Skrivebordssedler

Jeg har sådan "semi-orden" på mit skrivebord.
Det er ikke helt vildt rodet, der ligger en tre-fire stakke i 2-3 mm´s højde, som jeg har nogenlunde tjek på, hvad indeholder...
Så ligger der en bog, (med madopskrifter, gudbedredet), en læbepomade, noget håndcreme, to par briller og x-antal kuglepenne, der virker mere eller mindre hensigtsmæssigt. Lommeregneren i oversize har ikke virket i 3/4 år, men hvad pokker gør man ved sådant et apparat?
Papirkurven, nej, vel?!
Og så er der sedlerne. Alle de små notater, alle de løse ender, alle påmindelserne, alle password´s, alle telefonnumrene og alle opgørelserne... f.eks. står der på en hvid kvart A4-side følgende:
Hiv ind Jesper - 633 stk minus llll
Py får Føl - 628 stk minus llll
Sine og Òsk - 455 minus llll
og jeg tænker, gad vide, hvornår dén opgørelse er fra???
Så ligger der en aftale, også på hvidt A4-papir, om en foredrag, som der vil blive ringet tilbage om. Det står der - "ringer tilbage", og da jeg ikke ved bedre, så må jeg gå ud fra, at der bliver ringet...??
Heldigvis er datoen først i februar 2016, så der er tid at løbe på endnu, men alligevel... ??!!
Jeg har lige fundet et digt?!!! Som er skrevet til en kræftramt veninde, engang i begyndelsen af 2014.
Og så ligger der, godt nok på små gule post-itsedler, men helt tydeligt ... et forsøg på at strukturere mit liv.
Jeg kan godt huske det. Det var på en ferie med Bondemanden, at vi har diskuteret, hvorvidt det har kunnet lade sig gøre at sætte sig et mål, når man er så heldig at være forfatter og ikke lønmodtager. Om det kan lykkes for ham, min elskede, at gøre mig det begribeligt, at det kræver lidt struktur i det ustrukturerede, hvis man har ambitioner i retning af succes med sin gerning....
Derfor står der sådan her på den første:

En bog skrives færdig
HALD
forlag / forlægger
bloggen
>> nyt bogprojekt

og på næste seddel, også en falmet gul post-it:

upcomming: bog +bog +bog
future: bøger
malkeko: foredrag og Seldeco
no go: husmoder

og på den sidste gule, i samme "serie", samme bundt står følgende, let drabelige notat:
kunsten/bloggen
Landsbyen
bogprojekt
aflivningsmetoder
boltpistol / riffel
fiberstang / kniv

Jeg kan se, og godt huske, hvad det handler om. Den første kan jeg roligt smide væk.
Jeg har gjort en bog færdig, jeg har været på Hald, forlaget osv., bloggen og nyt bogprojekt er sat i værk. Upcomming mangler jeg en enkelt bog, future er vi ved, malkekoen tygger drøv og Seldeco bruger jeg trofast som mindfullness, og ikke mindst som en del af min deltagelse i det sociale liv i byen.
Så står der no go: Husmoder... Det er lidt værre... Jeg er så sent som i formiddag blevet mindet om, hvor meget tid kan gå med en støvsuger og en klud og en kost, hvis man ikke passer på. Jeg har gjort nødtørftigt rent i huset, og brugt tre timer på det. Jeg kunne reelt bruge tre timer - dagligt! Men det må jeg ikke. Det er ikke produktivt. Nej. Det er no go...
Kunsten og bloggen og landsbyen hænger sammen. Jeg husker det godt. Sedlerne må være fra december 2014 - og det bogprojekt som er nævnt, er dét Marianne Jørgensen (Ikke mig, men den anden Marianne) skal lave, samle sammen til, nemlig den dokumentation for Skulpturlandsby Selde 2015, som jeg har lovet at bidrage til. Jeg HAR bidraget. Jeg har skrevet min novelle. Så den seddel kan også makuleres.
Og aflivningsmetoderne - de er beregnet til et blogindlæg jeg endnu ikke har fået skrevet, som jeg skal skrive en dag, og som skal handle om myndighedernes realitetssans eller mangel på samme, i forbindelse med aflivning af søer i en svineproduktion... Og se dét er en helt anden snak, som ikke behøver mere omtale her i dag - det kommer jeg til.
Hvad jeg lige gør ved telefonnumre og passwords til diverse... det finder jeg ud af. Nu synes jeg allerede, jeg er nået langt...

