DR og mjø

Danmarks Radio har valgt en forkert landsby. De troede sikkert, at deres udsendelse om Lukketid i Landsbyen i magasinet Penge onsdag i sidste uge ville blive glemt ligeså hurtigt, som den blev sendt, nemlig i løbet af en halv time. Men det blev den ikke.
Uheldigvis for DR, sad vi en hel flok engagerede mennesker og så på den aften, og vi var ikke imponerede af, hvad DR havde valgt at vise resten af verden fra vores landsby...
Faktisk blev flere af os så sure, at vi nu har gang i både underskriftindsamling mod DR, læserbreve i Skive Folkeblad, meningstilkendegivelse på P4 MidtVest, samt en mere eller mindre privat mailkorrespondance mellem mig og Mette O., som er redaktionssekretær for magasinet Penge.
Hun siger, jeg er blevet spurgt om jeg ville medvirke i deres indslag.
Det er jeg ikke. Jeg er aldrig blevet spurgt, om jeg ville medvirke i noget som helst på DR.
Og derfor varer det nok lige et par dage, inden jeg "falder ned igen".
Udsendelsen handler en del om Hjortdal, og deres købmand som skal lukke, men der er betænkeligt meget Nordsalling i udsendelsen også.
Og Selde.
Kig selv og tæl efter hvor mange gange der køres igennem Nordsallings forfaldne, til-salg-skilte-tilplastrede landsbyer.
http://www.dr.dk/dr1/penge#/29170

Jeg er stadig ikke imponeret over DR´s billedbehandlingsprogram...

Sneflokke kommer vrimlende

og selv om det er hvinende koldt i det meste af huset, så kan jeg alligevel godt nyde at sidde på mit kontor og kigge ud på alt det hvide! For første gang denne vinter er det vinter! Selvom det er belastende for både trafik og halmfyr, så er der alligevel noget smukt over det!

Kalenderkallaskaos

"Thøhø" og "ihhh, hvor fint" - tænker man, når man tager sine nye kalender i brug i slutningen af december det ene år, og begynder at fylde aftaler, møder og måske ferier ind i det næste år.
Nu er det allerede i slutningen af den første måned, og jeg ser et tiltagende mønster brede sig over siderne.... 2012 blir om muligt endnu mere skemalagt, udfyldt og proppet med gøremål, end 2011 var det.
Der er godt nok ikke mange sportskampe eller andre begivenheder udi forældrekørsel indlagt i 2012, men så er der tilgengæld en hel del andre forældrerelaterede taxikørselsting at forholde sig til... Minimum to gange hver weekend. Fredag og søndag. Gange to. (Ad. efterskolebørnene)
Og så er der de runde fødselsdage, festerne, mødeaftalerne, weekendopholdet (med erfagruppen), islandshestefolkenes landfari-tur, kæresteweekenden, litteraturarrangementerne, bestyrelsesarbejdet og foredragene, og så alt det andet, man pludselig får sagt ja tak, til at deltage i!
Fra at være en overskuelig, pæn og nydelig kalender, er de første seks måneder af 2012 totalt overskrevne og på papiret uovervindelige allerede...
Og så har jeg i dag sagt ja, tak til yderligere en ting: At deltage i en Visionsgruppe.
(mere om det senere!) Men det klarer jeg nok. Det er kun januar, og jo længere vi når ind i kalenderåret, jo lysere er det, og jo flere timer har døgnet... eller noget....ja..... noget....

Hverdagsramt.

I går kom jeg hjem med 65000 tegn med mellemrum i mit manus til den historiske roman. I dag ramte hverdagen som en hammer kl 0700, da vækkeuret uretfærdigt tidligt og uden berettigelse bimlede og bamlede hysterisk. Jeg slog det hen til halv otte, hvorefter jeg i mørke fandt vejen på arbejde:
Køkkenet mønstrede 8 mand til morgenkaffe (mig selv incl., dog) og friskbagt hvidhvede-franskbrød. Klokken halv elleve hev jeg tre rugbrød ud af ovnen, og en times tid senere var jeg på landevejen igen.
Velpudset og med overholdte hastighedsbegrænsninger.
Nu er det aften, og jeg opdager, efter 3 kvarter i egen bolig, at jeg mangler at skrive en klumme.

