tirsdag den 21. august 2007

USA

er Guds eget land! Og selvom jeg kronisk er ræd for alt nyt, så tager vi alligevel i fællesskab springet og drager afsted til USA i oktober. Hele familien. Mette og Co. kan godt begynde at ruste sig, for vi kommer som det første til San Fransisco, hvor vi har været nødt til at leje en mini van. Den søde dame på Fdm-kontoret i Næstved var sikker på, at vi ikke bare skulle have en almindelig bil. Nej, hun syntes alene i telefonen at kunne se, at vi er en familie, der fylder meget - så mini van it is! Nu håber jeg så på, at det er en 6-liters V8 Chevrolet - det vil tiden vise! Bondemanden er vist ligeglad, bare det kan køre! Det er Jeppe og jeg ikke sikre på er nok!

mandag den 20. august 2007

Höldur


blev solgt som 5-årig, rå og utilredet. Nu er han 6 år, og Anja red ham til. Han er da dejlig? Og smuk! Vi har besøgt ham, og han kunne kende mig, selv efter et helt år! Utroligt!!

Træning


Der er mange måder at træne på. Jeg spiller sommetider tennis. Andre gange løber jeg en tur i skoven, og hvis jeg skulle kede mig, så kan jeg altid tage min hest frem fra folden. Fenja har føl. Nu er føllet godt nok snart 4 måneder, men jeg gruer for den dag, jeg skal på Fenja for første gang, "igen"! Hun er en bestemt dame, Fenja, men hun er god. Gad vide, hvad hun synes om mig? Føllet, Náttgjola, er hun ihvertfald ret glad for...

lørdag den 18. august 2007

Kano og cirkus

til underholdning ved jeg ikke, hvad der er bedst eller mest interessant! Men Lærke er taget med Ungdomsskolen på Kanotur på Skals Å, og de to "små" skal optræde til byfest i Durup med Salling Circus Kids!! Resten af weekenden skal de være på cirkusfabrikken og lave gøgl og springe og cykle på et hjulet cykel og jonglere og være trapezprinsesse, og danse showdance bl.a.. Vi to gamle er ved at pakke bilen, så vi kan komme til Ribe - det blir måske også sjovt?? Hvem ved??

fredag den 17. august 2007

Rejsen til Ribe


For ca. 20 år siden gjorde jeg en anden rejse. En rejse VÆK fra Ribe. Jeg endte på Kalø Sproghøjskole og troede jeg skulle lære fransk. Jeg lærte ikke fransk, jeg lærte sallingbomål, og siden har dét fyldt min dag og nat på forskellig vis. I morgen skal jeg rejse til Ribe. På visit. Jeg glæder mig. Bjerrumgaard Bed&Breakfast. Næsten marsk, næsten by. Med udsigt til Borgertårnet på Domkirken. Som er smukt udsmykket af Carl Henning Pedersen. Jeg så det ske - det var i starten af 80´erne, inden rejsen fra Ribe startede.

Han var en gammel mand dengang, allerede, og stod på et stillads højt oppe under buen i koret. I hvid kittel. Vi måbede.

torsdag den 16. august 2007

Søg, og du skal finde!



Søgte jeg mon efter noget bestemt?

Jeg kom til at tænke på sangen om Sally, da jeg så billedet.... "Ude i det store grønne jordbær-bed"... "hvor er nu den stakkels lille Sally"... osv. Kan I huske dén fra musiktimerne i 1. til 5. klasse? Vi havde en lærer, der hed Tove Salling. Hun var sød. Gad vide, hvad der er blevet af dem fra min klasse, og ikke mindst fru Salling?

Sørøver Sally

vores nye labradorhvalp, er nu så stor, at hun ikke længere kan klemme sig ud eller ind af kattelemmen. Det er et kosteligt syn, når hun forsøger at mjævre sine lange ben igennem hullet, der altså nu, efter 6 uger, er blevet alt, alt for småt! Vi har bestilt en ny lem. En labrador-lem....