En Dronning på vejen

I dag var jeg på tur til min dejlige datter, som bor i Ålborg.
I strålende solskin og godt humør, med færgen MARY fra Salling til Himmerland.

Ngen gange lykkes tingene over al forventning - og hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg rigtig godt tilfreds med dét her billede! Der skete noget jeg ikke havde regnet med, da jeg ville lave en selfie ...( jaja, kameraet vendte forkert, det opdagede jeg jo) - nemlig at det blev et vildt godt billede, selvom det ikke var det, jeg ville tage!
Senere kom jeg til Ålborg - og da vi gik tur i centrum, opdagede vi, at der havde været og var Dronninge-besøg i Ålborg i dag!!
ALLE gågader var sandede til. Ja, kareter kører nemlig ikke på fliser, de kører i sand. Og heste gider ikke gå på fliser, de vil gå i sand. Så sandkasserne i samtlige børnehaver i midtbyen, og i nordbyen var blevet tømte, og strøet ud på Dronningens ruter - i dagens anledning.
Der var godt-nok meget sand.
Rigtigt meget sand.
En dronning var i vejen, på vejen og med på vejen.
Vi andre fik småsten i sandalerne.
Vældigt irriterende...

Viske-vaske-sjaske-herregårds-kone-maske

I dagene mens solen skinner ufortrødent udenfor... har jeg så valgt at være med i den seriøse afdeling. Jeg har igen i år ladet mig overtale til at medvirke i Herregårdenes Dag - jeg kan faktisk ikke huske hvornår vi var med første gang, men det er tilbage i 2003 eller 2004. Jeg oplever hver eneste gang en stor interesse for at høre historien og se stedet, som vi har fået i "arv".
Kjeldgård er ikke nogen stor og prangende herregård, ikke desto mindre nævnes den første gang i  1524, hvor den tilhører rigsråd Hr. Ove Vincentsen Lunge Dyre til Tirsbæk. Der er en masse historier tilknyttet Kjeldgård, og dem hiver jeg frem fra bøgerne og fortæller, mens jeg viser lokaliteterne frem. Det er en del af imagebanken, påstår Bondemanden, at vi deler vores glæde for stedet med andre - det har han helt ret i!!
Der er bare den hage ved det, at vi er nødt til at have ryddet og vasket og pudset inden...
Puuuha! Jeg er nu så langt, at jeg har pudset alle vinduer mod nord og delvist mod syd, og mangler kun køkkenet mod vest... Og sjovt nok, så forsvinder alle andre i andre ærinder, når jeg begynder at bede om hjælp... Heldigvis klarer jeg mig. Jeg skal bare i gang i ordentlig tid. Og hvis nogen af gæsterne synes, der er lidt støvet eller trænger til en klud hist og her - så plejer jeg at sige, at der udleveres pudsegrej i bryggerset på forespørgsel, så kan man bare gå i gang...
De fleste er nu ligeglade, men jeg har da oplevet en enkelt finger blive kørt hen over et knapt så rent chatol... mage til frækhed!! Tsk tsk  ;)
Nå, men på søndag går det løs med rundvisninger klokken 10, 13 og 15.
Det koster 50, - kr pr herregård, og man betaler på stedet.
Der er i år 12 åbne herregårde i Limfjordslandet: i Salling og på Himmerland.
Du kan læse mere om Herregårdenes dag ved at klikke her, og mens du læser, så pudser jeg lidt flere vinduer!

Kombi-Pinse-helvedet

Sådan en laaaang weekend - hvor Grundlovsdag, der er blevet til en hel fridag for det arbejdende folk, afløses af en fredag uden særlig titel, hvor det arbejdende folk formentligt også har/havde fri, eller holdt fri, eller ferie, eller var nødt til det, fordi skolerne havde lukket (!!!) - der så glider over i en Pinse, hvor vejret gonnok var forbløffende dejligt, det meste af tiden... så kan man godt få fornemmelsen af at være lukket inde i en lomme af fritid og frihed og ferie.
Desværre er jeg ikke den eneste, der har det sådan - de store børn har læseferie, eller læsefrihed, eller eksamenstid eller kald det hvad du vil - faktum er, at nogen synes, det er helt i orden at aflyse alt i flere dage, bare fordi der ligger et par halve helligdage og venter...
I vores lille bondebiks leger vi dog helt anderledes! Alt og alle er på arbejde hele tiden. Næsten. Og der er hverdag på hverdage og søndage på søndage, og ellers ikke så meget "pis".
Så i morgen tidlig står jeg op og laver friskbagt brød, dækker bord og venter folkene ind til klokken ni, ligesom jeg plejer, og ligesom jeg har gjort både torsdag & fredag, og sådan er dét! Og inden jeg går i seng, vil jeg tænke på de dejlige veninder jeg har, der trods hverdage, alligevel går i "feriemode", og sørger for eftermiddage i godt selskab, helt uden pligter, kun sol og strand og vand og vin og lidt snak. Lidt snak, der bliver til meget mere, når man husker at slappe sig af, og glemme det er hverdag i morgen og i overmorgen eller hvornår det nu var det var...

