søndag den 24. august 2014

Blæsten går frisk

over hav og mark og fjord - og jeg kan snart ikke klare mere vind i håret. Lad os nu få de to uger med tørvejr, så bonden kan få marken mejet, kornet høstet, halmen bjærget, mulden pløjet og sæden sået... Ja, tak!
Og så ikke en lyd mere om vejr og vind i år!

fredag den 15. august 2014

og så er der vejrguderne...

Det lyder som en kliché, og, det er en kliché: bønderne brokker sig altid. Uanset.
Det er nemlig fuldstændig og aldeles forkert her i huset.
Vi er altid glade for vores erhverv, uanset.
Men... vejrguderne er vi ikke helt tilfredse med - kunne de da for pokker ikke give os de fem dage med tørvejr, så vi kan få høstet op!?
Det ser ud som om vi kan være heldige at få en enkelt dag eller to, men ikke nok til  at de sidste hektarer bliver høstet. Der er regn på vej.
Så derfor brokker vi os ikke. Vi er glade for de to dage, vi (måske) får!
Det hedder rettidig omhu.
Eller noget...

tirsdag den 5. august 2014

Niels Kaas til Staarup 10 år, 1545

Så har jeg fundet lidt flere historiske fakta at skrive på. Jeg antager... at "Viborg Skole" er den skole, der hedder latinskolen, og som efter reformationen lå i Skolestræde 2 i Viborg, lige overfor Domkirken. Som 10 årig ankommer den forældreløse Niels, sammen med sin tjenestepige, Siri (17 år) til Viborg og bliver indkvarteret i en stuen hos kødmanden, som er den købmand, hvor Marie Munks tvillingesøster Anna huserer. Ja. Og så skal Niels i skole. Meget skolegang senere, faktisk 9 år - bliver han indskrevet i Wittenberg og studerer her så længe og klogt, at han ender med at blive en af de mægtigste mænd i Danmark, inden han dør som 59-årig. Men der e r længe til.
Først skal de to skrækslagne hjemmefrasendte installeres og Niels skal møde rektor Olav Nielsen Schytte. Jeg selv skal have strøm på min pc, og SÅ skriver vi dén historie...

mandag den 28. juli 2014

Sommerignorance

.
Jeg ved ikke, om jeg er gjort af et særligt stof, eller om mine livsvilkår gør mig til noget nær det mest ignorante menneske, jeg kender...
Faktum er, at jeg ikke kan rystes af ret mange uretfærdigheder længere, og faktum er, at jeg er holdt op med at bekymre mig om andres ulykke. Ikke fordi jeg er ufølsom, det er jeg bestemt ikke.
Men lige nu nyder jeg sommeren og solen.
Tilsyneladende bliver den ved med at varme og skinne i en uendelighed. Jeg krydser fingre for at den bliver ved ugen ud - efter en seriøs mængde regnvand og oversvømmelser i andres kældre, vil det være kærkomment, hvis vi liiige fik spinaten i hus. Jeg gider ikke bekymre mig om ret mange andre ting. Bare høsten kommer i hus, og Bondemanden er glad, så kan jeg såmænd klare det meste.
Uretfærdige voldsomme begivenheder og krigshandlinger interesserer mig overfladisk. Jeg orker ikke. Hverken forholde mig til det, eller deltage i diskussionerne. Gaza og Israel. Betændte bylder på verdenskortet, krig og død og ødelæggelse. Naturkatastrofer. Hvad har vi. Jeg orker det ikke.
Lad nu den sol skinne og lad os få høsten i hus.
Så tager vi os af hinanden bagefter...
Så tager jeg mig af hinanden bagefter...

