onsdag den 30. november 2011

NemID

Nemt, let, smart - mange synes dét!
Det gør jeg ikke. Og derfor måtte jeg have min store datter, som indtil videre er den eneste i husholdningen med netop NemID, til at hjælpe mig, da jeg (for tredie gang) havde modtaget en kode (hemlignemlig) med posten fra Ballerup.
Nå. Godt så, frem med cpr og kode - tast og hvad sker der?? INTET. Joh, joh, jeg er PÅ men aldrig alligevel - kan hverken komme frem eller tilbage, og så er det jeg opgiver. Siger F... meget højt, og havde jeg turdet, smidt pc´en ud af vinduet. Ikke at jeg har noget at bruge det, dér NemID til - men bare så jeg kunne få feriepenge udbetalt, få et blåt sygesikringskort, få adgang til min SKAT mm.
Nå, jeg må forsøge mig igen. Måske ringer jeg ligefrem til KUNDESERVICE i morgen, for at komme i gang... Det skulle jo være så nemt, let og smart!

søndag den 27. november 2011

Yngste teenager

Jeg behøver vist ikke sige ret meget mere? Hun blev 15 i sidste uge, brunøjebarnet, alias Fimpe!
Nu glæder vi os bare til det blir Jul!

søndag den 20. november 2011

Reklame

På følgende adresse
www.hostmum.blogspot.com
kan man læse om mine oplevelser med udviklingsstudenten, som snart er på vej videre i systemet. Det glæder han sig vist til. Det er ingen hemmelighed, at det gør jeg også... God fornøjelse!

fredag den 18. november 2011

Litterært Folkekøkken på Hald

I aftes var jeg hovedpersonen til Litterært Folkekøkken på Hald Hovedgård. Det var første gang, jeg var med til litterært folkekøkken, men ikke sidste!
Konceptet er, at den forfatter som er på, skal lave maden sammen med Gitte Kogekone, og så skal der læses op og fortælles imellem de tre retter mad.
Gitte og jeg havde i fællesskab bestemt menuen:
Champignonsuppe med hjemmebagt Hald-brød
Oksesspidsbryst med flødekartofler, rodfrugter m birkes, grøn salat/rødbede i balsamico
ÆbleKrumleKage med kanel og rosiner, flødeskum og kaffe

Bondemanden havde lovet at skrælle kartoflerne, rodfrugterne og æblerne. Det gjorde han, alt imens jeg lavede suppe, Gitte bagte brød og lavede fadene med kartofler og rodfrugter, og ellers hyggede vi os med kaffe på kanden og snak hele eftermiddagen.
Klokken 18 startede det officielle program:
Centerleder på Hald Peter QR bød velkommen til de 44 tilmeldte gæster og sagde noget sjovt om mig og min madlavning (suppe) på Hald - og så fik jeg ordet. Dvs. retten til at læse. Selvfølgelig læste jeg Fællesspisning. Ikke det hele, men små bidder, appetitvækkere, inden suppen blev serveret.
Mellem suppe og hovedret endnu et par udpluk fra noveller, fulgt op af baggrundshistorie og arbejdsmetoder, og så spiste vi igen, inden jeg fik ordet igen mellem hovedretten og desserten, og så var det pludseligt ovre! Tre timer går hurtigt! Helt vildt hurtigt! Jeg synes, det var rigtig hyggeligt - og det er derfor, jeg siger, at det ikke er sidste gang jeg skal til Litterært Folkekøkken på Hald.
Gæsterne roste både mad og forfatter, og flere fik opskriften på suppen med hjem!
Der er noget med mig og supper på Hald!
Opskriften er i øvrigt min mors - en gammel sag fra 70´erne! Jeg tror, den blev serveret  en Nytårsaften, første gang jeg fik den. Men det er en helt anden historie...

