udfordring i ikke at larme.
I at være godnatstille.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar