Smilende sommersol

Så smukt, så solskinssommeragtigt, så bagende varmt, at jeg var nødt til at tage mit tæppe, mine solbriller, min mobil og to dameblade med på stranden. Dèr lå jeg så i 1½ time. Deeeeejligt....
Og læste og småblundede. Indtil det ældste barn kom.
"Du er helt rød på ballerne, mor"
Nu sidder jeg som på nåle og fortryder, at jeg IKKE smurte faktor 30 på hele kroppen.
I morgen er der atter en dag, en solskinsdag, og måske er vi ude i noget solcremesindkøb inden strandturen...

En slags redning

I aften har vi været til møde om vores lokale Dagli´Brugs. Skal eller skal bestyrelsen ikke arbejde videre med et selskab, en fond eller en forening, der med borgernes hjælp sørger for, at vi fremover kan drive dagligvarebutik i byen? Selvfølgelig skal de det. Vi har ikke råd til, at de/vi lader være. Og det får de mandat til. De skal nu danne sig et overblik over, hvor mange penge der evt. kan komme i kassen ved en indsamling, en garantistillelse, blandt byens borgere, medlemmerne af Brugsen. Der er blevet talt om renteudgifter, indsamlingsbeløb, lånemuligheder oma., så man var helt rundtosset i sit hoved. Jeg véd bare, at uden dagligvarebutik, så blir det endog meget svært, for ikke at sige umuligt, at fastholde den positive udvikling i byen og området - det vil blive ulige svært at tiltrække nye borgere, nye handlende, nye skoleelever, hvis ikke der er en butik. Så nu håber jeg, at vi kan finde ud af i fællesskab, at "klinge i kassen" og samle en halv million ind...
Så vi kan overleve som samfund.
Det lyder vildt sådan en mandag aften - at skulle tage stilling til - men ikke desto mindre, er det sådan det er.
Jeg pønser på at skrive et brev til Coop. De tager, set i min optik, stille og roligt livet af alle små-Brugser i hele landdistiktsDanmark. Omsætningerne står ikke mål med hvad det koster at være en del af "klubben". Og Coop er en andelstanke-klub. VAR en andelstanke-forening. Jeg synes ikke rigtig, det afspejler sig i den måde, de agerer på i forhold til de små Brugser. Men det kommer der nok meget mere om senere.
Lige nu vil jeg tage mine rugbrød ud af ovnen, og glæde mig over, at jeg også i morgen kan hente mælk, mel, kartofler, agurker, pålæg, apotekervarer, tjekke min lottokupon og gå på posthuset i min lokale Brugs.

Lukningstruet

I vores lille landsby har vi en Brugs. En Dagli´Brugs som jeg handler i, tidligt og sent. For en måneds tid siden, fik vi at vide, at der skulle ske noget drastisk med omsætningen, hvis der fortsat skal være en Brugs i byen, for omkostningerne, udgifterne, til den daglige drift steg og steg, men omsætningen stagnerede. Jeg har handlet ALT i Brugsen lige siden. Jeg ved ikke, om det har hjulpet.
Men jeg ved, at hvis ikke ALLE borgere i byen indser, at det også er deres levebrød, der er truet, hvis Brugsen lukker, så lukker den inden maj måned er omme. Så er der ingen butik i byen længere.
Hvad det får af konsekvenser for hele lokalsamfundet, er jeg ikke helt sikker på, nogen af os forstår endnu.
Men det er jo ikke kun dagligvarerne, vi ikke længere kan købe lokalt. Vi kan heller ikke komme på posthuset, vi kan ikke længere tjekke eller købe Tips og Lotto, ikke få vores apotekervarer udleveret, ikke få friskbagt brød, ikke hente kød og kartofler, ikke noget som helst af det, vi i dag anser for en selvfølgelighed.
Hvis Brugsen lukker, hvis vi ikke længere kan handle i byen, er der så en fremtid for kommende borgere, tilflyttere? Vil nogen bosætte sig i en by, der er lukket? Kan man sælge sit hus, sin ejendom, den dag man vil det, hvis ikke byen er en by, men kun en tom skal?
Og vil banken, som bor til leje i Brugsens bygning, fortsat have en filial her, hvis ikke der er folk, der bosætter sig? Vil skolen kunne overleve, hvis ikke der blir tilført "nyt blod"? Og hvis ikke skolen, børnehaven, plejehjemmet, banken eller Brugsen er her, hvorfor så bo her overhovedet??
Så kan vi ligeså godt lukke med det samme, og undgå at trække pinen. Jævne byen med jorden og sige, "Nå, det var så det". Så fik Magasinet Penge og DR da vand til sin mølle, og jeg kan sidde med min galde i fred.
Lukningtruet. Tjah.
Har vi råd til at lade butikken dø? Jeg synes det ikke. Fællesskabet betyder noget, og det er nu fællesskabet skal bestå sin ultimative prøve: Brugsen skal bruges! Af alle.

