Be my Valentine

Jeg har, siden jeg som ganske ung au-pair boede i London, elsket Valentines Day!
Det kan godt være, at man med sin fornuft kan se det latterlige i, at købe for millioner af kroner blomster, chokolade, smykker, parfume og hva-har-vi, bare fordi "nogle amerikanske forretningsmænd" har fået en god idé.
Jeg synes, det er romantisk (og sådan er jeg ellers ikke), og helt igennem fantastisk at få at vide, at man er elsket! Især kunne jeg, som ganske ung, godt lide tanken om, at man måske fik chokolade eller blomster af en hemmelig beundrer, som man så kunne gå og varme sig ved tanken om eksisterede, uden man anede (eller måske anede man) hvem var...
Så mødte jeg Bondemanden. Og så var det sgu slut med den slags pengeoptrækkeri. Hva ligner det... "Jeg elsker dig da hele året, og ikke kun Valentines dag", sådan noget lignende sagde han det første år, og så indså jeg, at jeg nok heller ikke fik blomster til Mors Dag, Bryllupsdag eller andre hysterisk opreklamerede mærkedage...
Det er nu alligevel ikke nok, til at få mig til ikke at længes...
Jeg har besluttet, at jeg har lov til at håbe, og dét er lysegrønt, håbet, og nu har jeg oplevet skuffelsen, det lille stik i hjertet, så mange gange, at jeg er immun. Eller næsten.
For når han så kigger på mig, med de der grønne øjne, spørgende, og siger "ej, bliver du skuffet?" med fløjlsblød stemme, sådan trøstende, somom han fortryder, at han ikke bare har købt den skide buket... ja, så gør jeg mig hård, og siger, at jeg godt ved, jeg aldrig kommer til at opleve en Valentines Day efter engelske forskrifter, og at jeg faktisk også er helt ligeglad....
Det er jeg så ikke.
Håbet er lysegrønt!

Skive Fjord er rådden

ikke lige dét ordvalg, men meningen fremgår tydeligt, i det skrift, jeg læste i går. Det er en forfatter der hedder Jonas Collin, der i 1887 skriver og beskriver, hvordan Limfjordens vande og "lande" forandrer sig, som man bevæger sig rundt. Det gør ham nemlig, der i 1887, med damperen, fra købstad til købstad, og det er vildt sjovt at læse hans beskrivelser. Fra Hals i øst, til Struer i vest.
Hele molevitten kan læses i "Danmark i skildringer og billeder af danske forfattere og kunstnere" udgivet af M. Galschiøt på P. G. Philipsens forlag.
Når man som jeg er placeret i landbrugssektoren, kan det ikke undgås, at man studser lidt over sådan en melding...Det betyder altså, at det ikke alene er landbrugets skyld, at Skive Fjord er død og rådden om sommeren...  Det var også sådan i 1800-tallet, at der f.eks. ikke fandtes østersbanker syd for Risgård Bredning - og det må vel siges at være en fin indikator på, hvorvidt der er liv eller ej. Det var der så ikke. Hæ!
Man kan med rette spørge, om det gør nogen forskel eller ej,  landbruget udleder kvælstof nu, og det skal det ikke. Men jeg synes nu, det er tankevækkende, at biologer og forskere, eksperter, har givet landbrugets intensive dyrkning af agerlandet skylden for, at fjorden er død i perioder. Det kan jo så ikke KUN skyldes landbruget. Og det er det, jeg gerne vil fremhæve. Det kan jo godt være, at man bør se en smule mere nuanceret på problemstillingen, end den, medierne oftest fanger...
For jeg er sikker på, at Jonas i 1887 ikke har tænkt en tøddel over sammenhængen,  og på det tidspunkt VAR den der heller ikke. Langt det meste af oplandet rundt om fjorden var hede. Bakker og hede. Det kan man også læse i værket. Og jeg er i gang med resten. Det er vidunderligt maleriske beskrivelser af mit Salling, af byerne Aalborg, Thisted, Nykøbing, Skive, Viborg og endnu flere, og jeg NYDER de fine tegninger/raderinger, der ledsager teksterne.
Tak, Ellen Raunsmed, fordi du gjorde mig opmærksom på bøgerne, og lånte mig dit eksemplar!

"At løse Borgerskab"

betyder i virkeligheden, at man er så rig, at man kan få lov til at købe sig til privilegier i en by. En købstad. En af kongen begunstiget købstad, hvor borgerne, mod at betale skatter og afgifter, kan afsætte deres varer og deres færdigheder under kongens beskyttelse. Faktisk står de, for en vis del, selv for denne beskyttelse, for med titlen Borger følger nemlig også forpligtigelser: Man skal stille med våben, eller udruste en fra husholdningen med våben af en vis kvalitet (heraf begrebet:en våbenfør mand) således at byen kan forsvare sig selv, OG, man har pligt til at deltage i de opgaver, magistraten beslutter, at byen skal have udført. Nogle af opgaverne er så uhumske, at man ikke vil røre dem med en ilddrager, men så sætter man mestermanden eller rakkerne til, mod behørig betaling, at fjerne eksempelvis lig fra åer og gader... Det har så den pris, at selvom pengene er gode,  så er man udstødt af borgerskabet,  for ingen vil pleje omgang med bødlen, eller ham, der fjerner affald...
Det er Aalborgs Historie jeg læser op på. Tiden fra 1536 (reformationen) og frem til starten af 1600-tallet.
Det er spændende, og jeg overvejer, om jeg i virkeligheden burde have læst til historiker i stedet for at blive lærer... Nå, dét er underalleomstændigheder for sent at lave om på... men derfor kan man jo godt blive  grebet!

Hald-glædning!!

Med tre bøger om Ålborgs fortid, to pc´ere (en til skriveriet og en til pjank), hovedet fyldt op af gode ideer og forventningens larmende sommerfugle i maven (ja, det er faktisk sådan, det er, med Hald!) er jeg i skrivende stund ved at koge en stærk varm indisk suppe med linser og kanel, som jeg skal spise i morgen aften og måske tirsdag. Havregryn og HUSK er stillet frem, skummetmælken og den gode te venter i spænding på at blive pakket med, og så er det ellers bare af sted sydpå i morgen over middag.
Bondemandens intentioner om fitness tror jeg går fløjten, mens jeg er på Hald, men jeg pakker mine tudsegrimme Hoka-løbesko og lidt løbegear, og så må vi se, om jeg overrasker mig selv, og får løbet et par ture også. Jeg ved, at Kingo (oversætterforfatterkollega) venter på at blive travet med, og der vil helt sikkert blive plads til nogle ture i skridtgang ud over Stangheden og nede i Troldeslugten også. Historier kan godt have brug for at blive gået i gang....
Kort sagt: jeg tager på skriveophold i morgen. På Hald. Jeg glæder mig. Vildt! Wiiiiii!!

Hellige konger og en anmeldelse

Måske var det fordi, det lige passede ind i går, eller fordi det var dér, cirka, at Maren og Asger starter deres nye liv i Aalborg (i 1545)... eller også var det helt tilfældigt, at Kristeligt Dagblad havde valgt netop i går. Men det var i går, den var der. Anmeldelsen... i et større dansk dagblad, anmeldelsen, som jeg har sukket efter og faktisk havde opgivet. For det er 3 måneder og 28 dage siden De Tavse Vidner udkom. Og jeg havde ærlig talt ikke troet, at nogen interesserede sig for at anmelde en så gammel bog... Men det gjorde nogen og nogen skal have hjerteligt tak, (Claus Grymer) både for at have læst, og for at anmelde. Jeg blev glad. Og lidt presset. For nu hviler der et endnu større pres på mine skuldre iht. den næste roman. Fortsættelsen, som jeg drager på Hald for at skrive på i næste uge.
Jeg glæder mig. Til Hald, til at skrive.

