Torsdag-fredag-lørdag var jeg i haven. Dvs det var ikke selve haven, med bede og græs, nej, det var gårdspladsens så-småt-have-del, jeg havde set mig gal på... ca 100 meter med græsplæne, der væltede ned over den gamle pik-stens-rende-belægning.
Så jeg stak kanten med en kantspecialstikkeskovl-tingest.
Så skovlede jeg kant-resterne op, i først en trillebøre, senere en frontskovl på en minilæsser.
Så gravede jeg jord, der gennem 5-10 år var løbet ud i belægningen, op og væk, løsnede og til slut fejede jeg. Og skovlede masser af jord og sand op indimellem...
De to render ser nu fine og forholdsvis rene ud. Vejbredden er øget med flere visuelle meter i begge sider. Kort sagt: Det ser pissegodt ud.
Sukket kommer her: Jeg er ikke skabt til fysisk arbejde i rå mængder. Jeg har fundet mit nemesis. Mine håndled er stive og bulne, mine fingre sover og snurrer. Vablerne er ingenting i sammenligningen med den vedvarende permanente smerte jeg selvforskyldt er havnet i. Så kan jeg lære det. Og min søndag må tilbringes med andre gøremål, selvom vejret med de 14 grader og fed stank af gylle indbyder til havearbejde. Jeg har faktisk LYST til at gå i haven og rode. Men det kan jeg ikke. Det gør ondt. Og ondt gør ondt værre, så jeg forholder mig i ro.
Og sukker.
Søndagssukker.
Øv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar