Forandringsparat

Jeg har talt i telefon med min forlægger flere gange i dag. Jeg er lidt rundforvirret, men ikke desto mindre har jeg en opgave foran mig, som jeg i den grad er glad for!
Jeg skal aflevere mit manus til "den forkerte roman" den 1. marts. I år.
Helt modsat alt det, han og jeg tidligere har snakket om eller aftalt... Jeg troede jeg skulle skrive den historiske roman færdig, inden jeg skrev i nutid igen. Men det blev ikke sådan. Hald gjorde noget andet ved mig, og mine tanker.
Nu gælder det "Bondeanger".
Den er snart færdig. Ja, i hvert fald er den færdig den 1. marts. Det skal den være, ad ovennævnte aftale.
Jeg skal skrive noget der ligner 1/4 mere end det, jeg allerede har.
Eller måske mere.
"Det gør ikke noget, hvis den er længere end den første", sagde han.
"Okay", sagde jeg.
"Hvad handler den om, sådan mere konkret" spurgte han så.
"Den handler om livet", svarede jeg.
Det tog han for gode varer - og nu har jeg lidt småtravlt.
Jeg skal have læst op på, hvordan et fladskærms-tv splintres, hvornår der var Madonna-koncert i Berlin, og hvor sandsynligt det er, at en kvinde midt i trediverne får konstateret livmoderkræft og dør af sygdommen.
Hm.

Skriv skriv skriv

Sådan står der på indersiden af mine øjenlåg, lige inden jeg vågner om morgenen. Der står heldigvis også: Rolig nu, mad, gåtur, bad.
Og sådan er rutinen blevet, hér efter de første tre morgener, hvor jeg er vågnet, godt nok i min egen dyne, men ikke i min egen seng! (Og foruroligende tidligt)
Det er ensomme nætter fyldt med drømme, det er underlige morgener uden hverdagsrutiner, det er "kapgangsgåture" i fremmede landskaber, det er nye mennesker ved kaffemaskinen og det er fuldstændigt fantastisk!
Jeg elsker Hald Hovedgård!
Jeg elsker freden, roen, landskabet, køkkenet, skrivebordet - hvor jeg kan sidde, lige så meget jeg vil, og jeg bestemmer selv hvor længe, og der er ingen fast tidsramme på noget som helst.
Og nu har jeg tændt de afdankede advendtslys - plus det lille røde, som en veninde havde pakket ned i en "HaldHyggekasse", som jeg fik med herned...

 

 Og nu skal jeg skrive.
Jeg skriver på "det forkerte manus".
Sådan blev det.

Badefyr

SÅ er det blevet 2014.

Dagens billede er fra i går! Fra venstre ses undertegnede, halbestyreren og Bondemanden. Og ja, Bondemanden har sin badehætte på. Det var den, han fik forrige år i pakkespillet Nytårsaften, og som han har på, når han nytårsmorgenbader... dvs en gang om året. Kønt er det ikke, med sådan en badefyr, men det er sjovt!

Årets Sik-sak

Den sidste dag - og i hele julemåneden har jeg haft det programsat hver eneste dag.
Et Julebrev, en takketale, en status på året der gik, nu hedder det Nytårsbrev, Nytårshilsen - og jeg er stadig ikke kommet i gang.
Og jeg er ikke kommet nærmere.
For selvfølgelig er det hyggeligt at få breve fra nær og fjern, med gode ønsker og glædelig Jul, og selvfølgelig er det vigtigt at holde forbindelse til sine kære, sin familie, sine venner og veninder, som man måske ikke liiige ser i det daglige, og som fortjener at vide, at man faktisk tænker på dem, indimellem, og de skal vide, at man holder af dem, selvom man måske ikke får ringet, sms´et, opdateret på facebook, eller snapchattet eller uploaded på instagram...
Jeg tænker, at de fleste af dem, vi ikke ser til hverdag, alligevel følger med i vores liv, og det skyldes mit ihærdige og tilbagevendende og iboende ønske om at ytre mig. Tidligt og sent. Om alt og intet.
Og nogen gange kan jeg så få det sådan... URRRGH... nu gider de vel ikke læse med mere, nu er de færdige med dét, for der er sgu intet nyt under solen, og så hold dog kæft...
Problemet er, at jeg elsker at skrive. Jeg elsker det så tilpas meget, at jeg tvivler på egne evner, og tvivlen kommer så alle Jer, der skulle ha haft en hilsen, et Julebrev, en årskavalkade, til gode. I får ikke noget Nytårsbrev. I får kun dette.
På denne blog.
Og ja, det går godt, og nej, det går ikke godt.
 Jeg kunne fortælle vældigt morsomme historier om zoologien på gården, vise billeder af de store unger, med huer, overalls, gummirøjsere, stiletter - og jeg kunne fortælle om årets ene udgivelse, om spinathøsten, ø-ferierne og om det planlagte for 2014.
Jeg kunne beskrive de herlige timer vi har haft, de sjove og vittige venners fester - og så overskygges mine forsøg trods alt af dette: Bedstefar er syg.
Hele tiden er der dilemmaer vi skal tage stilling til, fejl vi burde rette, i det mindste lære af, og hele tiden forholder vi os til liv og død. Det trænger sig på, og jeg småtuder, mens jeg skriver, at det nok, måske og sandsynligvis, var det sidste hele år, vi havde med ham.
Vi har lært kræftens kræfter at kende. Måske er det alderen, der rykker tættere på, og Døden der planlægger, hvor han skal høste i 2014, og har sendt os et varsel - men ikke desto mindre er bevidstheden om, at det er sådan det er, uhåndgribelig.
Og det er derfor jeg ikke kan skrive en årsberetning, et julebrev, en nytårshilsen.
Jeg kan ikke få det til at lyde godt.
Sådan er det.
Der er en skidt-afdeling også. Og i år har dén trukket i en del af mig.
Den del, der plejer at skrive sjove og updatede Julebreve/Nytårshilsner.
Så..
Godt Nytår - med sunde, raske børn, forældre, ægtefæller, venner og veninder - dét ønsker jeg for alle! Tak for 2013 - det har været et interessant og lærerigt bekendtskab!

