torsdag den 20. december 2007

Frisør eller præst!

Jeg var i kirke i morges. Sammen med alle skolebørnene, til gudstjeneste inden juleferien.
Jeg skal også til frisør i dag. Det er en tid, jeg har bestilt for henved 6-7 uger siden.
Jeg glæder mig. Til legalt at læse Se&Hør, Alt for Dullerne og Q!
Og jeg glæder mig til at få farvet mit grånende hår og blive nusset om. En sidegevinst er alt det, man kan nå at snakke om på to timer... Frisører har en særlig medfødt (tror jeg) evne til at pumpe for oplysninger, som så kan videreformidles i små doser, afhængigt af, hvor meget den næste kunde "gir´".
Er det ikke forunderligt?
Hvis jeg skulle vælge mellem at blive præst eller frisør .....
Så valgte jeg nok at blive præst.

onsdag den 19. december 2007

Vaniliekransedej


lavet af Kærgården er ikke det bedste og nemmeste at arbejde med. Lurpakken lå i køleskabet, men det overså, eller vidste? Line ikke, da hun i aftes slog dejen sammen. Men nu ligger der vaniliekranse i mange lag i kagedåsen. Den har jeg så tapet sammen. For at undgå svind...

Og de brune kager, som Lærke lavede dejen til, med hjertefacon, er også blevet lagt i dåse, og dernæst tapet. Nu håber jeg så bare, at de damer husker hvor lang tid det tager at bage småkager, inden de bryder dåserne op....

tirsdag den 18. december 2007

En slags stilhed.

Min verden er lige nu helt, helt stille. Ungerne er i skole - 2. sidste dag før juleferien - pc´en er til opdatering pga. langsommelig sagsbehandling, og det gør verden stille på mere end én måde. Ingen mails, ingen blogning, ingenting. Og for at det ikke skal være lyv, så er min tørretumbler gået kold. Så jeg kan heller ikke vaske. Husmoderens yndlingsbeskæftigelse. Elektrikeren har lovet at komme i dag. Det er jeg glad for. Og pc-manden ditto. Det er jeg også glad for. Så ind under aften er der nok storm igen. Det er jeg også ret glad for!

onsdag den 12. december 2007

Liv i Posten?

Ja, det var der stadig, selvom jeg var ved at opgive! Hun ringede aldrig tilbage, gjorde Liv ej, men nu har jeg fået et venligt brev fra VICEDIREKTØREN i Post Danmark. Han siger også, at jeg skal have et brevindkast, mindst 65cm over dørens underkant, og at selv landpostbude skal have bedre arbejdsvilkår, så en postkasse med brevindkast ved skel var nok at foretrække. Jeg skal vist til at tage billeder af min dør, så de selv kan se, at den godt kan fungere som et stort brevindkast!

tirsdag den 11. december 2007

Højriis Slot


-som ligger på Mors, er den eneste bygning, jeg kan se fra det vindue i Fasters Sommerresidens, hvor jeg hele dagen, og mørkningen med, har siddet og skrevet og skrivet og skrevet mere igen, på den novellesamling, som jeg satser hårdt på at blive færdig med inden Jul. I hvertfald så færdig, at jeg kan sende den til Hovedland og få respons efter Nytår.
Jeg trives med at være alene.

mandag den 10. december 2007

Cirkus Kids

Kontrasten er stor på dette billede. I baggrunden ses Salling Cirkus Kids, i forgrunden Hjørring Pige Garde. Billedet er fra september 2007, hvor de dansede deres danseshownummer, deres såkaldte Tarzannummer i Pandrup.
I aftes skrev jeg en ansøgning for Cirkusungerne. De vil gerne vinde en million i "Hvem vil være millionær" - junior. Det bliver ret spændende, om de i det hele taget for lov at komme i studiet?? Er man mon på nogen måde sikret en trøstepræmie, hvis ikke man vinder noget?
En ting er sikkert! De trænger til at tjene nogle penge, gør Cirkus børnene.
Deres tøj hænger i laser....

søndag den 9. december 2007

Et litterært sted

Jeg har taget en vigtig beslutning.
Jeg rejser hjemmefra.
Fra på tirsdag, og så ugen ud.
Om dagen.
Fra 10 til 18.
Så skal jeg skrive.
Skrive mig færdig.
Med novellerne.
Stedet er et sommerhus.
Ikke så langt væk hjemmefra.
Der er hverken mand, børn, hundehvalp,vaskemaskine, telefon eller internetstik.
Det bliver hårdt.
Jeg glæder mig allerede.