onsdag den 19. oktober 2011

Hvor svært ka det være?

Sagde Bondemanden...
Ikke ret svært, frem med kortet, tast og vupti!! så har man bestilt en rejse, sin sommerferie. I december.
Og med store selvkørende madlavende vaskende og rengøringsvenlige teenageunger, er der jo intet at betænke sig på, vel?
Vi holder fest i en uge! Det gør de nok også...

mandag den 17. oktober 2011

Udsalg, Jul og fortvivlelse

Jeg har sat mig for, at jeg skal have afsat nogle bøger. Fællesspisning sælger godt, det kniber lidt mere med børnebøgerne, og siden forlaget Turbine holder efterårsferie, må sagen jo tilfalde mig.
Det drejer sig om "Hiv ind, Jesper". Jeg forstår simpelthen ikke, at den ikke kan sælges via forlaget?! Men, måske hænger det sammen med, at forlaget ikke gør ret meget, (for ikke at sige ingenting), for at sælge den. Jeg har selv finansieret udgivelsen, og de har deres på det tørre.
Så jeg har udtænkt en plan, som jeg håber hjælper mig med at slippe for gebyrer (det er fuldstændigt med forlag som med banker - masser af gebyrer for ting, man ikke aner hvad er):
Jeg skal og kan sælge den bog selv! Og når jeg i morgen drager på turné rundt i omegnen, så er det for at sælge bogen om Jesper, der fisker - og måske tager jeg "Py får føl" med i tasken. Den trænger også til at komme væk fra NBC´s hylde-gebyrer, forlagets messe-titelgebyrer, og hvad har vi ellers!

Så kære læser, kollega, veninde og ven
Kender du nogen som har børn i målgruppen 4 -10 år, eller, er du ejer af en butik, hvor målgruppens forældre handler ind... så sig til: Jeg kommer gerne og viser bøger frem, og priserne er overordentligt rimelige!
Og husk - det er snart Jul, og bøger er altid gode gaver!!

torsdag den 13. oktober 2011

Femogtyve kæresteår

og så fik jeg en buket. Den ser sådan her ud, og er ca 70 cm høj:

onsdag den 12. oktober 2011

Efterår

Man kan vist efterhånden godt erkende, at det er slut med høje temperaturer, og prognosen for efterårsferien er da også rimelig efterårsagtig: Sol, regn, og lave temperaturer, helt ned til frysepunktet."Hvorfor tager vi ikke bare en charterrejse til Spanien, eller Grækenland? Der er varme og vi trænger altså virkeligt til lidt ferie".
Så begynder vi to gamle samstemmende at rømme os, klar til at forsvare os med, at vi én gang har forsøgt os med charterferie i efterårsferien, og det var ingen succes, så det behøver vi ikke gentage!
"Vi er simpelthen den eneste familie, der aldrig kommer på ferie, nogensinde - det er altså pissetræls".
Og så er det vi lige så godt kan opgive. For det er jo rigtigt nok. De har fuldstændigt ret, teenagerne. Vi er den eneste familie i verden, der aldrig kommer på ferie, charterferie i efterårsferien, men så kommer vi så meget andet!
Hvad det "andet" bliver i år... det skal jeg vist til at begynde at tænke over.
Jeg må lave et ugeprogram. 
Et "Teenager-luk-munden-og-parrér-ordre" - ugeprogram.
Og hvis de brokker sig, hvad de helt sikkert gør, så må de selv finde på noget andet, noget der kan erstatte det oprindelige, udfylde hullet i skemaet...
Jeg tror, jeg vil sætte en tur til Klitmøller og Hanstholm på skemaet. Klitmøller for at gå tur og se på surfere - Hanstholm for at komme på museum! Det passer vist med en dagstur?

onsdag den 5. oktober 2011

Familie Journalen

har i denne uge, 40, Fællesspisning som månedens bog. Og en dobbeltsidet artikel incl. billeder af Fruen på Kjeldgård i diverse positurer. Jeg er ikke fuldt ud tilfreds med de billeder - men som Bondemanden lakonisk kommenterede: "Jamen, sådan ser du da ud?"
Og man kan sådan i sin stille sjæl tænke, at Fam. Journalen er for gamle damer, mormødre og slige ældre tanter, men min veninde mener, at Fam. Journalen kommer med alderen: Læsebriller, ondt i ryggen, børn på universiteter, gymnasier, efterskoler. Ja, nu har jeg endnu til gode at se mine på universitetet, men veninden har ikke mindre end TO på en højere læreanstalt, og jeg kunne vel reelt ha haft det samme, hvis de ellers var kommet lidt før ud i verden.
Ak, ja, og regeringen består nu af lutter unge folk - i forhold til mig og min alder - den yngste er 26 år gammel, SF´er og skatteminister!
Måske skulle man tage konsekvensen?
Anskaffe sig et par briller, indse at ryggen er træt, og stoppe med sine drømme om, at man er evigt ung...
Nå, anyway. Jeg kæmper en kamp i motionscenteret 2-3 gange i ugen - for dog at genoprette lidt af den hen-over-sommeren tabte form og figur. Lidt ung har man vel lov at være?

søndag den 2. oktober 2011

En novice

kommer til kort, når hun ikke vil høre efter i timerne, endsige lade sig belære af bedrevidende...
Men Kenn er en sand ven, en it-nørd vist, som i dag har linket til de anmeldelser, jeg har nævnt i de op til mange indlæg på bloggen den seneste tid...
Nu er spørgsmålet så, om novicen lader sig overtale til et kursus i at lave link - næste gang lejligheden byder sig...
Tak til dig Kenn -- og hils!!

onsdag den 28. september 2011

Mennesker langs fjorden

lyder overskriften i Land & Livs anmeldelse af Fællesspisning.
Citat:
"Der findes perler i nogle af de muslinger og østers, som hentes op fra Limfjorden. En hel stribe af små fine perler er, hvad Marianne Jørgensen, landmandskone fra Salling, lægger frem i sin nye novellesamling Fællesspisning. Den har fjorden og den nordjyske natur som baggrund for en række troværdige menneskeportrætter. MJ´s fortællinger kommer helt ind under huden på både unge og gamle, kvinder og mænd, der ikke bruger mange ord, men til gengæld handler med stærke følelser. Her er både ærlighed, kærlighed, godhed og vrede. Det er tankevækkende og rørende historier, overvejende med en melankolsk undertone, men også fortalt med humor og pointe, Sproget er veloplagt og ligetil og spænder ikke ben for læsningen. Her er masser af stilfærdig dramatik. Tilsammen giver fortællingerne en overbevisende skildring af livet på landet og de værdier, der tæller."
Jeg kan ikke linke til siden/omtalen - den findes ikke på nettet. Men det gør heller ikke noget. Den findes, derude, i virkeligheden i henved 100.000 eksemplarer!! Tak, Land & Liv!