De Tavse tar´ til købstaden

I Næste uge er der Ordkraft på Nordkraft, og så rejser både De Tavse Vidner og forfatteren til Aalborg uden at kny.
Jeg er nu glad for, at strækningen kan tilbagelægges i bil, og ikke skal foregå som i 1500-tallet - i vogn/kærre, på hesteryg eller måske endda til fods!
Dette billede med forfatterens udgivelse fra 2014 Bondeanger kunne i dag ses på Hovedbiblioteket i Aalborg

De Tavse Vidner kommer på scenen fredag den 8. april kl. 17.45. i Kedelhallen.

Påskepip

I dag starter den 10 dage lange påskeferie, hvis man går i skole/ er under uddannelse.
Så om ikke ret mange timer, myldrer det ind på matriklen her, først drengebarnet med alt sit vasketøj, og om et par dage, Faster Fifi og Co., gonnok kun til måltider og hygge, og Askeonsdag vælter to smukke døtre ind i huset og fylder hver en krog med latter, fnis og forlangender om nærvær.
Jeg har meldt mig på det hold, som skal være i Seldeco, (foreningen i Seldes fysiske butik), i mange timer i løbet af Påsken - og jeg glæder mig. Der kommer rigtigt mange mennesker forbi, og jeg elsker at snakke og fortælle om det fantastiske, der sker i vores landsby, og i omegnen.
Og så er der påskefrokost, skidne æg og en fødselsdag, og sådan almindelig hygge med venner og familie... ihhhh, hvor er det skønt!
Og fordi jeg rider med præsten, tænker jeg, at det vil være på sin plads at gå en tur i kirke - bare fordi. Noget troende menneske er jeg ikke, men at synge og have rum til bare at sidde, dét tager ingen skade af, heller ikke jeg. Unger og mand vil tænke, at jeg har fået pip på mine gamle dage, men de kunne jo overtales til at gå med....
Hæhæ.
Glædelig Påske - og pip!

Middelalder og den først dag i marts

Den anden dag i marts, er i dag, og det er vandkoldt. Råt. Den første dag bød på sne. Nu tør det.
Jeg sidder i mit skriverskjul. Maner middelalderen frem mellem de nøgne stammer i haven. Forestiller mig, hvordan det har været. Isende. Prikkerne på huden, de sprækkede knoer. Vandet, der skal hives op i en spand, bæres ind. Ilden, der skal fodres, for at give varme nok til barnet i vuggen. Alternativt må man krybe under sengeskindene. Have ungen helt ind på sin egen krop. Varme.
Barnet, der er pakket ind i uldtøj, fra inderst til yderst. Lidt for klejnt, til at ville leve, og lidt for livligt, til at ville dø. Brystet, der er tomt for mælk, og ungen, der skriger, skriger, skriger.
Barske realiteter, når man har det lunt og godt, og man kan kigge på fotografier af sine egne, velnærede, der aldrig har frosset for alvor...

Be my Valentine

Jeg har, siden jeg som ganske ung au-pair boede i London, elsket Valentines Day!
Det kan godt være, at man med sin fornuft kan se det latterlige i, at købe for millioner af kroner blomster, chokolade, smykker, parfume og hva-har-vi, bare fordi "nogle amerikanske forretningsmænd" har fået en god idé.
Jeg synes, det er romantisk (og sådan er jeg ellers ikke), og helt igennem fantastisk at få at vide, at man er elsket! Især kunne jeg, som ganske ung, godt lide tanken om, at man måske fik chokolade eller blomster af en hemmelig beundrer, som man så kunne gå og varme sig ved tanken om eksisterede, uden man anede (eller måske anede man) hvem var...
Så mødte jeg Bondemanden. Og så var det sgu slut med den slags pengeoptrækkeri. Hva ligner det... "Jeg elsker dig da hele året, og ikke kun Valentines dag", sådan noget lignende sagde han det første år, og så indså jeg, at jeg nok heller ikke fik blomster til Mors Dag, Bryllupsdag eller andre hysterisk opreklamerede mærkedage...
Det er nu alligevel ikke nok, til at få mig til ikke at længes...
Jeg har besluttet, at jeg har lov til at håbe, og dét er lysegrønt, håbet, og nu har jeg oplevet skuffelsen, det lille stik i hjertet, så mange gange, at jeg er immun. Eller næsten.
For når han så kigger på mig, med de der grønne øjne, spørgende, og siger "ej, bliver du skuffet?" med fløjlsblød stemme, sådan trøstende, somom han fortryder, at han ikke bare har købt den skide buket... ja, så gør jeg mig hård, og siger, at jeg godt ved, jeg aldrig kommer til at opleve en Valentines Day efter engelske forskrifter, og at jeg faktisk også er helt ligeglad....
Det er jeg så ikke.
Håbet er lysegrønt!

