Høstens endeligt!

Jeg håber, det blir i dag at det sidste våde kinakål bliver bjærget og kommer ind på plantørreriet. Vi trænger til høstfred. Vi trænger til ikke at være afhængige af vejret, ikke at hænge i dmi´s vejr på nettet hver andet øjeblik, vi trænger til fred.
Nu er jeg jo så dreven, at jeg godt ved, at det ikke kommer til at ske lige med det samme. Der er både halmen (...) og såningen tilbage. Men det der med at pløje og så, det har aldrig været noget voldsomt problem, når først høsten er i hus. Der falder sådan en ro over bonden, når han har høstet op, og dén ro forstyrres ikke af et par uger med såmaskine og plov. Der skal stadig leveres madpakker og serviceres, bevarres, men det er ikke i samme opskruede sindstilstand, og meget meget lettere at kapere for en følsom sjæl som mig...
Høstmaskinen brøler derude nu.
Så er vi forhåbentligt færdige om 8 timer!
Tak. Tak søde dmi, og hvem der ellers kan tænkes at være involveret.

Videre, videre

Nu er det to døgn siden, jeg første gang stod med Fællesspisning i min hånd. Jeg har siddet en del med den, og sågar haft den med i min taske, så jeg kunne vise den frem, når jeg kom omkring i landskabet... (hvor dum har man lov at være?) Det har helt sikkert givet anledning til hævede bryn forskellige steder, men jeg er ligeglad. Jeg er nemlig godt og grundigt stolt af, at det endnu en gang er lykkedes mig at gøre en bog færdig. Det er faktisk voksenbog nummer fire på 5 år. Dertil skal lægges fem børnebøger.
NU er jeg imidlertid kommet til et sted, hvor jeg ikke er helt sikker på, at jeg kommer til at gå den rigtige vej. "Bondefanget" er udsolgt fra forlaget (jeg købte selv de sidste 50 stk) - og jeg er faktisk begyndt at skrive på fortsættelsen.
Desuden har jeg i flere måneder læst i gamle bøger og søgt oplysninger, der kan klæde mig på, så jeg kan komme i gang med historien om Rasmus Hjorddreng på Kjeldgård anno 1534. Mit forlag siger, at jeg skal skrive historien om Skipper Clement og Rasmus. Det har været undervejs længe og jeg har hørt forlaget sige det samme i årevis. Omvendt - så har jeg ikke nær så meget arbejde ud af at skrive fortsættelsen til Bondefanget, den skal sådan set bare skrives ned, redigeres, rettes og udgives...

I går afleverede jeg elektronisk en ansøgning til Statens Kunstfond. Jeg fik, fordi de ber om det, lavet en synopsis og en tidsplan for Mørkets Skipper, arbejdstitlen, og jeg har forbløffende meget lyst til at leve, som de gjorde i slutningen af middelalderen, bare for at prøve. I weekenden er der flere markeder, rundt omkring, og jeg tror, jeg skal til Spøttrup Borg og opleve levendegørelsen dér. Desuden er der Hestenes dag på Skive Trav, hvor en hel del islændere kommer og viser deres fortræffeligheder - dét kunne også være historisk interessant! I uge 37 har jeg fået lov at komme med Bent ud at sejle i træskib, til Træskibssejladsen Limfjorden Rundt 2011. Jeg skal suge til mig af dufte, vand og lyde på en gammel træskude, så jeg véd, hvad man i 1500-tallet kunne udsættes for på fjorden.
Jeg researcher til Mørkets Skipper på mange fronter - men hvad skal jeg gøre? Hvad skal jeg give mig i kast med? Hvad skal jeg satse på? Nutid eller datid? Og hvem skal jeg spørge - hvem kan rådgive mig?