Film-fleks

Der er gået handel og vandel og Netflex i juleweekenden.
Bondemandens søn har adgang på sin pc, og derfor har jeg i de sidste to døgn været tvangsindlagt til endnu flere Andenverdenskrigsfilm, som jeg absolut ikke synes, der er ret meget ved.
I aftes lavede vi et kompromis: En krigsfilm - dernæst - en "Marianne-film".
Først så vi en russisk andenverdenskrigsfilm, "baseret på en autentisk historie" - om tyskernes indtagelse af et russisk fort ved Brest. Fortælleren var en 12-årig dreng. Bortset fra at den var laaaang og trukken, var perspektivet sådan set udmærket, og gav mig yderligere tro på, at den næste MÅTTE være en kærlighedskomedie, for ligesom at veje op...
Vi fandt ingen komedie, men til gengæld en historisk engelsk film "The Young Victoria" - om den umyndige prinsesse Victoria, der skal krones til Dronning af England, når hendes farbror dør. Se dét var en film efter mit hoved! Dejlige skuespillere, vidunderligt engelsk, smukke landskaber, majestætiske bygninger, historie og masser af kærlighed! Det bliver ikke meget bedre!
Hm. Måske skulle jeg se efter, om der er TUDORS på det der netfiksfleks... Og så insistere på, at vi skal se samtlige afsnit, inden der kommer mere andenverdenskrigsfilm på skærmen.
Nå. Ikke?
Så er det da heldigt, at jeg har lavet en venindeaftale, og skal i biffen og se Den Hundredårige (som sprang ud af vinduet og forsvandt) i aften!! Hehe - så kan han netflexe, alt det han orker, og se andenverdenskrigsfilm til han falder i søvn!

Dagen efter dagen efter dagen...

også kaldet Anden Juledag - eller den 26. december 2013 - hvor de sidste rester af Julen ligger brak i teenagesengene, med vand og cola indenfor rækkevidde, efterladte McD-poser på bryggersbordet, og er i det hele taget en miserabel forsamling.
Julegæsterne rejste ved middagstid  -  nogle skulle videre til nye frokostarrangementer, andre hjem til hver sit, efter en fantastisk mængde julemad og lækkerier, som er skyllet grundigt ned med mørkt tykt øl, og gyldne snapsedråber i mange afskygninger, hjemmelavede som købte, tillige med et stort hit hér i huset strawberry daiquiries                                                          
Jeg orker ikke se engelske krigsfilm fra Anden Verdenskrig. Mit liv er simpelthen for kort til den slags, og alligevel ærgrer jeg mig over, at "de" har optaget sofa og fjernbetjening, når jeg allerhelst vil ligge og zappe mellem ligegyldigheder...
Muligheden for et julebad i fjorden er også tilstede, men dén udfordring har jeg ikke taget op, selvom det nok kunne kvikke slunkne hjerneceller.
Til gengæld har jeg fået læst alle de skønne julebreve, vi har modtaget, både dem på mail, og dem i papirudgaver. Jeg har ikke selv fået skrevet en linie endnu, på Fam. Jørgensens julebrev - velvidende, at jeg helt sikkert, som forgangne år, først får skrevet Nytårshilsener med en update på stort og småt, når vi når den 30. december...
(Ja, jeg kunne skrive årets Julebrev nu, men det gider jeg ikke)
Hunden er i løbetid, og motionscenteret trækker ikke voldsomt. Mon ikke bare jeg finder mig en god bog, og et hjørne med tæppe i?
Glædelig bagjul!

Dejlige december

Det er efterhånden længe siden jeg har bevæget mig i dette forum. Bloggen har ligget stille, til trods for at Bondemanden hævder, og sikkert har ret i, at det er vigtigt for "mine relationer" og "min karriere", at jeg får skrevet herinde jævnligt. En gang i måneden er vel også jævnligt? Eller to?
Hm. Nå, men årsagen skal vel heller ikke nødvendigvis forklares, kun kan jeg nævne, at jeg har overstået et betragteligt antal foredrag i 2013, været en uge på solferie, delvist uden sol, og de sidste 1½ uge har jeg så været i gang med at komme i julestemning.
Det skal nok lykkes! Inden denne uge er omme, er vi så tæt på at være klar, som vi kan blive, og de to julefrokoster som huset i år huser er overståede fra på natten til fredag!
Som jo også er min fødselsdag. Og den endegyldige dato indikerer samtidigt, at NU er det JUL!
Ja, fredag. Hvor jeg henter mit ældste elskede barn hjem på juleferie, og hvor jeg skal sætte rådyr i ovnen og dele glæden med den allernærmeste familie.
Og december byder på så gode hilsner fra nær og fjern, at jeg er nødt til at komme lidt i stemning, og få gjort noget selv. Udi julekort. Eller Statusbrev. Nytårsfortsæt. Hm.
I dag fik jeg et julehilsen-digt fra selveste Knud Sørensen. I går fik jeg et julehilsenbrev fra minister Carsten Hansen. Og forleden fik jeg det fineste julehilsenkort fra min bedste veninde, med søde ord og skønne billeder fra år 2013.
Dejlige december - jeg mangler kun at bage småkager, trille havregrynskugler, ordne svinet (som lander på onsdag), snitte salat, gå i kirke og lave risengrød. Så må det godt blive JUL!