Skive Fjord er rådden

ikke lige dét ordvalg, men meningen fremgår tydeligt, i det skrift, jeg læste i går. Det er en forfatter der hedder Jonas Collin, der i 1887 skriver og beskriver, hvordan Limfjordens vande og "lande" forandrer sig, som man bevæger sig rundt. Det gør ham nemlig, der i 1887, med damperen, fra købstad til købstad, og det er vildt sjovt at læse hans beskrivelser. Fra Hals i øst, til Struer i vest.
Hele molevitten kan læses i "Danmark i skildringer og billeder af danske forfattere og kunstnere" udgivet af M. Galschiøt på P. G. Philipsens forlag.
Når man som jeg er placeret i landbrugssektoren, kan det ikke undgås, at man studser lidt over sådan en melding...Det betyder altså, at det ikke alene er landbrugets skyld, at Skive Fjord er død og rådden om sommeren...  Det var også sådan i 1800-tallet, at der f.eks. ikke fandtes østersbanker syd for Risgård Bredning - og det må vel siges at være en fin indikator på, hvorvidt der er liv eller ej. Det var der så ikke. Hæ!
Man kan med rette spørge, om det gør nogen forskel eller ej,  landbruget udleder kvælstof nu, og det skal det ikke. Men jeg synes nu, det er tankevækkende, at biologer og forskere, eksperter, har givet landbrugets intensive dyrkning af agerlandet skylden for, at fjorden er død i perioder. Det kan jo så ikke KUN skyldes landbruget. Og det er det, jeg gerne vil fremhæve. Det kan jo godt være, at man bør se en smule mere nuanceret på problemstillingen, end den, medierne oftest fanger...
For jeg er sikker på, at Jonas i 1887 ikke har tænkt en tøddel over sammenhængen,  og på det tidspunkt VAR den der heller ikke. Langt det meste af oplandet rundt om fjorden var hede. Bakker og hede. Det kan man også læse i værket. Og jeg er i gang med resten. Det er vidunderligt maleriske beskrivelser af mit Salling, af byerne Aalborg, Thisted, Nykøbing, Skive, Viborg og endnu flere, og jeg NYDER de fine tegninger/raderinger, der ledsager teksterne.
Tak, Ellen Raunsmed, fordi du gjorde mig opmærksom på bøgerne, og lånte mig dit eksemplar!

"At løse Borgerskab"

betyder i virkeligheden, at man er så rig, at man kan få lov til at købe sig til privilegier i en by. En købstad. En af kongen begunstiget købstad, hvor borgerne, mod at betale skatter og afgifter, kan afsætte deres varer og deres færdigheder under kongens beskyttelse. Faktisk står de, for en vis del, selv for denne beskyttelse, for med titlen Borger følger nemlig også forpligtigelser: Man skal stille med våben, eller udruste en fra husholdningen med våben af en vis kvalitet (heraf begrebet:en våbenfør mand) således at byen kan forsvare sig selv, OG, man har pligt til at deltage i de opgaver, magistraten beslutter, at byen skal have udført. Nogle af opgaverne er så uhumske, at man ikke vil røre dem med en ilddrager, men så sætter man mestermanden eller rakkerne til, mod behørig betaling, at fjerne eksempelvis lig fra åer og gader... Det har så den pris, at selvom pengene er gode,  så er man udstødt af borgerskabet,  for ingen vil pleje omgang med bødlen, eller ham, der fjerner affald...
Det er Aalborgs Historie jeg læser op på. Tiden fra 1536 (reformationen) og frem til starten af 1600-tallet.
Det er spændende, og jeg overvejer, om jeg i virkeligheden burde have læst til historiker i stedet for at blive lærer... Nå, dét er underalleomstændigheder for sent at lave om på... men derfor kan man jo godt blive  grebet!

Hald-glædning!!

Med tre bøger om Ålborgs fortid, to pc´ere (en til skriveriet og en til pjank), hovedet fyldt op af gode ideer og forventningens larmende sommerfugle i maven (ja, det er faktisk sådan, det er, med Hald!) er jeg i skrivende stund ved at koge en stærk varm indisk suppe med linser og kanel, som jeg skal spise i morgen aften og måske tirsdag. Havregryn og HUSK er stillet frem, skummetmælken og den gode te venter i spænding på at blive pakket med, og så er det ellers bare af sted sydpå i morgen over middag.
Bondemandens intentioner om fitness tror jeg går fløjten, mens jeg er på Hald, men jeg pakker mine tudsegrimme Hoka-løbesko og lidt løbegear, og så må vi se, om jeg overrasker mig selv, og får løbet et par ture også. Jeg ved, at Kingo (oversætterforfatterkollega) venter på at blive travet med, og der vil helt sikkert blive plads til nogle ture i skridtgang ud over Stangheden og nede i Troldeslugten også. Historier kan godt have brug for at blive gået i gang....
Kort sagt: jeg tager på skriveophold i morgen. På Hald. Jeg glæder mig. Vildt! Wiiiiii!!