Ferie og så videre.. og SÅ videre... eller ... OG så VIDERE

"Ferie ferie ferie... syng en glad melodi.. tralalallalallaaaa..." sangen rumsterer i mit hoved hver gang jeg kigger rundt i huset... Vi har været på fællesferie og kom hjem for en lille uge siden, pigerne og os, (Bondemanden og jeg), og nu er Ældstebarnet er rejst til USA, hvor hun skal besøge sin amerikanske familie for første gang i fem år - drengebarnet er også i USA - pt på rundtur i CA og øvrige interessante steder med sin kæreste... ham ser vi først til november, når han kommer hjem fra sit halve år i landbrugspraktik i Montana...  Og nu, det sidste nye, ikke mindst: Yngstebarnet har endelig langt om længe fået sig en lejlighed i Århus C, og fraflytter matriklen her pr 1.8., for at studiestarte til september....
Jeg får ferie! Hæhæhæ... den 1.8. kan jeg for alvor slappe af og sige, ferie ferie ferie.... ferie-resten-af-mit-liv..... tralalalalala...syng en glad melodiiii, tra lala... lalalalalaaaaa....
For så enkelt er det vel??
Er det ikke?

Vi har talt om at gå i parterapi. Ja, sådan, bare for at se, hvad der kunne ske... Om vi i virkeligheden ikke passer sammen, og om vi i virkeligheden bør finde på noget andet at lave... et nyt kapitel starter, sådan siger man, om dét, der sker for os, lige nu, om lidt, når evighedsferien starter... når alle ungerne har forladt reden, og ikke kommer hjem igen, med mindre de holder ... ferie...

Bondemanden er i gang med sit PPL - private pilot licens. Om lidt høster han, og så går der et par måneder, før jeg ser ham igen. I hvert fald inden han SER mig. Thøhø.
Jeg får ferie. Mentalt. Og fysisk. Ingen krav om tøjvask, rengøring, kørsel, lektiehjælp, affodring tre gange om dagen, tøjvask, nærvær, affodring ... Et helt nyt liv.
Jeg tænker på, om jeg mon kan finde ud af det - og derfor overvejer jeg seriøst, det dér parterapi. Måske kun for mig, for Bondemanden har ikke tid, før til vinter....
Måske skal jeg bare sætte mig og skrive. Helt for mig selv. Med helt nye muligheder for ikke at blive afbrudt.
Ja, jeg vil holde ferie. Og jeg vil skrive.

Punktum!!

Yngstebarnet har fået en hue. Den er med kongeblåt bånd og en flag-allé, som fortæller, at hun har gået tre år på den internationale linje, og nu har erhvervet sig en HHX-studenterhue. I dag er de på studenterkørsel. Dvs. at der sidder 32 elever på ladet af en lastbil, og bliver kørt fra hjem til hjem, for at visitte de stolte forældre. Forældrene står klar med mad og drikke. Og de gør, som der forventes af dem, de smukke unge studenter: de æder og drikker. Som vilde dyr. De er vittige, sjove, højtråbende, støjende, syngende, dansende og hele tiden med en øl eller en breezer eller endog en hel flaske små sure eller shots i hånden.
De drikker sig i hegnet. Synes, de har fortjent at feste igennem. Og det har de også. De har overstået en eksamensrække på 4 skriftlige og 2 mundtlige eksaminer i løbet af 4 uger. Dét er værd at fejre.
Og jeg lyder som en sur gammel mand, når jeg hævder, at der absolut ingen grund, what so ever, er til at kaste spiritus i halsen hele tiden. Drik nu noget vand. I skal holde i to dage!
Jeg glæder mig til de kommer hér. Det gør de til aller-allersidst. I morgen aften klokken 20. Hvis tidsplanen holder. Hvis de holder...

Vacuum

"glasklokke, limbo, tomrum" - ifølge Center for leksikografi´s DanskOrdbogen
Det er her, jeg befinder mig. Med et færdigredigeret, gennemskrevet, gennem-peditesserettet og klar til opsætning-romanmanusafleverings afsluttet projekt bag mig... Tomrum. Men fuld af indtryk og udtryk og forvirrede tanker om, hvad der mon følger, og et udefineret håb om det bedste for bogen. Når den når så langt. At den bliver en bog. Sådan en fysisk håndgribelig bog.
Jeg er på en gang glad og lettet, men også spændt og forvirret. For hvad nu?
Mit fysiske opland har en plan for de næste fire-fem uger, der er mange gøremål med studenteraspiranter i huset, og det har jeg forestillet mig, at vi går ind i med hud og hår. "Vi" værende mig og mit forvirrede hoved.
Og jeg har lavet en to-do-liste. Det er sådan set bare at gå i gang.
Og dog dvæler jeg foran min skærm, med lyst og mod, med angst og provokerende mange gode ideer til, hvordan jeg forlader mit limbo, min glasklokke. Burde jeg... Nej. Og dog. Nej. JOh, det kunne jo være... eller njah... tjah... vi får se...