Drivende drivhus

Det drev længe. Men i weekenden fik jeg endelig drevet mig selv derud. Drivhuset er det sidste, jeg har tilbage af fordums køkkenhaveeventyr, eller mareridt, alt efter hvordan man ser på det...
Men, kort fortalt, fik jeg indkøbt 15 (f e m t e n) plantesække (dem I véd, med tre striblede cirkler, så man kan se, hvor man skal plante, efter at ha skåret cirklen ud) 4 forskellige tomatsorter, 12 planter ialt, og så var jeg klar. Njah, så godt som. For først måtte drivhuset lige ryddes for ukrudt! Og Hold DA OP, hvor gror ukrudt godt inde i et lukket drivhus, trods manglende vanding hele vinteren... jeg tror, jeg slæbte en halv trillebørfuld grønt ud, inden jeg fik plantesækkene på plads. Og så fik jeg sat tomaterne.
Den lynhurtige lommeregner har allerede regnet ud, at jeg ikke har brugt alle cirklerne. Og derfor heller ikke alle 15 sække.
Det er fordi, jeg har sået chili.
Og indtil nu, ser det lovende ud med mine små chiliplanter. De plejer at lykkes til overflod. Det gør de helt sikkert også i år. Det sværeste er, at kende forskel på stærke eller rigtigt stærke varianter, når de står som hér:

Men der er god plads til dem, jeg har yderligere 12 cirkler at sætte chili i. De sidste fire cirkler blev ofret. Hele sække blev sprættet op, og indholdet af spagnum spredt ud i bedet, hvor der forhåbentligt kommer til at stå 4 smukke Dalia, i 4 forskellige farver, når de indtørrede rødder jeg også fik plantet, beslutter sig for at ville leve/overleve.
Urterne, som står i det drivhusomkransende stenbed, er døde. Skvalderkål og kulsukker, tidsler og senegræs er det eneste der er overlevet, og så mit purløg. Purløg til hele det russiske regiment! Så nu skal jeg i plantehandelen igen. Efter timian, oregano, mynte, koriander, persille - og basilikum. Men den skal stå indendøre, basilikumen.
Jaja, der ER en sæk tilbage. Den kommer ud i krukkerne som supplement til den jord, der på mystisk vis fordamper vinteren over...

Visioner for Vækst

I dag skal jeg til konference i Esbjerg - ministeren og en hel del kendisser udi politik er skrevet på den liste, jeg har liggende på køkkenbordet foran mig.
Sådan helt lav-teknologisk er jeg ved at bage rugbrød. Det skal liiige nåes, inden jeg sætter kurs mod Blue Water Arena. Workshops med temaerne Varige arbejdspladser, Digitalisering og Uddannelse.
Jeg er ret tilfreds med min "vandkants"-digitalisering - vi har 34 Mbit. Det er mere end de har flere steder "i Skyw". Hvad angår varige arbejdspladser, så har vi helt sikkert meget at lære, og jeg glæder mig til at høre, hvad workshoppen kan berige mig med.
Uddannelse er en mere diffus problematik, synes jeg, hvad angår vandkantsDanmark - de fleste uddannelsesinstitutioner er i dag placeret i forb. med de større byer - men gad vide, om ikke der finder et par visioner eller to til Esbjerg desang.?
Væksten skal nok komme - men det kræver at vi tror på og arbejder for det!
Det vil jeg så gøre i dag og i morgen!

Mellem, inden og ud

Jeg har mellemdag. Mellem foredrag, mellem arbejde, inden konference, og så alligevel sidder jeg på kontor og skriver. Ikke litterært, selvom jeg gør alt hvad jeg kan, for at få ledelsesberetningerne til at flyde ubesværet og humoristisk. Bondemanden har hyret mig hele formiddagen. Jeg skriver ha pr pga iflg kr db1 og db2 i et væk. Det er lidt kedeligt. Så jeg tilføjer øv og øv med øv på, parenteser med farver i og andre små litterære greb, så dem, der skal læse om ledelserne, har mulighed for at undgå at falde i søvn...
Jeg vil helst ud.

Søndagsheste

Jeg har nydt, at det var i går og ikke i dag, at der kom 30 mm vand fra oven - og at det var i dag, og ikke i går, at jeg fik to hesteinteresserede "damer" på besøg. Nina og Rikke kom kl 1030 og kl 1530 var ca. 25 heste besigtigede, 2 testede, kaffen indtaget, snakken ordnet, og de kørte sydpå, østover igen.
Ihhh, sagde de, da de kørte - nu er det ikke to hestekøbere men to 18-årige teenagetøser, der vender hjem til mand og børn ...
Og det er sådan det er. Efter en time på hesteryg er man fuldstædigt brugt, fysisk, og fuldstændigt blæst, psykisk. Fyldt og brugt. Brugt og fyldt. Harddisken geninstalleret, klar til nye påfyldninger, de kan bare komme an!
Om jeg ender med at sælge en af mine egne, véd jeg ikke - i princippet er alt til salg. Men problematikken kan formuleres sådan her: Man sælges da ikke sine børn!! hahahahaha