 Værelse 8, Hald Hovedgård, besat af undertegnede i uge 2, 2012

Udsigten fra værelse 8, Hald Hovedgård, drejet i vestlig retning, lørdag i uge 2, 2012

Skrivelommen

I går havde jeg den trælseste skrivedag - en rigtig dum dag, som jeg mest af alt har lyst til at slette i kalenderen og gøre om. Men det kan man ikke. Derfor måtte jeg i dag forsøge at indhente mine egne, vilde ambitiøse mål for et dagsværk.Det lykkedes allerede inden klokken havde slået 12 at overgå gårsdagens samlede antal ord, og siden er det gået støt fremad. Det er fedt at nå sine egne mål allerde inden kaffetid!
Lidt distraheret har jeg dog været af mine egne forestillinger om et gæstebud og madorgie på Kjeldgård, da Skipper Klements går i land med sin hær, på stranden, en oktobereftermiddag med mildt vejr og solskin.
Kokken og Ane har bagt og stegt hele dagen, varskoet allerede fra morgenen, da Rasmus Hjorddreng ude over fjorden ser de umage både komme fra nordøst. Gæstebuddet er et trick som Nådigfruen har udtænkt for at redde sig selv og sine. Beværter man bondehæren, lader de nok en være i fred.
Det er stærkt frustrerende at sidde og forestille sig de vildste middelalderretter, med duft af kanal og sennep, honning og kørvel, gåsesteg og røgede stegte sild, opblandet med en ret fysisk duft af "strutter" (boller med kaneldrys, tilberedt og serveret af Anne) fra det fysiske køkken på Hald.
Nu er jeg gået for mig selv igen, og har lyst til middelaldermarkeder, hestesved, duftende hø og tunge skørter, opkvajet tovværk og sejl der blafrer dovent i en manglende vind. Romantiseret?? Ja, en smule.

Det er fuldstændigt pragtfuldt at skrive på Hald.

Ikke alt er bøger på Hald

Men en hel del tid går med at sidde på hver sit værelse og forsøge at skrive nogen. I eftermiddags var jeg ude at lufte to af mine Hald-kolleger. Anne og Anette. (Og ikke et ord om AA.) De er et par skønne kvinder med tryk på S og K, og jeg er dem dybt taknemmelig for deres venskaber.

Vores mål var en vædder, som "Outdoor-August" havde spottet på en af sine gåture med sin mors hund. Vædderen skulle stå "når I når ud til ruinen, går I bag om tårnet mod højre - så er han der!"

Og det var han! Med øremærkerne pænt på plads, men ligeså død som de sild jeg heller ikke spiser, og måske ligeså fuld af ål, som fiskerne drømmer om.... Han havde kæmpet for sit liv, vædderen. Vi kunne ikke hjælpe ham. Men vi talte lidt om, at han måske ville gå igen, når hans jordiske rester forsvandt i sumpen og sivene....

Storm

nedlagde endnu et par træer og flyttede rundt med fire-fem tagsten. Det er mere reglen end undtagelsen, at vi skal miste nogle af træerne i haven, hver gang det blæser lidt.
Det er sådan, at Bondemanden uden opfordring spørger ud i rummet : "Hvor tror vi så, de næste træer har lagt sig?" når vi endnu en nat har været holdt vågne af blafrende tagpap, smældende lægter og vippende udelygters knirken, jern mod jern.
Denne gang røg der tre træer. Ligesom sidste gang, og forrige gang.
De knækker som tændstikker. Fordelen er, at det ikke er de helt store kæmper, der lægger sig ned, disse er vel blot 50-70 år gamle...

Der kommer til at gå lidt tid, inden der kan ryddes op.

Frost er en forudsætning for oprydning. Så nu vil vi godt ha vinter! Tak.