Forside og bagside

I aftes fandt jeg i mit spamfilter en mail fra forlaget. Det var den mail, der indeholdte forsiden til De Tavse Vidner som et vedhæft. Hvorfor den var smuttet i spamfilteret ved jeg ikke, og hvorfor jeg netop i aftes valgte at gennemse uønskede mails, inden jeg slettede dem permanent... vides ikke. Det må være skæbnen. Eller noget...
Men skæbnen ville altså, at forsiden er blevet helt som jeg kunne tænke mig den! Med antydninger af kalkmalerier, og et drikkelag/en fest i en stregtegning, der antyder, at det kan blive både mere skummelt, men måske også er lidt venligt alligevel. Sådan har jeg det med den forside. At den afspejler, hvad bogen indeholder... noget du ikke kan være helt sikker på, du har forstået rigtigt... Og det er måske fordi mine hovedpersoner er så unge, som de er, at de ikke ser farligheden, og når de gør, så er de nødt til at danse med...
Overfortolkning? Sikkert! Men det er sgu da meget godt ramt, ikke!?

 

Og bagsiden.. den kommer meget-meget senere, og der er frygteligt længe til udgivelsesdatoen oprinder, men det tar jeg med. Nu er forsiden og selve indholdet på plads, så må resten komme...

Retningsrettelsesrimeligheder

Jeg er i gang med at rette min roman. Det er et langsommeligt arbejde. I går var jeg over 50 sider i manus. I dag agter jeg at tage ligeså mange.
Det er et arbejde, jeg faktisk ikke gider.
Det er deprimerende at have haft følelsen af "færdig" - for så ikke at være det alligevel...
Redaktøren er sød. Og hun kan læse. Det er vigtigt. At jeg har fornemmelsen af, at hun godt ved, hvad jeg vil, og hvordan. Det er bare det, at hun gør mit bedste. Det, jeg ikke selv er kommet i gang med, inden jeg sendte manus til forlaget og sagde FÆRDIG!
Mit indre siger til mig, at jeg ER færdig, og derfor er det uendelig svært at motivere sig til "ikke helt endnu, min skat" og sidde og gennemlæse, i petitesser, hvert eneste ord, hver eneste sætning, hvert eneste afsnit, hvert eneste kapitel...
Det "sjove" begynder for alvor, når nogen eller noget skal skrives ud, og man har brugt tid på at skrive den eller det ind, for så at skal skrive den/det ud igen. Det er mere langsommeligt end godt er. Og så er det, jeg er ude i, at der må være urimeligheder, der ikke har berettigelse... og ordet retningsrettelsesrimelighed falder mig ind ...
Forslaget til forsiden er også kommet. Det er spændende!! Meget spændende. Om redaktør og grafiker og forlægger og forfatter kan blive enige om, og synes om, det samme forslag...
Jeg håber, der kommer et endeligt udkast en af dagene!

Et torsdagsmareridt - og om at hulke højt.

Det kan godt være, man kan få lidt lommesmerter og have lyst til at græde, når man har været i tandlægestolen, og tandlægen beslutter at 1) røntgenfotografere, fordi ens plastikfyldning er knækket lidt af i det ene hjørne, og efterfølgende 2) fjerner hele fyldningen og 3) erstatter den med ny plastik...
Det kan også godt være, at man er en smule mut og indesluttet, og har en enkelt tåre i øjenkrogen, når man er kørt fra den ene ende af landet til den anden, for at aflevere en solgt hest.... En hest, som man næsten har set blive født, og som man har redet sikkert og trofast på og med i næsten seks år...
Men det er sikkert og vist, at man hyler himmelhøjt og ukontrollerbart, når man i skumringstimen, ude på heden mellem Aulum og Haderup, påkører et rådyr og ikke aner, hvad man skal stille op med sig selv og det (formodede) døde dyr.
Jeg vidste det ikke. Og jeg tror aldrig, jeg har skreget så ustyrligt højt, i desperation over noget så banalt, nogensinde tidligere...