mandag den 14. november 2011

Nedtælling

Der er mange sager at glæde sig til.
Først og fremmest glæder jeg mig til Jul - hele familien kommer her og holder Juleaften - og i år er alle tilbage - ingen væk på udvekslingsophold, eller stavnsbundne pga cykelstyrt - det blir SÅ dejligt at se og være sammen med dem, man holder mest af i hele verden!
Så glæder jeg mig også temmelig meget til at Bondemanden og jeg drager på sommerferie. Dét er om 18 dage, og det er tiltrængt!
Ydermere glæder jeg mig til at sende udviklingsstudenten videre i hans færd gennem udvekslingsåret - han skal skifte familie ( helt planlagt og efter bogen) den 25. nov. - om præcist 11 dage!
Og sidst men ikke mindst glæder jeg mig til at se min yngste datter blive 15 år! Jeg kan huske SÅ tydeligt, den dag jeg selv blev 15 år. Jeg vil ikke skrive, hvad jeg tænkte, men når Fimpen om tre år siger, at nu flytter hun hjemmefra og at jeg ikke kan stoppe hende, lover jeg, at jeg tænker de samme tanker....

torsdag den 10. november 2011

Hacket

Jeg er blevet lukket ned, og åbnet igen!
Min hjemmeside er blevet hacket. Umådeligt frækt, synes jeg!!
Det var en meget underlig fornemmelse - og min pc-mand-updater var lige så forvirret som jeg, og havde kontakt til domæneudbyderen, som mente det måtte være vores problem, og ikke deres. Jeg har ingen anelse om, hvad der er sket, hvorfor eller hvordan det giver sig udtryk.
Pt pusler både pc-mand og jeg med tanken om at lave en ny hjemmeside. En hjemmeside, som jeg selv kan finde ud af at installere opdateringer på. Det kniber det nemlig lidt med på den nuværende, og derfor ligner den sig selv uge for uge, år efter år. Okay, lidt nye billeder af nye bøger kommer på med jævne mellemrum, men det var skønt, hvis jeg selv kunne lave links, henvisninger og ændre på teksterne, uden at komme til at slette, og ikke kunne ændre tilbage igen!
Det er nemlig før passeret. Til stor irritation og besvær. Nu må vi se. Måske lykkes det, trods dårlig karma, at få tingene til at fungere - så folk kan se hvad jeg laver!

mandag den 7. november 2011

2012

Ja, jeg har endelig fået indkøbt mig en 2012 kalender.
Det blir et godt år, og det starter førend vi aner. Der er nu under to måneder, bare til info!
Og jeg er ikke begyndt at købe julegaver endnu.
Men 2012 kalenderen var altså et must, både fordi det er rart at kunne skrive fødselsdage ind i god tid, men også fordi jeg allerede i lang tid har haft forespørgsler om foredrag i 2012. Og det er en god ting, at kunne sige til eller fra på givne datoer.
I min nye kalender har Bondemanden booked sig ind på ca 3 (tre) ugers ferie. Det er en voldsom forbedring i forhold til i år, hvor vi sammenlagt kommer op på en uges helt-fri, og to-dage+en-hel-weekend-fri i London.
Jeg glæder mig til ferien i december. Det er første gang i mit liv, at jeg er væk i julemåneden. Det er aldrig passeret før. Men mine børn har selvfølgelig heller aldrig været så store, som de er nu, så muligheden har heller ikke været til stede før, kan man hævde.
Men altså: i 2012 skal jeg planlægge og gerne bestille (og betale for) tre ugers ferie alene med Bondemanden. Det blir spændende, hvad vi kan blive enige om?
Forleden kom jeg af vanvare til at læse et horoskop, der hævdede, at netop vore stjernetegn matchede helt perfekt, og at vi begge er "eventyrlystne, rejseglade" mennesker. Det perfekte match! Intet mindre. Gad vide om Bondemanden er enig i dét, når han finder ud af, at han skal tre uger til Island og ride på heste?