Hverdagens høst

Med i tasken var min pc. Den, jeg bruger til mails og sådan, men jeg havde den kun fremme, fordi jeg skulle. En klumme til Landbrugsavisen havde deadline, inden jeg kunne nå at komme hjem på min pind, for at skrive. Så det måtte jeg gøre, mens min Bondemand var ude at fiske, og hans gamle ven og hyttehusets ejer, makkede i sit bådhus.

Vi har været på ferie.  Bondemanden og jeg. Til Hidra, øen ved Flekkefjord i Norges "Sørland", hvor vi er kommet de sidste 25 år, ikke ofte om sommeren, men altid i efterårsferien, og i påsken, eller bare i en lang weekend. Nogle gange med venner, andre gange blot med vores egen familie, og tit med besøg af husets ejere, en dag eller to, for at vi ikke skulle føle os helt forladte... I år blev det så til en slags sommerferie, 6 dage, med rejsen i hver ende inkluderet.

Ikke nogen overmodig eller lang ferie, vil nogen hævde, men længe nok til, at vi kom ud af rutinerne herhjemme, ud af hverdagen, lige præcist nok til, at jeg nu sidder med vemod i hjertet, og tænker, at hverdagen har stjålet min elskede fra mig.

Der er markant forskel på, hvordan vi er med hinanden, hvordan og hvad vi taler om, hvor ofte vi smiler, ler, kysser. Måske er det derfor, der nogen gange indsniger sig en vis form for irritation over Bondemandens hverv, når der står sommerferie i kalenderen, og ingen har skole, studier, foredrag at passe. Han har altid, og har altid haft, svært ved at acceptere, at vi andre ikke foretager os ret meget i juli måned.
Og nu er høsten i gang. Der rases og regeres, med store maskiner, siloer, plantørrerier, vogne, traktorer, der planlægges og kommanderes. Kaffe hid, aftensmad did, hvem, hvor, hvor mange... Og morgenmadsbordet, med et varierende antal sultne stald- og markfolk er snart det eneste tidspunkt, hvorpå jeg ser ham. Det må jeg så lære igen i år. Den halve time, mens andre nyder hans opmærksomhed, og dagsplanen så småt sættes i værk...

Hverdagen og høsten har stjålet min elskede -