Den sprang over vejen, men da jeg kørte med trailer, kørte jeg ikke en streg over 70 km/t, da jeg så den komme, og jeg var med garanti nede i en fart omkring 60 km/t, for alle ved, at kommer der et dyr, kommer der flere!
Det gjorde der også. Jeg nåede at se dyrets makker komme ude i venstre side af synsfeltet, og så skete det!! Det dyr, der havde passeret vejen, kom retur! Der var hegn på den side af grøften, som den flygtede ud i. Ikke bare hegn, som i en enkelt tråd, men et hegn med 4 tråde, og rådyret blev kastet tilbage i grøften, hvorfra det så kæmpede sig op igen, for at ville løbe retur.
B A N G!!!! Bang-bang - bang! Sagde det. Jeg ramte det med højre baghjul, jeg mærkede bumpet, og kort tid efter sagde det bump-bump, da trailerens højreside passerede dét, jeg siden skulle erfare, var et rålam fra sidste år.
Jeg fik hold i bil og trailer. Jeg fandt katastofeblinket, fik det aktiveret. (Det sidder for resten ulogisk i en Rav4). Jeg kom ud af bilen. Jeg løb, med armen oppe foran ansigtet, tilbage mod ulykkesstedet, for at tilse. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle tilse. Jeg var i kvartpanik over, at jeg ikke havde noget at slå ihjel med, og jeg hulkede. Jeg græd så højt, at jeg blev ganske forskrækket for, om jeg nogensinde fik hold i det igen. Jeg vidste, med min logiske sans, at jeg godt kunne spare mig, dyret ville ikke blive mindre kørt over af at jeg græd/skreg/hylede, men mine følelser var helt i vildrede. Jeg hylede højt!! Og inderligt.
Så nåede jeg dyret. En med vidtåbne lille fin brunøjet rå. Stendød. Varm. Og jeg trak i de fire ben, for at få den fra vejkanten ud i grøften. Alt imens jeg brølede, som var det mig, der var blevet ramt.
Så kom der en bil. Den holdt ind. Og ud sprang en mand i grøn jakke og grøn kasket. Han lagde begge sine arme om mig og sagde: "Rolig nu, bette pige, den er død" med stærk midtvestjysk accent. Han holdt fast om mig, der bare hylede videre og rystede som espeløv. Så vendte han sig om mod sin makker, der havde fået bilen parkeret mod kørselsretningen foran os, med katastofeblinket tændt og sagde: "Hår då en knyw, Leif?"
Det havde Leif. Og i løbet af nulkommafem var råen slagtet. Eller brækket. Det lyder pænere.
Da han nåede til indvoldene, bad han mig kigge væk. Jeg var efterhånden så fattet, at jeg var holdt helt op med at hulke, og nøjedes med at ryste lidt på hånden, når jeg førte den op til ansigtet, for at tørre mine tårer væk.
"Jeg har to jægere derhjemme, det er mig, der ordner fuglevildtet, jeg er vant til det, det gør ikke noget" - fik jeg sagt, og følte mig helt ovenpå igen, da jeg havde sagt det...
"Nå, men det er bare, hvis der nu er kid i maven på hende..." svarede ham, der hed Leif.
Så vrælede jeg igen. Ikke så voldsomt som før, men det var jo skrækkeligt at tænke sig... Et lille kid i moders liv... Wrææææææ...
Heldigvis var hun tom, råen, så jægersmændene skønnede, at det måtte være en rå fra sidste år.
Og så begyndte de at interessere sig for min bil!
Bil?? Ja, er der sket noet med din bil? Min bil? Jeg var helt uforstående, men de fulgte mig tilbage til mit trailersæt og besigtigede højresiden af både bil og trailer. Ikke en skramme. Der sad lidt rå-pels ved trinbrættet før baghjulet, og lidt pels på trailerens afskærmning før buggihjulene - ingen buler, ingenting.
"Da hår du vårn heldig", mente de.
Så stak jeg dem min hånd og sagde, tak for hjælpen. Det var ikke noget at takke for. De ville tage dyret med. Tak, tak  og tusind tak...
Og det var jeg. Taknemmelig!! Og det ER jeg.
Hvis nogen, der læser dette, kender en Leif, der færdes ude mellem Aulum og Karup/Haderup, sammen med en anden ca 50-60-årig jægertype med briller - så sig dem lige tak igen!
Det var godt, de stoppede.
Og jeg har fra nu af altid en lommekniv i bilen, tillige med en flaske vand, og en klud, så man kan vaske sine hænder, når man  har brækket et rådyr... og en affaldssæk til at ligge bag i bilen, så ikke der flyder blod ud i bagagerummet....
Og ja, så hulkede jeg igen, da jeg skulle genfortælle min oplevelse til Bondemanden.
Men sådan er det jo. Med torsdagsmareridt.
Analysen lyder her, fire dage senere, at det er sundt at reagere. Jeg trængte måske ligefrem til at hyle, og det var forskrækkelsen, der fik mig til det. Det er, som det skal være.
Og jeg tænker, at de to helte i grønne jakker kan fortælle en god historie om hende, hestedamen, der vrælede så højt, at de ku høre det inde i Aulum, ja måske endda helt i Holstebro, bare fordi hun havde ramt et rådyr...