Den håndgribelige virkelighed

I går var jeg ovenud glad, fordi jeg håbede at bogen, barnet, ville ankomme med posten i dag.
Nu er det blevet i dag, og jeg sidder foran skærmen med barnet, bogen i hånden. Sådan rigtigt. Jeg kan ikke finde nogen fejl i den, hverken stave, dele eller kommafejl. Det er svært livsbekræftende med sådan en fysisk, håndgribelig velduftende bog mellem fingrene.
Og så synes jeg det er lidt morsomt, at grafikeren har valgt at bruge det gamle billede, i stedet for det nye, proffe, jeg fik taget inden Bondefanget skulle udkomme. Det gamle billede - som ældstebarnet har taget, tilbage i juli 2006 - da den første novellesamling skulle ud i verden. Billedet med hestefenden, kornmarken, fjorden og tordenhimlen i baggrunden. Men det er der nu nok en højere mening med. Forfatteren er godt tilfreds. Både med valg af billede, med teksten indeni, og også den udenpå.

YES! YES! YES!

Min forlægger har lige ringet....
Jeg får et eksemplar af Fællesspisning med posten i morgen...
Og så sender forlaget ud til anmeldere i denne uge....
Og så udkommer den officielt den 22. eller 23. september....
Er jeg glad???....
JA!!!! FOR FANDEN HVOR ER JEG GLAD!!!!
Wiiiiii.....

Marketingsafdelingen

siger, at jeg skal i gang med at promovere min kommende bog. Det er ikke den mest naturlige beskæftigelse for mig, men jeg er så småt begyndt at tilrettelægge et par tiltag, som efter den 1. oktober og "frigivelsen" kan formidle og fremme bogsalget.
Den 29. oktober skal jeg, sammen med en hel del andre forfattere (Lise Andersen, Pia Grandjean Odderskov, Inge Pedersen bl.a.) læse op og fortælle om Fællesspisning på Kulturstationen i Skørping.
Hmm, Skørping. Der er smålangt til Skørping. Jeg overvejer en overnatning.
Jeg overvejer også at kontakte GoMorgenDanmark.
Jeg overvejer så meget.

Mit forlag,  Hovedland, har allerede været i gang: her er hvad der står på deres hjemmeside, under bøger på vej, om mit kommende "barn":

Fællesspisning

I et lettilgængeligt og mundret og sprudlende sprog, på én gang jævnt og raffineret beretter Marianne Jørgensen i 17 korte noveller om alt fra guldbryllup og konfirmation til heste-hviskere og symaskiner. Fortællingerne er små tableauer fra det virkelige liv. Fra det land, som stadig er der. Og for Marianne Jørgensens vedkommende ligger landet i Salling.

Udsigten

fra mit vindue er ligeså trist som vejrudsigten: vådt og vådt. Præcist midt i billedet kan man ane noget gult. Det er det Store Gule Monster, kørt i garage, utålmodigt ventende. Ligesom vi andre.

Høsten

Ja, det vil være løgn hvis jeg sagde, at høsten er slut og alt er idel lykke og idyl. I skrivende stund tegner der sig et billede af en høst 2011, som har budt på mange vejmæssige udfordringer, men så sandelig også høstmaskinehavareringer. Jeg tror, sammenlagt maskinen har budt på overraskelser omtrendt i 2-3 dage. To gange har de måttet skifte et punkteret frontdæk. (Det er altså stort sådan et dæk!!) En gang har de brændt turboen af ( det tog en halv dag alene at skaffe stumperne) og to-tre gange har de holdt stille pga remme der skulle skiftes eller ting, (en jernstang på 1 m, glemt under reperation), der uforvarende var krøbet igennem halmsnitterens knive og vredet med hele systemet...
Nu håber jeg ikke, der kommer flere overraskelser. Lad os nu få høstet det sidste hvede, klatterne med havre, så vi kan få gang i specialafgrøderne. Spinat og kinakål. Endnu ikke tjenlig til høst. Men spændende, alt for spændende at gå at vente på, når vejrudsigten fortsætter med at love regn og tordenbyger, der falder uforudsigeligt i spredt fægtning.
Jeg kan helt længes efter at skulle stå en halv dag i køkkenet og bage høstvaflerne...