Ophøstet

Nu skal alting ikke være en klagesang fra landbruget. Faktisk findes den gode historie, og jeg kan da godt dele en af dem?! Hvis det skal være...
Vi fik ophøstet i lørdags - de sidste ærter  blev høstet, mens bondemanden og jeg sad på... tadaaaa... vores foretrukne ferieø, Hidra, nød solen, og venners gode selskab, mens den mellemste klarede, ja, ærterne!
Og så er de glade, bønderne. Det er jeg også. En hurdle mindre at bekymre sig om og over, og nu skal vi så bare liiiige have gjort klar til næste års høst.  Der er ufatteligt mange regler at forholde sig til, med efterafgrøder, som længe er sået, om grøn-arealer, om afgræsning, for at kunne få en skvæt ekstra gødning til næste års brug, om brak og randzoner. Og der bliver planlagt i detaljer, hvor og hvor meget, anslået og diskuteret.
Imens er jeg gået i skrivehi. Dvs. - jeg forsøger at komme i Skriverskjulet, forsøger at komme i gang med historien, og jeg minder mig selv om de roser og den feedback,  jeg modtog og fik, da der i sidste uge var Kulturmøde på Mors. Jeg satser på, at jeg har fyldt så mange indtryk i bagagen, at jeg ikke sådan lige med det samme får ophøstet af mine idéer, at jeg kan udfolde endnu et læseværdigt kapitel til Asger, Maren og Rasmus Smeds liv.
Der skal fødes nogle unger, passes en købmandsgård, sælges noget hamburgsk filigran, ansættes et par tjenestepiger, sejles på Skagerak, til Norge, fiskes og begraves. Der skal findes en kone, smedes nogle hestesko, bygges et hus, sælges nogle stude. Og så skal lille Niels Kaas  til Kjøvenhavn og studere! Han er snart på vej, tror jeg, jeg vil afsløre.

Det er bare at komme i gang, siger Bondemanden, og måske er det faktisk så enkelt. 
Måske ikke.