SelDeco - udvikling i vandkanten

Vores nye butik havde åbningsdag i dag - jeg siger vores, fordi vi er en forening, og det er os, der skal drive forretningen. Det er på frivilligt basis, og ingen af os får løn for at stå i butikken, vi gør det, fordi vi synes, det er sjovt!
Borgmesteren - ja, altså den tidligere borgmester, Flemming Eskildsen sagde de indviende ord, sammen med Gunhild, som er bestyrelsesformand i foreningen SelDeco- og selvom det styrtregnede kom der forbløffende mange mennesker forbi til musik, kaffe og en småkage.
Der er mange forskellige varer på hylderne - det er sådan et sted, man kan gå hen og købe honning, lokalt indsamlet altså, og man kan købe antikke møbler, keramik, filt, karklude, kludetæpper, smykker, malerier og litografier, designertøj og vævede jakker og så kan man også købe sig en bog, en kop kaffe eller et par fine babysko i økologisk læder. "Damerne" skal være i butikken 5 dage i ugen, og de er enten "passive"-frivillige eller sælgende medlemmer af foreningen. Det bliver ret spændende at se, om det kan give omsætning, at "kunstnerne" og de kreative sjæle selv står i butikken.
Under alle omstændigheder tror jeg, det bliver helt morsomt at stå i butik. Det har jeg aldrig prøvet. Meget har man budt mig, men butik...
Hvis det viser sig at være en succes, tror jeg, vi kan danne skole for andre landsbyer med en "negativ butiksprofil" - at få samlet kræfterne i en butik, i en forening, sender tankerne i retning af andelsbevægelse, og måske er det her nøglen til landsbyernes overlevelse ligger: sammenhold og fælles front!
Jeg håber, SelDeco får stor succes. Det fortjener vi!!!

En slags stilhed

Det var helt anderledes, end jeg havde forestillet mig.
Og der går lang tid, inden vi forvinder sorgen og savnet.
Men sådan er det hver eneste dag for mange mennesker.
Hver eneste dag er der nogen, der dør, og nogen der savner og sørger.
Selve døden er fredfyldt.
Selve mennesket er uinteressant, i det sekund døden indtræffer.
(Med mindre man er læge og skal obducere...)
Det var bare ikke det, jeg lige havde forestillet mig.
Vi åbnede døren, solen stod op over horisonten og solsorten lettede fra sin plads på gyngestativet.
Vi sagde farvel.
Vi sang ud.
Vi bar. Og nu bærer vi savnet.

Bogsigneringsdage

Det har været dejligt at få lov til at signere bøger - først i Skive Boglade, og så i Bøger og Papir i Nyk. Mors. Billederne taler sit tydelige sprog - jeg griner uanset! Øverst med TA, så med Kingo, derefter med Hans Jørgen, boghandleren selv, og til sidst med Hovedlands forlægger Steen Piper. Det er sidstnævnte, der tror så meget på mig, at han fortsat udgiver alt, hvad jeg finder på... Det er en god ting. Og husk - bøger skal købes i boghandlen!!

Anmeldelser på papir

Jeg taster hidsigt og i blinde flere gange dagligt "Bondeanger anmeldelse" i googlefeltet - tænk nu, hvis der er kommet noget, noget jeg ikke har opdaget, eller er opmærksom på... et pænt ord, en rosende omtale... Det er jo det, jeg gerne vil have! Jeg vil så gerne, og jeg er næsten ved at sige, jeg H I G E R efter at få positive tilbagemeldinger på den bog, der nu her lige for lidt siden, flød ud af mine hænder og ud på gaden, ud blandt læserne, ud blandt dem, der i virkeligheden definerer, om jeg er en succes eller ej...
For selvom jeg ved, at det er godt nok, og selvom jeg ved, at der sidder en redaktør og en forlægger i den anden ende, og har sagt god for bogen - så betyder det alligevel uendelig meget, at bogen får anmeldelser af andre end den nærmeste kreds. Det betyder altså noget. Også selvom man forsøger at overbevise sig selv om, at det ikke betyder så meget... Det gør det bare. Man får anerkendelse. Man bliver fremhævet. Og hvem er ikke en sucker for love?

Jeg er. Det indrømmer jeg. Jeg vil så gerne gøre tingene godt. Og jeg vil så gerne at mine bøger bliver godt modtaget. Det er derfor, jeg skriver dem. For at de skal have et liv, og gøre en forskel. At jeg gør en forskel. Det er noget helt almenmenneskeligt. Det ved jeg godt. Man kan analysere på det og komme med lange gode forklaringer på, hvorfor netop jeg har det sådan - og det burde jeg måske gøre... - men det rokker ikke ved den kendsgerning, at jeg bliver usigeligt glad, når mine ting lykkes!

Jeg har fået en flot flot anmeldelse i Skive Folkeblad, to dage inden udgivelsen.
Jeg har fået fire stjerner i Nordjyske på dagen.
Og i går kom der en meget fin omtale over to spalter i Jyllandspostens tillæg om bøger - og tre stjerner - lidt malurt var der til sidst, men jeg undskylder anmelderen med, at han er mand... (han forstår det jo ikke - eller også har han ret???)

Jeg kan ikke være andet end tiptop-tilfreds. Det er jeg. Det ER jeg.
Og derfor prøver jeg ihærdigt at skrive endnu bedre i den næste roman, jeg gør mig umage, jeg omformulerer, skærer ind til benet, pudser sproget.

Der er ikke noget lagt på nettet, man kan Google endnu.
Øv. Men det findes på papir. Jeg har alle aviserne.
Og jeg er glad.