tirsdag den 16. december 2008

Dag 2

Dagen i dag har budt på flere udfordringer - også nogle uoverkommelige...
1) madlavning ( dog assisteret af sønnen, og siddende på en stol)
2) transport af sig selv til loftet (fordi det er der, badeværelset er stort nok til at huse ham)
3) demontering af tøj (hér fik han dog hjælp af undertegnede)
4) selve badet ( stående på ét plastikposeindpakket ben, uden krykker)
5) barbering (siddende ved en ikke-handicapvenlig håndvask)
6) påklædning ( han måtte selv i skabet efter en ren t-shirt)
Nu er sofaen indtaget igen - man er træt.
Det er jeg også.
Godnat.

mandag den 15. december 2008

Dag 1

Farmand er nedlagt med krykker.
Der tages visse hensyn, og der serviceres jævnt.
Gulerødder ( i et desperat forsøg på at holde vægten),
vand ( for at sluge de hvilebringende piller),
fjernbetjening ( så han selv bestemmer hvad han gider se i flimmeren),
forsyninger ( så han alligevel ikke sulter),
- og alt i alt har dagen bragt ham frem og tilbage mellem sofa, kontor, sofa, toilet, sofa, køkken, sofa, kontor, sofa osv osv ca. 25 gange.
Nu er han træt. Han har fået vand i flaske, 2 pinex og sin mobil på natbordet (så han kan ringe til sin hustru, som stadig sover i soveværelset ovenpå, hvis og såfremt han skulle få brug for hjælp)
- og der er kysset godnat og puttet dyne.
Jeg er også træt.
Godnat.

søndag den 14. december 2008

Krykker

Det skulle jo ske på et tidspunkt.
Og det gjorde det så i dag - i formiddags, faktisk allerede - og katastofen er intakt endnu, her ind under midnat!
Bondemanden har været på sygehus for første gang i sit liv, han fik tappet blod og alt muligt, blev bedøvet, og skåret i - og syet i, og sat sammen med en såkaldt "walker bandage" - som ikke må støtte på jorden i... hold fast... samfulde 5 uger..
Akillessenen sprang ved hop fra minilæsser.
Der er dømt sengeleje og sofa, og det er allerede en prøvelse...

Det er ikke godt. Men han er syet og lappet, humøret har ikke taget skade - endnu -
Jeg tror det næste der kommer, er en uhelbredelig form for selvmedlidenhed... bare vent...

fredag den 12. december 2008

Julekalender - alternativ i mørkningen

I tirsdags havde jeg fået betroet et vigtigt job.
Jeg var "kalenderpige", og skulle læse op, siddende i en magelig stol, gemt bag en luge i Sallingsund og Omegns Museums Julekalender.
Oplægget lød ca. sådan her: " Vi har fundet 24 personer med noget på hjerte. Din opgave blir at skabe ro og tid til fordybelse i mørkningen, hvor tilhørerne ikke behøver bekymre sig om julestress og julegaver, men bare kan være".
Jeg tændte lyset i kammerstagen og læste op.
Hele loftsrummet på museet var fyldt til sidste siddeplads. 62 stole.
Det var en dejlig oplevelse - og gir stof til eftertanke - hvorfor er der ikke flere steder, hvor man kan mødes til julekalender-mørkning og glemme, man skal nå en hel del andre ting i december?
Opfordringen er hermed givet videre. På nedenstående link kan man se lidt mere:
http://www.museumsallingsund.dk/Specialudstillinger/nuvaerende.php

torsdag den 11. december 2008

Klokkeren fra Notre Dame


opføres i aften på Salling Ungdomsskole, efterskolen i Jebjerg.... Lærke har hovedrolle som Esmeralda i første akt. Hun skal vist både synge solo og have sort paryk på. Vi glæder os meget til at se, hvad de har fået ud af historien...

Den oprindelige roman fra 1831, skrevet af Victor Hugo, hed "Notre Dame de Paris" - den er filmatiseret mange gange, og senest har Walt Disney udødeliggjort historien som tegnefilm-version i 1996...

Nu blir det spændende at se, om Lærkes optræden i aften også er en slags "klassiker"..

tirsdag den 9. december 2008

Hestefolden


er ved at blive opdateret med nyt elhegn - ny kasse til beskyttelse af samme, og ikke mindst - der fjernes et væltet træ, så det nye elhegn kan fungerer efter planen - at holde hestene inde!

På lørdag kommer chipmanden - jeg burde lægge grime på Òsk og Nala - og det tror jeg, jeg heller må øve mig lidt i inden... Og Nattgjola - den uartige plag - hun burde vel også dresseres til at kunne stå lidt stille med grimen på...

mandag den 8. december 2008

Billedet - der var sangskjuler


Guldbrudeparret 1958 - 2008
Anna og Johannes
Pustet op i 36 A4-sider og tapeseret på en dertil indrettet plade
Det havde vi meget sjov udaf - og nu er ideen lykkedes, og kan hermed gives videre - hvis nogen mangler en genial julegave i megaformat?