tirsdag den 22. juli 2014

Skygger

Det er åbenbart i år, jeg skal lære noget om at miste. Måske er det alderen, der trykker mig, måske er det tilfældigheder. Faktum er, at jeg to gange indenfor 7 uger er blevet mindet om, at ingen er udødelige, og at alt liv, uvægerligt, slutter med døden.
Først mistede vi efter tre år med en kræftdiagnose min svigerfar.
I går mistede vi min mormor.
Begge havde levet et langt og forhåbentligt godt liv. Min svigerfar var træt, men slet ikke klar til at forlade livet, selvom han var 83. Min mormor var 97 og sagde til mig, da jeg besøgte hende for knapt to måneder siden: "der er ikke noget ved at blive så gammel" - hun sov stille ind, omgivet af sine tre døtre, hvoraf den ene er min mor, født i 1943.
Jeg bliver ved med at minde  mig selv om, at livet er skrøbeligt, og at vi skal huske at sætte pris på det, hver eneste dag.
I dag høster de. Hverdagen lever videre som altid, og selvom verden er forandret for mig, går det hele alligevel sin vante gang. Der høstes, og om lidt skal der såes. Vi lever videre, og sådan har de to døde ønsket, at det skulle være for os. At vi lever videre, som altid, og gør det vi skal gøre. Leve.
Men når skyggerne her ind under aften bliver lange, så trækker de i mig og minder mig om, at jeg kun er her en stakket stund, set i det store perspektiv.
Døden er naturlig.
Jeg må huske at være glad, huske at leve.
Også selvom der er skygger.

mandag den 14. juli 2014

Øltölt i rette element


Dette billede siger simpelthen alt!
To heste, islandske, to store piger/unge kvinder, to dåser med øl af uvis herkomst, men i guldemballage...
Og så i et landskab, der matcher de heste de sidder på perfekt!
Jeg har næsten tårer i øjnene, når hun sender billeder hjem, ældsten, fra sit sommerferiejob!
Det må absolut være det vildeste og dejligste sommerferiejob  E V E R!!
Tænk - at skulle ride med dagsturister på en- eller to-timers guidede ture, rundt i det smukkeste nordislandske landskab, og hvis der ingen turister er, eller hvis det bare er aften - at kunne tage sig en tur på hesteryg til en smuk sø, drikke sig en kølig øl, og ride hjem igen, for så at gentage hver eneste dag og aften i hele 8 uger...
Hun tjener ikke ret meget ved at være guide... sådan cirka intet. Men hun oplever og rider. Hver eneste dag. Og samler energi til tredje semester på AAU.
Bare det var mig.
 


Stedet hedder Saltvík Hestamidtstöd og ligger lige udenfor Húsavík, Island.
Det er et sted, jeg meget gerne vil anbefale.
Fantastiske folk, og ikke mindste rigtigt gode heste, dejlige omgivelser og vidunderlig udsigt!
Og så er hun der. Min ældste. Med fletningen/håret ned ad ryggen, på den fine skimmel, på vej ud i landskabet med et smil så stort, at man bliver rørt i hjertet!

onsdag den 9. juli 2014

Et stykke med bart, tak!!

Vi kampsveder.
Varmen kommer altid uventet og med et brag, så i dag har vi svedt, bare vi tænkte på at bevæge os.
Jeg har heldigvis været i butik hele dagen. Som i hele dagen!!!
Fra klokken 10 til klokken 18.
Det er vores nye butik i Selde, der trækker i mig.
Og fordi jeg er en af de ti, der har valgt at investere i butikken, er jeg også en af de frivillige, der befolker tæpperne for at holde gang i salget.
I dag solgte vi for 315 kroner.
Og det var velatbemærke for 315 kroner kaffe! Og saftevand.
Og en enkelt fingerring...

Jeg håber sådan, at SelDeco har en fremtid, at butikken og butiksformen har en fremtid!!
Og jeg sveder gerne for det! I 28 graders varme. Hvor jeg burde have siddet med fødderne i fjorden og nydt udsigten til Fur. I stedet så jeg ind i skærmen af en pc eller serverede kaffe og småkager, saftevand og en mængde oplysende information.
Bare folk nu vender tilbage til vinter. Og køber deres julegaver og værtindegaver og fødselsdagsgaver og andre gaver hos os i butikken!
Så vi kan bevise, at det gør en forskel, når man rykker i flok.
Når fællesskabet sejrer.
Dét vil jeg gerne svede for!