fredag den 7. august 2009

Cirkus Summarum - sidste udkald

hehe...
I dag skal alle cirkusforældre og søskende til Århus og se forestilling. Bussen kører med os alle sammen, og jeg er godt nok spændt på at se lokaliteterne i Jyllands Hovedstad - og så GLÆDER jeg mig til at se forestillingen igen!
På søndag er det slut.
Så kommer de hjem.
Efter 7 ugers intensiv sommerlejrarbejde...

mandag den 3. august 2009

Udveksling

Så kom Daniel!
Min brasilianske "søn" på 17, som skal bo hos os indtil sidst i november. Han skal gå på gymnasiet i Skive, 1. g. fra på mandag, og lære dansk på sprogkursus intensivt i 3 mdr. på VUC, også fra på mandag.
Lige nu sover han. Han ankom i Karup 23.30. i aftes. Jeg overvejer at vække ham til middag. Så han kan starte på dét, vi kalder "kitchen classes". Det er helt vildt spændende.

torsdag den 30. juli 2009

Gøremål

er der mange af - f.eks. har jeg lige renset tagrender! Assisteret af Thomas - men kun indtil han havde vigtigere gøremål, som f.eks. at søsætte den tømmerflåde (indbygget musikanlæg, elektricitet og lædersofaer) som han og Jeppe har bygget på i over en uges tid. Det er en fin fin flåde. Med tag og bygget over tomme olietønder.
"Der er ikke hverken søm, skruer, fugemasse eller pind tilbage på hele gården", sagde Bondemanden med et stort grin - så længe de makker i tømmerflåde sidder de jo ikke foran en computer, og det er jo enhver faders drøm - selvhjulpne drengebørn med initiativ! Ikke dovne drenge foran en skærm....

mandag den 27. juli 2009

Folketælling

For første gang siden sommerferien startede har jeg nu mine egne tre unger i huset. Plus det løse. Men mine unger er her! Line kom hjem i nat, en times tid inden storesøsteren skulle afsted på arbejde, og mindst et par timer inden Jeppe fandt vej til sine sovegemakker.
Line er hjemme for en kort bemærkning.
Cirkus Summarum flytter til Århus, og de har lige 2½ døgn under hjemlig dyne, inden de skal afsted til Århus, onsdag formiddag.
Tilgengæld gør Lærke og jeg turen til Kbh i dag!
(Det skal ikke hedde sig)
Den amerikanske Ambassade skal SE og RØRE ved visumansøgere, inden der sættes et stempel i passet, og man kan få lov at indrejse som andet end almindelig turist. Det virker gammeldaws. Og det fjerner morskaben ved at komme til København, når man skal stille på Ambassaden kl 8.45. tirsdag morgen...

lørdag den 25. juli 2009

En lille bitte tur

I aftes var Pia og jeg på hesteryg. Ca. 2-3 timer. Det føltes som absolut ingenting. Vi er jo vant med længere ruter og ganske mange flere timer.
Men der var en enkelt stubmark... Og hestene, de gamle ridehopper, skulle slet ikke anspores til at sætte i fuld galop op over bakken - huhej - hvordetgik!!! Skøøøønt i mindst 4. potens!!

fredag den 24. juli 2009

Ingen jordbær

at finde nogen steder - ingen selvpluk.
For sent ude.
Hvem kender et sted, hvor jeg kan plukke 20 kg jordbær?

onsdag den 22. juli 2009

Sadler i hø

Hytten er en gammel tørvehytte. Her overnatter man stadig, når man om efteråret skal samle fårene ind. Vi havde vores sadler, sadeltasker og hjelme stablet op i den ene ende af hytten. Vi spiste i den anden ende. Siddende på høballer ved et rustikt langbord. Eventyr!!