Mine hovedpersoner har levet videre i mit hoved, så de skal bare ud og ned på pc´en, ud gennem mine fingre, gås i gang og i takt, opleve det hele, og jeg skal skrive og mærke og dufte og sanse, alt sammen,  så der kan komme endnu en roman, endnu en historie om senmiddelalder/renæssance og alle de, som ikke er blevet hørt eller set,  hverken dengang, eller nu. Endnu.

GODT og velfortjent NYTÅR

Det er læææænge siden, jeg har skrevet blogindlæg, kan jeg se. Det er der nok en grund til. Nemlig den, at jeg har været travlt optaget af andre, mere presserende opgaver. Juleopgaver, ferie, Julearrangementer, ferie, Julefejring og lidt mere ferie.
Nu er det blevet 2016, sådan rigtigt hurtigt og ikke helt så let, som jeg havde håbet. Det koster at have en madglad familie, og at være et madøre selv.  Og glad for vin. Og juleøl. Og snaps, hvis ikke det er en rød Aalborg, er heller ikke at foragte, har jeg lært mig, på mine gamle dage...
Nu sidder jeg med 5-10  kg ekstra på røv og mave, og her sidder jeg godt. Rigtigt godt. Og jeg har tænkt mig at blive siddende. I hvert fald har jeg skaffet mig et ophold på Hald i uge 2, hvor jeg skal skrive.  Og det foregår bedst siddende.
Julemåneden solgte rigtigt mange De Tavse Vidner, både i Skive Boglade, og her, og jeg håber den bliver ved med at sælge. Vi er ikke ude i en bestseller, men det kan vel komme???
Jeg vil ønske alle bloglæsere en godt og læserigt nytår! Vi skrives ved!

En ny pc ...

er ikke lykken.
Især ikke, når alle ens mailkontakter gennem de sidste mange år, er fuldstændigt forsvundet. Som i FULDSTÆNDIGT. Og man manuelt skal gennemgå samtlige 2805 mails og slette eller gemme kontakten, hvis man er interesseret i at gemme afsenderens data.
Jeg var ved at skrive ugens klumme til Landbrugsavisen, da den gamle begyndte at gøre knuder. Først var den laaaaangsom i opstarten, så var den forsinket, når jeg skrev, og da jeg havde skrevet 423 ord i et worddokument - blev skærmen sort. Døde.
Det gjorde jeg også... jeg døde i hvert fald lidt af skræk og ubehag, og var lige ved at kyle noget tungt ud gennem vinduet... Heldigvis besluttede pc´en sig for at genopstå. Efter 5 minutter uden livstegn, hvor jeg sad ved siden af og bare gloede, med åben mund og vantro malet i ansigtet. Så gemte jeg omgående, hvad jeg havde skrevet, og sendte det til Bondemanden.
Jeg kunne underligt nok skrive færdig i god ro og orden, det var som om den vidste, den skulle opføre sig pænt for at undgå noget grimt...
Bondemanden har åbenbart lært af erfaringen, så han foreslog prompte, at der blev skaffet en ny pc mettevons. Mettevons. Det betød, at jeg allerede ved middagstid i dag kunne skrive nye kodeord ind i officepakken, så den søde pc-praktikant kunne makke færdig, og pakke mit nye legetøj ned i sin nye kasse, og jeg kunne få den med hjem... Ahhhh...
Jeg elsker når fagfolk ordner ting for mig. Og så hader jeg, når det hele så f...... driller mig, når jeg er kommet hjem. Alle kontakter væk. Alle koder slettede. ALT hvad der gjorde tilværelsen nem og tankeløs er forsvundet med et pust...

Men den nye pc har noget de kalder SSD, den har HD+ og Dolby, 8 GM, den er STOR og har et matsort cover. Vi skal liiiige lære hinanden at kende...